Emergency Room – en tur på hospitalet Down Under

Emergency Room – tur/retur

Vi måtte en tur til akutmodtagelsen (Emergency Room) med Dexter i dag. Her kommer ens forsikring virkelig til gavn.

Australian emergency room waiting

Dexter har sovet ekstremt dårligt det sidste stykke tid, faktisk det meste af tiden mens vi har været her i Australien. Han vil helst ikke ligge ned, søger at være i en stilling hvor hovedet er i lodret position, slipper en milliard gange under amning, har haft feber on/off og i det hele taget bare været en grumpy baby det sidste stykke tid.

Marvin døjede rigtig meget med ørene da han var lille og har haft dræn af flere omgange. De signaler vi får fra Dexter nu, svarer på mange punkter rigtig meget til hvordan det var med Marvin.

 

Hjælp fra forsikringen

I går kontaktede vi vores forsikring og hørte hvordan vi skulle forholde os. Vi er simpelthen de første kunder de har haft i Canberra og havde derfor ikke direkte en læge de kunne henvise til. Det skulle undersøges nærmere. Der var lidt snak frem og tilbage og vi fik besked på at vi skulle tage på hospitalet med ham. Egentlig synes jeg det virkede lidt overdrevet at tage på hospitalet med ham. Præcis ligesom jeg ikke ville tage på akutmodtagelsen med ham i Danmark, men søge egen læge dagen efter. Og det var jo lige præcis det vi lagde op til da vi ringede – netop fordi det ikke var decideret akut, men noget der altså skulle tjekkes op på.

I går aftes ringede der endda en dansk læge, gennem forsikringen, bare lige for at tjekke Dexter var okay. Det synes jeg er mega god service fra vores forsikringsselskabs side af.

 

Afsted på hospitalet

Vi gjorde i dag som forsikringen havde bedt os om. Tog på hospitalet. Vi blev sendt til Emergency Room – som igen virkede ret overdrevet til en mulig mellemørebetændelse, men det var der vi blev henvist til.
Vi blev spurt om vi havde en GP (general practitioner – almen praktiserende læge), men det har vi jo ikke.

Servicen på hospitalet var i top. Vi ventede i alt i 2 timer fra vi ankom til vi blev kaldt ind og det gik altså bare smurt, på en hel anden måde end vi er vant til i Danmark.

 

Ambivalent resultat

Dexter blev tilset af en læge, lyst i ørene og det var det. Jeg spurgte om de kunne måle trykket i hans ører, og lægen kiggede på mig som om jeg var en alien, og svarede at det havde han aldrig hørt om. Jeg prøvede forgæves at forklare ham hvordan vi har været vant til at Marvin er blevet tjekket i Danmark. Lægen rystede på hovedet og sagde der intet var galt med Dexter, men at han var ved at få tænder. Vi skulle dog komme igen hvis han får feber og ellers give panodil til natten.

Diagnose: Tænder på vej.

Regningen: 506 AUD (ca. 2.500 kr.) for 10 minutters konsultation. Jeg er glad for vi har forsikringerne i orden. Især hvis vi ”bare” skal komme tilbage hvis han får feber.
Jeg har svært ved at tro det, og jeg tror det ikke. Jeg tror han har væske på ørerne, men lægen ville ikke henvise os til en øre-næse-hals-læge. I Australien kan man nemlig ikke bare ringe til en ØNH-læge og booke tid selv. Man skal have en henvisning.

Australian emergency room

Jeg er ambivalent. Selvfølgelig er jeg glad for hans ører ikke skriger mellemørebetændelse men jeg er også frustreret, frustreret over at vores sovesituation ikke har udsigt til at ændre sig.

Vi skal have snakket med forsikringen igen og høre hvad vi gør herfra. Jeg vil rigtig gerne have ham tjekket af enten en børnelæge og helt en ØNH-læge.
Selvom vi møder modgang på vores vej, er vi trods alt faldet fysisk godt til i vores nye australske hjem og de to onsdagskærligshedsindlæg fra Momster og BeTheChoice jeg læste igår gav mig et kæmpe smil på læben. Jeg kunne mærke kærligheden fra Danmark og helt her ned til Australien ekstra meget.

Signature

6 comments / Add your comment below

  1. Hej Jeanette, jeg kender dig ikke, men jeg fulgte din blog for syinspiration før I flyttede til Australien. Jeg har selv boet i Sydney i 8 år før min mand og jeg flyttede tilbage til DK og tillader mig derfor at kommentere her. Håber det er ok.
    For at se speciallæger skal I have en henvisning fra GP (egen læge). Min egen erfaring fra GP er at de er meget hurtige til at sende henvisninger til speciallæger fremfor at dianogstisere selv. I skal derfor have fat i en GP først før I kan komme videre. I kan bare kontakte en vilkårlig GP, da man ikke er bundet til en læge som i DK. Lægen vil herefter henvise jer til en specifik speciallæge. Jeg kender desværre ikke nogen læger i Canberra.
    Jeg håber at det giver lidt indblik i det australske system. Hvis du har yderligere spørgsmål er du velkommen til at vende tilbage til mig.
    Rigtig god bedring med ham og fortsat held og lykke med jeres australske eventyr. Hilsen Anitha

    1. Hej Anita

      Tusind tak for din (meget brugbare) kommentar. Vi har fået snakket lidt frem og tilbage med forsikringen og lagt en plan så den lille mand kan komme til en ønh-læge. Det virker lidt som om forsikringen går all-in på en lidt voldsom måde, for at finde løsninger. Det er selvfølgelig rart de rigtig gerne vil hjælpe, men igen. At sidde på emergency kl. 11.00 med mistanke om mellemørebetændelse virker liiiiidt overkill. Vi har fået lagt en plan så vi kan komme til en GP og hvis ikke det af en eller anden grund ikke kan lade sig gøre, begyndte de at snakke om privathospital (igen, måske lidt overkill i min optik. Han er (heldigvis) ikke døden nær, men de små ører skal jo tjekkes og en ønh-læge ville være et ganske godt bud der og nok også lidt billigere for os/dem).

  2. Hej Jeanette,
    Du er jo en erfaren øre-mor ved jeg, men smider lige en kommentar alligevel.
    Alvin var jo også vanvittig udfordret på søvn som lille. Hver gang vi var hos læger, bad jeg dem om at tjekke hans ører. Og de gjorde som ham der tilså Dexter – INGEN målte trykket.
    Da han så var 15 mdr gammel, målte en ørelæge hans totalt væskefyldte ører – dræn lige efter, og han sov igennem for første gang nogensinde.
    De ører skal bare måles!
    God bedring til lille Dexter, og håber at I er ved at falde rigtigt til.
    Kh
    Maria

    1. Hej Maria

      Ja, du har så meget ret. I nat har desværre ikke været bedre. Til trods for Panodil 🙁
      Tak for kommentaren, den varmer <3

Skriv et svar