Da Marvin meldte sin ankomst i raketfart

Hvad skete der egentlig der for knap 5 år siden da Marvin blev født? En eller anden rådede mig til dengang, efter fødslen, at få skrevet ned hvad der var sket – og det er jeg glad for jeg fik gjort. Forleden mødtes jeg til en snak med Heidi (Meyermor.dk) og det gav stof til eftertanke. Jeg gik efterfølgende hjem og fandt min fødselsberetning frem.
Jeg føler mig på mange måder som en 1. gangsfødende, for mentalt missede jeg lidt at jeg fødte et barn. For mange lyder det som ønskescenariet, at man firkantet sagt ikke har opdaget man fødte. Men sådan har det langt fra været for mig.

Marvin blev født den 22. marts kl. 18.06, uge 38+4 med en vægt på 2505 gram og en længde på 48 cm.

Fødselsberetning

Mandag den 20. marts 2012
Konsultation hos jordemor kl. 9.30: Vi snakker kort omkring igangsættelse pga. tiltagende smerter fra galdeblæren. Jordemoderen ringer og får aftalt et møde med en fødselslæge onsdag den 21. marts.

Mit blodtryk er igen for højt (135/99) og hun synes ikke maven eller Marvin er vokset nok siden sidste konsultation. Hun sender os derfor til Hvidovre Hospital. Jeg skal tjekkes for svangerskabsforgiftning og have vurderet Marvins størrelse igen – evt. scannes.

Hvidovre Hospital kl. 11.00: Vi venter i lang tid på at komme ind og blive undersøgt. Da vi endelig kommer ind, er mit blodtryk stadigt for højt og jordemoderen der undersøger mig og hun vurderer ham til ca. 3200 gram, men vil gerne have mig scannet. Marvin var vurderet hele vejen gennem graviditeten til at ende med en kampvægt på en 4,5 kg.
Blodprøver viser begyndende svangerskabsforgiftning.

Vi venter nogle timer og finder  ud af at vi ikke kan blive scannet samme dag, da der ikke er noget personale på arbejde der kan udføre tilvækstscanninger. Vi bliver sendt hjem og vil blive ringet op omkring en tid til scanning. Vi aftaler at jeg inden mødet med fødselslægen onsdag den 21. marts skal få taget opfølgende blodprøver.

Onsdag den 21. marts 2012
Vi møder op på Hvidovre Hospital og får taget de opfølgende blodprøver, derefter går turen videre til afdelingen hvor jeg skal scannes. Scanningen forløber fint og Marvin vurderes til 2954 gram. Han er lidt for lille i forhold til hans vækstkurve, men ikke noget voldsomt alarmerende, så der er ingen grund til bekymring.

Efter scanningen skal vi snakke med en fødselslæge omkring evt. igangsættelse pga. mine tiltagende galdesmerter. Jeg får igen målt mit blodtryk som igen er steget. Vi snakker med fødselslægen og bliver enige om at jeg skal sættes i gang efter termin, dog ikke alt for mange dage efter terminen. Lægen spørger om vi har tid til at få taget blodprøver i dag, men da jeg allerede har fået taget dem kan hun tjekke resultatet med det samme. Resultatet: Begyndende svangerskabsforgiftning. Nu bliver sagen straks en helt anden. Sammenholdt med blodtrykket får jeg at vide, at jeg skal være sengeliggende til mandag den 27. Marts, hvis jeg da ikke går i fødsel inden. Hun tilbyder at tjekke hvor meget livmoderhals der er tilbage og mens jeg ligger der roder hun godt rundt og siger: ”Så, så fik jeg da lige lavet en hindeløsning på dig”. Der var 0,5 cm livmoderhals tilbage og jeg var 2 cm åben. Jeg må lige tjekke om hun stadig har sin gummihandske på da hun tog hånden ud – for jeg havde virkelig følelsen af at den hang ud af min livmoderhals. Vi går derfra med blandende følelser. Lige pludselig er det som om det bare går meget nedad med graviditeten og jeg føler min krop ikke kan finde ud af at være gravid. Hindeløsningen giver en masse plukveer.

Da vi kommer hjem siger jeg til min mand, at jeg har brug for, at vi har en sidste aften sammen inden jeg skal ligge i sengen konstant. Vi går i meget langsomt tempo til en lille café 100 meter fra hvor vi bor og spiser en lækker aftensmad. Kl. 22.00 begynder jeg at få nogle kraftigere plukveer – og jeg er sikker på det bare er plukveer. Vi går i seng og jeg får sovet, men kan ikke rigtig falde i dyb søvn da mine plukveer bliver kraftigere og kraftigere.

Torsdag den 22. marts 2012
Kl. ca. 4.00 vågner min mand af at jeg ligger og puster af de såkaldte plukveer. Han spørger mig flere gange om er sikker på det er plukveer … Og det er jeg … Fødselslægen havde jo sagt jeg godt kunne få nogle plukveer som ville bide mere end normalt. Så plukveer måtte det jo være!
Det var lige godt sørens, de bliver ved og ved og kommer oftere og oftere. Jonas begynder at tage tid på dem, men altså, der var jo ikke præcis lige langt imellem dem. Jeg tager et hav af bade de næste par timer, men tror simpelthen ikke på at det er veer. Jeg tænker hele tiden: ”Bare vent, det bliver værre endnu…”. Kl. 11.20 går slimproppen. Jeg er endnu ikke helt sikker på at det rent faktisk er fødslen der er i gang. Der er jo folk der mister slimproppen flere uger før de går i fødsel. Jeg ringer til fødegangen og snakker med en flink jordemor. Vi bliver enige om at det godt kan være der er noget under opsejling, men der var ikke nogen grund til at komme på fødegangen og blive sendt hjem igen. Så jeg er ved godt mod og vi bliver hjemme. En time efter tager jeg endnu et varmt bad. Efter badet tager jeg håndklædet omkring mig og stiller mig på stuegulvet for at smøre mig ind i creme, man skal jo nødigt få tør hud af alle de bade. Og plask, kl. 12.30 går vandet, midt på stuegulvet i bedste Hollowood-film-stil. Min kommentar er: ”Jonas, enten har jeg lige tisset meget mærkeligt på gulvet – eller også er vandet gået…”. Manden stirrer og siger: ”Bare rolig, jeg skal nok tørre op”. Sikke rationelle vi er …

Mine veer, som jeg nu må erkende det nok er, tager til. Jeg ringer endnu en gang til fødegangen. Jeg har en følelse af at min krop ikke kan følge med. På samme tid har jeg tanken, at hvis jeg kan snakke i telefon, er jeg ikke langt nok i fødslen. Så jeg tier stille. Jeg står og småpruster ude ved køkkenbordet. Jonas snakker videre med hende og de vil helst vente med at se os til vagtskifte. Så efter kl. 15.15. Vi kan dog ikke garantere vi kan vente så længe. Det var planen vi skulle tage en taxa, men det kunne jeg overhovedet ikke overskue. Så manden ringede til sin mormor og morfar som kom og hentede os. Turen til Hvidovre Hospital foregik med vinduet helt rullet ned og mig med hovedet halvt ud af vinduet.

Vi ankommer til hospitalet kl. 15.15, og bliver vist ind i et undersøgelsesrum. Jeg ligger mig på briksen og venter på at vagtskiftet er ovre så jeg kan blive undersøgt. Veerne tager igen til og jeg hiver og hiver i snoren for at få en jordemoder til at komme ind til os. Kl. 15.45 bliver jeg undersøgt. Til min store skuffelse er jeg stadig kun 2 cm åben (som jeg også var dagen før). Jordemor tilbyder 3 valgmuligheder: Tage hjem, gå en tur eller morfin til at dæmpe smerterne. Jeg vælger den sidste og er lettet over at jeg snart kan slappe af og slippe lidt for smerterne. Jeg bliver dog ikke så glad da jordemoren fortæller at man kun kan få morfin når der er mere end 4 timer til man skal føde. Åh nej, her troede jeg at fødslen var i sigte, men nej. Skæbnen vil dog at mit blodtryk endnu engang er steget, så jeg måtte slet ikke få morfinen. Dobbelt øv!

Jeg får kørt CTG og får tilbudt at jeg kan få en epiduralblokade. Den takker jeg straks ja til. Nu må jeg endelig slippe for smerterne. Men nej, pga. svangerskabsforgiftningen skal der tages yderligere blodprøver og vi skal have svarene på dem inden jeg må få epi’en. Udsigten om at slippe lidt for smerterne glider længere væk. Jordemoren flytter os over på fødegangen ca. kl. 17.00, så er vi klar til når epi’en skal ligges. Dette viser sig at være et godt valg senere. Jeg får lagt klyx og er nu klar til epi’en – men vi venter stadig på svar. Vi er det meste af tiden alene på stuen, da jordemoren ikke ser fødslen være lige på trapperne. Det var helt fint og vi forventede selv at der ville gå lang tid endnu. Ved ankomst til hospitalet havde jordemor sagt: “Ja, nu må vi se om det bliver på min vagt”. Vi regnede altså alle med at der var en rum tid endnu. Kl. ca. 17.50 kommer jordemoren ind og kigger på CTG’en. Marvins hjertelyd ser lidt ustabil ud og hun skal have sat en elektrode på hans hoved og der skal komme en børnelæge og tage en blodprøve fra hans isse. Klokken er 17.55, jeg skal tisse og går ud på toilettet. Jeg kan slet ikke overskue tanken om at tisse i et bækken på daværende tidspunkt. Jeg kommer tilbage et par minutter efter. Mens vi venter på børnelægen, spørger jeg om jeg ikke bare må presse. Men det må jeg ikke, for der er jo lang tid til endnu. Herefter fyldes stuen hurtigt med personale indtil børnelægen kommer; der er SOSU’er, SOSU-elev, jordemoder, lægen og en lægestuderende. Lægen sætter sig til rette og idet hun kigger op for at tage blodprøven siger hun meget bestemt: ”Jordemor! Du tager over nu!”. Hun når ikke at tage blodprøven, for Marvin vil ud… Jeg opfatter ikke at jeg er ved at føde ham, da jordemoren siger at jeg gerne må prøve at presse lidt med. Jeg tror jeg er ved at presse ham helt på plads i bækkenet. Jeg får tilbudt lattergas, men det vil jeg ikke have da jeg har hørt man kan få kvalme af det. Og kvalme kunne jeg bare slet ikke overskue. Jeg får en iltmaske, som jeg også afviser, jeg vil jo ikke have lattergas. Jeg forstår ikke det er ilt men tager imod den, da jeg får at vide at det skal jeg altså. Jeg presser 2 gange, med tanken om at han skal ordenligt ned at ligge i bækkenet, men så ligger Marvin på maven af mig. Kl. er 18.06. Det hele gik så stærkt og det første jeg tænker er: ”Lillemand, hvad laver du dog her!?”.

Vi nåede aldrig den del med klud på panden, eller holde hinanden i hånden, for bum… Så var han bare ude. Jeg er overbevist om at hvis jordemoren ikke havde nået at sætte sig var han fløjet ind i skabet på væggen bagved.

5 min efter kommer svaret på blodprøven – jeg må gerne få en epi… Men det er jo for sent nu.
Sådan kom Marvin til verden med raketfart – 2505 gram og 48 cm – her liggende hos sin far under et døgn gammel.

Marvin nyfødt

Det er en meget underlig følelse at sidde og have læst beretningen igennem, der er stadig mange ting der står helt og aldeles uklart for mig. Men en ting kan jeg mærke; jeg har fået det bedre. Sidst jeg læste fødselsberetningen igennem blev jeg virkelig ked af det og det sad dybt i mig. Der er helt sikkert stadig ting jeg kan tage fat i som kan bearbejdes, men vigtigst af alt føler jeg nu at jeg har noget brugbar erfaring som ikke er følelsen af at være en fiasko i at være gravid med Marvin og en fiasko til at føde et barn.
Fødselsberetningen har tidligere ligget på bloggen også, men jeg måtte fjerne den, da det simpelthen var for svært for mig at blive konfronteret med.

I denne graviditet står jeg igen med nogle komplikationer, men jeg føler mig meget mere rustet til at stå med dem. En anden ting jeg snakkede med Heidi / Meyermor om var den her følelse af tilknytning til ens ufødte barn, som kan blive påvirket af de her forskellige komplikationer. Den tygger jeg videre på for nu. For stof til eftertanke har det helt sikkert givet.

Min jordemor denne gang har forsikret mig om at det ikke er fysisk muligt at føde hurtigere end sidst. Det er jeg egentlig ret glad for.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

13 kommentarer til “Da Marvin meldte sin ankomst i raketfart”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *