Ville du rejse, hvis dit sikkerhedsnet forsvandt i 7 år?

Vi bliver simpelthen nødt til at sætte ord, og fokus, på det her!

Hvordan ville du have det hvis du var i mine sko?
Jeg udtaler mig generelt ikke politisk her på bloggen, derfor delte jeg også i første omgang et opslag på min private Facebook-profil her til aften. Derefter slog det mig; Nej! Hvis en dårlig dag er relevant på bloggen, så er det her eddermame også.

Forestil dig følgende:

Du er gift med en forsker, og sammen har i to børn. Din mand forsker i neurovidenskab (fx ADHD, parkinson og depression). Et område man skulle mene er særdeles relevant at forske i rent samfundsøkonomisk. Din mand har mulighed for at tilegne sig værdifuld viden udenfor EU, der kan styrke hans kompetencer. Den chance ønsker din mand at gribe, og den chance ønsker du som hustru at bakke op om. Som familie står man sammen.

Efter et udenlandophold udenfor EU vil i gerne retur igen

Forestil dig at du efter 2 år udenfor EU gerne vil retur til Danmark igen med din familie. For formålet med udrejsen var at din mand – og dig selv – , kunne tilegne sig kompetencer. Unikke kompetencer. Unikke kompetencer der kunne bidrage til forskning. Forskning i Danmark og for danskerne.

Hvad ville du gøre hvis dit sikkerhedsnet i form af A-kassen forsvandt? En A-kasse du vel at mærke selv betaler til. En A-kasse, som du selvfølgelig skal optjene ret til at være dagpengeberettiget hos. Selvfølgelig. Allerede nu skal du have været medlem af en A-kasse i et år og opfylde beskæftigelseskravet. Du kan altså ikke bare lige få dagpenge. Du skal være berettiget til det.

Men hvad hvis regeringen fik den idé at indføre et opholdskrav for at være dagpengeberettiget? Hvad nu hvis du skulle have opholdt dig i EU i 7 år ud af de sidste 8 år for at være dagpengeberettiget?

Det er bare ikke noget vi forestiller os – det kan blive realiteten

Sandheden er, at det ikke er noget vi forestiller os. Det er realiteten skatteaftalens udspil. Regeringen vil fra 1. januar 2019 indføre et opholdskrav og det fases langsomt ind de næste par år. Familien jeg omtalte længere oppe hedder faktisk Jonas, Jeanette, Marvin og Dexter Mortensen. Det er min familie. Jonas ansøger om midler til en postdoc, der inkluderer 2 års ophold i Australien. Vi tager afsted sammen. For vi er en familie. Jonas bliver ikke ramt, da han er lønnet af penge søgt i Danmark. Men hvad med mig? Jeg har ikke en indtægt med hjemmefra og jeg vil få en australsk arbejdsgiver. Det betyder at jeg rammes. Jeg rammes fordi jeg følger min mand ud i verden.
Der er i forrige uge fremsat ændringer til lovforslaget, som vil styrke min sag, men der er stadig mange andre danskere der sidder i klemme.

Hvad betyder det så?

Hvis vi tager udgangspunkt i skatteaftalen fra 6. februar 2018, og hvis vi rejser er bosat i Australien i 2020-2022, vil jeg tidligst være dagpengeberettiget igen fra 2030. For først der har jeg været bosat i EU de seneste 7 år ud af 8 år. Det betyder at jeg ikke kan modtage dagpenge ved arbejdsløshed eller barselsdagpenge hvis vi ønsker et barn mere, men det betyder faktisk også at jeg ikke kan modtage sygedagpenge hvis jeg skulle gå hen og blive syg. Det er ikke kun lige når vi kommer hjem. Det er i 7 år. Syv år. Er det mon faktorer der bidrager til hvor attraktiv jeg er at ansætte frem til efter år 2029, hvor jeg igen kan være dagpengeberettiget?

Regeringen har indgået denne aftale, til trods for at A-kasserne udtaler det er unødvendigt. For at være dagpengeberettiget skal man nemlig allerede opfylde et beskæftigelseskrav. Og først når det er opfyldt, er du berettiget.

Hvad ville jeg så være berettiget til?

Ja, det er et godt spørgsmål og svaret er forholdsvis simpelt. Jeg ville være berettiget til integrationsydelse. Bare ordklangen fremmer ikke min følelse af at være velkommen i mit hjemland.

Forestil dig du hedder Jeanette

Hvis du hed Jonas, Jeanette, Marvin og Dexter Mortensen – ville du så føle Danmark bød dig velkommen hjem igen, som familie, med dine udenfor-EU-tilegnede-kompetencer? Smider Danmark i virkeligheden højtuddannede for porten? Ønsker vi i Danmark virkeligt at højuddannede, som fx en ph.d i neurovidenskab og en fysioterapeut samt cand.scient i teknoantropologi, skal have svært ved at komme hjem igen? Simpelthen fordi sikkerhedsnettet er trukket væk i 7 år? Er det rimeligt at jeg rammes fordi jeg gerne vil have vores familie er samlet? Jeg ved godt hvad jeg selv synes, hvad synes du?

Jeg er nysgerrig!

Har du hørt regeringen og Dansk Folkeparti har lavet aftalen om dette opholdskrav gennem skatteaftalen den 6. februar 2018? For langt de fleste jeg snakker med aner ikke det eksisterer (!). Jeg forstår da godt det ikke får noget opmærksomhed, når det kan virke som om, det er sneget ind af bagdøren.

Hvis du hed Jeanette – ville du så bare lade stå til?

Hjælp mig med at sætte fokus på dette område! Snak med folk om det eller vis dem dette indlæg. Har man tænkt på sådan nogle som mig, da dette blev vedtaget? Jeg tvivler, eller måske er jeg som enkeltperson bare ikke vigtig nok i det store regnskab? Og hvis jeg er sikker, hvad så med alle de danskere der ikke lige hører i en undtagelseskategori?

Billedet her er fra 16. januar i år, hvor vi vendte retur til Danmark efter et halvt år i Australien. Her havde Jonas et  udenlandsophold i forbindelse med sin ph.d.

 

Jeg har skrevet lidt mere omkring hvad skatteaftalen og opholdskravet er lige HER.

Karriere og familie – så må vi jo blive skilt?

“Jamen, hvis det er sådan det skal være, så er det måske bare bedre at vi slet ikke er sammen”.

Ordene fløj ud af munden, og på samme tid fik jeg en kæmpe klump i halsen. Det hele snørede sig sammen, tårerne hobede sig op i øjenkrogene, og jeg kunne kun tænke: “Sagde jeg virkelig lige det? Var det mig? Sagde jeg det? Men, men, men, jeg mente det jo ikke”.  Det var som om jeg kunne høre mig selv sige ordene, men at jeg alligevel ikke følte det var mig  der sagde dem.
Klokken havde passeret 23.00 og jeg var træt. Træt med træt på, fyldt med bekymringer og havde en knude af stress i maven.

Ville drengene i virkeligheden være bedst tjent med en mor og far der ikke bor sammen? Var vores drømme slut?

Nej!

Jeg havde forberedt mig på at dét her blev hårdt. Det liv vi selv har valgt lige nu. Jeg er igang med mit kandidatstudie i teknoantropologi, mens Jonas er igang med at afslutte sin Ph.d. Oveni det har vi en 1-årig Dexter og en 6-årig Marvin. Jeg har valgt at være i et praktikforløb i dette semester, det kunne jeg havde valgt ikke at gøre. Men ja, det har jeg valgt. Og jeg er glad for det. Jeg er glad for at være der. Det giver mening for mig. Ved siden af har jeg et studiejob som studievejleder. Det har jeg også selv valgt.

Det er vel ikke så slemt når vi selv har valgt det?

Slemt og slemt. Det er hårdt. Det er pisse hårdt. Det er hårdere end jeg nogensinde havde forestillet mig. Og det er altså ikke så lidt jeg har forestillet mig. Jeg skal ikke pive. Det er ikke mig der skal aflevere Ph.d-afhandling om 10 dage (T I   D A G E !). Jeg er ‘bare’ sidevognen på den her motorcykel der drøner af sted med 200 km/timen. Jeg er hægtet fast, og jeg holder fast. Nogle dage er køreturen fin, lidt blæsende, men fik. Andre dage øs pis regner det, jeg har glemt min regnjakke og jeg har fået op til flere fluer i øjet i løbet af turen.

Min mand er pisse sej!

Ja, det synes jeg! Jeg beundrer den mand, mere end jeg overhovedet kan beskrive. Tænk engang at skrive en Ph.d, være far til to børn – og bo sammen med mig. Det siger sgu ikke så lidt.  Det er ikke nogen af delene der altid er lige nemt. Yes, I said it.

Jeg ønsker ikke folk skal have ondt af os.

Fandme nej. Vi har selv valgt det. Det sværeste er at drengene ikke har valgt dem. Vi har valgt for dem. Og det er hårdt. Al støtte er værdsat. Alt fra aftensmad, hentning af bare en af drengene, et virtuel tanke, et: “Hvordan går det? Hæng i!”. Alt betyder noget.
Det er svært, andet vil være en løgn.
Jeg føler mig som den total asociale lige nu. Jeg lukker så mange mennesker ude af mit – og vores liv. Det er ikke fordi jeg ikke vil folk mere. Overskuddet er der bare ikke. Det er svært. Vi går på kompromis dagligt. På kompromis med os selv, os som familie og det liv vi gerne vil leve. Men vi skal nok komme igennem, og så ser det hele anderledes ud.

Ville vi gøre anderledes hvis vi havde vidst hvor presset vi ville være?

“Hvis jeg havde vidst hvor hårdt det ville være, ville jeg have sagt nej”. Dén tanke har strejfet mig mange gang. Sandheden er dog en anden.
Vi har et mål for vores familie, et mål for hvad vi gerne vil i fremtiden. Dertil når vi ikke uden de uddannelser vi er igang med nu. Jonas gør det for hans egen skyld. Jeg gør det for min egen skyld. Men vigtigst af alt, gør vi det også for hinanden, for vores børn og for vores fremtid.

Det liv vi lever lige nu er ikke for alle.

Dét er helt sikkert. Da jeg for en kort bemærkning læste HD på CBS, blev det kaldt for “skilsmissestudiet” – det kunne man også kalde Ph.d-livet med en familie.

Snart er Ph.d-ræset slut, så skyder jeg en etape igang med aflevering af et stort semesterprojekt, og afslutning af mit internship i slut december. Til januar er der Ph.d-forsvar og jeg har to eksaminer. Til februar skyder jeg specialskrivningen igang – og så kan vi vidst også begynde at se en ende på det.

Vi klarer den! Vi har hinanden og et personligt heppekor i ryggen. Nogle gange skal jeg bare huske at pille vattet ud af ørene så  jeg kan høre vores heppekor.

Når mor og far hellere vil arbejde, end være sammen med deres børn

“Børn og karriere kan ikke harmonere”

“Tænk at de hellere vil arbejde, end at være sammen med deres børn”

“Jeg forstår ikke at arbejdet betyder mere end at se børnene vokse op”

 

Ovenstående kunne sagtens være (og er et langt stykke hen af vejen) gloser jeg er opvokset med. Det skal ikke forstås som at der er noget mine forældre har gået og banket ind i hovedet på mig. For det er det bestemt ikke.
Det er ikke nogen hemmelighed at jeg kommer fra en familie der ikke hører til familier med de højstuddannede. Det har jeg absolut intet imod, og med fare for at sætte en masse i bås, så tror jeg, at det har givet mig en god form for grounding her i livet.
Min mor og far har altid været med på mine – til tider sindssyge – ideer. Jeg har vidst de var der, omend de nok ikke altid har kunne følge med i mine planer.
Som 5-årig ville jeg bare gerne flytte til København når jeg blev stor. Men jeg ville også være brandmand. Den ene ting skete, den anden gjorde ikke.

Er jeg voksen nu?

Nu står jeg så selv her i kategorien ‘voksen’. Jeg er hvert fald både gift, har to børn og ejer en andelslejlighed. Det er vel det man kalder ‘voksen’?
Jeg hører også snart i kategorien ‘højt uddannet’ – og det har jeg det lidt ambivalent med. Ikke at jeg på nogen måde fortryder mit valg af uddannelse, eller jo, på nogen punkter gør jeg. Men det er en helt anden historie. Jeg fortryder ikke det jeg laver nu, og jeg ville ikke være, hvor jeg er nu, uden at have lavet, hvad jeg lavede før. Det blev lidt kringlet og kliché i én og samme sætning. Giver det mening?

Jeg er opvokset, hvor det ofte meget sort på hvidt, var kendt, at det at være højtuddannet, var lig med at man ikke havde tid til sine børn, ikke ville sine børn, eller bare havde fået børn for at få børn. Stooooooop. Jeg ved jo godt nu, at der forhåbentlig ikke er nogen der får børn ‘bare for at få børn’. Og hvis man endelig skal ud af den tangent, formoder jeg det sjældent er uddannelsesniveauet der har været det afgørende i den sag.

Muligheder eller afskrivelser? Findes der et kompromis?

For mig har uddannelse altid været lig med muligheder. Ikke afskrivelser. Jeg håber og tror på at vores uddannelser, giver vores familie de muligheder der gør at vi kan opfylde vores drømme. Drømme jeg godt kan afsløre, højst sandsynligt på ingen måde vil være realistiske uden en uddannelse i bagagen.

Alligevel sidder jeg gang på gang og bander både min egen og min mands uddannelses/arbejdssituation langt væk. Det er nemlig de tidspunkter hvor vi må gå på kompromis. Et familiekompromis. Jeg hader det.
Jeg har ikke lyst til at skulle undvære mine børn flere aftener om ugen, eller at de skal undvære deres far. Men i nogle perioder, fx. i eksamensperioder, er det nu engang det kompromis vi bliver nødt til at indgå. Et kompromis for at vi kan komme i mål og ud ‘på den anden side’.  Voksen-siden? Drømme-siden? For vi er vel ikke helt voksne endnu alligevel, er vi?

Oftest elsker jeg det jo også. Jeg elsker at lære nyt, elsker at sidde med følelsen af, at vi kæmper for noget for vores lille familie.

Vi skaber muligheder. For os – og for dem:

Jeg har tabt mit hjerte, til en anden end min mand

Jeg savner dig.

Jeg savner dig virkelig meget. Sådan helt ned-i-maven-savner dig.
For et år siden tog vi afsted på vores livs eventyr. Et eventyr der vendte op og ned på vores liv. På godt og ondt. Glæder, sorger. Oplevelser, udfordringer. Alle ting vi havde forventet i større eller mindre grad.

Én ting havde jeg dog ikke forventet. At jeg skulle blive forelsket i en anden. Det nye, det spændende, det anderledes. Jeg tabte mit hjerte til en fremmed. En fremmed der alligevel fik mig til at føle mig hjemme. En fremmed jeg tænker på hver evig eneste dag.
Et sted der gjorde mig så ulykkelig i begyndelsen, men på samme tid så lykkelig i det lange løb:

Australien

 

Jeg forstår nu, når folk fortæller mig, at de står med en fod i hvert land. Det lød så fjollet før. Men jeg forstår det nu. Jeg har en udlængsel der kan give mig tårer i øjnene, bare af at tænke på det.
Det var det værste og det bedste halve år af mit liv. På godt og ondt. Heldigvis mest godt.

Drømmene kan ingen tage fra os

Jeg drømmer. Vi drømmer. Og drømmene kan ingen tage fra os. Jeg håber inderligt de drømme bliver til realiteter en dag. Men hvordan beslutter man at flytte sin familie væk fra alt det kendte? Væk fra venner og familie?
Det er en stor liste med plusser og minusser. Danmark vs. Australien. Jeg ved godt hvilken side der er flest plusser på, men det betyder jo ikke at siden med minusser på lige pludselig ingen betydning har. Jeg får helt ondt i maven.
Hvordan kan man vælge noget til, for at vælge noget fra?
Men omvendt; hvordan kan man vælge noget fra, for ikke at vælge noget andet til?

Australien, vi ses igen

Vi er ikke færdige med at opleve verden og jeg drømmer om at pakke kufferterne, tage min familie i hånden og rejse afsted. Afsted mod fjerne himmelstrøg.

Den ene dag er jeg fast besluttet. Den anden dag er der en tvivl der lurer et sted. Dagen efter har jeg fundet kufferterne frem. Hvert fald i mit hoved.

Aussie bound <3

Spar 1100 kr. på Ergobag skoletaske – hvis du er heldig

Skoletaske, og indkøb af samme. Det er lidt af en jungle og dyrt. Rigtig dyrt.
Det findes skoletasker i alle afskygninger og prislejer. Efter at have gennemgået markedet og andres erfaringer, er jeg ikke blevet meget klogere. Dog kan jeg sige at det er meget individuelt hvad folk lægger vægt og ikke lægger vægt på.

Som fysioterapeut er jeg nok lidt fagskadet, men Marvin har altså kun én ryg og han får ikke en ny. Derfor er det vigtigt for mig, at tasken sidder ordenligt på ham og kan indstilles.
Det er helt fair hvis du vægter anderledes, men her er mine tanker omkring en skoletaske og hvorfor valget faldt på en Ergobag til Marvin.

Efter min mening skal en skoletaske i bedst muligt omfang havde følgende features:

– Justerbar, og helst så justerbar som mulig
– Mulighed for at have drikkedunken i midten af tasken for at centrere vægten, så han ikke går og bliver trukket skævt af vægten fra sin drikkedunk. Betyder det også så meget? Ja, det er en belastning af ryggen og den er konstant, hvis de går med tasken i længere tid af gangen. Du ved selv hvordan det er at gå med en pose i hver hånd med lidt ulige vægt. Det trækker skævt, og det er unødvendigt for de små rygge. Alternativt, hvis du gerne vil have dunken på siden af tasken, kan du lade drikkedunken være tom så den først bliver fyldt op på skolen.
– Brystspænde, for at sikre at skulderstropperne bliver på skulderen og ikke hænger ned over skuldrene. Igen for at sikre belastningen sidder hvor kroppen bedst kan bære den. Nemlig på skuldrene.
– Taljebælte/’hoftefinner’, for at sikre tasken ikke skøjter rundt på ryggen under gang eller løb.

Afsted i en fysisk butik og afprøve tasker

Kom ud og få afprøvet nogle forskellige typer tasker. Børn er forskellige, både i højde, drøjde og udformning.

På Marvin sad en skoletaske fra Ergobag suverænt bedst og levede op til vores ‘forældrekrav’ til en skoletaske. Marvin ville rigtig gerne have en Lego Ninjago taske, men den sad simpelthen ikke godt på ham. Og lige her nytter det smukke, men bedende øjne, altså ikke. Til gengæld er der frit valg på alle hylder når det kommer til penalhuset.

Det smarte ved Ergobag – især når det kommer til individuelle ønsker – er, at de har ‘Kletties’. Det er en slags badges med velcro som kan klistres fast på tasken. Der findes nogle standard kletties, men på Ergobags hjemmeside man uploade sine egne billeder og få tilsendt customized kletties. Det koster £14.90 (cirka 130 kr., inkl. fragt). Det kan være alt fra Ninjago til et billede af barnet selv. Det er virkelig smart, synes jeg. På den måde kan man også nemt ‘forny’ tasken, hvis Ninjago ikke er in om et års tid.

Vi har netop bestilt Kletties til Marvins skoletaske, og venter spændt på at de ankommer. Forhåbentlig inden skolestart.

Men her hænger den så. Marvin nye, brugte skoletaske, ved det nye, gamle skrivebord. Jeg er nemlig igang med en make-over af drengenes værelse. Men mere om det senere.

Hvordan sparede vi  1100 kr på en Ergobag skoletaske?

Vi var heldige! Mega heldige.
Jeg var forbi Børneloppen i Valby hvor jeg ved et tilfælde spottede præcis den Ergobag skoletaske Marvin havde kigget på. Jeg nærstuderede den. Nærmest ingen slid, ingen gammel sur madpakke inden i og alt synes intakt (og i rigtig, rigtig god stand). Prisskiltet sagde 100 kr. H U N D R E D E kroner! Jeg slog til med det samme.
Jeg er kæmpe fan af at spare penge og kæmpe fan af genbrug – som sagtens kan være pænt og nærmest som nyt.

Marvin var ellevild med sin nye skoletaske og har allerede taget den i brug i fritteren.
1. gang han skulle bruge den opdager jeg, at der mangler brystspændet. Øv. Men her må jeg lige slå et slag for Ergobags kundeservice. Jeg skrev en mail og det var muligt at få et nyt brystspænde. Det var det – og så er tasken jo tip top igen. Det synes jeg er mega god kundeservice og helt fantastisk. For det er trods alt en taske der normalt koster 1200 kr i butikkerne. At man kan få reservedele er et kæmpe plus i min bog.

Er jeres skolebørn klar til skolestart?
Ville i springe på, hvis i var faldet over tasken i Børneloppen eller andre steder med genbrug?

Test af navnemærker fra byhappyme

Indeholder reklame

Marvin og Dexter har testet navnemærker fra Byhappyme

Med børn i institution sker det af og til at ting forputter sig og generelt må det bare være rigtig rart for personalet at de kan se hvad der tilhører hvem, uden den helt store detektivindsats.

Førhen skrev man bare navn i tøjet, men hvis tøjet skal sælges videre efter brug, er det meget rart uden det famøse tuschnavn i nakken. Især hvis det nemt kan undgåes, men tøjet stadig kan ‘finde hjem’. Vi blev spurgt om vi ville teste mærkerne fra byhappyme og med Marvin der stod overfor opstart i fritter plus skole, og Dexter der netop var startet i vuggestue, virkede det mere end oplagt. Drengene har derfor fået tilsendt navnemærker til alt deres happengut.

Dem vil jeg nu lave en anmeldelse af.

Vi har testet mærkerne af gennem 2 måneder nu, for jeg ville gerne kunne lave en ærlig anmeldelse, hvor vi rent faktisk har brugt mærkerne. Hvor madkasse og drikkedunk har været slæbt frem og tilbage i tasken mange gange og været i opvaskeren lige så mange gange. Hvor tøjet har været vasket flere gange og også proppet en tur i tørretumbleren. For ja, sådan er vores liv bare. Livet er for kort til forsigtig opvask i hånden, finvask i håndvasken og nøjsom ophængning på tørresnoren i 20 graders varme, let sol og en svag brise. Det har jeg simpelthen ikke tid til at vente på. Hvert fald ikke størstedelen af tiden.

Alt i alt er jeg rigtig godt tilfreds med mærkerne og de har holdt rigtig godt. Det eneste mærke der ikke har holdt, har været et mærke jeg har klistret direkte på en bluse – bare for at teste det. Men mærker placeret på ‘mærket i nakken’ eller vaskemærket i siden har alle holdt. Til trods for tørretumbling af tøjet.
Mærket herunder har siddet på blusen i 2 måneder og den er vasket ugentligt.

Jeg har også sæt mærker i alle drengenes sko. På billedet nedenunder er Dexters første sko, han netop har fået igår, så der har vi ikke testet holdbarheden, men de har holdt upåklageligt i Marvins sandaler og sneaks. Til trods for fodsved og dagligt brug.

Alle vores drikkedunke og madkasser er også mærket med navnemærkerne. Marvins Pulito madkasse kommer ikke i opvaskemaskinen, men det gør alle vores Klean Kanteen drikkedunke. Ingen af mærkerne har sluppet eller viser tegn på at gøre det. Vi har også sat mærker på diverse små plastikbøtter, som holder på præcis samme måde.

Jeg har en idé om at den runde form gør, at de sidder bedre fast. Fordi der ikke er nogle hjørner der kan ‘slippe’. Om det er grunden, har jeg absolut intet bevis for, men jeg er overrasket over hvor godt de holder.

Kig forbi deres webshop

Efter hvad jeg kan se, har byhappyme også de bedste priser på navnemærker. Lige sparer du 20% på navnemærker hos byhappyme og kan få 96 mærker for 99 kr. Så kan du eller mærke løs til en pris på kun lidt over 1 kr. pr. mærke.

Bruger i navnemærker? Del gerne dine erfaringer med navnemærker i kommentarfeltet. Der er helt sikkert andre der kan bruge den.

10 ting vi også har klaret – Kunsten at jonglere alle bolde og have den rette hat på

Studieliv og alle de forskellige ‘hatte’ man nu engang har på: Studie-hatten, mor-hatten, familie-hatten, hustru-hatten, Jeanette-hatten og ikke mindst jonglør-hatten. Hold op, hvor har der skulle jongleres den sidste måneds tid. Himmel og helvede, på én og samme tid. Udfordringer i massevis.

Hvis nogen havde sagt til mig, hvordan den sidste måneds tid ville blive ramt af udfordringer havde jeg grint af dem. Det måtte være en joke.
Det er jo ikke første gang vi klare diverse bump på vejen. Det sidder stadig i mig da vi fx mistede alle vores værdier i Australien.

Den seneste måned har absolut ikke været en undtagelse i udfordringernes land. Hvis du har undret dig over stilheden kommer forklaringen i form af 10 hurtige:

  • Et break-up med min projektgruppe på studiet, der medførte at jeg har afleveret mit 15 ECTS-point projekt alene. De af jer der følger mig på Instagram, ved at jeg har arbejdet i døgndrift.
  • En lejlighed der er på den anden ende. Der skal skiftes radiatorer og vandrør i alle lejligheder i vores andelsforening. I skrivende stund har vi ikke haft rindende vand i lejligheden i 2 uger. Vi har en tappe hane på vores bagtrappe that’s it.
  • Badning skal foregå i en fælles skurvogn. Jeg er ikke fan og det kræver lidt mere planlægning at tage et bad, når man nu bor på 3. sal som vi gør.
  • Dexter med et brækket ben. Eller bevares, en tibia-fraktur. Benet var ikke knækket midt over.
  • En mand der har været bortrejst til konference i USA i lidt over en uge. Samme dag han rejste, blev jeg ringet op fra Hvidovre Hospital. En læge havde spottet en fraktur på røntgenbilledet taget tidligere på ugen. Lang historie kort: Dexter har ikke været voldsomt generet af det og slap for en gips, men puha hvor var det uoverskueligt.
  • Vores amerikanerkøleskab er stået af, inkl lettere vandskade på vores gulv.
  • Marvin har haft lidt svært ved fritter-livet. Det er nemlig en stor omvæltning at være en tænksom gut, der lige pludselig skal forholde sig til en masse nye ting.
  • Lidt medgang kom der, da vi kunne tilslutte vores opvaskemaskine den føromtalte tappehane på bagtrappen. Det gjorde livet meget nemmere. Altså lige indtil den dag håndværkerne savede hul i vores afløbsslange. Vi har nu vandskade på hele køkkengulvet.
  • Jeg har 4 gange de sidste 14 dage kommet hjem til scenarier, af ‘efterladenskaber’ fra håndværkerne der var decideret farlige for Dexter: 2 x savklinger, lister med søm og en 1,5 meter lang fritstående radiator, lige klar til at vælte.
  • Marvin måtte en tur på skadestuen efter et 2 meter styrt fra et klatrestativ. Obs trykkede ribben og hjernerystelse. Efter en afslapningsdag hjemme var han dog fit for fight igen.

Læs videre “10 ting vi også har klaret – Kunsten at jonglere alle bolde og have den rette hat på”

Forhåbninger for dræn [Endnu et ørebarn]

Dexter skal have dræn i dag og vi forsøger ikke at sætte forventningerne for højt. For hvad kan man forvente? Kan man overhovedet tillade sig at forvente en forskel?

Drengen har ondt, ingen tvivl om det. Kurverne er flade, ingen tvivl om det. Der er væske på ørerne, ingen tvivl om det. I virkeligheden har der potentielt været væske på ørerne siden han var 5,5 måned gammel. For det var der. Lige der i Australien, at søvnproblemerne for alvor startede.

Jeg er slet ikke i tvivl om at dræn er det rigtige for Dexter lige nu. Han er glad om dagen, men virkelig meget gråd og søvnløse nætter (og dage) er en realitet her i husstanden, og har været det i meget lang tid.

Læs videre “Forhåbninger for dræn [Endnu et ørebarn]”

Et helt halvt liv

Et helt halvt liv sammen med min bedste ven, min støtte, faren til mine børn, min mand. Jeg synes det er så vildt at tænke på. Her sidder jeg, i en alder af 30 år, og har været sammen med min bedre halvdel i halvdelen af vores liv. 15 år. Femten år.

Idag har vi 6 års bryllupsdag og for 15 år siden blev vi kærester. Hende der fra Jylland og ham der punkeren fra København.

For 15 år siden

Ja, faktisk før det, chattede Jonas og jeg sammen, på noget så eksotisk, som Jubii-chatten. Jubii-skibet. Jeg husker Jubii-chatten som en frygtelig masse “hvad laver du?” og “vil du cam?”, men midt i det hele var der ham her der først gik under navnet Wanderlust og senere navnet Ethanol. Det var nemlig sådan cirka hvad vores liv drejede sig om i perioder. Det der med at det var lidt sejt at drikke, deraf navnet. I den anden ende af landet sad jeg doodley-doo – så seriøst var jeg nemlig. Jeg aner ikke hvordan navnet opstod, men en ting var sikkert, jeg skulle hvert fald ikke hedde SødTøz88.

Vi chattede i lang tid. Over et år. Så blev vi enige om at mødes i en sommerferie. Vores forældre gav os lov og Jonas tog vejen fra København til Jylland. Dér mødtes vi så for første gang. Midt på en togstation. Jeg havde min bedste veninde med. Jeg turde ikke uden. Ham der punkeren fra København. Det var så vildt.

Min mor var nervøs over at vi skulle mødes og min daværende stedfar jokede med, om han skulle sidde på terrassen med haglgeværet. Just in case.

Det er så kliché, men jeg vidste det var noget specielt. Jeg havde dog aldrig nogensinde i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg ville sidde her 15 år senere, gift med ham er punkeren fra København.

Jonas skulle starte på efterskole og jeg skulle starte på HHX. Vi holdte kontakten, men vi var ikke kærester. Det blev vi dog senere på året. Sådan cirka engang i februar 2003.

Efter 4 år som langdistancekærester flyttede jeg til København

Jonas hjalp mig med at flytte ind i min nye lejlighed på Amager. Han tog aldrig hjem igen og han flyttede ind med sin ene papkasse – fragtet med den gule HT-bus fra Valby til Amager. Nu var vi sådan et rigtigt kærestepar der boede sammen. Det var endnu mere vildt.

Boligmarkedet i København var også åndssvagt dengang

Det endte med at vi skulle flytte for 3. gang på et år og det var virkelig opslidende. Jeg kunne ikke overflytte at blive ved med at flytte og vi begyndte at kigge på andelslejligheder. Vi endte med at købe lejligheden, hvor vi bor nu. 55 kvm i kvisten tæt på Damhussøen.  Til sommer har vi boet 10 år her. Det er sgu egentlig også ret vildt.

Efter en vild sommer med både Roskildefestival, Londontur og rejse til Malaga ændrede vores liv sig

Jeg var nemlig gravid. En ægte Roskilde-baby eller en London-baby. Vi skulle være forældre. Jeg var 23 år og nyheden blev modtaget ret blandet. Marvin var planlagt, han kom bare lidt hurtigere end forventet.
Den 29. februar 2012 stod vi på Københavns Rådhus, jeg var højgravid og havde sindssygt ondt i mit bækken. Vi skulle giftes. Ingen vidste det. Kun os. Det var vores dag. Vores ting. Den dag, for 6 år siden, blev vi viet.

Dagen bød på vielse på Københavns Rådhus, et stykke pizza slice efterfølgende – for preggo her var virkelig sulten og træt. Vi var i fiskespa og så hjem og tage en lur inden vi om aftenen tog ud og spiste sushi.

Jeg husker tydeligt at vi ringede til vores forældre om aftenen og fortalte nyheden. Den blev blandet modtaget, dog mest med glæde, men også en ærgerelse over ikke at have fejret det med os. Det rådede vi bod på til Marvins navnefest og vores bryllupsfest om sommeren.

Der er sket meget på de 6 år vi har været gift

Egentlig synes jeg bare vi er et skide godt team. Vi har nået meget og vi har nået det sammen. Det er jo både blevet til to skønne unger og en masse oplevelser sammen. Jonas kom i mål med både sin bachelor- og kandidatgrad, ligesom jeg kom i mål med min bachelor. Vi har rejst, både på små ferie og sidst vores Australienstur.

Jeg er slet ikke færdig med at opleve verden med min lille familie og jeg glæder mig til at se hvad fremtiden bringer.

En ting er sikkert: Jeg føler mig så heldig

Jeg har brugt de sidste 15 år af mit liv sammen med min bedste ven, min støtte, min mand. Ham der spørger: “Er du okay?” og når jeg siger: “Ja..”, siger han: “Er du helt sikker, er der noget du har brug for at snakke om?”. Ham der ikke bare tager et “ok” for et ok. Af en mand der ikke kan læse tanker, så klarer han det eddermame godt. I både medgang og modgang. For hvor der er opture er der også nedture.

Vi er stærke hver især, men sammen er vi stærkere.

I medgang og modgang; jeg elsker dig, Jonas.
Tak for dig.