DIY: Marvins nye seng/klædeskab – IKEA-hack

Når der nu skal være plads til to børn på værelset, så var en make-over nødvendigt. Der måtte gang i den kreative tankegang. Der skulle være plads til både fælles klædeskab og Marvins seng og denne idé kom på tegnebrættet. Det er nedestående tegning vi har taget udgangspunkt i, dog er den modificeret lidt undervejs. Stigen kom over i højre side af “bøjlestangsrummet”, istedet for at være i midten og kommoden til højre blev rykket mod venstre så der blev plads til indbygget legetøjsopbevaring. Mere om det senere.

Grundtegningen til rammen er lavet ud fra denne rentegnede skitse. Jeg har ikke sat mål på denne tegning, da det helt afhænger af madraslængde og ønsket længde i alt, samt hvilke materialer der bruges.

Materialeforbrug og budget:

IKEA-møbler

Kommoder (2 x IKEA MALM 6 skuffer á 799 kr.) = 1598 kr. (IKEA)
Lamelbund (IKEA LERÖY) = 100 kr. (IKEA)

Træ

Reglar til stige 45x70mm (3 stk. á 23,88 kr.) = 71,64 kr. (Silvan)
Høvlede brædder til ramme 25x125x3600mm (3 stk. á 43,02 kr.) = 129,06 kr. (Silvan)
Lægter 38x57x300mm til ramme (3 stk. á 16,35 kr.) = 49,05 kr. (Silvan)
MDF-plade 16x1220x2440mm til sengehest og bund i ”hulen” = 249,95 kr. (Silvan)
Savning af MDF-plade (3 x lige snit á 20 kr.) = 60 kr. (Silvan)

Diverse

Rundstok 33 mm til bøjlestang = 80,34 kr. (Silvan)
Gardinstang 150 cm = 50 kr. (Jysk)
Rynkebånd, 3 meter = 30 kr. (Jysk)
Opdelingskasser til IKEA MALM kommoder (IKEA SKUBB kasser 2 sæt á 49 kr.) = 98 kr. (IKEA)
Stof til gardin (3 meter á 70 kr./m) = 210 kr. (STOF2000)
Zinkbånd til gardin, 3 meter = 30 kr. (Jysk)
Hvid grunder = 227 kr. (Beckers – Jeg har fået noget rabat gennem en rabatordning i min andelsforening)
Hvid træmaling = 233 kr. (Beckers – samme rabat som ovenstående)
Polyfilla = 45 kr. (Jem & Fix)
Malerrullesæt, 10 dele = 28 kr. (Jem & Fix)
Vinkelbeslag til montering af stige (2 stk. á 2,50 kr.) = 5 kr. (Jem & Fix)

Pris i alt 3.394 kr.

Andet materiale vi har brugt, men havde i forvejen

Møbelvinkler til at skrue rammen fast på IKEA MALM kommoderne, 6 stk.
Diverse skruer
Karmskruer, 8 mm x 130 mm der kan holde 100 kg. pr. stk. i betonvæg og 60 kg. pr. stk. i murstensvæg, til montering af ramme på væg.
Trælim

Værktøj

Smigvinkel (justerbar vinkel) til måling af vinkler på stige.
Vinkel
Rundsav
Stiksav
Bore/skruemaskine
Slibemus/maskine
Savbukke
Skruetvinger
Vaterpas

Processen

Rammen er bygget op af 25×125 mm høvlede brædder  (grønne) og 25×125 mm lægter (orange). Rammen er bygget så der lægges en lamelbund i (vi købte en fra IKEA på 80×200 cm).
Marvins seng måler i alt 280 cm og er inddelt i to dele: Selve sengen, med lamelbund og en “hule” hvor der er lagt en 16 mm MDF-plade som bund. Bunden er understøttet af en lægte i midten.
Marvins madras måler 80 cm i bredden og 184 cm (customized fra hans tidligere seng). Det indvendige mål, hvor madrassen ligger er derfor 80,5 cm i dybden og 185 cm i længden – så er der lige lidt at give af når lamellerne skal lægges i rammen.

Vi startede med at samle de to IKEA MALM-kommoder. Herefter byggede vi rammen på gulvet – så godt som der nu var plads. Rammen blev lagt oven på kommoderne og monteret med karmskruer i væggen. Sørg for at have nogle gode skruer som ikke flækker træet.
I Silvan fik vi savet MDF-pladen ud i 4 stykker. Det første stykke så det passede i bredden til gulvet i “hulen”, det resterende stykke blev skåret i  stykker á 40 cm bredde til sengehest. Hjemme har vi savet gulvet til “hulen” af i den rigtige længde og herefter tegnet buer på sky-sengehestene. Disse er savet ud med en stiksav og pudset godt efterfølgende.
Sengehesten er monteret direkte udvendigt på rammen med trælim og skruer. Skruerne er efterfølgende blevet fyldt ud med polyfilla og slebet ned.
Stigen var lidt omstændig at lave, da jeg gerne ville have en stige der stod skrå. Jeg fandt den vinkel stigen skulle have ved at stille et kosteskaft – som var det stigen og herefter måle vinklen mellem kosteskaft og gulv ud med en smigvinkel. Den samme vinkel er brugt for at finde ud af hvor meget trinnene skulle vinkles. Det er noget af et tegne og målearbejde, men det endte med et rigtig fint resultat. Der er 20 cm mellem hvert trin, hvilket er den afstand Sikkerhedsstyrelsen foreskriver. På collagen ses bagsiden af stigen. Alle trin er limet og har fået to lange skruer i hver side. Havde man en fræser til rådighed, ville jeg have fræset trinnene ind i siderne. Toppen af trappen er rundet med en stiksav og slebet godt til. Stigen er 40 cm bred.

Stigen er monteret med 2 møbelbeslag så den ikke skrider nogle steder. Skruehullerne i stigen er efterfølgende fyldt ud med polyfilla og slebet ned. De to IKEA MALM-kommoder er fastgjort til rammen med vinkelbeslag.
Rundstokken (bøjlestangen) er fastgjort ved hjælp af en lægte hvor der er udboret et 35 mm hul. Klodsen med hullet er fastgjort til kommoderne med 4 skruer i hver klods.

Sengen her herefter grundet og har fået 2 gange maling. Det samme er pladen til gulvet i “hulen”. Gulvet i “hulen” ligger løst ned i rammen, men er understøttet hele vejen rundt af lægter og i midten. Så er der mulighed for at tage den op hvis Marvin skulle tabe et eller andet småt ned under på en eller anden måde. Til sidst er lamelbunden placeret i sengedelen og 5 af lamellerne er skruet fast, så den samlede lamelbund ikke rykker sig.

Efter det er der kun en sørens masse oprydning og at nyde det færdige resultat. Marvin er hvert fald meget, meget glad. Læg mærke til mellemrummet mellem kommode og væg – det er brugt som alternativ opbevaringsplads, som du kan læse mere om lige her.


Jeg håber I kan bruge gennemgangen hvis I selv skal i gang med et lignende projekt. Det kan være rart med lidt input til hvordan man kan gribe det an. Skriv gerne en kommentar hvis du har spørgsmål eller andet feedback – det kan være der er andre der tænker på det samme. Har du et akut spørgsmål i kampens hede, så er chancen for hurtigt svar størst ved at sende en besked via bloggens Facebookside her.

Vil du se flere før- og efterbilleder? Så kig forbi indlægget her.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Signature

8 comments / Add your comment below

  1. Den er cool.
    Hvordan har det fungeret med at have din søn sovende i den højde, også om natten?
    Hvor lang tid tog det jer at lave den? Vi er nemlig ikke de vilde håndværkere, så ved ikke om det er for svært for os at få det hele til at passe.

    1. Hej Tina.
      Tak for din kommentar 🙂
      Vores tidsplan så cirka sådan ud:
      Torsdag: Indkøb i IKEA samt indkøb i Silvan. Samle IKEA Malm kommoderne om aftenen.
      Fredag: Save træ til selve stellet og samle det. Samt skære sengehesten “skyformet” og sætte den på + polyfilla i skruehullerne. Male med grunder.
      Lørdag: Male 1. gang med almindelig maling. Skære ud til stige og samle den + polyfilla i skruehullerne. Grunde stigen. Male sengen 2. gang og stigen 1. gang.
      Søndag: Male sengehesten 3. gang og stigen 2. gang. Montere gardinstang og sy gardin til.
      Vi havde ingen steder at opbevare og heller ikke bil, så vi var afhængige af at kunne gøre det hele på én gang. Altså indkøb i min fars bil i både IKEA og de store træting fra Silvan. Hvis man har mulighed for den kan man jo måle op og indkøbe i fx en weekend og få savet det hele til. Og så kan man samle og male i weekenden efter.
      Jeg var til jordemor den ene dag, og det gik der nærmest en halv dag med inden vi kom hjem og i gang og manden var til et arrangement en af de andre dage. Så vi var ikke helt optimalt til stede.
      Marvin sover rigtig godt i sin nye seng. Han er faldet ned af stigen en enkelt gang om natten, men ellers har der intet været. Han synes den er mega sej og skal vise den frem til alle.
      God fornøjelse med projektet 🙂

Skriv et svar