Et eventyr… Fra det virkelige liv…

… Der var engang to piger – den ene havde langt, langt hår som Rapunzel og den anden skiftede frisure som hun skiftede undertøj. Deres skæbne måtte være at de en dag skulle få øje på hinanden og udvikle det, der skulle vise sig, at blive et venskab for livet.

Det hele startede for 10 år siden. Det var en kold og regnfuld dag, som normalt er forbundet med noget trist, men det var som om de to piger begge hørte sangen All ways look on the bright side of life…”, for der stod de, i silende regnvejr og skraldgrinede. Et grin der skulle blive grundlaget for venskabet, et grin der bandt dem sammen, et grin som der altid kan tænkes tilbage på, et grin som altid grines når de to piger ses.

De kommende år gik der sjældent en dag uden de to piger så hinanden. Om den stod på Disney spil med dårlig grafik på en old gammel Play Station 1, spisning af en kæmpe bøtte bolsjer, tage fjollede billeder, stene film, eller grine – det var underordnet, det var selskabet der betød noget.
De to piger var en kæmpe del af hinandens hverdag i mange år…

… En dag måtte det slutte brat, deres verdener blev delt. Den ene pige skulle flytte til København…
Hvordan skulle et venskab kunne holde til den store afstand? De to piger boede nu i hver deres ende af kongeriget…
Dette måtte være den ultimative venskabstest…

… Nu er vi knap 5 år senere henne, hvor verdenerne blev delt – og hvad skete der så?
Jo, det skal jeg fortælle dig…

De to piger er stadig de bedste veninder. Man kan godt hedde Maria og bo i jylland, og hedde Jeanette og bo i København + stadig være bedste veninder…

Der går sjældent en eneste dag uden jeg tænker på min bedste veninde. Vi snakker langt fra sammen hver dag – men i virkeligheden er det ikke det der betyder noget. Det der betyder noget er, at jeg ved der sidder en skøn og fantastisk pige som altid vil være der for mig. “Intet godt, er godt nyt” – JA! Det er det. Et venskab skal efter min mening aldrig være afhængig af at man skal snakke sammen et hvis antal gange inden for en bestemt periode.
Jeg kan være dårlig til lige at sende en sms eller andet – men måler man et venskab i antal modtaget sms’er? I vores venskab gør man ikke…
Jeg tænker aldrig: “Er hun sur på mig? Hvorfor kontakter hun mig ikke? Er der noget galt?”. Nej, der er ikke noget galt, for så ville jeg have fået det at vide.

Min søn er velsignet med at kunne mærke alt den kærlighed fra min bedste veninde – og jeg håber du sidder derude, og ved hvor meget du betyder!
Ord kan ikke sige det, men de skal de heller ikke…

… Og de levede lykkeligt til deres dages ende… Som veninder… <3


Maria, you are the best…
Let’s go down memory lane together…


... Jeg elsker dig!
(… Og hormonella her sidder og bliver helt rørt…)

På sådan en mandag….

.. hvor man åbenbart nogle gange keder sig lidt…
Hvad gør man så? Jo man tager sjove billeder.
Her er dagens absolut sjoveste:

Fie er gået fra at være en ellers sød hund til verdens grimmeste grimling. Åh jeg griner stadig!

Midtvejsscanning/misdannelsesscanning

Så fik vi scanningen “overstået”.
Den lille var meget stædig så scanningen tog ikke mindre end 45 minutter – og hold da op hvor er jeg øm i hele maven. Hjertet lå lige omkring min navle, så jeg fik gennemscannet min navle – haha.

Her er et billede af bettefisen (19+1)

19+1 til misdannelsesscanningen

Jordmoderen var meget i tvivl om han måske havde en hjertefejl så hun fik assistance hen af vejen. Til sidst vidste det hele sig helt normalt. Pyha!
Vi fik konstateret at han er lige så stædig som sin mor og absolut ikke ville vende sig den anden vej så det var nemmere at scanne.

I samme stædige omgang, konstaterede jordmoderen at hun ikke kunne sige om det er en pige eller en dreng. :/

Jeg drømte her den anden nat at da lillemanden blev født, blev jeg spurgt: “Hvad skal HUN så hedde?” – så kønsscanningen havde været helt forkert. Og nu tænker jeg så videre i de baner.
For at få ro på mit sind har jeg besluttet mig for en hurtig tryghedsscanning enten i Hvidovre eller hos Lille Kbh’er. Bare for at få sat fast om han rent faktisk er en HAN.
Fingers crossed!