Dexters navnefest #6 – Ønskerhilsner og gæstebog

Jeg fik den “lumske” plan at genbruge billederne fra pynten til Dexters navnefest, og netop derfor var billedcollagerne lavet som de var.
Til festen havde jeg forberedt nogle “ønskesedler” som gæsterne kunne udfylde til Dexter. Jeg synes tit en gæstebog bliver lidt af de samme hilsner ala “Tak for en dejlig dag, vi ønsker dig alt godt i fremtiden”-agtige. Jeg ved hvert fra mig selv at jeg aldrig rigtig lige ved hvad jeg skal skrive i en gæstebog og altid også lige må lure hvad de andre gæster har skrevet. Kender du også det?
Ønskesedlen for Dexter var lavet meget simpelt i et worddokument.

Med den fortrykte “ønskeseddel” var der nogle sætninger der skulle færdiggøres:
– Jeg håber du lærer …
– Jeg håber du ikke er bange for …

– Jeg håber du elsker …
– Jeg håber du får …
– Jeg håber du griner …
– Jeg håber du aldrig glemmer …
– Jeg håber du altid husker …
– Jeg håber du vokser op og bliver …
– Jeg ønsker for dig …

Du finder ønskesedlen som en WORD-fil lige HER, så kan du selv tilpasse teksten.

Det har simpelthen været så hyggeligt at læse ønskesedlerne for Dexter igennem efter festen. Der er mange der håber han ikke er bange for edderkopper, mens der også er mange forskelligheder lige fra at man altid skal huske fredagsslik til at man skal huske det er okay at lave fejl.
Jeg har efter festen brugt alle billederne fra billedpynten, gæsternes ønsker for Dexter og til-og-fra-kortene fra gaverne i en scrapbook. Hvis jeg selv skal sige det, er ideen ret god og det var rigtig nemt at lave bogen klar til ham efter festen.

De første sider i gæstebogen/scrapbook’en er de ugebilleder jeg har taget af Dexter fra uge 1-15, og herefter har jeg sat hverdagsbilleder kronologisk ind med datoer på og evt en lille kommentar. Et rigtig hyggeligt flashback undervejs.

Hvad synes du om ideen?

Du kan læse mere om navnefesten her:

Navnefest #1 – Invitationer
Navnefest #2 – Bordpynt
Navnefest #3 – Bannere og caketoppers
Navnefest #4 – Festen
Navnefest #5 – Billedpynt ophængt i OSB-plade

Jeg håber du kan bruge inspirationen og spørg endelig hvis der melder sig nogle spørgsmål …

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Signature

7 comments / Add your comment below

    1. Jeg har nævnt det på Instagram, jeg har dog ikke lige fået tjekket om filen er for stor. Jeg finder lige ud af det idag eller imorgen og opdaterer i indlægget.

Skriv et svar