Australiensmareridt – et eventyr der er blevet til et mareridt

Vi drømte om et eventyr – og gør det stadig – men lige nu befinder vi os i lidt af et mareridt. Jeg har lyst til at knibe mig selv i armen og håbe jeg vågner af en slem drøm. Tilbage til virkeligheden, tilbage til det eventyr vi skulle på.

Pludselig blev gulvtæppet revet væk under os

Da jeg for et par dage siden skrev om vores boligudfordringer havde jeg på ingen måde forestillet mig den drejning vores liv ville tage bare et døgn efter. På daværende tidspunkt manglede vi en bolig i 8 dage, indtil vi skulle overtage en lejlighed den 6. september. Vi fandt et midlertidigt hjem hos en australier og troede alt var på plads. Lidt ekstra flytten rundt, men der var en plan og en udsigt til noget permanent. Men så ændrede situationen sig. Mavefornemmelsen var helt forkert og vi blev brændt noget så groft af.

Lad mig starte ved begyndelsen, så er overblikket vidst lidt nemmere. Hav in mente at vi rejser med to børn på hhv. 5 måneder og 5 år. Var vi “bare” afsted to voksne uden børn, havde tingene nok ikke været helt så kritiske og vi havde været mere fleksible.  Nu er vi afsted med børnene og det kræver noget ro, tryghed og gerne lidt faste rammer. Det vigtigste for børnene er at være sammen med os – uden tvivl. Men bare en nogenlunde fast base hjælper meget på hele situationen.

 

Tilbage til begyndelsen

 

Onsdag den 23. august

Den 23. august kl. 21.00, lokal tid, landede vi i Canberra lufthavn. Vi checkede ind på et hotel i byen hvor vi havde booket en hotellejlighed (med køkken) de første 6 dage. Der var mulighed for roomservice og 24 timers bemanding i receptionen. En ting jeg forestillede mig ville være rart nu vi ingen anelse havde om hvordan børnene og os selv ville have det med jetlag. Det er altid godt at have muligheden for at skaffe noget mad hurtigt når man har et sulten og utålmodigt barn.

Lejlighedssøgning, lejlighedssøgning og lejlighedssøgning

De første 6 dage brugte vi på at lede efter en mere permanent løsning at bo i. Da vi skal have et sted at bo til 1. december ville vi rigtig gerne finde en lejlighed at leje. På samme tid rejser vi også med et budget der gerne skal holde. Hotelværelser er altså ikke en mulighed i over 100 dage. Det tror jeg de færreste har råd til. Vi har tjekket med diverse ejendomsmæglere, gumtree (den australske udgave af DBA), Facebook-grupper og diverse sider der udlejer møblerede lejligheder.

Lejlighedssøgning i Danmark versus Australien = udfordringer

I australien foregår udlejning af boliger (åbenbart) væsentligt anderledes end det gør i Danmark. Det er ofte en ejendomsmægler eller agent der står for det praktiske og man skal igennem en lidt længere godkendelsesproces. Mange lejemål er min. 6 måneder, så allerede der var vi lidt udfordret, men vi havde jo intet andet valg end at tage kampen op. Derudover skal man i alle de tilfælde der er en ejendomsmægler eller en agent ind over udlejningen, møde personligt op til en fremvisning/viewing. Efter viewing’en kan man så få lov til at ansøge om at måtte leje lejligheden. Ejeren af lejligheden gennemgår så selv alle ansøgningerne og vælger den som får lov at leje den.
Dokumentationskravet for os var ret stort. Den første agent krævede fx både kopi af vielsesattest, forsikringspolice og dokumentation på at vi ejer vores andelslejlighed i Danmark. Det er ikke så tit man lige pakker et bevis på ejerskab af lejlighed  – på engelsk – med i kufferten når man rejser. Det var dog til at skaffe, heldigvis.

Den første sygdom melder sig

Det er koldt hernede lige nu. Freezing cold! Temperaturen rammer frysepunktet om natten og nogle op til 10-15 grader om dagen. Temperaturforskellen er meget stor bare om du går på den side af vejen med sol kontra den i skyggen.
Vi havde ikke pakket vintertøjet ned, hvilket vi faktisk godt kunne have gjort. Vi har pakket forårs/efterårs-ish med kondisko, termobukser og softshell til Marvin, mens vi andre har hhv en softshell og en stor sweaterjakke med. Det er koldt.

Der gik ikke mere end 2 dage før Jonas begyndte at blive forkølet og Dexter tog sig til ørene. Marvin begyndte at kaste op inden for det første døgn. Jeg var frisk. Det er jeg ikke mere. Jeg er gået all in på den vildeste forkølelse, mens det virker til (7-9-13) at de andre tre er i bedring.

 

Lørdag den 26. august

Jonas fik arrangeret to viewings allerede lørdag den 26. august. Det var en fed følelse. Vi havde kigget efter lejligheder med 2 soveværelser, så Marvin kunne have sit eget værelse – men efter lørdagens viewings omprioriterede vi og begyndte at lede efter efter 2-værelses lejligheder istedet. Der var for det første flere på markedet og prismæssigt kunne vi også finde flere da de alt andet lige er lidt billigere end 3-værelses lejligheder.

Vi havde lidt modgang i form af sygdom og det var virkelig ikke fedt at skulle rundt og kigge på lejligheder når ingen af os var helt friske. Men igen; vi havde ikke noget valg.

Det lykkedes os at finde en anden lejlighed i et rigtig lækkert område. Det var en 2-værelses lejlighed, kort til indkøb, lækker legeplads lige om hjørnet og alt i alt så det meget lovende ud. Udlejer var på ferie og ville være tilbage så vi kunne flytte ind den 6. september. Yes! Vi havde en aftale om en lejlighed og manglede derfor kun et sted at bo i mellemtiden fra den 29. august til den 6. september. 8 overnatninger. Det var okay. 2 midlertidige hjem og så ét permanent hjem. Vi synes på ingen måde budgettet var til at blive boede på det hotel vi boede på, da det kostede over $200 pr. nat (1000 kr.).

 

Mandag den 28. august

Jagten på et midlertidigt-midlertidigt hjem var igang

Vi blev hurtigt enige om at finde en lejlighed via airbnb eller lignede, men til vores store overraskelse var der intet ledigt i en prisklasse der var under det vores hotel kostede. Vi forsøgte os igen med diverse Facebook-grupper og pludseligt mandag blev Jonas kontaktet af en dame. Hendes kæreste havde et stort hus med flere ledige værelser. Der ville vi kunne leje os ind i de 8 dage og også længere – hvis der var behov for det. De 8 overnatninger kunne vi få for i alt $600 (3000 kr.). Det var godt nok lidt uden for byen (15 km) så det virkede ikke ideelt på sigt. Vi har ikke nogen bil hernede så vi skal være i nogenlunde ok cykelafstand fra universitetet. Vi fik han telefonnummer og fik ringet til ham. Nu var der en løsning klar:
Hotel de første 6 dage, bo hos en australier de næste 8 dage og så flytte ind i vores nye hjem. Det hele virkede overraskende overskueligt.

Vi får pakket vores ting sammen og er klar til at rejse videre dagen efter.

 

Tirsdag den 29. august

Natten mellem mandag og tirsdag er et helvede. Både Jonas og jeg har max sovet 2 timer i alt – og det var ikke sammenhængende søvn. Dexter har været ked af det hele natten, kastet op flere gange, og kan ikke finde ro. Jeg er ved at falde om af træthed og overskuddet er nærmest lig nul. Vi får spurgt i receptionen om vi på nogen måde kan checke lidt senere ud end kl. 10.30. De kan trække den til kl 11.00 og derfra koster det $20 i timer (100 kr), og vi skulle senest være ude kl. 13.00.

Kl. 10.40 står vi i receptionen med alt vores happengut.

Tidsfordriv med sygdom

Kl. er 10.40 og vi kan først flytte ind i vores nye midlertidige hjem kl. 15.30. Vi har ingen anelse om Dexter vil kaste mere op og det er for koldt bare at være ude. Vi tager en bus til the National Museum of Australia og tuller rundt et par timer og kigger der. Dexter sover på hele turen. Herefter tager vi tilbage til hotellet og henter vores bagage.

Vi tager en taxi ud til australieren vi skal bo hos i Amaroo.

Ankomst til det nye midlertidige hjem

Udefra ser alt fint ud, men da vi kommer ind er mavefornemmelsen helt forkert. Det er et stort hus. Alene køkkenet er næsten lige så stor som hele vores lejlighed. Der er kogeø, sofagruppe og et stort spisebord til 10 personer. Der er en stor stue med kæmpe sofaer og tv og et kontor i forlængelse heraf. Huset har 4 soveværelser, hvor vi lejer os ind i 2 af dem. Vi har eget toilet og eget bad med spa (dog af lidt ældre dato, men det var der).

Mavefornemmelsen er helt forkert

Det er koldt. Rigtig koldt i hele huset. Vi får en rundvisning. Udlejer fortæller om alle de former for tv vi kan se der og at han er rigtig glad for sit store tv. Han viser Jonas hvor han kan sidde og arbejde i kontoret hvis han får brug for en kontorplads. Han har tømt skrivebordet for ting, tømt skufferne, så Jonas bare kan “flytte ind”. I køkkenet har han tømt nogle af møblerne halvt. “Make yourself as home”. Siger han flere gange. Jeg kan mærke gæstfriheden, men jeg kan også mærke han kommer tæt på – for tæt på min sfære. Vi får vist Marvins værelse og vores værelse samt toilet og bad. Vores værelse har flisegulv, og det er som at gå rundt i en kummefryser. Det er så koldt gulvet. Udlejer siger, at hvis det er må vi gerne flytte ind i det andet værelse med gulvtæppe. Det takker jeg ja til og vi får rokeret rundt.
Koldt og beskidt er de ord der beskriver huset bedst. Jeg ved australske hjem er kolde, simpelthen pga. manglende isolering. Men det var ikke manglende isolering der gjorde udslaget.
Vi går en tur med Dexter, han skal sove, og går hen og handler. Jonas og jeg kigger skiftevis på hinanden og på børnene. Mavefornemmelsen. Den er helt forkert.

Vi giver det en chance

Vi blev nødt til at give det en chance. Vi følte ikke vi havde noget andet valg.
Jeg laver en omelet til Marvin til aftensmad. Jeg åbner de forskellige skabe for at finde en pande, et glas, en gaffel og en palet. Det virker beskidt, eller bare ikke ordenligt rengjort. Udlejer gør os med selskab i køkkenet. Vi snakker lidt om øst og vest. Jeg spørger om jeg skal lave en omelet til ham også – bare for at være flink og hjælpe lidt på stemningen. Han takker nej, da han har en frysepizza på programmet. Fair nok. Han laver sin mad, jeg laver vores mad. Jeg vasker de ting op jeg skal bruge, inden jeg bruger dem. Der er opvaskemaskine, men jeg hæfter mig ved at udlejer ikke bruger den. Han vasker sin tallerken og bestik op, uden sæbe, stiller det i skabet og går ind og ser tv. Jeg stiller vores i opvaskeren og beslutter mig for at vaske alt op inden vi bruger det.
Overfladerne i hjemmet bærer generelt præg af samme “stil” – og de der kender mig ved at jeg ikke er den rengøringsfanatiske type.

Beskidt og koldt. Flisegulvene er så kolde at Marvin ikke vi gå på dem med strømpefødder, så han får lov til at have sko på. Udlejer har redt vores seng med et varmetæppe under lagnet. Jeg tænker ikke videre over det i første omgang, men da vi skulle sove gav det lige pludselig mening.

Sengetid

Det er blevet sengetid og vi skal sove. Drengene bliver gjort putteklar. Dexter har indtil da haft sit overtøj på, en kæmpe ulddragt, for det var meget koldt. Marvin bliver puttet men han er ikke glad, han vil ikke sove og han vil helst ikke sove alene. Igen er det den der mavefornemmelse. Det var ikke bare et tilfælde af “vænne sig til et nyt sted”. Kl. 22.00 sover Marvin. Dexter skriger og han skriger non-stop i næsten 3 timer før han vælter omkuld.
Jeg hoster og snotter derud af og mit hoved bliver tungere og tungere.

Korthuset vælter

Jonas kigger på mig og siger: “Nå, jeg kan vel lige så godt få break’et nogle flere nyheder”. Jeg kan se på ham det ikke er gode nyheder. “Chris har skrevet vi ikke længere er førsteprioritet til hans lejlighed…”. Bum, den lejlighed vi skulle flytte ind i den 6. september er ikke længere vores.

Korthuset vælter.

Jeg kan ikke rumme mere og tårerne render ned af kinderne på mig. Jeg kan slet ikke samle mig. Overskuddet er ikke eksisterende og for første gang tænker jeg: “Jeg vil hjem”. Følelserne vrimler rundt i et stor virvar. Hvordan kan vi byde vores børn det her? Hvorfor er vi overhovedet taget afsted i første omgang? Hvad fanden tænker vi på? Hvorfor skal vi lige pludselig stå i det her mareridt? Kunne vi have gjort nogen anderledes?

En kæmpe opbakning

I kampens hede lægger jeg et meget ærligt billede i min story på Instagram. Jeg kan ikke rumme mere og jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. En enorm opbakning fra nær og fjern tikker ind. Af hjertet tak! Når man er alene i et fremmed land gør det alligevel en verden til forskel at man ikke var helt alene alligevel. Tak for positive tanker, beskeder og kommentarer både her på bloggen og på Facebook.

Hurra for internettet og dets muligheder!

Jeg får kontakt til en australsk mor, der har et hus med en lejlighed i, som er ledig. Jeg har lært hende “at kende” gennem en Facebook-gruppe for mødre i Canberra. Familien har ikke lejet den ud før. Jeg skriver til hende at vi er blevet brændt af og desperat har brug for noget andet. Er der mon en mulighed for at vi stadig må komme og se det? Ja. Vi har nu en aftale onsdag eftermiddag. Jeg har tidligere haft skrevet lidt frem og tilbage med hende, for en måneds tid siden, hvor de overvejede at leje den ud. Nu kan den være klar til indflytning på søndag.

Onsdag den 30. august

En lang og kold nat

Dexter vælter endelig omkuld. Varmetæppet er tændt hele natten. Jeg kan mærke vi ligger i en rigtig kold træk fra central varmen. Luften kommer ud lige over vores ansigter. Vi lægger os med hovederne i fodenden. Det hjælper lidt, men ikke nok. Jonas står op. Der er slukket for varmen, så den kun cirkulere luft. Jonas tænder den og sætter den på 21 grader. Jeg snotter og hoster mere og mere. Dexter er snottet og har helt røde kinder.

Det duer bare ikke det her.

Da vi står op har udlejer slukket for varmen igen. Der var altså en grund til det ikke blev varmere i nat. Jonas tænder for den endnu engang. Da udlejer står op skruer han endnu engang ned, dog slukker han ikke denne gang.

Change in plans

Jonas finder et hotel og booker det med det samme.
Vi snakker med udlejer, for vi vil gerne ud af vores aftale om at være der i 8 dage for $600. Han ved ikke vi er blevet brændt af og vi vælger at sige vi har fået mulighed for at flytte ind i den oprindelige lejlighed før tid. Det forstår han godt vi gerne vil. Vi betaler ham $100 dollars for den ene overnatning, pakker vores ting og tager afsted.

Kl. 13.00 tjekker vi ind på hotellet. Hotellet der ligger 2 bygninger væk fra vores første hotel. Vi er næsten tilbage hvor vi startede.

Allerede da vi lige var ankommet til hotellet var begge drenge glade. Marvin flyttede ind i øverste køje i køjesengen og Dexter grinede for første gang i over et døgn. Det var den rigtige beslutning at tage videre. Man skal aldrig undervurdere mavefornemmelsen.

Viewing

Kl. 16.30 skal vi til fremvisning på den lille lejlighed hos den australske familie. Jeg har det rigtig skidt med feber, snot og hoste, men vi må ud og se den og forhåbentlig få en aftale på plads.
Den australske mor har i forvejen fortalt at hendes mand var lidt tilbageholdende i forhold til at skulle udleje til en familie. Han brød sig nemlig ikke om at deres indkørsel er tæt på døren ind til lejligheden. Jeg lagde vægt på at vi bare lavede en regel om at man ikke går i indkørslen uden en voksen – og det var fint. Vi kan flytte ind på søndag! Lejligheden virker rigtig dejlig. Selvom den er lille, tror jeg faktisk den er større end vores egen i Danmark.

 

Torsdag den 31. august

Idag har vi “hjemmedag”. Jeg har det møg dårligt, nok nærmest på nippet til den berygtede man-flu og vi trænger til bare at slappe af og ikke skulle forholde os til en masse.
Vi slapper af, spiller ipad, læser, hører lydbøger og sover en lur når vi har lyst.

 

What doesn’t kill you makes you stronger, right?

Sammen er vi stærkere og så længe vi har hinanden skal det nok gå, men for pokker hvor er vi udfordret lige nu. Et eventyr der føles som et mareridt. Det var ikke lige sådan jeg havde forestillet mig det skulle starte.

Jeg håber vi er igennem vores mareridt nu.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Signature

10 comments / Add your comment below

  1. Åh en omgang, forstår godt jeres pressede situation og reaktionen derpå.
    Jeg vil gerne selv downunder, men ovenpå de ting jeg har set og hørt om landet og alle dets besværlige systemer, så tror jeg, at jeg takker nej.
    Jeg håber I klarer den og får en drøm ud af det i sidste ende.
    Og jo de kloge siger, at modgang gør stærk, det satser vi så alle på.
    Pas på jer alle og håber lykken tilsmiler jer.

    1. De første 14 dage Down Under har simpelthen været mere end crazy. Jeg er glad for jeg ikke vidste hvilke udfordringer vi ville møde, på forhånd. Puh.

Skriv et svar