Dexters navnefest #4 – Festen

Dexters navnefest stak lidt af, for festen gik fra at være “Det skal være nemt. Jeg bestiller alt pynten og bestiller også vores tøj, så jeg ikke skal stresse rundt over det”. Easier said than done, åbenbart.

Alt den fine pynt jeg havde fundet på eBay,  havde jeg nemlig glemt at bestille. Flot, hva’? Og til trods for jeg bestilte tøj til både mig selv, Dexter og Marvin hos H&M den 2/7, har jeg dags dato (17/7) stadig ikke modtaget min pakke. Faktisk står den slet ikke registreret hos PostNord som at være afsendt, H&M har længe trukket pengene og er egentlig pænt ligeglade – men det er en anden historie. Tilbage til festen.

Jeg har dimset pynt i lange baner og meget panikagtigt sad jeg dagen før festen og syede tøj til både Dexter (langærmet body, bukser og body uden ærmer), T-shirt til Marvin og en ammekjole til mig selv. Puha!
Lidt af dimseriet var: Bannere til de forskellige tag-selv-steder (bar, isbar, buffet og slik), ønsker for Dexter til en gæstebog, caketoppers, etiketter til vandflasker, bordpynt og en moustacheranke.
Jeg har mini-vejledninger til “ønskesedlerne” og etiketterne til vandflaskerne – men de kommer lige et i seperat indlæg senere.

Jeg fik også kreeret de her virkelig fine billedpyntsophæng med billeder fra Dexters første 3,5 måned. OSB-pladen der er brugt som ophæng havde vi stående som en rest fra vores DIY sofaprojekt, mens billederne er retrobilleder bestilt hos SmartPhoto. Igen, har jeg til en lille minivejledning – for der var nemlig en snedig plan med billedpynten. Stay tuned 😉


Der var blevet sat telt op i haven, sat borde og stole op, dækket op, dimset mere pynt og lavet en masse mad klar til alle vores gæster.
Helt gennemgående har jeg brugt en masse ting vi allerede havde “på lager” eller som kunne købes til en billig penge. Jeg elsker temafester – ikke nødvendigvis at man skal møde op i et bestemt outfit – men at man kan se der er tænkt over tingene og omgivelserne skaber en stemning. Jeg er ellevild med det set up vi formåede at få lavet og det gav perfekte rammer til en mega hyggelig dag (vi takker også for det gode vejr!). Vi fik lavet en rigtig skøn fest på budget.

Dugene er faktisk lagner fra IKEA (KNOPPA lagen) til den nette sum af 16 kr./stk. Bordløberne har jeg syet af noget sort fast bomuld jeg havde liggende. Så fik jeg også ryddet ud i det.Vaserne er lavet af tomme sodavandsdåser der er spraymalet med hvid maling. Blomsterne er plukket i haven. Den øvrige bordpynt er lavet af karton jeg havde i forvejen eller rester fra invitationerne, det samme er bannerne. Bordkortene er retrobillede bestilt hos SmartPhoto. Ballonerne er købt i Søstrene Grene og fyldt med helium vi havde stående fra Marvins 2 års fødselsdag.

Vi var 43 til spisning og så kom der flere til da det var desserttid; nemlig all-you-can-eat-softice.
I invitationerne havde vi bedt folk om selv at tage kød med. Jeg ved godt man her hurtigt kan dele vandene i enten “det er simpelthen for mærkeligt, det kan man ikke bede folk om” eller “fedt, det var sgu da smart”. Vores gæster har ikke sagt noget til det – hvert fald ikke noget de har ytret til os, hvilket jeg heller ikke regner med nogle vil gøre. Jeg skulle derfor “kun” lave en tilbehørsbuffet.

Tilbehørsbuffetten bestod af forskellige salater:
– Rød pastasalat med rød pesto og parmesanflager
– Grøn pastasalat med grøn pesto og oliven
– Rabarbersalat med grønkål, spidskål, iceberg, feta, ovnstegte rabarber og hasselnødder
– Kartoffelsalat med kartofler, bønner, grønne asparges og kapers
– Bønnesalat med grønne bønner, feta, granatæblekerner og rødløg
– Broccolisalat med brocolli, rødløg, gul peberfrugt, æble og bacon
– Grøn salat med grønne asparges som min svigerinde havde lavet
– Mungbønnesalat med mungbønner, forårsløg og grøn peberfrugt
– “Safaripasta”, dvs kogt pasta uden noget
– Agurke- og gulerodsstave
– Hjemmerørt dressing
– Diverse dyppelse: Ketchup, remoulade, thousand islanddressing, cremefraichedressing.

Hele buffet-herlighedens grønt handlede jeg ind til – hold nu fast – 1.500 kr. hos Nemlig.com. Dvs det blev leveret lige til døren. Fragtmanden kom med ikke mindre end 10 kasser og 36 halvliters vandflasker. Jeg fik sved på panden bare ved tanken om at skulle slæbe det op på 3. sal.

Der blev tændt op i et par grills og herefter kunne gæsterne selv stege deres kød som de ønskede. Det gav en meget hyggelig og casual stemning.

Sammen med isbaren var der en lille slikbar hvor gæsterne kunne blande slik som de ønskede. Det var et stort hit hos (især) børnene. Selve “slikbaren” er købt i Flying Tiger. Faktisk købte vi den til Marvins 4 års fødselsdag, så den havde vi i gemmerne. Til isbaren var der 8 forskellige slags krymmel/drys, chokoladesauce og karamelsauce. Softicen kunne laves både i bægre og i vafler. Bægre og skeer er købt i Søstrene Grene, mens de hvide skåle, de forskellige slags krymmel var i, er købt i IKEA til 5 kr./stk. Slikket var indkøbt i Tyskland, hvor vi også havde købt drikkevarer. Tysklandsturen var faktisk den dyreste post i festbudgettet og kostede lige omkring 1.800 kr (hvilket også dækker nogle ting der ikke var til festen. Læs: Chokolade).
Teltet, borde og stole er vi så heldige at kunne låne i vores andelsforening kvit og frit. Så den post var et rungende 0.
Softicemaskinen er lånt gennem en bekendt, hvilket var virkelig lækkert at det kunne lade sig gøre.
Til softicen havde jeg bagt brownie efter opskriften fra Loui og Bearnaisen – den var lækker! “Kagefadet” er forresten bare en OSB-plade vi havde stående, hvor jeg har viklet to stykker sølvpapir omkring.

Efter en lang og fantastisk dag var vi alle glade, men trætte (i vores hjemmesyede outfits 😉 ).

Tak til alle jer der kiggede forbi!
Tak for jer og tak for alle de mega fine gaver til både Dexter og Marvin. Vi er så heldige at have så mange skønne mennesker i vores liv.

Hvis du har spørgsmål så spørg endelig løs. Du kan læse mere om navnefesten her:

Navnefest #1 – Invitationer
Navnefest #2 – Bordpynt
Navnefest #3 – Bannere og caketoppers
Navnefest #5 – Billedpynt ophængt i OSB-plade
Navnefest #6 – Ønskehilsner og gæstebog

(Jeg lover der kommer en #5 og #6 – evt. også en #7 med både “ønskesedler” til gæstebog, vandflaskeetiketter og billedpynten).
Go crazy! Jeg håber du kan bruge inspirationen og spørg endelig hvis der melder sig nogle spørgsmål …

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Signature

5 comments / Add your comment below

Skriv et svar