Vi har mistet alle vores værdier. Dét der ikke måtte ske skete.

Det der ikke måtte ske: Tasken med alle vores værdier og vigtige ting forsvandt

I går mens det meste af Danmark lå og sov, mistede vi alle vores værdier. Vi snakker ikke bare en pung eller lignende. Alle vores vigtigste ting og værdier. Væk.

missing bag found

Det var dagen hvor vi skulle flytte ind i vores nye lejlighed. Vi kunne flytte ind efter kl. 15, men skulle checke ud fra hotellet kl. 10. Vi havde endnu engang pakket alle vores ting sammen. De store kufferter blev opmagasineret hos hotellet mens vi tog på en lille tur for at fordrive de 5 timer til indflytning med bare et eller andet. Opbevaring af bagage var på eget ansvar, men vi kunne jo ikke have alle vores ting med på slæb. Vi pakkede derfor Jonas’ rygsæk med alle de vigtigste ting og værdier. Den tog vi med på tur. Så vi hele tiden vidste hvor den var.

Afsted på tur og få tiden til at gå

Turen gik til Canberra Reptile Zoo. Så kunne Marvin (og vi andre) få et lille indblik i hvilke krible krable dyr der kan være hernede. Humøret var i top. Vejret var godt og vi skulle flytte i lejligheden vi skal bo i de næste par måneder. Endelig en fast base. Vi skulle med to busser. Vi steg glade på den første bus, kørte til endestationen og hoppede videre på næste bus. Vi ankom til Reptile Zoo, men inden vi gik ind spiste vi lidt frokost. Reptile Zoo var ret sejt og jeg måtte tage lidt billeder af Marvin med en stor veran af en art og en kæmpe slange.

Huge snake reptile zoo Canberra

Jonas ville også tage billeder. Hans ansigtsudtryk var som forstenet og ud af munden kom der bare ordene: ”Fuck, fuck, fuck, fuck, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej”. Jeg vidste med det samme hvad der var galt. Kameratasken var væk med vores spejlreflekskamera og ekstra teler. ”Nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej”. Rygsækken. Rygsækken med alle vores vigtige ting i var også væk. Fuck.

Det der ikke måtte ske, var sket

Kameratasken var væk og rygsækken var væk.

Spejlreflekskameraet og teler, min MacBook, Jonas’ MacBook, vores gamle iPad, Marvins helt nye iPad, mit almindelige- og internationale kørekort, vores pas og penge svarende til 10.000 danske kroner som vi lige havde hævet til at betale vores indskud/husleje.

Hvad skete der?

Vi gennemgik hvad der egentlig var sket og kom hurtigt frem til, at vi simpelthen havde glemt det i bussen. Marvin havde siddet forrest i bussen, på et lidt smalt sæde. Jonas satte sig ved siden af og lige på modsatte side var der en opbevaringsplads til bagage. Vi blev enige om at han godt kunne sætte det der, vi skulle nok huske det. Men det gjorde vi ikke. Det er verdens dummeste tanketorsk, men sket var sket.

Søndag, alt er lukket også hittegodskontoret

Vi fik ringet til busselskabet, men de kunne intet gøre fordi det var søndag. Vi fik at vide, at buschaufførerne havde et regelsæt som vi kunne håbe var blevet fulgt.

1) Ved endestationen skulle chaufføren gå igennem bussen og tjekke om der var glemte sager, skrald eller andet.
Vi var stået af ved endestationen! Måske var vi bare lige gået ud af bussen og så havde buschaufføren fundet den.

2) Buschaufførerne måtte aldrig åbne fundne tasker, poser og lignende. De skal altid blot tage den med tilbage så den kommer til hittegods.
Fedt! Hvis det rent faktisk var tilfældet kunne det være, at ikke en eneste sjæl havde set hvad der var i den og vi derfor måske ville få alle vores ting tilbage. Urørte.

 

Spænding til det sidste – også lidt FOR spændende

Imorges kl. 8.00 ringede Jonas til hittegodskontoret, afgav en beskrivelse af tasker samt indhold, som der desværre ikke var noget match til. Der blev dog stadig indleveret hittegods fra weekenden, så Jonas skulle ringe tilbage kl. 13.00.
Kl. 13.00 ringede han igen. Taskerne var fundet! Jonas beskrev atter indholdet og fik at vide han kunne komme og hente det. Afsted det gik.

… Og sådan endte det med at vi oveni alle de andre udfordringer vi har haft – grænsende til et mareridt – , rent faktisk fik medgang i vores modgang.

Skal vi ikke bare aftale vi har haft nok følelsesmæssige rutsjeture nu og taget vores andel af uheldigheder? Hvert fald for nu?

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

 

Signature

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar