2 måneder i Australien – det er tid til en status

For 2 måneder siden startede vores eventyr

For 2 måneder siden vågnede vi op midt om natten, der var sommerfugle i maven, kufferterne stod pakket og vi skulle afsted på vores livs eventyr. Så mange tanker, forhåbninger, hvad-nu-hvis’er og følelsen af at være ude hvor man ikke kunne bunde.

Vi fløj til Australien, på det vi må kalde en yderst vellykket men lang rejse med børn, og blev indkvarteret på vores hotel. Så langt så godt. Turen herned var gået så godt og vi håbede på at resten ville gå som smurt også. Allerede aftenen efter blev Marvin ramt af bræksyge. Et mindre bump på vejen. Shit happens. Men efter det følte vi efterhånden bare ulykkerne væltede ned over os.

 

En ulykke kommer sjældent alene

Vi kæmpede med at finde tryghed i et fremmed land, igen med følelsen af at være ude hvor vi ikke kunne bunde. Vores boligudfordringer gav grå hår, men det lykkedes os at finde et hjem hos en Australier. Her troede vi tingene var faldt på plads, men det viste sig at jeg mindre end et døgn efter, sad med tårerne trillene ned af kinderne og gentog sætningen: “Jeg vil hjem”. Det var ikke længere et Australienseventyr med en Australiensmareridt.

 

Nogen gange er man bare heldig …

Ud af den blå luft kom vores redning og det lykkedes os at få en dejlig lille lejlighed i Canberra. Et sted vi kunne kalde hjemVores nye hjemDagen hvor vi skulle flytte ind var en glædens dag – lige indtil vi mistede tasken med  alle vores værdier. Heldigvis (!) dukkede den op et par dage senere.

Med vores nye hjem fulgte også en ny nabo; nemlig naturreservatet . Og det er altså ikke en dårlig nabo. Det er et sted vi nyder at gå ture og opleve naturen. Forleden da nåede vi toppen af reservatet; The Pinnacle. Det var en fed oplevelse som familie og vi skal helt sikkert på flere traveture i samme stil.

pinnacle

 

What doesn’t kill you makes you stronger

Med hånden på hjertet, kan jeg godt afsløre det har været mega hårdt. Jeg har grædt snot i stænger og været klar til at tage hjem. Jeg har følt mig som en fiasko som både mor, hustru og generelt bare som menneske. De første mange uger følte jeg mig virkelig ikke tilpas i den mor-rolle jeg er kastet ud i hernede. Det lettede dog mit hjerte helt enormt at få det ud. Få det sagt. “Pis og lort!”. Bare ud med det. Jeg har været både ked af det, jaloux på Jonas’ dagligdag blandt andre mennesker, følt at min barsel med Dexter blev “stjålet” af Marvin og bare haft alle de tanker som et eller andet sted er forbudte.

 

Hej forår, hej overskud

I takt med at foråret, og dermed også det gode vejr, er kommet er overskuddet også gradvist blevet bedre. Jeg har hængt i. Vi har hængt i og vi har støttet hinanden som familie.
Idag er det præcis 2 måneder siden vi tog afsted fra Danmark, men det er også 1 måned og 1 dag siden Dexter første gang var til lægen. Han har været skidt og det har han været rigtig længe. Jeg husker det som at han havde skrantet i 2 ugers tid da han var ved lægen. Nu har han været ved lægen 4 gange. Den sidste gang blev til observation på hospitalet og vi venter fortsat på endnu en lægeaftale på torsdag. Dét har været pissehårdt.

En baby der har været syg on/of i over en måned mens Marvin er hjemme om dagen. De sidste to nætter har han dog sovet ufattelig godt, hvert fald sammenlignet med de sidste 2 måneder og jeg aner håb. Idag har han været gladere end han har været i over 2 måneder og jeg begynder at kunne se den friske Dexter. Det er virkelig dejligt. Jeg tror på der er bedring på vej og håber ikke det er blevet jinxet totalt.

Alt i alt har Australien været hård ved os. Starten har været hård. Meget hård. Ekstrem hård. Hårdere end jeg nogensinde havde forestillet mig. Men lige nu går det sgu egentlig meget godt. Vi er glade for at være her og vi oplever kun de normale kriser man nu engang går igennem med manglende søvn og små børn. Dét kan jeg lidt bedre forholde mig til end modgang på modgang.

Marvin er sej og han udvikler sig med – hvad der føles som – lynets hast. Jeg er slet ikke i tvivl om længere, at det er det helt rigtige for ham at gå nogle måneder hjemme sammen med mig og Dexter. Det er en fed følelse at have de tanker nu.

Marvin er sej. Dexter er sej. Jonas er sej. Og jeg synes også jeg selv er sej.

2 måneder er gået og jeg er klar til de næste to måneder (og resten af tiden) også.

Marvin and Dexter

Signature

7 comments / Add your comment below

    1. Det er så skønt! Tak for din kommentar <3 Jeg glæder mig til at komme med flere gode opdateringer hernede fra.

  1. Hvor er I altså bare seje! Jeg drømmer også om, at vende tilbage til Australien en dag. Vi rejste der kun i 6 uger, men oplevede bare så mange fantastiske ting.

    Jeg vil følge trofast med her, og håbe på at du kan give mig modet til, at rejse afsted med begge børn om nogle år.

    1. Jeg håber i en dag kommer tilbage og glæder mig selv til at vi skal rejse rundt. Lige nu har vi jo “bare” fast base og jeg glæder mig til det bliver mere end ferie-del end en hverdag hernede.

    1. Misundelse på den gode måde er vel helt okay. Jeg er glad for jeg kan give dig et lille aussie-fix her på bloggen 😉

Skriv et svar