Ufrivillig stilhed, men velkommen til 2017

Ufrivillig stilhed, men velkommen til 2017

Først: Glædelig bag(h)jul og godt nytår! Bloggen har været ramt af en ufrivillig stilhed, da 2016 desværre ikke lige sluttede med en brag af en fest. Den sluttede med en indlæggelse. Jeg er hjemme igen, men det var da lidt af en partykiller – som passer meget godt til den partyblære jeg render rundt med.

21. december stod på aflevering af mit første semesterprojekt på kandidatstudiet i teknoantropologi. Vi klarede den! Nu venter en mundtlig eksamen i slutningen af januar – det skal vi nok også klare, min gruppe og jeg.

22. december satte vi os på en flyver til London, hvor vi skulle tilbringe juledagene sammen med min mands onkel + kone + 2 børn samt mandens mormor og morfar. Det var skønt at “trække stikket ud” efter en ret så stressende december.  Men, mere om julen senere …
26. december landede vi i Kastrup lufthavn under december stormen. Marvin beskriver det som den fedeste flyvetur fordi det bumlede rigtig meget – vi andre synes måske godt mindre bumlen kunne have gjort det.

Allerede i slutningen af eksamensskrivningsræset har min mave været øm, men altså, jeg er gravid. Det hele vokser og lidt ømhed er for mig naturligt og ikke noget jeg som sådan lagde mere i. Oveni det var min navle begyndt at poppe ud. Vi snakker om navlen der normalt er et synonym for the never ending story – men hvis den skulle poppe ud, ville en graviditet jo været et udemærket bud på hvornår det skulle være. Igen, ikke noget jeg har lagt noget i. Lige indtil jeg begyndte at vågne om natten. Det gjorde ondt når min dyne rørte min mave, ondt hvis jeg strejfede navlen med hånden, ondt hvis jeg skulle give nogle et kram og min mave rørte dem. I London begyndte det at gøre ondt om dagen også, men jeg ville lige se det an. Jeg havde hostet de sidste 3 uger, og jeg tror de fleste kan nikke genkende til følelsen af at man har taget 1000 mavebøjninger – maven er øm – men man har ikke lavet andet end at hoste. Det var sådan jeg havde det. Det måtte være hostens skyld. Men hosten stoppede, smerterne blev værre. I London sov vi på luftmadras, måske det havde noget at sige? Altså der er vel ikke noget at sige til, at man sover dårligere på en luftmadras end i ens egen seng?
Hjemme igen blev smerterne værre og jeg tænkte egentlig bare: “Ej, Jeanette. Du ringer simpelthen ikke til vagtlægen og siger: “Hej vagtlæge, øh, jeg har ondt i navlen””. Jeg følte mig så dum bare ved tanken. Jeg mærkede fint lillebror og mine smerter virkede på ingen måde relateret til lige ham eller til at på virker ham på nogen måde.

Den 29. december havde jeg hele natten ligget med følelsen af at have fået cirkelspark i maven af en fuldvoksen mand og om morgenen ringede jeg til min egen læge, som nu havde åbent. Jeg følte mig stadig dum da jeg jeg ringede og sagde: “Hej, jeg har ondt i navlen”. Jeg følte mig hypokonderagtig på vej til lægen, og jeg følte mig dum da jeg gik ind til lægekonsultationen. Min læge ville se min navle. Hendes hånd strejfede navlen og jeg tudbrølede af smerte. Det var ikke sådan det skulle være, og nu vidste jeg det jo godt. Efter lidt yderligere undersøgelse og snak blev jeg sendt videre til Hvidovre Hospital.
Lillebror havde det fint, hvilket jeg heller ikke var i tvivl om. Men jeg havde det ikke godt, jeg havde ondt. Meget ondt i min navle. Jeg ventede på en kirurg fra gastroenheden (Du ved, dem med mave/tarme) og da hun kom skal jeg da lige love for jeg fik bekræftet det ikke var dumt at have ondt i navlen. Hun mærkede, jeg tudbrølede. Navlebrok, der skulle forsøges at blive sat på plads.
(Hvad er brok: Et hul i bugvæggen, hvor der kan sætte sig væv, fedtvæv eller tarm i klemme. Det kan give ekstrem smerte. Sidder der tarm i klemme, kan denne del af tarmen dø, hvis den ikke kommer på plads der der ikke kommer frisk blod til grundet afklemningen. Dvs. koldbrand i tarmen).
1, 2, 3; jeg skiftevis tudbrølede, skreg, rev  hendes arm væk og bed mig selv i læben mens hun forsøgte (uden held) at få sat brokken på plads. Og så grinede jeg. Tragisk komisk. En kvinde står og trykker en anden kvinde i freaking navlen, i navlen. Og så græd jeg lidt mere.
Jeg fik lagt et venflon og fik morfin direkte så der kunne laves et 2. forsøg. Jeg kunne ikke mærke jeg havde fået morfin. til trods for at jeg altså har født et barn før og haft adskillige galdestensanfald, er det det mest smertefulde jeg nogensinde har oplevet. Fy for pyffer det gjorde ondt!
Videre til ultralydsscanning, som også var vildt smertefuldt. Det der med at der er en der skal trykke ned i ens navle, når det gør ondt bare der er noget der strejfer den. Av for pokker. 20 minutter senere: Væskeansamling og brok i form af fedtvæv der sidder fast.
Jeg blev indlagt til smertedækning. Havde jeg ikke været gravid kunne man operere brokken med det samme. Havde det været tarm der var i klemme, var jeg også blevet opereret. Men altså, et indgreb i maven er bare ikke skide fornuftigt når der nu også er en baby derinde og maven vokser mere og mere. Nu venter jeg. Jeg venter på noget så eksotisk at det fedtvæv der sidder i klemme dør, så burde jeg ikke have smerter mere – altså medmindre der er noget andet der får den idé at poppe ud som brok i stedet for. Det lykkedes ikke at få mig smertedækket og nytårsaften bad jeg om at komme hjem. Jeg vil hellere være der hjemme og have ondt end at være på hospitalet. Det var der heldigvis fuldt forståelse for.

Hvad sker der så nu? Jeg får morfin og Panodil. Morfinen får jeg mega kvalme af, så med i cocktailen er der også en gang kvalmestillende. Morfinen får maven til at gå fuldstændig i stå, så jeg snupper noget Magnesia ved siden af.
Og så bliver jeg fulgt ekstra resten af graviditeten. Vi håber selvfølgelig at smerterne forsvinder meget snart, men for nu kan jeg ikke komme igennem dagen uden ovenstående. Jeg kan ikke få mere smertestillende jeg får, og så er der risikoen for at både jeg og lillebror bliver afhængige af morfinen.
Jeg er sygemeldt til min eksamen der skulle starte i morgen, og så krydser jeg alt hvad krydses kan, for at jeg kan gå op til næste eksamen i den kommende uge.

Det her graviditet skal åbenbart ikke være nemt, hva’?
Jeg satser på 2017 kun kan blive bedre herfra, det var hvert fald dejligt at være hjemme med min skønne familie og fejre nytåret med dem.

Godt nytår herfra, med et lille mavebillede 27+1.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Signature

2. jordemoderbesøg og en ufrivillig ubehagelig oplevelse

2. jordemoderbesøg og en ufrivillig ubehagelig oplevelse

I dag, uge 24+6, var det tid til 2. jordemoderbesøg. Et besøg jeg havde glædet mig til.

Jeg ville tage det offentlige derhen, da jeg alligevel skulle videre på skolen efterfølgende til vejledning og for at skrive eksamensopgave. Manden tog cyklen, da han også skulle videre efterfølgende.

Bus, metro og en gåtur. Meget simpelt. Indtil jeg i metroen fik det dårligt. Sorte og hvide prikker vrimlede for øjnene og jeg kunne slet ikke overskue at grave min vandflaske frem fra tasken. Fasanvej St. Yes, her skulle jeg af. Jeg kiggede op af rulletrappen mod gadeplanet og det så helt uoverskueligt ud. Jeg tog elevatoren og manden stod klar til at tage imod mig oppe på gaden. Jeg fik en tår vand og i det øjeblik jeg slugte det tænkte jeg: “Fuck!”. Jeg skulle kaste op. Nu. Og der stod jeg så. I bedste “sendetid”, på fortorvet ved Fasanvej St. og kastede op mens jeg ynkeligt lænede mig op af en pæl. Tak, til dig som kom hen og spurgte: “Er du okay?”. “Ja, jeg er bare gravid”, fik jeg fremstammet. Den efterfølgende kommentar har jeg grinet af flere gange efterfølgende. Du svarede: “Oh fuck …”. Det samme tænkte jeg.
Til jer der ufrivilligt blev vidner til mit lille stunt. Undskyld.

Jordemoderen udbrød: “Hej Jeanette! Det nåede I da liiiiige til tiden, hva’?”. Jep. Jeg fortalte hende historien og fik lige præcis de overbærende øjne jeg havde brug for i dét øjeblik.

Jordemoderkonsultationen gik rigtig fint. Opfølgning på vægtscanning og samtalen med fødselslægen, updatering på yderlige vægtscanninger i januar og igen omkring uge 34, mærken på maven og lidt omkring eventuelt at kunne føde hjemme. Det er lidt for tidligt at tage stillig til endnu, desværre. Vi afventer hvordan lillebrors vægt ser ud til de senere vægtscanninger.  Til sidst faldt snakken på hvordan jeg har det. Og jeg har det egentlig godt. Altså psykisk. Der er opture og nedture, men lige nu føler jeg mig faktisk okay. Jeg kan være i min krop og jeg kan rumme mine tanker. Mere kan jeg ikke bede om lige nu.

Vi afsluttede konsultationen med at høre lillebrors hjertelyd. Det er altså ikke en helt dårlig lyd, og trods den lidt uheldige start på dagen fik jeg et stort smil på læben.

Vil du læse om nogle af de andre læge- og jordemoderbesøg i forbindelse med graviditeten, så har jeg skrevet om både kønsscanning, glykosebelastningstest, nok verdens mest mislykkede 1. jordemoderbesøg, et nyt 1. jordemoderbesøg , misdannelsesscanning og vægtscanning samt en lettere mislykket fødselslægesamtale.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Signature

Lægebesøg og “valget” mellem en tur på fødegangen eller julefrokost

Lægebesøg og “valget” mellem en tur på fødegangen eller julefrokost

2. lægebesøg, det såkaldte “25. uge”-besøg, faldt i dag. Vægtstatus (altså på moren, ikke barnet), symfysefundusmål, en mulig blærebetændelse og ellers en snak om trivsel. Derudover bød weekenden på et valg mellem et besøg på fødegangen eller en tur til julefrokost.

Vægten siger +2 kilo, hvilket er super fint her over halvvejs i graviditeten. De første mange uger brugte jeg med hovedet nede i toilettet – mit andet hjem – så det har nok også haft en indflydelse. På den ene side har det gjort jeg stort set kun har spist meget impulsivt og lige præcis kun netop dét jeg havde lyst til her og nu. Det har ikke behøvet være sunde alternativer kan jeg godt afsløre. I min optik kunne vægten have gået begge veje eftersom der både har været “indtægter” og “udgifter”  – if you get the point.
Symfysefundusmålet, som indikerer størrelsen på livmoderen, var 25 cm og så vidt jeg har forstået skal målet cirka stemme med det antal uger man er henne. I så fald: Perfekt.
En urinprøve gav udslag på leukocytter, så nu afventer jeg pænt svar på dyrkningen og om jeg har tilraget mig (endnu) en blærebetændelse.
Ud over det: Alles gut! Mega fedt og dejligt at gå fra et lægebesøg uden at have siddet stortudende fordi det hele har virket som noget lort eller været uoverskueligt. Weekenden var derimod en helt anden historie.

Lørdag var det tid til en længe planlagt julefrokost med Kreakælderen og alle yndlingstøserne derfra. Jeg havde glædet mig rigtig meget. Ingen julefrokost  uden pakkespil, så lørdag formiddag smuttede jeg ind til byen for at købe et par gode spilgaver. Marvin var hos sin farfar og vi besluttede os derfor at have lidt tiltrængt “mand og kone”-tid uden barn. Efter frokosten kan jeg mærke noget ikke er som det burde og på et fesent restauranttoilet opdager jeg blod. Og det bliver ved. Vi tager hjem og jeg ringer til fødegangen. Det virker lidt voldsomt at ringe til det sted man skal hen når man skal føde, når man kun er i 25. uge, men det er nu engang det der er proceduren. Jordemoderen ville meget gerne se mig, så Marvins besøg hos farfar blev forlænget mens vi hoppede i en taxi til Herlev Hospital. Jeg blev taget super godt imod, blev tjekket, fik en snak og alt var godt. Jeg skal holde mig lidt i ro og selvfølgelig kontakte dem igen hvis der bliver det mindste. Chokket har lagt sig og jeg vil forsøge at lytte lidt bedre efter min krop, til trods for at jeg sidder med følelsen af, at hvis jeg slapper mere af, så tisser jeg i bukserne.

Jeg var ude for en (set i bakspejlet) lidt spøjs episode med jordemoderen. Som måske ikke er for sarte sjæle, så hop bare videre hvis det er dig.
Hun kaldte mig blufærdig, og sagde at jeg nok skulle arbejde med min blufærdighed inden jeg skulle føde. Og hvorfor så det? Jo, da jeg snakkede med jordemoderen i telefonen, bad hun mig tage et bind på, så blødningen kunne observeres. Jordemoderen ville så gerne se bindet da vi kom. Fred være med det. Men at jeg bad manden lige gå ud, mens bukserne blev trukket ned og hun nærstuderede det, var åbenbart at være blufærdig. Jeg ville da egentlig bare spare ham for detaljerne og uvidenheden om hvordan det ser ud/ hvad der foregår down there i live version når der er russere i det røde hus, malere i entreen, når der bliver spyttet røde grise, når der flages med rødt, når der er besøg af tante Rød – ja kært barn har mange navne.

Hvis det er blufærdighed, så indrømmer jeg det blankt: Jeg er blufærdig.
Manden gik om bag gardinet, jeg blev lidt irriteret over at jeg åbenbart var blufærdig, men jeg tror nu egentlig manden var godt tilfreds.

Ps. Jeg fødte Marvin med strømper på, for jeg skulle krafteddeme ikke have bare tæer 😉 Blufærdige tæer? Hvis du har født, havde du så nogle do’s and don’t?

Vil du læse om nogle af de andre læge- og jordemoderbesøg i forbindelse med graviditeten, så har jeg skrevet om kønsscanning, glykosebelastningstest, nok verdens mest mislykkede 1. jordemoderbesøg, et nyt 1. jordemoderbesøg , misdannelsesscanning og vægtscanning samt en lettere mislykket fødselslægesamtale.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Signature

Gæt hvem der er tilbage?

Gæt hvem der er tilbage?

Guess who’s back, back again … Henning! For syv søren den gamle vatnisse. Nu med nisseløber, privat parkeringsplads til Lamborghinien og custommade dørskilt i bedste moustache-stil. Jaja, ham Henning, han har nissestil.


Jeg er spændt på Marvins reaktion. Igår havde vi simpelthen den skønneste dag – nisse eller ej. Vi har haft en super dialog omkring hvad man må og ikke må. Eller rettere; hvad man selv synes er rart og ikke synes er rart. Stof til eftertanke.

Jeg er ikke i tvivl om, at det var det rette for os at lade Henning flytte. Læringen, for alle parter, har været stor.

Tak for alt respons både her på bloggen, på Instagram og på bloggens Facebookside. Det er skønt at høre andres erfaringer. Er du nysgerrig på hvorfor Henning flyttede, så kan du læse mere HER.

Glædelig 7. december.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Signature

Vægtscanning og lettere mislykket lægesamtale

Vægtscanning og lettere mislykket lægesamtale

I dag var det tid til vægtkontrol af ham lillebror. Marvin var jo 24 % mindre end gennemsnittet da han blev født, og derfor bliver der fulgt lidt ekstra med hos lillebror.

Vi fik hvert fald bekræftet igen, at han er en lillebror. Til udregning af estimeret vægt blev der målt længden af lårbensknoglen, hovedets omgang og mavens omfang. Den lille mand måler 20 cm rundt om maven og har nogle gevaldig lange stænger. De lange ben havde han allerede til misdannelsesscanningen for 3 uger siden og de er kun blevet længere. Derudover blev der tjekket for flowet i hans hoved, hans mave, i navlesnoren og i de to forsyninger til moderkagen. Alt så fint ud. Der var liv og glade dage og sagt mildt var han ikke særlig samarbejdsvillig. Den estimerede vægt sagde 719 gram – dvs en vægtøgning på ca. 300 gram på 3 uger. Lægen sagde at fokus ikke som sådan var på den procentvise sats for vægten, men mere at få bekræftet at han ikke pt var lige så lille som Marvin. Og det er han ikke. For lige nu passer det med 13,5 % over gennemsnittet mod Marvins fødselsvægt der var omkring den 24 % under gennemsnittet.

Det er rigtig skønt at jeg ikke skal gå og spekulere på om han er meget lille, men jeg kan nu ikke lade være med at være lidt skeptisk alligevel. Marvin blev skønnet til en fødselsvægt på omkring 4-4,5 kilo helt indtil jeg ramte 38. uge. Men for nu kan vi lægge bekymringerne på hylden.

Scanningen blev efterfulgt af en samtale med en fødselslæge. En samtale jeg overhovedet ikke vidste hvad gik ud på. Det stod der nemlig ikke i henvisningen. I henvisningen stod blot at man havde modtaget informationer fra egen praktiserende læge, som gjorde at man indkaldte til denne lægesamtale. Den vedhæftede “vigtige info” var at jeg skulle huske min vandrejournal. Men den skal man jo have med til alt anyways.

Vi blev mødt af en sød læge som spurgte lidt ind til hvordan det gik generelt. Vi snakkede om Marvins fødselsvægt og at det hele var gået ret meget ned af bakke, ret hurtigt, i den sidste del af graviditeten. Hun var obs på at jeg udviklede svangerskabsforgiftning, men så gik det ligesom også i stå der. Lægen havde ikke adgang til min journal.

Herlev (og Gentofte) Hospital har fået implementeret den nye Sundhedsplatform der alt i at erstatter de 30 forskellige programmer der tidligere er brugt – som ikke snakkede sammen. Det er rent faktisk smart! Og det er tragisk komisk nok, faktisk lige præcis dét mit semesterprojekt på 1. semester af kandidaten i teknoantropologi handler om. Tidligere har de københavnske hospitaler brugt programmet OPUS til journalføring, kodning og registrering. Herlev-Gentofte Hospital har stadig OPUS tilgængelig – dog kun med læserettighed. Men dette er jo lige præcis for at der er mulighed for at se patienters tidligere forløb, som ikke er kørt ind i Sundhedsplatformen endnu. Der var kun ét problem idag. Lægen kunne ikke få læserettigheder i OPUS. Hun kunne altså med andre ord ikke se min fødselsjournal fra Marvin, da jeg fødte på Hvidovre Hospital sidst.

Det er svært at afholde en lægefaglig samtale omkring fødselsforløbet, når lægen ikke kan læse eller se nogle tal fra forløbet. “Øhm, kan du huske hvad dit blodtryk var i uge 24 sidst?”. Nej, det er 5 år siden. Det kan jeg altså ikke lige. “Fik du taget nogle prøver og hvornår?”. Hmm, pas? “Du har vel ikke tilfældigvis printet din journal selv?” – nej, jeg regnede med du kunne se den. “Vi booker en ny tid til dig”.

Så sammen med en opfølgende scanning snupper vi lige endnu en samtale om 5 ugers tid. Der udover er det også snart til til lægebesøget hos den praktiserende læge i 25. uge og 2. jordemoderbesøg. Og faktisk også 2. omgang af glykosebelastning.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Signature