Da Dexter blev “det extra” i vores familie

For 1 år siden mødte Marvin for første gang sin lillebror. For 1 år og 1 dag siden blev Dexter født kl. 18.26 efter en raketankomst med turbokørsel til fødegangen.

Dagen efter mødte de to brødre hinanden før første gang.

“Hvad hedder han?”, spurgte Marvin.

“Dexter”, svarede Jonas.

“Ja, det extra, konkluderede Marvin, som om lige dét var det mest naturlige navn til hans nye lillebror.

Og ja, han var jo lige præcis “det extra”

Dexter blev “det extra” i vores familie. Et extra familiemedlem, et ekstra stort smil hver dag, en ekstra en at kysse godnat, en extra en at kramme, en extra en at nyde og en extra en at opleve verden med.

Jeg ville lyve, hvis jeg skrev at det hele havde været fuldstændig fantastisk. For det har det ikke. Men når alt kommer til alt har der været  meget mere godt end dårligt.
Et er hvordan det er at opleve at blive forældre igen, men at opleve Marvin blive storebror er fantastisk på en helt anden måde. Han har taget opgaven til sig og jeg vil vove at påstå, at Dexter ikke kan ønske sig en bedre storebror end Marvin. På trods af 5 års forskel (minus 6 dage). Marvin klarer sin storebrorrolle til UG. Der er tider der er svære, og tider hvor man lige lovlig mange gange skal minde ham om: “Husk nu han kun er en baby…”, men den omsorg han udviser er så fantastisk at opleve. Marvin er så stolt af sin lillebror, og jeg er sikker på at Dexter også er stolt af sin storebror.
De har en helt speciel connection, som jeg håber ved vare ved hele livet. Jeg er selv enebarn og det varmer mit hjerte så meget, at se hvad de to har sammen allerede nu.

Det første år

Det første år har budt på et hav af eventyr, et hav af bekymringer, et hav af gode minder og et hav af nye ønsker for fremtiden.

Dexters første år har været vildt, skønt og hårdt på samme tid. Vi kan officielt synge sangen “Søvnløs” af Kesi med ordende: “Jeg har ikke sovet i et år”. Jeg glæder mig til den nat vi får en hel nats søvn uden afbrydelser.

Opture, nedture og oplevelser for livet. Vi ville ikke have været foruden dem. Jeg er så glad for at Dexter landede lige præcis hos os.

Tilykke med fødselsdagen, skønne Dexter. Idag har din mormor fødselsdag så det var faktisk kun lige knap 3,5 time der afgjorde om de to skulle have fødselsdag samme dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *