Velkommen til vores byggerod

Vi er jo som sagt igang med at få skiftet tag og vinduer. Det er bare ikke über fedt når man bor i sin ellers fine og hyggelige kvistlejlighed.
Idag har håndværkerne pillet vores køkkenvindue (tagvindue) ud og nu har jeg besluttet mig for, at vi ikke laver mad før de er færdige.
Take away here we come…
Det er egentlig ikke fordi der er MEGA støvet, men jeg kan sagtens se de har haft gang i en motorsav i mit køkken. Men vores komfur står lige ved siden af vinduet, og bare tanken om rockwool KAN drysse ned i kødgryderne – nej tak.
Vinduet er sat i igen men lysningen kommer først tirsdag. Så indtil da er der udsigt til rockwool og så selvfølgelig stillads og afdækning.

Velkommen i mit hjem.
Billeder af udsigten fra stuen + billeder fra køkkenet igår og idag.

Rota-virus

… Den snupper vi sørme også! Hold nu helt kæft hvor er jeg træt af det hele. Hvis jeg var træt af det hele den anden dag, så var det virkelig kun en brøkdel af hvor træt af det hele jeg er idag.
Klokken er nu 23.30 og Marvin og jeg har været på Hvidovre Hospital siden kl 11.30. Dvs 12 timer – ja, vi er her stadig og aner ikke hvad der skal ske.

I torsdags var M ved lægen pga dårlig mave i en uges tid. Altså, vi snakker græsgrønne bleer og MANGE af dem. Vi fik sendt 3 prøver med afføring til dyrkning og det var så meningen vi ville få svar imorgen. Lægen sagde vi self skulle kontakte vagtlægen hvis der kom nogle forandringer i forkert retning. Okay så.

Imorges konstaterer jeg at der er rødt i marvins ble, bare en lille smule. I den næste ble er der også lidt rødt og jeg ringer til vagtlægen.
Vagtlægen vil se os med det samme og jeg skal have en urinprøve med fra M. Det er altså svært! Men nå, jeg propper en frysepose rundt om tissetrolden og lukker bleen rundt om. En time efter er der gevinst. Meget er dog rendt ved siden af, men lidt var der da.
Vagtlægen stix’er urinen og siger der er spor af blod. Vi bliver sendt op på børnemodtagelsen “hvor de venter på os”. Her er kl 12.15.
Ca. kl. 17.30 bliver vi tilset af en læge og skal lave nye urinprøver og der bliver bestilt blodprøver.
Inden da har en sygeplejerske tjekket svarene på de prøver vores egen læge sendte afsted. Alle 3 prøver er positive for rota-virus + en virus mere.

Men nå, mig igang med at få Marvin til at tisse i en KOP! For filan det er jo ikke til. Med masser af tis på fingrene lykkedes det dog.
Siden da skulle de lige have en prøve mere…. Dammit.

Kl. 22.00 kommer der nogle laboranter og tager blodprøver på M og dem venter vi så på svar på nu.
Øv hvor går tiden langsomt.

Der er ikke en dyt der kan fortælle os noget som helst. Vi ved ikke om vi skal blive til imorgen eller ej. Den sidst bus kører kl. 00.40. Farmand skal aflevere sin bacheloropgave imorgen. Mor her er bare godt og grundigt træt af det HELE!

Hvad skete der så i år 2011?

Så er endnu et år gået – og jeg ser med stor glæde frem til 2012.
Det bliver det største og bedste år nogensinde, glæder mig så meget til min lille dreng melder sin ankomst.

Hvis jeg havde siddet for et år siden og skulle skrive ned hvad jeg troede ville ske – hvad ville jeg så have skrevet? Jo, det er svært at sige, men én ting er sikker. Jeg ville aldrig have troet at jeg ville blive gravid og have en lille supermand i mavsen.

Det første halve år af 2011 gik stille og roligt uden de helt store begivenheder.
Sommeren 2011 var noget jeg virkelig havde set frem til:
– En uge på Roskilde Festival med mine gode veninder
– En uge i London med min fantastiske kæreste
– En uge i Malagá med vores fantastiske venner her fra Vanløse

Sommeren tog en “uventet” drejning – den 23. juli (på min bedste venindes fødselsdag!) stod jeg med min første positive graviditetstest. Vi skulle til Grøn Koncert og jeg tænkte: “Hmm, jeg tror jeg er gået over tid – måske – hvem ved? Jeg er jo lige stoppet på p-pillerne, jeg tester ski lige…”. Og der stod jeg med to streger inden for 2 min.
Diskussionen gik længe om jeg mon virkelig var gravid, altså, stregerne var jo ikke helt tydelige, men de var der dog… Jeg tog en test mere og der var sørme stadig 2 streger. Men testene var jo fra samme pakke, mon der var sket en fejl?
Efter Grøn Koncert måtte vi lige have en ny pakke tests med hjem og jeg skulle teste dagen efter. Hvilket jeg gjorde – og der var 2 streger igen.
Kunne det være mærket af tests der var noget galt med?
Afsted til apotektet for at købe en digitaltest, men der var udsolgt. Videre i Føtex – og der havde de dem.
Hjem igen og teste… “GRAVID” – det kunne ikke stå meget mere tydeligt på skærmen, så jeg skyndte mig da lige at teste igen med den sidste alm. graviditetstest jeg havde. Og der var sørme også 2 streger.
Ud fra det kunne vi kun konkludere:

… Vi skal være forældre i 2012

I august var vi til en tidlig scanning og der lå en lille bønne derinde i maven – vi fik dog beskeden at vi ikke skulle sætte vores håb for højt op – for størrelsen passede ikke med hvor langt jeg burde være henne, og der var intet hjerteblink at se. Men lige pludselig… Et lille hjerte bankede derud af…
Ugen efter kom vi igen til scanning og bønnen var vokset og det lille hjerte blinkede igen derud af. Vores spunk var i live.

I september var vi til nakkefoldsscanning og vores lille spunk var som den skulle være. Det var en lettelsens dag, men gad vide om det var en lille dreng eller en lille pige?

I oktober var vi til kønsscanning og fik at vide vi ventede os en lille dreng.

14+1 – Kønsscanning

I november stod den så på misdannelsesscanning/midtvejsscanning. 

Scanningen tog meget lang tid og der var problemer med at se om hans hjerte fungerede helt som det skulle, men efter 45 min blev det konkluderet at alt var som det skulle være.
Dog var det umuligt at sige om det virkelig var en dreng. 
… Og så blev mor her nervøs…
Vi tog til en scanning hos Lille Kbh’er som sagde “Det er en lille dreng!”. 
Dagen efter ringede de fra Scanningsjordmoderen.dk, som havde lavet vores kønsscanning, og sagde, at de gerne lige ville tage os ind til et hurtigt kig og bekræfte det igen. Så afsted til dem… 
… Når man har set tissetrolden i 3D, så kan man ikke være i tvivl, haha.
I december stod den på 2. lægebesøg, hvor alt også var som det skulle være. Kvalmen er endelig til at holde ud, den er dog erstattet af den vildeste halsbrand til tider. Men et eller andet sted vil jeg hellere have halsbrand end kaste op.
Mit bækken driller mig en del og min iskiasnerve er billigt til salg. 
… Men lige bortset fra det, så ser jeg frem til de sidste 3 måneder af graviditeten.
Jeg har termin om præcis 3 måneder idag – det er så vildt at tænke på!
Godt nytår!

Et eventyr… Fra det virkelige liv…

… Der var engang to piger – den ene havde langt, langt hår som Rapunzel og den anden skiftede frisure som hun skiftede undertøj. Deres skæbne måtte være at de en dag skulle få øje på hinanden og udvikle det, der skulle vise sig, at blive et venskab for livet.

Det hele startede for 10 år siden. Det var en kold og regnfuld dag, som normalt er forbundet med noget trist, men det var som om de to piger begge hørte sangen All ways look on the bright side of life…”, for der stod de, i silende regnvejr og skraldgrinede. Et grin der skulle blive grundlaget for venskabet, et grin der bandt dem sammen, et grin som der altid kan tænkes tilbage på, et grin som altid grines når de to piger ses.

De kommende år gik der sjældent en dag uden de to piger så hinanden. Om den stod på Disney spil med dårlig grafik på en old gammel Play Station 1, spisning af en kæmpe bøtte bolsjer, tage fjollede billeder, stene film, eller grine – det var underordnet, det var selskabet der betød noget.
De to piger var en kæmpe del af hinandens hverdag i mange år…

… En dag måtte det slutte brat, deres verdener blev delt. Den ene pige skulle flytte til København…
Hvordan skulle et venskab kunne holde til den store afstand? De to piger boede nu i hver deres ende af kongeriget…
Dette måtte være den ultimative venskabstest…

… Nu er vi knap 5 år senere henne, hvor verdenerne blev delt – og hvad skete der så?
Jo, det skal jeg fortælle dig…

De to piger er stadig de bedste veninder. Man kan godt hedde Maria og bo i jylland, og hedde Jeanette og bo i København + stadig være bedste veninder…

Der går sjældent en eneste dag uden jeg tænker på min bedste veninde. Vi snakker langt fra sammen hver dag – men i virkeligheden er det ikke det der betyder noget. Det der betyder noget er, at jeg ved der sidder en skøn og fantastisk pige som altid vil være der for mig. “Intet godt, er godt nyt” – JA! Det er det. Et venskab skal efter min mening aldrig være afhængig af at man skal snakke sammen et hvis antal gange inden for en bestemt periode.
Jeg kan være dårlig til lige at sende en sms eller andet – men måler man et venskab i antal modtaget sms’er? I vores venskab gør man ikke…
Jeg tænker aldrig: “Er hun sur på mig? Hvorfor kontakter hun mig ikke? Er der noget galt?”. Nej, der er ikke noget galt, for så ville jeg have fået det at vide.

Min søn er velsignet med at kunne mærke alt den kærlighed fra min bedste veninde – og jeg håber du sidder derude, og ved hvor meget du betyder!
Ord kan ikke sige det, men de skal de heller ikke…

… Og de levede lykkeligt til deres dages ende… Som veninder… <3


Maria, you are the best…
Let’s go down memory lane together…


... Jeg elsker dig!
(… Og hormonella her sidder og bliver helt rørt…)

På sådan en mandag….

.. hvor man åbenbart nogle gange keder sig lidt…
Hvad gør man så? Jo man tager sjove billeder.
Her er dagens absolut sjoveste:

Fie er gået fra at være en ellers sød hund til verdens grimmeste grimling. Åh jeg griner stadig!

Midtvejsscanning/misdannelsesscanning

Så fik vi scanningen “overstået”.
Den lille var meget stædig så scanningen tog ikke mindre end 45 minutter – og hold da op hvor er jeg øm i hele maven. Hjertet lå lige omkring min navle, så jeg fik gennemscannet min navle – haha.

Her er et billede af bettefisen (19+1)

19+1 til misdannelsesscanningen

Jordmoderen var meget i tvivl om han måske havde en hjertefejl så hun fik assistance hen af vejen. Til sidst vidste det hele sig helt normalt. Pyha!
Vi fik konstateret at han er lige så stædig som sin mor og absolut ikke ville vende sig den anden vej så det var nemmere at scanne.

I samme stædige omgang, konstaterede jordmoderen at hun ikke kunne sige om det er en pige eller en dreng. :/

Jeg drømte her den anden nat at da lillemanden blev født, blev jeg spurgt: “Hvad skal HUN så hedde?” – så kønsscanningen havde været helt forkert. Og nu tænker jeg så videre i de baner.
For at få ro på mit sind har jeg besluttet mig for en hurtig tryghedsscanning enten i Hvidovre eller hos Lille Kbh’er. Bare for at få sat fast om han rent faktisk er en HAN.
Fingers crossed!