3. vægtscanning og endnu et lægebesøg

Endelig kom dagen især jeg har ventet på. Nemlig dagen hvor vi forhåbentlig ville få en plan for hvad der skal ske, eller hvert fald komme væsentlig tættere på.
Vægtscanningen var jeg ikke nervøs for, for den sidste scanning viste jo lige præcis en lillebror der var helt gennemsnitlig – hverken for lille eller for stor. Jeg har selvfølgelig spekuleret på om det smertestillende jeg tager har haft en væksthæmmende effekt, men det lader heldigvis ikke til at være tilfældet. Her 33+0 er lillebror skønnet til at veje 2195 gram og er derfor faktisk kun 310 gram fra Marvins fødselsvægt (38+3). Så én ting er vi ret sikker på, lillebror bliver ikke en lille skid som sin storebror, men han bliver heller ikke en Hulk-baby. En anden optur var at han faktisk ligger med hovedet ned ad, og ikke på tværs som lægen vurderede den anden dag.

Til lægesamtalen sidst var jeg blevet bedt om at føre en smertedagbog, med et overblik over hvilket smertestillende jeg havde taget hvornår og hvordan mine smerter havde været i forbindelse med navlebrokken. Jeg har ikke tænkt voldsomt meget over det, men skrevet ned løbende på min telefon (den har man jo altid ved hånden, right?) så det var muligt at få et overblik. Overblikket kom så i går aftes. I et worddokument blev det lige pludselig meget visuelt for mig og jeg brød helt sammen. Den evig dårlige samvittighed i en “pest eller kolera”-situation. 10, 20, 30, 40, 50 piller … 4 ugers forløb og en 5 siders liste. Dårlig samvittighed over at lillebror ikke har et valg, dårlig samvittighed over at jeg ikke kan komme igennem dagen uden smertestillende, dårlig samvittighed over at jeg endnu engang ikke føler min krop kan finde ud af noget så naturligt som en graviditet.
Lægen skimtede listen igennem og udbrød: “Jamen, det går da fremad!”. Hvad? Selv samme liste jeg havde grædt snot i stænger over aftenen før – læste hun overhovedet hvad der stod? Men hun har jo ret, omend det er rigtig svært for mig at se. For jeg tager ikke morfin dagligt, som jeg gjorde sidst. Dog tager jeg stadig kodein dagligt, men på skalaen over hvad der er “bedst” hedder det sig nu engang; brug kvoten af Panodil op (2 x Panodil/4 x dagligt), så hedder det Kodein hvis der skal smertedækkes yderligere og først efter der hedder det morfin. Og de fleste dage lander jeg altså “kun” på trin to ud af tre. Jeg kunne hoppe op på trin 3 og havde det bedre rent smertemæssigt, men jeg kan de fleste dage kapere det uden. Og ja, det er jo fremskridt når nu tingene er som de nu engang er.

Og hvor er vi så nu? Sidst var der snak om at lillebror muligvis skulle have planlagt opsigelsen af lejemålet umiddelbart efter i dag. Han har fået forlænget kontrakten 3 uger yderligere. Om 3 uger tager vi en ny status (og scanning).
Lige nu står vi med et par nye (og mere afklarede scenarier):
1) Jeg er trappet ud af det smertestillende når lillebror skal ud (evt ved igangsætning, medmindre jeg går i gang af mig selv inden termin). I det tilfælde vil fødselsforløbet blive så tæt på et “normalt” fødselsforløb (for hvornår er sådan et forløb egentlig normalt?). Vi vil kunne være indlagt nogle dage og så komme hjem.

2) Jeg kan ikke trappe helt ud, hvilket man skal gøre 14 dage før termin (eller planlagt fødsel). I det tilfælde er jeg nu så langt henne at lungemodner ikke længere er aktuelt. Alt efter mængden af smertestillende jeg er nødt til at tage, kan lillebror have lidt udfordringer med at trække vejret selv (morfin hæmmer/afslapper respirationsmuskulaturen) og så skal han selvfølgelig lige have lidt starthjælp. Derudover kan det være han har (læg nu mærke til det her ord der slet ikke er så negativt som ordet abstinenser) seponeringsudfordringer, og vi derfor skal være indlagt nogle dage for at få det helt under kontrol. Altså, man beder jo praktisk talt en baby om at tage en kold tyrker, det vil vi andre også blive mopset over, men det går over.

3) Jeg får forværrede smerter indenfor de næste tre uger og der skal gøres noget mere akut. Det scenarie håber jeg ikke bliver aktuelt og er ikke noget jeg vil bruge yderligere krudt på at tænke over. Hvis der er én ting der særligt kan gøre en forvirret, frustreret og ked af det, er det altså alle de der hvad-nu-hvis-tanker. Hvad nu hvis, hvad nu hvis, min røv er spids. Bum.

Vil du læse om nogle af de andre læge- og jordemoderbesøg i forbindelse med graviditeten, så har jeg skrevet om kønsscanning, glykosebelastningstest, nok verdens mest mislykkede 1. jordemoderbesøg, et nyt 1. jordemoderbesøg , misdannelsesscanning, vægtscanning samt en lettere mislykket fødselslægesamtale, 2. jordemoderbesøg, 2. lægebesøg og et visit på fødegangen , en virkelig dårlig kombination af hospital og eksamen,  3. jordemoderbesøg og en baby på tværs ved 3. lægebesøg.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *