Årets udskældte julegave – Garmin Vivofit Jr 2

Årets julegave. Det er (åbenbart) det vi har købt til Marvin. Selv uden at vide det. Særligt idag er det gået op for mig, dels at det omtales som årets julegave, men også at det er en udskældt en af slagsen.

 

Garmin Vivofit Jr. 2 – Activity Tracker

Julegave garmin Vivofit Jr 2

Garmin Vivofit Jr. 2. Uret der er mere end bare et ur. Den kan tracke børnenes aktivitet, du kan (selvfølgelig) se hvad klokken er samt tjene points for at lave nogle huslige pligter. Pointene kommes i din virtuelle sparegris.

Dine points kan samles i Vivofit Jr. 2 app’en hvor man kan spille forskellige baner i et spil. Man optjener altså adgang til næste level ved, at bevæge sig og lave noget.

Som forældre kan man installere en app på sin egen telefon, hvor man kan se barnets antal aktivitetsminutter og antal skridt. Altså den tracking uret laver i løbet af en dag.

Det er flere steder omtalt som årets julegavehit. Det har dog vist sig at være en julegave der deler vandene.

 

Udskældt?! Yes.

Børnepsykolog John Halse påpeger, at han direkte mener uret er skadeligt for børn. Men er der i virkeligheden tale om en mand der har set sig sur på en nyere teknologi? Eller måske kun ser på det med et sæt briller?

Reklamen fra Garmin lyder:

“Mød vívofit jr. – aktivitetstrackeren designet særligt til børn. Forældrene kan bruge appen til at holde øje med børnenes daglige antal skridt og aktivitetsminutter, tildele daglige opgaver og endda uddele virtuelle belønninger. Alt betjenes fra forældrenes mobilenhed.”

En mor har udtalt, at hendes datter på 7 år fik uret for halvandet år siden. De har været meget glade for det da datteren er motiveret til at få sin daglige motion da hun før “havde svært ved at tage sig sammen”.

Oh my. Her vil jeg gerne indskyde min helt personlige holdning: Det kan aldrig nogensinde være barnets ansvar at “tage sig sammen” til at bevæge sig. Der har vi som forældre et ansvar.

Jeg ved ikke om moderens udtalelse, skal tages så bogstaveligt som jeg har læst den, men jeg står nu ved holdningen.

 

Tilbage til børnepsykolog John Halse

John Halse udtaler til MetroXpress:

“Man risikerer, at uret vil være en stressfaktor for børnene, fordi de kommer til at føle, at de hverken løber eller går nok, når de er i skole. Dermed bliver dagligdagen ikke lystpræget, men i stedet et spørgsmål om at opfylde forældrenes behov”

 

“Et barn vil måske have tendens til at fortsætte med det, som de er i gang med at gøre lige nu for at tilfredsstille sine forældre, så det bliver som piskning over nakken i stedet”

Hvornår er der tale om en motiverende faktor? Hvornår er der tale om en etisk problem stilling hvor vi overvåger vores børn? Handler det i virkeligheden om hvordan vi bruger teknologien?

For mig er der stor forskel på, om man dagligt vil holde øje med sit barns antal skridt, på en måde hvor de skal “stå til ansvar”. Eller om det bruges til at sætte perspektiv på begrebet “at bevæge sig”.

 

Hvordan vil vi bruge uret til Marvin?

Da jeg hørte om uret hæftede jeg mig ved af man kunne optjene point ved aktivitet og ved at opfylde nogle pligter som fx at tømme opvaskemaskinen.

Marvin har den alder hvor han for alvor er begyndt at være interesseret i hvad ting koster og hvordan man tjener penge.

Faktisk så meget, at han sad 40 minutter i bussen, men sin kasket fremme, syngende: “Jingle bells, jingle bells…”. 40 minutter. Non stop. Fordi han havde set en gadesanger i byen, som tjente penge i sin hat.

Jeg har slet ikke overvejet at det kunne bruges som en slags overvågning af ham. Overhovedet.

Jeg er faktisk enig med både psykolog John Halse og moren med den 7-årige pige. Nogle punkter fra hver. Men ikke helt enig med nogen af dem.

Hvis vi som forældre siger: “Du skal gå 10.000 skridt om dagen”. Det er ikke særlig motiverende og her er jeg helt enig med John Halse. Man fjerner motivationsfaktoren og lystelementet til at bevæge sig.

Kunne det tænkes man også godt kunne bruge uret på en positivt måde? Hvor vi bibeholder motivationen og lysten – istedet for at gøre det til sure pligter? Ja, for filan!

“Vil du spille ipad eller skal vi gå en tur i skoven?”. Hvad vælger dit barn? Jeg ved godt hvad Marvin ville vælge: iPad. Omformuler! “Kom, vi skal lige en tur i skoven (så kan vi spille iPad når vi kommer hjem)”.

Afsted i skoven. Og så kan i jo altid tjekke data når i kommer hjem og se hvor lang tid i har været aktive og hvor mange skridt i har gået. Hvis der er relevant. Ellers så er det noget vi forældre kan kigge på. Hvis vi har lyst.

Som både fysioterapeut og stud.cand.scient i teknoantropologi, synes jeg det er super spændende med teknologiudviklingen og hvor den bærer os hen af.

Uanset hvad, kan man altid se det med fuldstændige negative briller. Man kan også se det med fuldstændige positive briller. Man kan også stille sig skeptisk og hive de elementer ud af, som man mener man selv kan bruge positivt i sin hverdag.

 

Hvad synes du?

Hvad er din holdning til ovenstående? Har dit barn selv uret? Ligger det under juletræet i år som årets julegave?

Pig the pug

Jeg vil rigtig gerne høre fra jer alle uanset om i er for eller imod. Jeg er nemlig mega nysgerrig.

Her er det årets julegave. Det fylder nemlig heller ikke så meget i kufferten på vores rundrejse.

Ekstra info: Uret har ikke GPS og du kan derfor, som forældre, ikke se hvor dit barn er henne.

4 kommentarer til “Årets udskældte julegave – Garmin Vivofit Jr 2”

  1. Jeg er på mange måder enig med John Hasle. Men hvis uret bliver brugt til sjov og leg og ikke som en løftet pegefinger, så syntes jeg det er okay.

    Herhjemme er det ikke en julegave, heller ikke et alm. vivofit. Mine børn er store, så her ville det ikke være kids-udgaven det ville blive givet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *