DIY: Selvlysende gipsspøgelser og Halloween-lysestager

 

Sponsoreret af CChobby.

Halloween nærmer sig – hvorfor ikke bruge lejligheden til kreahygge med ungerne?

I samarbejde med CChobby har drengene og jeg har været igang med at lave Halloweenpynt. Det kan godt være lidt udfordrende med en 6-årig, som rent faktisk kan være med til det meste, men også en 1,5-årig, som rigtig gerne bare vil være med, men ikke nødvendigvis har evnerne (eller tålmodigheden) endnu. Jeg har været igang med to fine kreaprojekter for børn – og barnlige sjæle – i alle aldre.

Jeg elsker en god anledning til kreahygge med børnene. Sidste år holdte vi Halloween i Australien (tjek lige hvor sød Dexter var i sin flagermusdragt lige her, eller den mega seje Halloweenfest vi var til i Canberra Reptile Zoo lige her). I år tvivler jeg på vejret er til at rende rundt i shorts udenfor, så vi hygger ekstra meget indenfor.

Jeg elsker projekter, hvor der er alenetid med Marvin

Det er skønt når Marvin og jeg kan hygge os uden Dexter. Samtidig er det også skønt når vi kan lave noget de begge kan være med til. Sidstnævnte er dog lidt udfordrende med ‘tornado-Dexter’ på 1,5 år.

Årets kreative Halloweensysler blev derfor til selvlysende gipsspøgelser og Halloween-fyrfadsstager Et projekt kun med Marvin, og et med både Marvin og Dexter.

Hvad skal du bruge?

Til gipsspøgelserne skal du bruge
Til Halloween-fyrfadsstagerne skal du bruge

Selvlysende gipsspøgelser – eller hattifnatter fra Mumitroldende?

Mens Dexter tog en middagslur hyggede Marvin og jeg med at lave gipsgazespøgelser. Projektet tager som sådan ikke lang tid, men det er en fordel at dele det op over et par dage da gipsen skal tørre inden den kan males.

Du finder en trin-for-trin vejledning lige her.

Vi satte styroporkuglerne på blomsterpinde og ned i en blok oasis. Alternativt kunne man bruge en skål med sand. Det er udelukkende til at have styr på spøgelserne, og have et ‘stativ’ de kan tørre i.

Jeg afmålte gipsstykker, mens Marvin dyppede dem i vand og kom dem på styroporkuglerne. Husk at lave gipsgazestykkerne lidt længere, end længden ned til oasisblokken, da det er det der danner ‘foden’ på spøgelserne, når de er tørret. Husk at lægge noget under oasisblokken. Det sviner ret meget sådan noget gips i børnehænder.

Efter de tre styroporkugler var blevet beklædt med gipsgaze, lod vi dem stå og tørre til dagen efter. Jeg tog blomsterpindende ud af spøgelserne og herefter kunne de males med selvlysende maling. Marvin har været ellervild for at male med selvlysende maling. Jeg er ret sikker på, at han synes, at det er noget nær verdens sejeste ting. Og det er da også sejt,  ikke? Det kan være lidt svært at se hvor man har malet på den hvide, tørre gips, så mal lidt grundigt.

Et lille tip:

Når i skal male kan du trække en plastikpose ud over en tallerken og putte malingen herpå. Når i er færdige, er plastikposen lige til at trække af og smide i skraldespanden. Ingen genstridig opvask og mega nem oprydning.

Det færdige resultat: Fra spøgelser til hattifnatter …

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker Mumitroldene, og de har også været en fast del af Marvins opvækst. Da han så de færdige spøgelser stå og lyse udbrød han: “Det er jo hattifnatter, mor! De lyser, og hvis det bliver tordenvejr skal man passe på. For så kan de give stød”.

Det er lidt svært at fange sådan nogle spøgelser (eller hattifnatter) på billede, for de vil jo helst ikke ses – det lykkedes dog med lidt afledningsmanøvrer.

Det er da nogle ret fine hattifnatter, ikke?

Halloween-fyrfadsstager

Det sidste projekt, som begge drenge kunne være med til er nogle vildt fine Halloween fyrfadsstager. Jeg fristes til at skrive, at det er utroligt, hvordan noget så fint, kan være så simpelt. Du behøver virkelig ikke være kreativ anlagt for at lave disse og alle kan være med.

Du finder en trin-for-trin vejledning lige her.

Vi startede med at klippe silkepapir i en masse små stykker. Jeg klippede lange strimler, som Marvin klippede i mindre stykker med en saks, mens Dexter flåede dem i mindre stykker med hænderne. Easy peasy.

Marvin kunne selv male sine stager med lim (decoupagelak) og herefter sætte silkepapir på. Dexter hjalp jeg med at male limen på, han klarede til gengæld selv at sætte silkepapir på (læs: Han rullede stagen i silkepapirsstykker og proppede den med så meget han kunne). Da han var færdig med at lege med det, tog jeg de løse stykker op fra stagen og lakerede den med decoupagelak for ham.
Marvin kunne klare det hele selv. Da lakken var tør, satte vi fine Halloween-klistermærker på og lakerede igen.

Det færdige resultat:

Jeg synes de er blevet vildt fine og jeg tænker, at vi skal lave en juleversion herhjemme også. Hvis man blot skifter farve på silkepapiret, kan julestemningen hurtigt komme frem.

Jeg kan kun anbefale kreaprojekter med børnene

De synes det er hyggeligt, og det bedste er simpelthen at se stoltheden i deres øjne når det færdige resultat står og pynter.

Der er stadig god til til Halloween løber af stablen i slutningen af måneden, så hop forbi CChobby og shop til kreahygge.

Er Halloween noget i gør jer i, på en eller anden måde?

“Jeg ville ønske, at jeg ikke havde fået børn”

Dén tanke strejfede mig i weekenden. Op til flere gange. Jeg ville ikke være voksen, ikke have ansvaret for to børn. Ikke have at vi, som par, havde ansvaret for to børn. Jeg ønskede vi bare havde hinanden.

Sygdom kom snigende

I sidste uge kom sygdom snigende. Det startede med en forkølelse, feber, følelsen af at have en elefant i hovedet og en tør hoste. Sidst på ugen begyndte jeg at få smertefulde jag i maven. Følelsen af at blive stukket med en kniv hver gang jeg hostede eller pudsede næse. Fredag aften gjorde det så ondt at jeg ikke længere kunne holde det ud.

Efter en samtale med 1813 blev jeg sendt direkte på Bispebjerg Hospital obs blindtarmsbetændelse. Der blev taget blodprøver og jeg blev, efter mange timers venten, undersøgt. Jeg fik lov at tage hjem, for der ville ikke ske mere før om morgenen, hvor der skulle tages nye blodprøver. Jeg valgte at tage hjem, til min egen seng, istedet for at ligge på et hospital, på en, i forvejen, fyldt afdeling.

Er der noget galt eller er jeg bare sulten?

Allerede da jeg tog fra hospitalet havde jeg det ‘underligt’, men jeg havde siddet og ventet i 5 timer med smerter, netop fået morfin inden jeg blev undersøgt og ikke spist i næsten et døgn. Mon ikke jeg bare trængte til lidt mad?
Det første jeg gjorde da jeg kom hjem, var at få noget mad. Tvinge det ned. For jeg var vitterlig ikke sulten. Jeg gik i seng og håbede på en god nats søvn.

Der gik ikke 10 minutter før første smertebølge meldte sin ankomst

Verden gik i stå, der var kun smerter. Koldsveden rendte ned af mig, jeg kunne ikke trække vejret dybt, ikke snakke, ikke være i mig selv. Jeg troede jeg skulle dø. Jeg lå skiftevis i fosterstilling på gulvet og henslægt over fodenden af vores seng.

Jeg genkendte smerterne og fik fremstammet: “Det kan ikke være det! Jeg har ingen galdeblære!”. Sidste år fik jeg fjernet min galdeblære pga. tilbagevendende galdestensanfald. Hvordan kunne jeg så have galdestensanfald nu?

Anfaldet stoppede, og jeg befandt mig som i en ve-pause i en fødsel. Et lille øjeblik hvor jeg lige kunne sunde mig, men jeg vidste det ville gå løs igen. Og det gjorde det. Jeg måtte have hjælp, for det stoppede ikke. I halvanden time fortsatte anfaldene.

“Vi sender en ambulance”

Så lå jeg der i ambulancen i et smertehelvede uden lige. Et skud smertestillende i drop blev min redning, og som vi kørte afsted strejfede tanken mig: “Jeg ville ønske vi ikke havde børn”. Lige der følte jeg mig allermest sårbar. Jeg havde brug for min mand ved min side, men vores børn havde (endnu) mere brug for deres far.

Jeg var tilbage på Bispebjerg Hospital, og blev udskrevet igår aftes.
Undersøgelser, tests, snakken frem og tilbage, en tur på Rigshospitalet til yderligere undersøgelse, og så tilbage til Bispebjerg Hospital. Mine arme er tæsket godt igennem med nåle, men jeg har det bedre nu.

“Du har været rigtig uheldig”

Det er ikke første gang jeg hører den sætning, og det kommer efterhånden ikke bag på mig mere, når tingene ikke går helt som man regner med. Sad but true.

En 3-i-1’er kan man fristes til at kalde det. Et lymfesystem der har været presset pga. slem forkølelse, en (ufarlig) cyste i underlivet og galdesten der har passeret i galdegangene. Ikke den fedeste kombi, men trods alt er det ikke farligt. Ubehageligt, ja. Farligt, nej. Og det var ikke blindtarmsbetændelse.

Nu skal jeg passe på mig selv, og vente på en indkaldelse til en MR-scanning for at se om der er flere galdesten i galdegangene. For ja, man kan (åbenbart!) godt få galdestensanfald selvom man har fået fjernet sin galdeblære. Dét havde jeg ingen anelse om.

Weekendens højdepunkt

Weekendens første højdepunkt var da Jonas og Dexter kom på besøg lørdag. Marvin var hjemme hos sin farfar. Tankerne fra aftenen før blev gjort til skamme. At se mit lille menneske sidde der i fodenden var så skønt.  Så glad og så livsbekræftende.


Weekendens andet højdepunkt var søndag eftermiddag, da jeg lov at komme hjem på orlov til mandag morgen. Da drengene sov om aftenen, jeg måtte ind og kigge til dem af flere omgange. Bare lige se dem. Bare lige ae dem på kinden. Bare lige være hos dem.
Når man først er væk fra sin familie, opdager man hvor meget man mangler dem.

Sammen klarer vi alt. Det er jeg sikker på.

SLAM! Når hverdagen rammer

macbook air hverdag iphone keys woodsup

Så blev det hverdag

Ikke bare sådan stille-og-rolig-hverdag. Men hverdag-for-fuld-smadder. Jeg kan føle mig helt stresset af at tænke på os. Vores familie og den hverdag vi har lige nu, kontra den hverdag vi havde for bare en måned siden eller for et år siden i Australien. En uge er gået og jeg har allerede været ved at drukne. Op til flere gange.

Hvad fanden tænker vi på?

Tanken har strejfet mig: Er vi komplet sindsyge, eller har vi bare en snert af sindssyge?
Gang på gang må jeg minde mig selv om, at det er midlertidigt. Dette er ikke vores hverdag resten af livet. Heldigvis.

Vi har travlt

Ikke bare sådan semi-travlt, men rigtig travlt. Programmet er fyldt. Mere fyldt end det nogensinde har været før.
Jeg er igang med 9. semester af min kandidat i teknoantropologi. Jeg har været så heldig at få et internship hos Leo Innovation Lab. Egentlig synes jeg ikke ordet ‘heldig’ er fyldestgørende. For jeg har sgu fortjent det. Jeg har knoklet røven ud af bukserne før sommeren. Jeg har leveret varen. Jeg har fortjent det.

Og så er lige kurser på universitetet også…

Ved siden af mit internship har jeg to 5-ECTS kurser på universitetet og skal skrive et 25-ECTS projekt på baggrund af mit internship. Den kvikke læser vil måske undre sig over hvorfor det giver 35 ECTS? For et semester er 30 ECTS. Jeg mangler simpelthen stadig at gå til eksamen i et kursus jeg havde mens jeg var gravid med Dexter da jeg blev sygemeldt og måtte udskyde et 10 ECTS og et 5 ECTS kursus. 14 dage efter vi var kommet hjem fra Australien, gik jeg til eksamen i det største af kurserne,  ja inden Dexter havde vuggestueplads faktisk. Det var egentlig også sindssygt, men nu er det jo længe overstået. Nu mangler jeg så det sidste 5 ECTS kursus. Det tager jeg nu. Hvis jeg ikke tog det nu, ville jeg ikke kunne gå til eksamen før i januar 2020 – og dét er altså et godt stykke efter jeg har afleveret, og forsvaret, mit speciale. Min kandidatgrad skal simpelthen ikke hænge bare på et enkelt 5 ECTS fag. Jeg vil være helt færdig næste sommer. Bum.

… Og så er der det der studiejob …

Ved siden af internship og kurser på universitet, har jeg et studiejob som studievejleder. Det er rimelig fleksibel. Thank God! Men det giver altså bare lige en lille smule til vores budget hver måned. Og de penge er ærlig talt tiltrængte.

… Og så har vi min mega seje bedre halvdel …

I bund og grund er han jo nok bare den sejeste jeg kender. Han skal aflevere sin PhD-afhandling her til november. Der ér bare run på når sådan en moppedreng skal gøres færdig. 3 års arbejde skal rundes af, finpudses og nedskrives. Fik jeg sagt han er inden for neuroscience-området? Os dødelige mennesker skal jo nærmest klappe for at stave os igennem det. Og det er så det han laver til hverdag. Mens han også er far til vores to bandit-drenge (den ene mere end den anden), hjælper med vasketøjet, indkøb og agere min bedre halvdel.
Når han har forsvaret sin afhandling går jeg igang med specialet, og så er der altså lys forenden af tunellen.

Om 10 måneder er vi i mål

Hvem tæller? Jeg gør. Faktisk er vi tættere på 9 måneder, end 10 måneder.

Der er run på

Uden tvivl. Og det er også derfor jeg føler vi har ramt hverdagen med mindst 700 km/timen. Det er på ingen måde fordi jeg ønsker medlidenhed. Jeg har følelsen af at vi (hvert fald metaforisk) er ude at løbe en maraton. Vi løber, og løber, og løber. Nogle tidspunkter er det rigtig hårdt, nogle tidspunkter får tårerne frit løb, nogle tidspunkter tænker jeg: “We can do this”, andre tidspunkter tænker jeg: “Hvad fanden har vi gang i, er vi komplet sindsyge?”.
Undervejs kigger jeg til højre og venstre. Der står folk og hepper på os og det varmer langt ind i hjertet.

Men jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det ikke allerede er hårdt

Vi skal virkelig øve os i – og lære – hvordan vi kan gøre hverdagen lettest muligst for os alle. Det er svært. Der er så mange ting jeg gerne vil, men hverken tid eller energi til det.

 

Hvad skal der i vinterens garderobe?

Det er tid til vinterens garderobe

Her tænker jeg især på overtøj. Jeg søger råd og anbefalinger, måske du kan hjælpe?

Det seneste halvandet år har jeg nydt at være 2. gangsmor til Dexter. Nydt at det ikke var helt fremmed med den her mor-rolle. For tiden føler jeg mig for alvor 1. gangsmor igen. Og det er jeg jo også. Det er første gang jeg er mor til et skolebarn. Et skolebarn som også går i fritter.

Jeg vil vildt gerne høre fra dig der har mere end 14-dages erfaring som forældre til et skolebarn, eller dig der er fyldt med gode ideer.

Hvad gør man i forhold til vinterens – og i virkeligheden også efterårets – garderobe?

Marvins skole og fritter ligger ikke lige op og ned af hinanden som sådan. De bliver fulgt af en voksen fra morgenfritter til skole, og igen fra skole til fritter, når de har fri fra skole. Marvin har endnu ikke været i morgenfritter, men nu hvor hverdagen starter for os alle på mandag, bliver det nok også en realitet nogle dage.

Morgenfritteren er ikke den samme som han er i om eftermiddagen. Dvs han rent logistisk kommer til at være på 3 forskellige matrikler, og så er der lige turen til og fra fritter/skole også.

Jeg synes det er lidt omstændigt at slæbe alt frem og tilbage, men på samme tid også lidt af en udskrivning, hvis der skal være dobbelt op af alt. Samtidig er jeg i tvivl om det overhovedet vil blive brugt. I børnehaven har vi altid bare slæbt det frem og tilbage. Der var det også os forældre der skulle huske det. Erfaringen fra skolen nu er allerede, at Marvin ofte glemmer at få et eller andet med fra skole og over i fritteren. Og han kan ikke komme over at hente det når de først er gået i fritteren. Den anden dag manglede han fx sin regnjakke i øs tis regnvejr.

Han har et sæt skiftetøj liggende i sin garderobe i skolen, og i fritteren (ikke i morgenfritteren), men altså ikke noget overtøj eller sko/støvler, udover det han har på – og med i sin skoletaske – hjemmefra.

Lige nu har Marvin dette, som tages med efter behov:

  • Et termosæt
  • En softshelljakke
  • En softshelldragt
  • Et sæt regntøj
  • Et par gummistøvler
  • Et par kondisko

Det famøse spørgsmål: Hvad har I i børnenes garderobe? Eller  hvad planlægger i at have?

  • Hvad har I i garderoben?
  • Er der noget i har mere end en ting af?
  • Har i noget liggende fast i fritterens- eller skolens garderobe? Eller begge steder?
  • Hvad planlægger i af vinterovertøj og hvor gamle er jeres børn? Flyverdragt eller todelt? Har du nogle anbefalinger til mærke? Og hvorfor?

Jeg vil vildt gerne høre jeres erfaringer! Tak!

Chokorug ala Lagkagehuset

chokorug

Elsker du også chokorug fra Lagkagehuset?

Jeg har eksperimenteret lidt med en opskrift på langtidshævede chokorug ala Lagkagehuset og opskriften finder du lige her. Chokorug fra Lagkagehuset – de ér bare gode. Jeg elsker at hapse et par stykker med hjem, og jeg deler sjældent, haha. Er det bare mig?

Disse chokorug er bagt uden surdej, men er til gengæld langtidshævede og virkelig lækre!

chokorug Læs videre “Chokorug ala Lagkagehuset”

Den bedste caramel slice – godkendt af australiere!

Caramel slice, lækker, syndig og en bastant en af slagsen.

Mums. Her finder du opskriften på en virkelig lækker caramel slice. Den er ret nem at gå til og er en sikker vinder.

Jeg lavede caramel slice for første gang, mens vi var i Australien. Vi var inviteret til fødselsdag hos Billie og Abby, Majelines skønne piger. Jeg tilbød at bage jordbærtærte og caramel slices. De bedste kager fra Danmark og Australien. Hvert fald hvis du spørger mig. Det var først senere, at det gik op for mig, at deltagerne til fødselsdagsfesten var australier. Og de må da om nogen vide  hvordan sådan en caramel slice skal være. Det var nok meget godt jeg ikke havde tænkt over det, før de færdige caramel slices stod på bordet. Præstationsangst much? Måske.

Den caramel slice jeg fik lavet blev godkendt af alle gæsterne. Pyha. Jeg har efterfølgende lavet caramel slices et par gange. Jeg husker desværre ikke hvor opskriften er fra, andet end den er australsk, men her kommer den i en oversat udgave:

Læs videre “Den bedste caramel slice – godkendt af australiere!”

Aussie bound – 1 års dagen

For præcist ét år siden var vi i skrivende stund på vej til Australien

På vej til det land vi i flere år gerne har ville opleve. På vej på vores helt eget familieeventyr. Jeg husker tydeligt listerne med ting der skulle forberedes, spændingen og nervøsiteten.

Lige pludselig stod vi der. Check-in skranken i Københavns Lufthavn. Point of no return. Den 34,5 timer lange tur til Australien var igang.

Vi vidste ikke hvad der ventede os

Vi havde booket en hotellejlighed til den første uge, men det var også den eneste plan for bolig der var. Det var sværere at finde noget at bo i end vi havde troet. Hotellejligheden var for dyr at blive boende i til knap 1.500 kr pr nat. Allerede inden vores eventyr var igang kunne jeg mærke hvordan pengene bare forsvandt mellem hænderne på os. Tænk hvis vores budget skulle ryge allerede inden vi var faldet til? Ville vi overhovedet få råd til at rejse videre når mandens PhD-ophold i Canberra var overstået?

Vi fik garanti på en lejlighed

Troede vi. Men her lærte vi hurtigt, at vi i virkeligheden nok var alt for godtroende. Med lejligheden i udsigt flyttede vi ind hos en australier. Simpelthen for at spare nogle penge. Hvad der havde været vores Australien-drøm, vores eventyr, blev hurtigt til et Australiens-mareridt (Bare ved at genlæse det indlæg her trillede tårerne ned af kinderne igen. Shit, det var hårdt). Dén nat ledte jeg efter flybilletter hjem. Jeg ville ikke mere. Jeg var klar til at give op. Lige pludselige vendte vores held (hvert fald for en stund) og vi fik mulighed for at leje en lille granny-flat hos en australsk familie. På dagen vi skulle flytte ind mistede vi alle vores værdier. Alle. Det var så vild en følelsesmæssig rutsjetur. Heldigvis vendte vores held og alle værdier dukkede op igen. Vi flyttede ind i granny-flat’en og kom til at bo i den australske families baghave. Det er det bedste der er sket os og det blev vores base i Canberra. Vores nye hjem. Vi fik ikke kun et nyt hjem. Vi fik følelsen af ‘hjem’ helt ned i maven og som prikken over i’et nye venner.

Hverdagen gik sin gang i Canberra. Vi faldt stille og roligt til. Der kom rutiner, nye venner og en hverdag vi kom til at holde af. Marvin gik til svømning to gange om ugen, vi tog i skateparken. Jeg husker tydeligt hvor svært det var for mig at gå hjemme med begge drengene, men jeg husker også tydeligt hvor meget jeg kom til at holde af det.

Før vi vidste af det skulle vi videre. Mandens PhD-ophold var slut og det var tid til vores rundrejse i Australien. And what a trip!

Canberra – Wollongong – Newcastle – Sydney – Fiji – MacKay – Brisbane

Når jeg kigger på kortet, ser det lige pludselig ikke ud af så meget. I den oprindelige plan skulle vi ikke have været til McKay. Det blev dog en meget spontan beslutning, da vi ikke måtte checke ind til Fiji uden en returbillet. Men det var det. Og er det. Vi mødte skønne mennesker, oplevede fantastiske ting og samlede på minder. Jeg nyder at jeg stadig kan følge med hos Majeline og Sophie, og deres skønne familier, som vi lærte at kende i Australien. Det er så hyggeligt.

De minder vi fik samlet os, kan vi sidde og glædes ved idag. De positive overskygger langt de negative undervejs.

Blue mountains

Sydney

juleaften paa fiji

 

Tænk engang

Vi gjorde det. Vi rejste om på den anden side af jorden med 2 børn på 5 måneder og 5 år, 4 kufferter og en klapvogn. Det er vildt, men hvor er jeg glad for vi gjorde det.

Vil vi gøre det igen?

Ja. Og nej. Jeg gør det ikke for ‘kun’ at være væk i et halvt år igen. Det var simpelthen for hårdt. Jeg vil ikke have været alle vores oplevelser foruden, men vi tager ikke afsted for mindre end 2 år.

Jeg føler ikke vi er færdig med at opleve verden på den her måde, og jeg håber inderligt vi kan realisere vores drømme som expats.

 

Drømmer du om at rejse udenlands?

Når mor og far hellere vil arbejde, end være sammen med deres børn

“Børn og karriere kan ikke harmonere”

“Tænk at de hellere vil arbejde, end at være sammen med deres børn”

“Jeg forstår ikke at arbejdet betyder mere end at se børnene vokse op”

 

Ovenstående kunne sagtens være (og er et langt stykke hen af vejen) gloser jeg er opvokset med. Det skal ikke forstås som at der er noget mine forældre har gået og banket ind i hovedet på mig. For det er det bestemt ikke.
Det er ikke nogen hemmelighed at jeg kommer fra en familie der ikke hører til familier med de højstuddannede. Det har jeg absolut intet imod, og med fare for at sætte en masse i bås, så tror jeg, at det har givet mig en god form for grounding her i livet.
Min mor og far har altid været med på mine – til tider sindssyge – ideer. Jeg har vidst de var der, omend de nok ikke altid har kunne følge med i mine planer.
Som 5-årig ville jeg bare gerne flytte til København når jeg blev stor. Men jeg ville også være brandmand. Den ene ting skete, den anden gjorde ikke.

Er jeg voksen nu?

Nu står jeg så selv her i kategorien ‘voksen’. Jeg er hvert fald både gift, har to børn og ejer en andelslejlighed. Det er vel det man kalder ‘voksen’?
Jeg hører også snart i kategorien ‘højt uddannet’ – og det har jeg det lidt ambivalent med. Ikke at jeg på nogen måde fortryder mit valg af uddannelse, eller jo, på nogen punkter gør jeg. Men det er en helt anden historie. Jeg fortryder ikke det jeg laver nu, og jeg ville ikke være, hvor jeg er nu, uden at have lavet, hvad jeg lavede før. Det blev lidt kringlet og kliché i én og samme sætning. Giver det mening?

Jeg er opvokset, hvor det ofte meget sort på hvidt, var kendt, at det at være højtuddannet, var lig med at man ikke havde tid til sine børn, ikke ville sine børn, eller bare havde fået børn for at få børn. Stooooooop. Jeg ved jo godt nu, at der forhåbentlig ikke er nogen der får børn ‘bare for at få børn’. Og hvis man endelig skal ud af den tangent, formoder jeg det sjældent er uddannelsesniveauet der har været det afgørende i den sag.

Muligheder eller afskrivelser? Findes der et kompromis?

For mig har uddannelse altid været lig med muligheder. Ikke afskrivelser. Jeg håber og tror på at vores uddannelser, giver vores familie de muligheder der gør at vi kan opfylde vores drømme. Drømme jeg godt kan afsløre, højst sandsynligt på ingen måde vil være realistiske uden en uddannelse i bagagen.

Alligevel sidder jeg gang på gang og bander både min egen og min mands uddannelses/arbejdssituation langt væk. Det er nemlig de tidspunkter hvor vi må gå på kompromis. Et familiekompromis. Jeg hader det.
Jeg har ikke lyst til at skulle undvære mine børn flere aftener om ugen, eller at de skal undvære deres far. Men i nogle perioder, fx. i eksamensperioder, er det nu engang det kompromis vi bliver nødt til at indgå. Et kompromis for at vi kan komme i mål og ud ‘på den anden side’.  Voksen-siden? Drømme-siden? For vi er vel ikke helt voksne endnu alligevel, er vi?

Oftest elsker jeg det jo også. Jeg elsker at lære nyt, elsker at sidde med følelsen af, at vi kæmper for noget for vores lille familie.

Vi skaber muligheder. For os – og for dem:

Jeg har tabt mit hjerte, til en anden end min mand

Jeg savner dig.

Jeg savner dig virkelig meget. Sådan helt ned-i-maven-savner dig.
For et år siden tog vi afsted på vores livs eventyr. Et eventyr der vendte op og ned på vores liv. På godt og ondt. Glæder, sorger. Oplevelser, udfordringer. Alle ting vi havde forventet i større eller mindre grad.

Én ting havde jeg dog ikke forventet. At jeg skulle blive forelsket i en anden. Det nye, det spændende, det anderledes. Jeg tabte mit hjerte til en fremmed. En fremmed der alligevel fik mig til at føle mig hjemme. En fremmed jeg tænker på hver evig eneste dag.
Et sted der gjorde mig så ulykkelig i begyndelsen, men på samme tid så lykkelig i det lange løb:

Australien

 

Jeg forstår nu, når folk fortæller mig, at de står med en fod i hvert land. Det lød så fjollet før. Men jeg forstår det nu. Jeg har en udlængsel der kan give mig tårer i øjnene, bare af at tænke på det.
Det var det værste og det bedste halve år af mit liv. På godt og ondt. Heldigvis mest godt.

Drømmene kan ingen tage fra os

Jeg drømmer. Vi drømmer. Og drømmene kan ingen tage fra os. Jeg håber inderligt de drømme bliver til realiteter en dag. Men hvordan beslutter man at flytte sin familie væk fra alt det kendte? Væk fra venner og familie?
Det er en stor liste med plusser og minusser. Danmark vs. Australien. Jeg ved godt hvilken side der er flest plusser på, men det betyder jo ikke at siden med minusser på lige pludselig ingen betydning har. Jeg får helt ondt i maven.
Hvordan kan man vælge noget til, for at vælge noget fra?
Men omvendt; hvordan kan man vælge noget fra, for ikke at vælge noget andet til?

Australien, vi ses igen

Vi er ikke færdige med at opleve verden og jeg drømmer om at pakke kufferterne, tage min familie i hånden og rejse afsted. Afsted mod fjerne himmelstrøg.

Den ene dag er jeg fast besluttet. Den anden dag er der en tvivl der lurer et sted. Dagen efter har jeg fundet kufferterne frem. Hvert fald i mit hoved.

Aussie bound <3

Madpakkeinspiration #1

Madpakkehelvedet

Jeg er ikke fan af madpakker, og husker tydeligt hvor meget jeg har hadet at spise madpakker siden folkeskolen. Jeg husker også tydeligt hvor meget min mor prøvede på at få mig til at spise den s***e madpakke. Det jeg husker allermest er rugbrød bagt i bamseforme. Bare fordi. Måske jeg så ville spise min madpakke. Sød mor!

Nu er det Marvins tur til at have madpakke med. Idag havde han første skoledag, hvor han fik luftet sin fine taske – uden madpakke – men imorgen starter den nye skolehverdag. Han har haft madpakke med siden han første maj rykkede i fritidsordning. Jeg hader den s***e madpakke. Please sig jeg ikke er den eneste der hader den madpakke som pesten?

Jeg ønsker nogengange jeg havde overskuet til at lave stjerneformede agurker, gulerodsspiraler, æg i diverse former – men det har jeg altså ikke som tingene ser ud. Oveni det har jeg en dreng der bare allerhelst vil have bondebrød med leverpostej med. Every single freakin’ day: “Jeg skal bare have to stykker bondebrød med leverpostej til 10’er-mad og 5 stykker bondebrød med leverpostej til frokost”.
Jaja, bevares. Det er da nemt. Men der går jo heller ikke længe inden han er træt af det, og aldrig rører leverpostej igen. Han ligner nemlig en af sine forældre rigtig meget. Nemlig mig. Så; been there, done that.

Jeg vil gerne give lidt inspiration til hvordan vi griber madpakken an. Hvert fald lige nu. Jeg kan godt lide at bage ‘noget’ til madpakken, og det er oftest én gang ugentlig. Endnu mere kan jeg lide det, hvis jeg også har mulighed for at kombinere bagværket med dagens aftensmad. Altså det der med at slå to fluer med et smæk.

Hvis du har gode madpakkeopskrifter så del dem endeligt!

Her kommer første omgang madpakkeinspiration herfra: Grove pøllehåååårn og madpakkebrød (minirugbrød).

Grove pøllehååårn

Jeg har brugt opskriften på fuldkornspølsehorn fra Arla.
Dog har jeg skiftet fuldkornsspeltmel ud med grahamsmel, da det var det vi havde hjemme. Jeg har valgt at bruge cocktailpølser, i håb om at de er lidt nemmere at snack’e og tilføjet ketchup.
Jeg delte dejen i fire lige store dele og rullede dem ud i 4 cirkler. Én cirkel blev delt i 8 dele, så der i alt blev 32 mini grove pøllehåårn.

 

Madpakkebrød (minirugbrød)

Madpakkebrødene er også en opskrift fra Arla. De var meget nemme at bage, da det laves i en bradepande. Man kan med fordel lave en halv portion, for det bliver til rigtig meget rugbrød med en almindelig portion (minimum 40 brød).

Jeg lod dejen hæve en ekstra time efter jeg havde puttet dejen i bradepanden og skåret det for. Det er lækkert luftigt og jeg tror det bliver rigtig lækkert med bare lidt smør og en skive pålæg på. Perfekt til 10’er-maden eller frokosten.

 

Kombination af bagværk og aftensmad

Dagens aftensmad stod på friskbagte pøllehårn, med gulefritter og creme fraishe. Portionen af pøllehårn var rigelig stor til at vi både kunne guffe til aftensmad og stadig have til madpakker resten af ugen. Jeg er fan.

Måske er madpakker slet ikke så slemt alligevel – hvert fald når der kan komme andet end leverpostejsmadder på bondebrød.

 

Hvad er dit bedste madpakkefif?