Afvist i Check In! Når turen ikke går som planlagt, igen

Flyafgang

Med under 2 timer til flyafgang var sætningen: “Sorry, I can’t let you check in”, ikke den fedeste at høre. Men det var sætningen der mødte os fra damen i Check In skranken. Der stod vi så, med to børn, 2 kufferter, en rygsæk, en nedpakket klapvogn og håndbagage.

“You need to have return tickets …”

Returbilletter, selvfølgelig og alligevel også et kæmpe “hvorfor?”. Vi havde ikke booket returbilletter for vi ville gerne holde mulighederne åbne. Skulle vi holde nytår på Fiji eller flyve tilbage til Australien? Bare dagen før havde vi snakket om en plan A, B og C for hvad vi kunne gøre. Men absolut ikke hvad vi skulle gøre.

 

“If you hurry up you can go to the flight centre and they can help you book your tickets. Just take all your luggage, go over there and come back to me afterwards”

Well, det gør vi da bare lige, med to børn, to kufferter, en rygsæk, en nedpakket klapvogn og håndbagage. Bare lige.

Vi slæbte. Klapvognen havde vi pakket ned mens vi stod i kø til check in. Det gik lidt hurtigt til sidst. Men det var jo smart. Hvis vi da havde kunne checke in. Nu. Knapt så smart.

Vi slæbte bagagen væk fra check in og bookede billetter retur fra Fiji.

“Nå, hvilken dato skal vi tage retur?”

“Den billigste?”

“Okay, 28 it is …”

Vi slæbte tingene retur til skranken, mens vi kunne høre uret tikke. Vi skulle stadig gennem sikkerhedskontrollen, jeg var ved at tisse i bukserne og vi skulle nå til gaten.

Vi blev checket ind, med returbilletter og derved en forsikring om, at vi ikke ville blive på Fiji.

 

Run, Forest, run!

Afsted til sikkerhedskontrollen. Der var styr på det hele. Alt blev lagt i bakkerne. Marvin kom igennem. Jeg kom igennem med Dexter. Jonas blev stoppet.

“We just need to do a film body scan of you, Sir. You seem to be sweating a lot for such a cold day, huh?”

Hvis sveden ikke allerede løb mistænkeligt meget ned af Jonas, så gjorde den det nu. Han blev tilbageholdt så han kunne gennemgå den fulde body scan. Den viste selvfølgelig intet, mens Jonas forklarede og forklarede og forklarede hvorfor han nu engang havde sved på panden:

“… You know, traveling with two small kids …”

“No”

… Godt så.

 

Alt imens samlede vores ting sig sammen forenden af båndet i sikkerhedstjekket og jeg forsøgte ihærdigt, at jonglere Dexter på armen, at have Marvin lige ved mig og få flyttet vores ting væk fra båndet – men uden at efterlade dem. For det må man jo ikke. Jeg blev spurgt om jeg ville låne et babytæppe at ligge Dexter på. “Oh, no. I just need my husband to give me a hand … Or two …”.

Jonas blev frikendt og vi fik jonglerer håndbagagen på et pakkebord, så vi kunne få pakket computere og flydende væsker i tasken igen.

 

“Excuses me, sir. I just need to do a test of you cause you seem to be sweating suspiciously much today. It will only take a couple of minutes …”

Tilbageholdt igen. Jonas skulle testes for spor af eksplosiver. Han må åbenbart have lignet den helt mistænkelige type. Der blev taget prøver forskellige steder fra hans krop og fra hans taske. Frikendt. Selvfølgelig.

Afsted til gaten! We made it!

“Puh, jeg er helt tørstig. Skal vi lige købe et eller andet i automaten?”

“God idé!”

“Har du kreditkortene?”

“Næ, har du dem ikke?”

“KLAPVOGNEN! Som er checket ind!”

Vi nåede flyet og krydsede fingre for at vores klapvogn også gjorde det. For samtlige kreditkort lå i den og vi havde ingen kontanter.

 

Vi nåede frem til Fiji – det samme gjorde klapvognen.

kl. 6.00 forlod vi vores træhus i Sydney og kl. 20.00 – 12 timer senere – ankom vi til vores strandhytte på Fiji.

What a day!

 

Signature