Stressligheder

Kan man kalde det det?

Om ikke andet beskriver det vidst meget godt min mentale tilstand lige pt. Og hvordan jeg har tid til at skrive her ved jeg ikke – men nu tager jeg mig tiden.

Imorgen skal jeg afholde en Workshop i praktikken omkring hoften – det er en meget åben opgave, hvilket jeg har det extremt svært med. Jeg er SÅ dårlig til at håndterer en åben opgave – jeg ved ikke hvad der forventes, jeg sætter “standarden”, jeg er den første i rækken med workshop’er, jeg er den “nye på holdet” og vil gerne leve op til de forventninger der end måtte være, jeg vil gerne være en del af flokken – hold op hvor er det svært.
Og der er ingen tvivl om at jeg får kørt mig selv ud hvor det ikke er meningen jeg skal køres ud.

Udover det er der også en skriftlig opgave der skal afleveres onsdag. Jeg får først de sidste ting på plads til opgaven tirsdag og ja, jeg når ikke at være mor som jeg gerne vil det før efter den opgave er afleveret. Jeg skal (ligesom hele weekenden her) sidde med hovedet begravet i computeren.

Det skal ud af verdenen! Kom nu for filan! Jeg vil gerne være Marvins mor, jeg vil gerne være min mands kone og jeg vil gerne være fysioterapeutstuderende.
Lige nu hænger det bare slet ikke samme – mon det nogensinde kommer til det?

Ændringer i planen

Imorges kl 5.30 fik jeg en SMS fra Marvins børnepasser. Hun er desværre blevet syg, hvilket hun selvfølgelig ikke kan gøre for – men det blev da lidt en udfordrende start på morgenen.

I sidste uge, hvor jeg startede studie op igen (mere om det senere, men hold da op hvor er det hårdt!), var der vinterferie hos børnepasseren.
Jonas var derfor hjemme med Marvin mandag + tirsdag. Onsdage har han altid fri, så der hyggede far og søn også hjemme. Torsdag havde Marvins farfar taget fri fra arbejde og tog passe-tjansen her. Fredag sprang Marvins faster til og så blev det weekend.
Jonas har meget lange dage tirsdag, som derfor ikke er så gode at “pjække” fra, da han bare går glip af rigtig meget. Efter han er startet på kandidaten i biokemi ligger timerne lidt anderledes. Der er ikke så mange, men meget selvstudie. Det gør så også bare at de timer der er, er rigtig vigtige at komme til.
Jeg selv er i praktik på Hvidovre Hospital – hvilket jeg er super glad for. Jeg har selvfølgelig mødepligt og vil også gerne være der, men lige idag er der kun den mulighed at det er mig der bliver hjemme.
Det ærger mig rigtig meget, men vil prøve at se om jeg kan få brugt dagen fornuftigt (opgaveskrivning og læse) selvom Marvin er hjemme.

Jer andre der læser, hvordan får i tingene til at gå op i en højere enhed? Er familien god til at springe til? Holder i “bare” fri når der er brug for det? Hvordan i forhold til at læse mens bebs er hjemme?

Det der kolik…

… Det er fandmer det mest negativtladede ord jeg nærmest kender. Jeg afviser det gang på gang – det er ikke noget der sker herhjemme. Min dreng græder bare meget. Han har haft ondt i ryggen. Han har haft ondt i nakken. Han har haft ondt i skulderne. Han har haft ondt i maven.
Jeg har snakket med sundhedsplejersken omkring ordet “kolik” og det er ikke et ord vi vil bruge herhjemme. Men med “kolik”-ordet herhjemme eller ej – så er sandheden, at Marvin sagtens kan græde 8 timer på en dag.
Jeg må krybe til korset. Suk.

Alt den negativitet der er forbundet med det ord, den negativitet sidder jeg indebrændt med og nu må det bare ud.
Velkommen til vores verden…

Her har jeg så siddet og gynget ham 1,5 time i gyngestolen…
 
For fanden i helvede, hvorfor OS? 

Jeg er træt, træt, træt af det hele.

– Jeg er træt af Marvin stikker i et hyl uden lige.
– Jeg er træt af Marvin skriger mig ind i hovedet uden noget som helst hjælper.
– Jeg er træt af han kun sover 20 min ad gangen om dagen.
– Jeg er træt af at sidde med ham herhjemme.
– Jeg er træt af at være ude med ham og han skriger.
– Jeg er træt af folks blikke og “oooorh” – NEJ det er ikke SØDT han græder, det er møghamrende pisse irriterende.
– Jeg er træt af at Marvin har haft ondt i maven i en uge nu.
– Jeg er træt af at vente på svar på om Marvin fejler noget med maven.
– Jeg er træt af at folk spørger: “Hvordan går det?” og bliver chokerede når man svarer noget andet end: “Det går fint..”- så skal man bare lade være med at spørge.
– Jeg er træt af at Marvin ikke vil tage den skide flaske.
– Jeg er træt af at amme Marvin – især om aftenen. Det er overhovedet ikke hyggeligt og hænger mig langt ud af halsen.
– Jeg er træt af at være tvunget til at amme Marvin – jeg har ikke noget alternativ.
– Jeg er træt af at Marvin lige pludselig fik den idé at han ikke gad hverken nogen form for sut eller flaske mere. Han har for filan kunne begge dele i flere uger!
– Jeg er træt af at der er lorte håndværkere der larmer oven på vores tag i vores ellers så skønne kvistlejlighed.
– Jeg er træt af at eneste udsigt jeg har fra mine vinduer er en skide pressenning.
– Jeg er træt af vores tag først er færdig i uge 42 (!)
– Jeg er træt af vores møgirriterende hund der gør af håndværkerne non-stop når jeg er selv hjemme – ligeså snart manden er hjemme siger hun nærmest intet.
– Jeg er træt af jeg stadig skal have bøvl med mit bækken her næsten 3 måneder efter fødslen – og træt af at det kun er blevet værre.
– Jeg er træt af at min mand skal aflevere bacheloropgave på mandag.
– Jeg er træt af at min bedste veninde bor i jylland.
– Jeg er træt af min far, min mor og hendes mand også bor i jylland.
– Jeg er træt af at jeg ikke har styr på en disse til navngivningen/brylluppet som nærmer sig med hastige skridt.

Og hvad er jeg så glad for?
Nogle dage er det virkelig et godt spørgsmål…

– Jeg er glad for min skønne søn når vi har nogle vidunderlige stunder. Men for tiden er der bare ikke særlig mange af dem og hvor er det bare frustrerende!
– Jeg er glad for min skønne mand, som hver evig eneste dag hiver mig op af mit sorte hul og minder mig om HVORFOR det er det hele værd.
– Jeg er glad for min mor og far som altid har tid til at høre på mig når jeg bare hælder vand ud af ørene.
– Jeg er glad hver dag når håndværkerne er taget hjem, når manden kommer hjem og det her ikke bare er MIN kamp.

Det kan kun gå op af bakke herfra…

Hvis der er nogle der sidder med gode tips til hvordan man lærer dem flasken, så modtages de med kyshånd.
Lige nu kan jeg ikke overskue kommentarer som “Jamen det kunne X fra starten af” – for lige nu er jeg ret ligeglad med det (sorry).


Edit:
Til dig der læser med derude, dig der har det svært; du er ikke alene. Jeg kan ikke fjerne gråden fra dit hjem og sind, men jeg kan sende masser af kærlige tanker og styrke i din retning. Du er ikke alene og selvom det hele er uoverskueligt, så rummer du mere end du tror.

Det tog mig meget lang tid at komme ovenpå hele det her forløb, faktisk flere år. Det behøver ikke tage så lang tid for dig, dit hul behøver ikke blive så dybt. Ræk hånden ud, eller bed om at én rækker hånden ud til dig.

Hvis du vil læse lidt mere omkring hele det her forløb har jeg linket til nogle indlæg herunder. Jeg har ikke svaret på hvad man skal gøre, andet end få hjælp. Og det er ikke “bare lige” mens man står i situationen. Jeg håber du derude får den hjælp du har brug for. Føler du dig mutters alene kan jeg varmt anbefale Facebookgruppen “Når det gør ondt at blive mor – efterfødselsreaktion/fødselsdepression”. Du er ikke alene!
Det er bare SÅ vigtig at pointere, at hvad der er svært for nogen, er ikke nødvendigvis svært for andre – men det gør altså ikke den der har det svært til et dårligere eller svagere menneske. Der er så mange faktorer der spiller ind i det her “spil”.

Mon vi snart får noget søvn igen? Lidt omkring strækviklen og slyngevuggen
Man kunne jo gå hen og blive træt … – Et lille sneak peek ind i vores “hverdag”, det var nemlig ikke særlig rart at gå i mødregruppen når de andre børn var “normale”.
Rota-virus – Hvordan benene for alvor blev slået væk.
40 i feber – En dårlig dag, af en anden grund; nemlig vaccinefeber efter 3 måneders vaccine og en faldende vægtkurve.

Egentlig er det rigtig få ting jeg har blogget om i selve forløbet, fordi jeg følte jeg bare burde tage mig sammen – men jeg tror på flere af indlæggene kan man godt læse lidt mellem linjerne hvordan det egentlig stod til. Og fluks efter et indlæg med en dårlig dag, har jeg altid postet et indlæg der virkede overskudsagtigt. Jeg var ikke særlig overskudsagtigt. Overhovedet. Men det var sindssygt svært for mig at stå i, dels fordi jeg havde “bare” havde det svært men også fordi det var så ekstremt tabubelagt.

Vi rummer mere end vi tror <3

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Åh, ha’ lige lidt ondt af os…

Her ligger vi så, Marvin og jeg, snotforkølede. Øv altså!
Jeg startede her den anden dag med at være lidt snottet og i nat begyndte Marvin at vågne ca hver time fordi han hostede. Øv!

Jeg håber vi begge når og er friske til onsdag hvor mødregruppen starter op, men hvis jeg skal være helt ærlig tror jeg det ikke.
1. gang i mødregruppen er ellers henne hos sundhedsplejerskerne – så tænkte det er et fedt sted at møde “alle” de nye, istedet for at trappe op i et vildt fremmed hjem for af møde nogle man aldrig har set før.
Men sådan blive realiteten, hvis vi ikke kommer onsdag. For efter onsdag går det på tur, en efter en, hvor mødregruppen holdes.
I den anledning er jeg da også noget spændt på logistikken i at skulle være 6 mødre og 6 babyer i vores lille 2 værelseslejlighed! Altså, vi ejer ikke engang en sofa – så der bliver kamp om lænestolen, haha.

Onsdag er også dagen hvor vi skal til min svigerindes 30års fødselsdag, udenfor om aftenen. Så hvis baby M ikke er helt frisk, så kommer vi ikke afsted.

Imorgen skal vi et smut til kiropraktor. Ja faktisk både baby M og jeg. Jeg bøvler med min lænd/bækken efter fødslen og Marvin har jo sine daglige skrigeture fordi han har ondt.

Vi har været til kranio-sacral terapeut med baby M 3 gange og blev derefter sendt videre til en kiropraktor, hvor det er 2. gang på onsdag.
Ved sidste besøg fandt man ud af, af Marvin er låst 2 steder i nakken og så mellem skulderne også.
Så er der ikke noget at sige til at knægten har ondt og har rigtig svært ved at løfte sit hovede + ikke kan dreje hovedet til venstre!
… Vi arbejder på sagen og forhåbentlig er han snart “fit for fight”.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Okay, jeg indrømmer det!

Sikke en lækker dessert, hva’?
En skøøøøn chokolademousse, nammenam….
Men jeg har snydt…

 

JEG INDRØMMER DET!
Jeg er virkelig en sucker for denne skønne pisk-selv chokolademousse. Altså, jeg har jo pisket den selv, tæller det i det mindste ikke bare lidt i husmor-regnskabet?
Åh, der røg min “jeg laver altid ting fra bunden af”, bortset fra chokolademousse.
Imens hygger baby M på aktivitetstæppet, inden han dog igen igen igen brød ud i gråd og far måtte skride ind som redningsmand.

 

Ps. Man elsker sin mand endnu højere, når han kommer hjem fra natarbejde og spørger “Skal jeg ikke lige tage hunden og Marvin med på en gåtur så DU kan få sovet”… Og så sov jeg en time, inden farmand kunne få hvilet ud efter at have været vågen i 25 timer.
Se DET er kærlighed <3
♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

 

Surprise babyshower

… Det var hvad vi holdte for en af mine veninder i dag. Hun har termin i slutningen af maj og blev bare SÅ glad.
Hendes bedste veninde havde stået som tovholder for det hele og sørget for, at vi mødte 9 friske piger (og Marvin) op til en surprise-fest.

Ammen, det var helt fantastisk.
En havde boller og service med, en anden ingredienser til strawberry daiquiri non-alcohol, en tredje blåbær muffins, en fjerde en mega flot babykage og ja, sådan havde vi alle lidt med.

Jeg må lige flashe den flotte kage – den var simpelthen SÅ flot. Hvem der bare kunne lave så flotte kager… (Jeg drømmer mig lige nogle år frem, hvor Marvin tager på golftur med far, mens mor her tager på bagekursus med nogle veninder).

 

Borddækningen nærmest skreg: “DRENGEBAAAABY!” – det var fantastisk!

Og apropos golf, så tog vores mænd’er på golftur imens. Så der var REN tøsehygge (ja altså, og så lige Marvin).

Igår havde Marvin besøg af sin mormor og morfar fra jylland.
Det er fantastisk at se min mor med min lille søn. Jeg bliver simpelthen helt rørt bare af at tænke på det, og nyder hvert eneste sekund de har sammen.
Det betyder rigtig meget for mig at de tager hele turen herover for at være hos os et par timer – for at bruge tid på deres barnebarn. Marvin skal kende sine bedsteforældre selvom de ikke alle bor lige rundt om hjørnet, som hans farmor og farfar gør.
Jeg nyder især dette billede fra igår:

I forhold til det med titlerne…
Vi har valgt, at min mor fik mormor-titlen, mens hendes mand har fået morfar-titlen. Han er ikke Marvins biologiske morfar, men han vil jo altid have været en del af Marvins liv fra dag 1. Min far har fået bedstefar-titlen.
Jeg har snakket med flere der nærmest bliver forarget over at min far ikke skal kaldes morfar, men det skal han altså ikke. Min egen bedstefar (min fars far), har betydet SÅ meget for mig i mit liv mens han levede, og hvis jeg bare kan give en brøkdel af det videre til Marvin – så er det mig en ære at min far skal kaldes bedstefar som hans egen far har været for mig.
Det er ikke så indviklet med mandens forældre, de er “bare” farmor og farfar 😉

Og her lige et billede til smilebåndet…
Multitasking dad – kan i se hvad der er på skærmen på telefonen mens han skifter Marvin?

… Ja, farmand spiller yatzy!

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥