Opholdskrav og dagpengeret – hvad for noget?

Hvad er det der opholdkrav egentlig og hvorhenne af i processen befinder vi os lige nu? Det er langt fra transparent for os ‘dødelige’ borgere – og det er bare så ærgerligt.

Mit opslag på Facebook er i skrivende stund delt 330 gange på under et døgn. Dét havde jeg ikke set komme, men det bekræfter mig blot i hvor vigtigt det her er.  Du kan læse baggrunden lige HER.

Jeg har idag snakket med både min a-kasse, en jurist og læst side op, og side ned for at se om jeg kan finde (mere) hoved og hale i det. Jeg vil gerne understrege at jeg ikke er jurist, men blot almindelig, ‘dødelig’ borger, med et ønske om at rejse udenlands, udenfor EU, med min familie i en periode for 2 år.

Den 6. februar i år vedtog regeringen og Dansk Folkeparti en skatteaftale

I skatteaftalen står der:

Aftaleparterne er enige om at indføre opholdskrav for ret til dagpenge og ressourceforløbsydelse ved ressourceforløb, ledighedsydelse og fleksløntilskud.”.

“Initiativet træder i kraft den 1. januar 2019 og indfases gradvist i årene 2019-2021. Det indfases med et opholdskrav på 5 ud af 8 år i 2019 og 6 ud af 8 år i 2020. Fra 2021 og frem er opholdskravet 7 ud af 8 år.” (ibid.)

Opholdskravet omkring 7 års ophold i et EU/EØS-land indenfor de sidste 8 år, er altså endnu ikke trådt i kraft. Lige pt. forhandles der omkring omfanget, og hvem der kan undtages opholdskravet.
Opholdskravet rammer ikke kun udenlandske statsborgere, men også danske statsborgere.

Der står endvidere: Opholdskravet betyder, at et medlem af en a-kasse ikke vil kunne få udbetalt dagpenge ved ledighed de første 7 år i landet. Udstationering for en dansk offentlig myndighed eller en dansk virksomhed, ophold i udlandet med henblik på uddannelse eller hyre på et dansk skib, sidestilles med ophold her i landet.” (ibid.)

Min mand er forsker, og derfor vil ovenstående citat i de fleste tilfælde sikre ham, da vores udenlandsrejse vil være i forbindelse med en postdoc, der formodentlig sidestilles med uddannelse. Aftalen nævner dog intet om ægtefæller og/eller børn. Det efterlader en pokkers masse spørgsmål, for familier som os, der planlægger at skulle udenlands.

I første omgang er lovforslaget begrundet med at det skulle finansiere en skatteaftale. Efter en høring, er begrundelsen primært at man skal vise lang tilknytning til det danske arbejdsmarked.

Høringsforslag – og hvad sker der så?

Den 2. oktober vendte Folketinget tilbage efter en god lang sommerferie. Allerede dagen efter blev lovforslaget fremsat med nogle ændringer.

Den 23. oktober blev forslaget behandlet og det afventer nu 2. og 3. behandling. (Planlagt til hhv. 11. og 13. december 2018).
Forslaget kan ses lige HER.

I følge dette forslag undtages jeg som ægtefælle også, og ligeledes undtages Marvin og Dexter:

“Følgende ophold i udlandet sidestilles med ophold her i riget:
1) Hyre på et dansk skib.
2) Ophold i udlandet som udsendt repræsentant for en dansk offentlig myndighed.
3) Ophold i udlandet i øvrigt som beskæftiget i offentlig dansk interesse.
4) Ophold i udlandet som ansat i en dansk virksomhed, herunder filial eller datterselskab.
5) Ophold i udlandet med henblik på erhvervskompetencegivende uddannelse, når medlemmet har opfyldt kravet om bopæl og ophold, umiddelbart før uddannelsen blev påbegyndt.
6) Ophold i udlandet som forsker ved et udenlandsk universitet, forskningsinstitution eller virksomhed, når medlemmet har opfyldt kravet om bopæl og ophold, umiddelbart før udlandsopholdet blev påbegyndt.

Ægtefæller, samlevere, registrerede partnere og umyndige børn til personer, der opfylder en af undtagelserne, kan sidestille et ophold i udlandet med ophold her i riget, og personer, der har gennemført en integrationsgrunduddannelse (igu), undtages fra opholdskravet. ”
høringsforslag, 1. behandling.

Skulle livet dog ikke gå som vi forventet, og vi bliver skilt, vil jeg blive ramt. For jeg er ikke undtaget reglen qua at jeg vil arbejde for en australsk arbejdsgiver, og ikke hører i nogle af undtagelseskategorierne – altså lige bortset fra at jeg er gift med en forsker.

Jeg ved ikke om jeg kan ånde lettet op. Det ved jeg efter den 13. december, såfremt behandlingen ikke udsættes. Og selvom jeg kan, er der stadig mange andre der ikke kan. Det gør det ikke mindre forkert for alle de udenlandsdanskere der sidder i fedtefadet, som har betalt til deres a-kasse i flere år, og nu kan vinke farvel til deres sikkerhedsnet.

Er det så ikke helt fint?

Jeg kan måske ånde lettet op, men jeg kender personligt en familie der ikke kan. De sidder på den anden side af jorden. Der er også rejst ud for en, tiltænkt, begrænset periode. De passer ikke umiddelbart ind i foreslåede undtagelseskategorier, men de kan bestemt bidrage til det danske arbejdsmarked og -samfund.

Så nej, jeg synes stadig det er voldsomt kritisabelt. Jeg er formodentlig ‘heldig’ at være undtaget. Men hvad hvis min mand ikke var forsker? Så ville vi ikke hører under nogen undtagelse.
Det her opholdskrav rammer udenlandsdanskere, som gerne vil hjem til Danmark. Det rammer dem ikke bare her og nu. Det rammer dem langt ind i fremtiden, hvis de ønsker sig et sikkerhedsnet.

Hvad sker der så nu?

Jeg håber der er nogle på borgen der taler den her sag. Den her sag som a-kasserne også taler.

Da jeg snakkede med min a-kasse idag, blev jeg oplyst, at der pt. forhandles om at de 7 ud af 8 år, skal være 7 ud af 10 år. Det kan du også høre i optagelserne fra høringen lige HER.  Bare den del vil skåne rigtig mange, da du så rent faktisk kan være
A-kasserne er inde i kampen, og kæmper for det de ser som helt unødvendigt. De danske A-kasser tager kollektiv  afstand til skatteaftalens indførelse af opholdskrav.

Vidste du?

  • … At hvis du tager på backpacking udenfor EU i et år, så rammes du også?
    Du er nemlig forpligtet til at melde fraflytning fra Danmark, hvis din ferie varer mere end 6 måneder.
  • … At teenagebørn der er bosat udenlands med deres forældre også rammes?Var mine sønner fx. 12 og 17 år, når vi rejste udenlands i 2 år, så ville de også rammes i deres ret til dagpenge.
  • … At man ikke kan spå om fremtiden, og at 7 år er rigtig lang tid?

Ønsker du at læse mere, giver denne oversigt fra Danske A-kasser et godt overblik over konsekvenser.

Ville du rejse, hvis dit sikkerhedsnet forsvandt i 7 år?

Vi bliver simpelthen nødt til at sætte ord, og fokus, på det her!

Hvordan ville du have det hvis du var i mine sko?
Jeg udtaler mig generelt ikke politisk her på bloggen, derfor delte jeg også i første omgang et opslag på min private Facebook-profil her til aften. Derefter slog det mig; Nej! Hvis en dårlig dag er relevant på bloggen, så er det her eddermame også.

Forestil dig følgende:

Du er gift med en forsker, og sammen har i to børn. Din mand forsker i neurovidenskab (fx ADHD, parkinson og depression). Et område man skulle mene er særdeles relevant at forske i rent samfundsøkonomisk. Din mand har mulighed for at tilegne sig værdifuld viden udenfor EU, der kan styrke hans kompetencer. Den chance ønsker din mand at gribe, og den chance ønsker du som hustru at bakke op om. Som familie står man sammen.

Efter et udenlandophold udenfor EU vil i gerne retur igen

Forestil dig at du efter 2 år udenfor EU gerne vil retur til Danmark igen med din familie. For formålet med udrejsen var at din mand – og dig selv – , kunne tilegne sig kompetencer. Unikke kompetencer. Unikke kompetencer der kunne bidrage til forskning. Forskning i Danmark og for danskerne.

Hvad ville du gøre hvis dit sikkerhedsnet i form af A-kassen forsvandt? En A-kasse du vel at mærke selv betaler til. En A-kasse, som du selvfølgelig skal optjene ret til at være dagpengeberettiget hos. Selvfølgelig. Allerede nu skal du have været medlem af en A-kasse i et år og opfylde beskæftigelseskravet. Du kan altså ikke bare lige få dagpenge. Du skal være berettiget til det.

Men hvad hvis regeringen fik den idé at indføre et opholdskrav for at være dagpengeberettiget? Hvad nu hvis du skulle have opholdt dig i EU i 7 år ud af de sidste 8 år for at være dagpengeberettiget?

Det er bare ikke noget vi forestiller os – det kan blive realiteten

Sandheden er, at det ikke er noget vi forestiller os. Det er realiteten skatteaftalens udspil. Regeringen vil fra 1. januar 2019 indføre et opholdskrav og det fases langsomt ind de næste par år. Familien jeg omtalte længere oppe hedder faktisk Jonas, Jeanette, Marvin og Dexter Mortensen. Det er min familie. Jonas ansøger om midler til en postdoc, der inkluderer 2 års ophold i Australien. Vi tager afsted sammen. For vi er en familie. Jonas bliver ikke ramt, da han er lønnet af penge søgt i Danmark. Men hvad med mig? Jeg har ikke en indtægt med hjemmefra og jeg vil få en australsk arbejdsgiver. Det betyder at jeg rammes. Jeg rammes fordi jeg følger min mand ud i verden.
Der er i forrige uge fremsat ændringer til lovforslaget, som vil styrke min sag, men der er stadig mange andre danskere der sidder i klemme.

Hvad betyder det så?

Hvis vi tager udgangspunkt i skatteaftalen fra 6. februar 2018, og hvis vi rejser er bosat i Australien i 2020-2022, vil jeg tidligst være dagpengeberettiget igen fra 2030. For først der har jeg været bosat i EU de seneste 7 år ud af 8 år. Det betyder at jeg ikke kan modtage dagpenge ved arbejdsløshed eller barselsdagpenge hvis vi ønsker et barn mere, men det betyder faktisk også at jeg ikke kan modtage sygedagpenge hvis jeg skulle gå hen og blive syg. Det er ikke kun lige når vi kommer hjem. Det er i 7 år. Syv år. Er det mon faktorer der bidrager til hvor attraktiv jeg er at ansætte frem til efter år 2029, hvor jeg igen kan være dagpengeberettiget?

Regeringen har indgået denne aftale, til trods for at A-kasserne udtaler det er unødvendigt. For at være dagpengeberettiget skal man nemlig allerede opfylde et beskæftigelseskrav. Og først når det er opfyldt, er du berettiget.

Hvad ville jeg så være berettiget til?

Ja, det er et godt spørgsmål og svaret er forholdsvis simpelt. Jeg ville være berettiget til integrationsydelse. Bare ordklangen fremmer ikke min følelse af at være velkommen i mit hjemland.

Forestil dig du hedder Jeanette

Hvis du hed Jonas, Jeanette, Marvin og Dexter Mortensen – ville du så føle Danmark bød dig velkommen hjem igen, som familie, med dine udenfor-EU-tilegnede-kompetencer? Smider Danmark i virkeligheden højtuddannede for porten? Ønsker vi i Danmark virkeligt at højuddannede, som fx en ph.d i neurovidenskab og en fysioterapeut samt cand.scient i teknoantropologi, skal have svært ved at komme hjem igen? Simpelthen fordi sikkerhedsnettet er trukket væk i 7 år? Er det rimeligt at jeg rammes fordi jeg gerne vil have vores familie er samlet? Jeg ved godt hvad jeg selv synes, hvad synes du?

Jeg er nysgerrig!

Har du hørt regeringen og Dansk Folkeparti har lavet aftalen om dette opholdskrav gennem skatteaftalen den 6. februar 2018? For langt de fleste jeg snakker med aner ikke det eksisterer (!). Jeg forstår da godt det ikke får noget opmærksomhed, når det kan virke som om, det er sneget ind af bagdøren.

Hvis du hed Jeanette – ville du så bare lade stå til?

Hjælp mig med at sætte fokus på dette område! Snak med folk om det eller vis dem dette indlæg. Har man tænkt på sådan nogle som mig, da dette blev vedtaget? Jeg tvivler, eller måske er jeg som enkeltperson bare ikke vigtig nok i det store regnskab? Og hvis jeg er sikker, hvad så med alle de danskere der ikke lige hører i en undtagelseskategori?

Billedet her er fra 16. januar i år, hvor vi vendte retur til Danmark efter et halvt år i Australien. Her havde Jonas et  udenlandsophold i forbindelse med sin ph.d.

 

Jeg har skrevet lidt mere omkring hvad skatteaftalen og opholdskravet er lige HER.

Karriere og familie – så må vi jo blive skilt?

“Jamen, hvis det er sådan det skal være, så er det måske bare bedre at vi slet ikke er sammen”.

Ordene fløj ud af munden, og på samme tid fik jeg en kæmpe klump i halsen. Det hele snørede sig sammen, tårerne hobede sig op i øjenkrogene, og jeg kunne kun tænke: “Sagde jeg virkelig lige det? Var det mig? Sagde jeg det? Men, men, men, jeg mente det jo ikke”.  Det var som om jeg kunne høre mig selv sige ordene, men at jeg alligevel ikke følte det var mig  der sagde dem.
Klokken havde passeret 23.00 og jeg var træt. Træt med træt på, fyldt med bekymringer og havde en knude af stress i maven.

Ville drengene i virkeligheden være bedst tjent med en mor og far der ikke bor sammen? Var vores drømme slut?

Nej!

Jeg havde forberedt mig på at dét her blev hårdt. Det liv vi selv har valgt lige nu. Jeg er igang med mit kandidatstudie i teknoantropologi, mens Jonas er igang med at afslutte sin Ph.d. Oveni det har vi en 1-årig Dexter og en 6-årig Marvin. Jeg har valgt at være i et praktikforløb i dette semester, det kunne jeg havde valgt ikke at gøre. Men ja, det har jeg valgt. Og jeg er glad for det. Jeg er glad for at være der. Det giver mening for mig. Ved siden af har jeg et studiejob som studievejleder. Det har jeg også selv valgt.

Det er vel ikke så slemt når vi selv har valgt det?

Slemt og slemt. Det er hårdt. Det er pisse hårdt. Det er hårdere end jeg nogensinde havde forestillet mig. Og det er altså ikke så lidt jeg har forestillet mig. Jeg skal ikke pive. Det er ikke mig der skal aflevere Ph.d-afhandling om 10 dage (T I   D A G E !). Jeg er ‘bare’ sidevognen på den her motorcykel der drøner af sted med 200 km/timen. Jeg er hægtet fast, og jeg holder fast. Nogle dage er køreturen fin, lidt blæsende, men fik. Andre dage øs pis regner det, jeg har glemt min regnjakke og jeg har fået op til flere fluer i øjet i løbet af turen.

Min mand er pisse sej!

Ja, det synes jeg! Jeg beundrer den mand, mere end jeg overhovedet kan beskrive. Tænk engang at skrive en Ph.d, være far til to børn – og bo sammen med mig. Det siger sgu ikke så lidt.  Det er ikke nogen af delene der altid er lige nemt. Yes, I said it.

Jeg ønsker ikke folk skal have ondt af os.

Fandme nej. Vi har selv valgt det. Det sværeste er at drengene ikke har valgt dem. Vi har valgt for dem. Og det er hårdt. Al støtte er værdsat. Alt fra aftensmad, hentning af bare en af drengene, et virtuel tanke, et: “Hvordan går det? Hæng i!”. Alt betyder noget.
Det er svært, andet vil være en løgn.
Jeg føler mig som den total asociale lige nu. Jeg lukker så mange mennesker ude af mit – og vores liv. Det er ikke fordi jeg ikke vil folk mere. Overskuddet er der bare ikke. Det er svært. Vi går på kompromis dagligt. På kompromis med os selv, os som familie og det liv vi gerne vil leve. Men vi skal nok komme igennem, og så ser det hele anderledes ud.

Ville vi gøre anderledes hvis vi havde vidst hvor presset vi ville være?

“Hvis jeg havde vidst hvor hårdt det ville være, ville jeg have sagt nej”. Dén tanke har strejfet mig mange gang. Sandheden er dog en anden.
Vi har et mål for vores familie, et mål for hvad vi gerne vil i fremtiden. Dertil når vi ikke uden de uddannelser vi er igang med nu. Jonas gør det for hans egen skyld. Jeg gør det for min egen skyld. Men vigtigst af alt, gør vi det også for hinanden, for vores børn og for vores fremtid.

Det liv vi lever lige nu er ikke for alle.

Dét er helt sikkert. Da jeg for en kort bemærkning læste HD på CBS, blev det kaldt for “skilsmissestudiet” – det kunne man også kalde Ph.d-livet med en familie.

Snart er Ph.d-ræset slut, så skyder jeg en etape igang med aflevering af et stort semesterprojekt, og afslutning af mit internship i slut december. Til januar er der Ph.d-forsvar og jeg har to eksaminer. Til februar skyder jeg specialskrivningen igang – og så kan vi vidst også begynde at se en ende på det.

Vi klarer den! Vi har hinanden og et personligt heppekor i ryggen. Nogle gange skal jeg bare huske at pille vattet ud af ørene så  jeg kan høre vores heppekor.

DIY: Selvlysende gipsspøgelser og Halloween-lysestager

 

Sponsoreret af CChobby.

Halloween nærmer sig – hvorfor ikke bruge lejligheden til kreahygge med ungerne?

I samarbejde med CChobby har drengene og jeg har været igang med at lave Halloweenpynt. Det kan godt være lidt udfordrende med en 6-årig, som rent faktisk kan være med til det meste, men også en 1,5-årig, som rigtig gerne bare vil være med, men ikke nødvendigvis har evnerne (eller tålmodigheden) endnu. Jeg har været igang med to fine kreaprojekter for børn – og barnlige sjæle – i alle aldre.

Jeg elsker en god anledning til kreahygge med børnene. Sidste år holdte vi Halloween i Australien (tjek lige hvor sød Dexter var i sin flagermusdragt lige her, eller den mega seje Halloweenfest vi var til i Canberra Reptile Zoo lige her). I år tvivler jeg på vejret er til at rende rundt i shorts udenfor, så vi hygger ekstra meget indenfor.

Jeg elsker projekter, hvor der er alenetid med Marvin

Det er skønt når Marvin og jeg kan hygge os uden Dexter. Samtidig er det også skønt når vi kan lave noget de begge kan være med til. Sidstnævnte er dog lidt udfordrende med ‘tornado-Dexter’ på 1,5 år.

Årets kreative Halloweensysler blev derfor til selvlysende gipsspøgelser og Halloween-fyrfadsstager Et projekt kun med Marvin, og et med både Marvin og Dexter.

Hvad skal du bruge?

Til gipsspøgelserne skal du bruge
Til Halloween-fyrfadsstagerne skal du bruge

Selvlysende gipsspøgelser – eller hattifnatter fra Mumitroldende?

Mens Dexter tog en middagslur hyggede Marvin og jeg med at lave gipsgazespøgelser. Projektet tager som sådan ikke lang tid, men det er en fordel at dele det op over et par dage da gipsen skal tørre inden den kan males.

Du finder en trin-for-trin vejledning lige her.

Vi satte styroporkuglerne på blomsterpinde og ned i en blok oasis. Alternativt kunne man bruge en skål med sand. Det er udelukkende til at have styr på spøgelserne, og have et ‘stativ’ de kan tørre i.

Jeg afmålte gipsstykker, mens Marvin dyppede dem i vand og kom dem på styroporkuglerne. Husk at lave gipsgazestykkerne lidt længere, end længden ned til oasisblokken, da det er det der danner ‘foden’ på spøgelserne, når de er tørret. Husk at lægge noget under oasisblokken. Det sviner ret meget sådan noget gips i børnehænder.

Efter de tre styroporkugler var blevet beklædt med gipsgaze, lod vi dem stå og tørre til dagen efter. Jeg tog blomsterpindende ud af spøgelserne og herefter kunne de males med selvlysende maling. Marvin har været ellervild for at male med selvlysende maling. Jeg er ret sikker på, at han synes, at det er noget nær verdens sejeste ting. Og det er da også sejt,  ikke? Det kan være lidt svært at se hvor man har malet på den hvide, tørre gips, så mal lidt grundigt.

Et lille tip:

Når i skal male kan du trække en plastikpose ud over en tallerken og putte malingen herpå. Når i er færdige, er plastikposen lige til at trække af og smide i skraldespanden. Ingen genstridig opvask og mega nem oprydning.

Det færdige resultat: Fra spøgelser til hattifnatter …

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker Mumitroldene, og de har også været en fast del af Marvins opvækst. Da han så de færdige spøgelser stå og lyse udbrød han: “Det er jo hattifnatter, mor! De lyser, og hvis det bliver tordenvejr skal man passe på. For så kan de give stød”.

Det er lidt svært at fange sådan nogle spøgelser (eller hattifnatter) på billede, for de vil jo helst ikke ses – det lykkedes dog med lidt afledningsmanøvrer.

Det er da nogle ret fine hattifnatter, ikke?

Halloween-fyrfadsstager

Det sidste projekt, som begge drenge kunne være med til er nogle vildt fine Halloween fyrfadsstager. Jeg fristes til at skrive, at det er utroligt, hvordan noget så fint, kan være så simpelt. Du behøver virkelig ikke være kreativ anlagt for at lave disse og alle kan være med.

Du finder en trin-for-trin vejledning lige her.

Vi startede med at klippe silkepapir i en masse små stykker. Jeg klippede lange strimler, som Marvin klippede i mindre stykker med en saks, mens Dexter flåede dem i mindre stykker med hænderne. Easy peasy.

Marvin kunne selv male sine stager med lim (decoupagelak) og herefter sætte silkepapir på. Dexter hjalp jeg med at male limen på, han klarede til gengæld selv at sætte silkepapir på (læs: Han rullede stagen i silkepapirsstykker og proppede den med så meget han kunne). Da han var færdig med at lege med det, tog jeg de løse stykker op fra stagen og lakerede den med decoupagelak for ham.
Marvin kunne klare det hele selv. Da lakken var tør, satte vi fine Halloween-klistermærker på og lakerede igen.

Det færdige resultat:

Jeg synes de er blevet vildt fine og jeg tænker, at vi skal lave en juleversion herhjemme også. Hvis man blot skifter farve på silkepapiret, kan julestemningen hurtigt komme frem.

Jeg kan kun anbefale kreaprojekter med børnene

De synes det er hyggeligt, og det bedste er simpelthen at se stoltheden i deres øjne når det færdige resultat står og pynter.

Der er stadig god til til Halloween løber af stablen i slutningen af måneden, så hop forbi CChobby og shop til kreahygge.

Er Halloween noget i gør jer i, på en eller anden måde?

“Jeg ville ønske, at jeg ikke havde fået børn”

Dén tanke strejfede mig i weekenden. Op til flere gange. Jeg ville ikke være voksen, ikke have ansvaret for to børn. Ikke have at vi, som par, havde ansvaret for to børn. Jeg ønskede vi bare havde hinanden.

Sygdom kom snigende

I sidste uge kom sygdom snigende. Det startede med en forkølelse, feber, følelsen af at have en elefant i hovedet og en tør hoste. Sidst på ugen begyndte jeg at få smertefulde jag i maven. Følelsen af at blive stukket med en kniv hver gang jeg hostede eller pudsede næse. Fredag aften gjorde det så ondt at jeg ikke længere kunne holde det ud.

Efter en samtale med 1813 blev jeg sendt direkte på Bispebjerg Hospital obs blindtarmsbetændelse. Der blev taget blodprøver og jeg blev, efter mange timers venten, undersøgt. Jeg fik lov at tage hjem, for der ville ikke ske mere før om morgenen, hvor der skulle tages nye blodprøver. Jeg valgte at tage hjem, til min egen seng, istedet for at ligge på et hospital, på en, i forvejen, fyldt afdeling.

Er der noget galt eller er jeg bare sulten?

Allerede da jeg tog fra hospitalet havde jeg det ‘underligt’, men jeg havde siddet og ventet i 5 timer med smerter, netop fået morfin inden jeg blev undersøgt og ikke spist i næsten et døgn. Mon ikke jeg bare trængte til lidt mad?
Det første jeg gjorde da jeg kom hjem, var at få noget mad. Tvinge det ned. For jeg var vitterlig ikke sulten. Jeg gik i seng og håbede på en god nats søvn.

Der gik ikke 10 minutter før første smertebølge meldte sin ankomst

Verden gik i stå, der var kun smerter. Koldsveden rendte ned af mig, jeg kunne ikke trække vejret dybt, ikke snakke, ikke være i mig selv. Jeg troede jeg skulle dø. Jeg lå skiftevis i fosterstilling på gulvet og henslægt over fodenden af vores seng.

Jeg genkendte smerterne og fik fremstammet: “Det kan ikke være det! Jeg har ingen galdeblære!”. Sidste år fik jeg fjernet min galdeblære pga. tilbagevendende galdestensanfald. Hvordan kunne jeg så have galdestensanfald nu?

Anfaldet stoppede, og jeg befandt mig som i en ve-pause i en fødsel. Et lille øjeblik hvor jeg lige kunne sunde mig, men jeg vidste det ville gå løs igen. Og det gjorde det. Jeg måtte have hjælp, for det stoppede ikke. I halvanden time fortsatte anfaldene.

“Vi sender en ambulance”

Så lå jeg der i ambulancen i et smertehelvede uden lige. Et skud smertestillende i drop blev min redning, og som vi kørte afsted strejfede tanken mig: “Jeg ville ønske vi ikke havde børn”. Lige der følte jeg mig allermest sårbar. Jeg havde brug for min mand ved min side, men vores børn havde (endnu) mere brug for deres far.

Jeg var tilbage på Bispebjerg Hospital, og blev udskrevet igår aftes.
Undersøgelser, tests, snakken frem og tilbage, en tur på Rigshospitalet til yderligere undersøgelse, og så tilbage til Bispebjerg Hospital. Mine arme er tæsket godt igennem med nåle, men jeg har det bedre nu.

“Du har været rigtig uheldig”

Det er ikke første gang jeg hører den sætning, og det kommer efterhånden ikke bag på mig mere, når tingene ikke går helt som man regner med. Sad but true.

En 3-i-1’er kan man fristes til at kalde det. Et lymfesystem der har været presset pga. slem forkølelse, en (ufarlig) cyste i underlivet og galdesten der har passeret i galdegangene. Ikke den fedeste kombi, men trods alt er det ikke farligt. Ubehageligt, ja. Farligt, nej. Og det var ikke blindtarmsbetændelse.

Nu skal jeg passe på mig selv, og vente på en indkaldelse til en MR-scanning for at se om der er flere galdesten i galdegangene. For ja, man kan (åbenbart!) godt få galdestensanfald selvom man har fået fjernet sin galdeblære. Dét havde jeg ingen anelse om.

Weekendens højdepunkt

Weekendens første højdepunkt var da Jonas og Dexter kom på besøg lørdag. Marvin var hjemme hos sin farfar. Tankerne fra aftenen før blev gjort til skamme. At se mit lille menneske sidde der i fodenden var så skønt.  Så glad og så livsbekræftende.


Weekendens andet højdepunkt var søndag eftermiddag, da jeg lov at komme hjem på orlov til mandag morgen. Da drengene sov om aftenen, jeg måtte ind og kigge til dem af flere omgange. Bare lige se dem. Bare lige ae dem på kinden. Bare lige være hos dem.
Når man først er væk fra sin familie, opdager man hvor meget man mangler dem.

Sammen klarer vi alt. Det er jeg sikker på.

SLAM! Når hverdagen rammer

macbook air hverdag iphone keys woodsup

Så blev det hverdag

Ikke bare sådan stille-og-rolig-hverdag. Men hverdag-for-fuld-smadder. Jeg kan føle mig helt stresset af at tænke på os. Vores familie og den hverdag vi har lige nu, kontra den hverdag vi havde for bare en måned siden eller for et år siden i Australien. En uge er gået og jeg har allerede været ved at drukne. Op til flere gange.

Hvad fanden tænker vi på?

Tanken har strejfet mig: Er vi komplet sindsyge, eller har vi bare en snert af sindssyge?
Gang på gang må jeg minde mig selv om, at det er midlertidigt. Dette er ikke vores hverdag resten af livet. Heldigvis.

Vi har travlt

Ikke bare sådan semi-travlt, men rigtig travlt. Programmet er fyldt. Mere fyldt end det nogensinde har været før.
Jeg er igang med 9. semester af min kandidat i teknoantropologi. Jeg har været så heldig at få et internship hos Leo Innovation Lab. Egentlig synes jeg ikke ordet ‘heldig’ er fyldestgørende. For jeg har sgu fortjent det. Jeg har knoklet røven ud af bukserne før sommeren. Jeg har leveret varen. Jeg har fortjent det.

Og så er lige kurser på universitetet også…

Ved siden af mit internship har jeg to 5-ECTS kurser på universitetet og skal skrive et 25-ECTS projekt på baggrund af mit internship. Den kvikke læser vil måske undre sig over hvorfor det giver 35 ECTS? For et semester er 30 ECTS. Jeg mangler simpelthen stadig at gå til eksamen i et kursus jeg havde mens jeg var gravid med Dexter da jeg blev sygemeldt og måtte udskyde et 10 ECTS og et 5 ECTS kursus. 14 dage efter vi var kommet hjem fra Australien, gik jeg til eksamen i det største af kurserne,  ja inden Dexter havde vuggestueplads faktisk. Det var egentlig også sindssygt, men nu er det jo længe overstået. Nu mangler jeg så det sidste 5 ECTS kursus. Det tager jeg nu. Hvis jeg ikke tog det nu, ville jeg ikke kunne gå til eksamen før i januar 2020 – og dét er altså et godt stykke efter jeg har afleveret, og forsvaret, mit speciale. Min kandidatgrad skal simpelthen ikke hænge bare på et enkelt 5 ECTS fag. Jeg vil være helt færdig næste sommer. Bum.

… Og så er der det der studiejob …

Ved siden af internship og kurser på universitet, har jeg et studiejob som studievejleder. Det er rimelig fleksibel. Thank God! Men det giver altså bare lige en lille smule til vores budget hver måned. Og de penge er ærlig talt tiltrængte.

… Og så har vi min mega seje bedre halvdel …

I bund og grund er han jo nok bare den sejeste jeg kender. Han skal aflevere sin PhD-afhandling her til november. Der ér bare run på når sådan en moppedreng skal gøres færdig. 3 års arbejde skal rundes af, finpudses og nedskrives. Fik jeg sagt han er inden for neuroscience-området? Os dødelige mennesker skal jo nærmest klappe for at stave os igennem det. Og det er så det han laver til hverdag. Mens han også er far til vores to bandit-drenge (den ene mere end den anden), hjælper med vasketøjet, indkøb og agere min bedre halvdel.
Når han har forsvaret sin afhandling går jeg igang med specialet, og så er der altså lys forenden af tunellen.

Om 10 måneder er vi i mål

Hvem tæller? Jeg gør. Faktisk er vi tættere på 9 måneder, end 10 måneder.

Der er run på

Uden tvivl. Og det er også derfor jeg føler vi har ramt hverdagen med mindst 700 km/timen. Det er på ingen måde fordi jeg ønsker medlidenhed. Jeg har følelsen af at vi (hvert fald metaforisk) er ude at løbe en maraton. Vi løber, og løber, og løber. Nogle tidspunkter er det rigtig hårdt, nogle tidspunkter får tårerne frit løb, nogle tidspunkter tænker jeg: “We can do this”, andre tidspunkter tænker jeg: “Hvad fanden har vi gang i, er vi komplet sindsyge?”.
Undervejs kigger jeg til højre og venstre. Der står folk og hepper på os og det varmer langt ind i hjertet.

Men jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det ikke allerede er hårdt

Vi skal virkelig øve os i – og lære – hvordan vi kan gøre hverdagen lettest muligst for os alle. Det er svært. Der er så mange ting jeg gerne vil, men hverken tid eller energi til det.

 

Hvad skal der i vinterens garderobe?

Det er tid til vinterens garderobe

Her tænker jeg især på overtøj. Jeg søger råd og anbefalinger, måske du kan hjælpe?

Det seneste halvandet år har jeg nydt at være 2. gangsmor til Dexter. Nydt at det ikke var helt fremmed med den her mor-rolle. For tiden føler jeg mig for alvor 1. gangsmor igen. Og det er jeg jo også. Det er første gang jeg er mor til et skolebarn. Et skolebarn som også går i fritter.

Jeg vil vildt gerne høre fra dig der har mere end 14-dages erfaring som forældre til et skolebarn, eller dig der er fyldt med gode ideer.

Hvad gør man i forhold til vinterens – og i virkeligheden også efterårets – garderobe?

Marvins skole og fritter ligger ikke lige op og ned af hinanden som sådan. De bliver fulgt af en voksen fra morgenfritter til skole, og igen fra skole til fritter, når de har fri fra skole. Marvin har endnu ikke været i morgenfritter, men nu hvor hverdagen starter for os alle på mandag, bliver det nok også en realitet nogle dage.

Morgenfritteren er ikke den samme som han er i om eftermiddagen. Dvs han rent logistisk kommer til at være på 3 forskellige matrikler, og så er der lige turen til og fra fritter/skole også.

Jeg synes det er lidt omstændigt at slæbe alt frem og tilbage, men på samme tid også lidt af en udskrivning, hvis der skal være dobbelt op af alt. Samtidig er jeg i tvivl om det overhovedet vil blive brugt. I børnehaven har vi altid bare slæbt det frem og tilbage. Der var det også os forældre der skulle huske det. Erfaringen fra skolen nu er allerede, at Marvin ofte glemmer at få et eller andet med fra skole og over i fritteren. Og han kan ikke komme over at hente det når de først er gået i fritteren. Den anden dag manglede han fx sin regnjakke i øs tis regnvejr.

Han har et sæt skiftetøj liggende i sin garderobe i skolen, og i fritteren (ikke i morgenfritteren), men altså ikke noget overtøj eller sko/støvler, udover det han har på – og med i sin skoletaske – hjemmefra.

Lige nu har Marvin dette, som tages med efter behov:

  • Et termosæt
  • En softshelljakke
  • En softshelldragt
  • Et sæt regntøj
  • Et par gummistøvler
  • Et par kondisko

Det famøse spørgsmål: Hvad har I i børnenes garderobe? Eller  hvad planlægger i at have?

  • Hvad har I i garderoben?
  • Er der noget i har mere end en ting af?
  • Har i noget liggende fast i fritterens- eller skolens garderobe? Eller begge steder?
  • Hvad planlægger i af vinterovertøj og hvor gamle er jeres børn? Flyverdragt eller todelt? Har du nogle anbefalinger til mærke? Og hvorfor?

Jeg vil vildt gerne høre jeres erfaringer! Tak!

Chokorug ala Lagkagehuset

chokorug

Elsker du også chokorug fra Lagkagehuset?

Jeg har eksperimenteret lidt med en opskrift på langtidshævede chokorug ala Lagkagehuset og opskriften finder du lige her. Chokorug fra Lagkagehuset – de ér bare gode. Jeg elsker at hapse et par stykker med hjem, og jeg deler sjældent, haha. Er det bare mig?

Disse chokorug er bagt uden surdej, men er til gengæld langtidshævede og virkelig lækre!

chokorug Læs videre “Chokorug ala Lagkagehuset”

Den bedste caramel slice – godkendt af australiere!

Caramel slice, lækker, syndig og en bastant en af slagsen.

Mums. Her finder du opskriften på en virkelig lækker caramel slice. Den er ret nem at gå til og er en sikker vinder.

Jeg lavede caramel slice for første gang, mens vi var i Australien. Vi var inviteret til fødselsdag hos Billie og Abby, Majelines skønne piger. Jeg tilbød at bage jordbærtærte og caramel slices. De bedste kager fra Danmark og Australien. Hvert fald hvis du spørger mig. Det var først senere, at det gik op for mig, at deltagerne til fødselsdagsfesten var australier. Og de må da om nogen vide  hvordan sådan en caramel slice skal være. Det var nok meget godt jeg ikke havde tænkt over det, før de færdige caramel slices stod på bordet. Præstationsangst much? Måske.

Den caramel slice jeg fik lavet blev godkendt af alle gæsterne. Pyha. Jeg har efterfølgende lavet caramel slices et par gange. Jeg husker desværre ikke hvor opskriften er fra, andet end den er australsk, men her kommer den i en oversat udgave:

Læs videre “Den bedste caramel slice – godkendt af australiere!”

Aussie bound – 1 års dagen

For præcist ét år siden var vi i skrivende stund på vej til Australien

På vej til det land vi i flere år gerne har ville opleve. På vej på vores helt eget familieeventyr. Jeg husker tydeligt listerne med ting der skulle forberedes, spændingen og nervøsiteten.

Lige pludselig stod vi der. Check-in skranken i Københavns Lufthavn. Point of no return. Den 34,5 timer lange tur til Australien var igang.

Vi vidste ikke hvad der ventede os

Vi havde booket en hotellejlighed til den første uge, men det var også den eneste plan for bolig der var. Det var sværere at finde noget at bo i end vi havde troet. Hotellejligheden var for dyr at blive boende i til knap 1.500 kr pr nat. Allerede inden vores eventyr var igang kunne jeg mærke hvordan pengene bare forsvandt mellem hænderne på os. Tænk hvis vores budget skulle ryge allerede inden vi var faldet til? Ville vi overhovedet få råd til at rejse videre når mandens PhD-ophold i Canberra var overstået?

Vi fik garanti på en lejlighed

Troede vi. Men her lærte vi hurtigt, at vi i virkeligheden nok var alt for godtroende. Med lejligheden i udsigt flyttede vi ind hos en australier. Simpelthen for at spare nogle penge. Hvad der havde været vores Australien-drøm, vores eventyr, blev hurtigt til et Australiens-mareridt (Bare ved at genlæse det indlæg her trillede tårerne ned af kinderne igen. Shit, det var hårdt). Dén nat ledte jeg efter flybilletter hjem. Jeg ville ikke mere. Jeg var klar til at give op. Lige pludselige vendte vores held (hvert fald for en stund) og vi fik mulighed for at leje en lille granny-flat hos en australsk familie. På dagen vi skulle flytte ind mistede vi alle vores værdier. Alle. Det var så vild en følelsesmæssig rutsjetur. Heldigvis vendte vores held og alle værdier dukkede op igen. Vi flyttede ind i granny-flat’en og kom til at bo i den australske families baghave. Det er det bedste der er sket os og det blev vores base i Canberra. Vores nye hjem. Vi fik ikke kun et nyt hjem. Vi fik følelsen af ‘hjem’ helt ned i maven og som prikken over i’et nye venner.

Hverdagen gik sin gang i Canberra. Vi faldt stille og roligt til. Der kom rutiner, nye venner og en hverdag vi kom til at holde af. Marvin gik til svømning to gange om ugen, vi tog i skateparken. Jeg husker tydeligt hvor svært det var for mig at gå hjemme med begge drengene, men jeg husker også tydeligt hvor meget jeg kom til at holde af det.

Før vi vidste af det skulle vi videre. Mandens PhD-ophold var slut og det var tid til vores rundrejse i Australien. And what a trip!

Canberra – Wollongong – Newcastle – Sydney – Fiji – MacKay – Brisbane

Når jeg kigger på kortet, ser det lige pludselig ikke ud af så meget. I den oprindelige plan skulle vi ikke have været til McKay. Det blev dog en meget spontan beslutning, da vi ikke måtte checke ind til Fiji uden en returbillet. Men det var det. Og er det. Vi mødte skønne mennesker, oplevede fantastiske ting og samlede på minder. Jeg nyder at jeg stadig kan følge med hos Majeline og Sophie, og deres skønne familier, som vi lærte at kende i Australien. Det er så hyggeligt.

De minder vi fik samlet os, kan vi sidde og glædes ved idag. De positive overskygger langt de negative undervejs.

Blue mountains

Sydney

juleaften paa fiji

 

Tænk engang

Vi gjorde det. Vi rejste om på den anden side af jorden med 2 børn på 5 måneder og 5 år, 4 kufferter og en klapvogn. Det er vildt, men hvor er jeg glad for vi gjorde det.

Vil vi gøre det igen?

Ja. Og nej. Jeg gør det ikke for ‘kun’ at være væk i et halvt år igen. Det var simpelthen for hårdt. Jeg vil ikke have været alle vores oplevelser foruden, men vi tager ikke afsted for mindre end 2 år.

Jeg føler ikke vi er færdig med at opleve verden på den her måde, og jeg håber inderligt vi kan realisere vores drømme som expats.

 

Drømmer du om at rejse udenlands?