Navnefest #1

Invitationer og et fif til ønskeliste til navnefest eller dåb

Det er snart tid til at fejre Dexters navn. Vi har, ligesom med Marvin, valgt at Dexter ikke skal døbes men istedet er han blevet navngivet. En navngivning foregår noget så “eksotisk” som at logge på med nemID på borger.dk, man udfylder et par felter og dagen efter får man en besked på E-boks om navnet er godkendt. Ja, så er den ged barberet. Dét kan man jo så godt gøre liiiidt mere ud af. Derfor holder vi en navnefest for Dexter.

I forbindelse med navnefesten har vi valgt efterfølgende (dvs til desserten/kagen) at holde en lille See-You-Later komsammen, og invitere nogle af alle de mennesker vi egentlig gerne liiiige vil nå at sige hej til inden vi rejser Down Under. Tilbage til navnefesten. Navnefesten er fokus og derfor synes jeg også der skulle sendes separate invitationer ud. Der er altså bare noget helt specielt ved at få good old snail-mail, ikke?

Jeg har selv lavet invitationerne og de endte med at se sådan ud:

Materialer

Jeg har brugt:
– Karton i naturlook fra Panduro
– Karton i en råhvid farve fra Panduro
– Lyseblå manillamærker fra Panduro
– Lyseblåt silkebånd fra Søstrene Grene
– Go’ gammeldaws Dymo (Jeg mener min er købt engang i tidernes morgen i Bog & Idé)
– Retrobilleder bestilt hos smartphoto.dk
– Sort stempelpude fra Panduro
– Stempel med overskæg (købt for meget lang tid siden i Flying Tiger)
– Stempler med alfabetet købt på eBay
– Hulmaskine og saks
– Printer og så min computer til at sætte teksten op på i et ganske almindeligt word dokument

Fremgangsmåde

Manillamærke:

Det blå manillamærke er blot stemplet med de forskellige stempler.

Retrobillede:

Til retrobilledet har jeg lavet Dymo-labels og sat på.

Invitationen:

Selve invitationen på karton i naturlook er sat op i et Worddokument, som jeg så har “testprintet” på et almindelig stykke papir inden jeg printede det på karton. Jeg har lavet det så der var 4 invitationer på én side, hvor siden stor på højkant. En nem måde at lave det på er ved at indstille dokumentet til at have to spalter og så skal der bare kunne være 2 invitationer i hver sin spalte. Jeg har valgt at skrive navnet til modtageren med Dymo’en også.

Svar udbedes:

Siden med “svar udbedes” og link til ønskesedlen er også sat op i et Worddokument. Her er sideindstillingerne lavet til at dokumentet ligger sidelæns med 4 spalter.
Til sidst er der lavet hul i og de er bundet sammen. Det der tog længst tid var alle de Dymo-labels 😉

Billederne der er brugt til retrofotos og det gakkede fraklip til “svar udbedes”-siden er taget af fotograf Dennis Larsen.

Ønskeseddel:

Ønskesedlen har jeg valgt at lave på nettet og så sætte et link på invitationen. Jeg har det meget ambivalent med at sende ønsker med en invitation, da jeg personligt hurtigt synes det kan komme til at virke som en “bestillingsliste”. Anyways, jeg synes en ønskeseddel på nettet, hvor kun linket står i invitationen var et godt kompromis. Jeg ved min familie generelt altid beder om en ønskeseddel, mens Jonas’ familie ofte finder på noget selv – og der er intet negativt ved nogen af delene. Nu kan dem der gerne vil se en ønskeseddel selv finde den på nettet og dem der ikke “har brug for” en ønskeseddel kan lade være med at lure den.

Vi har brugt siden www.wishlistr.com til at lave ønskesedlen på. Siden er rigtig smart og jeg vil anbefale den til når som helst du skal lave en ønskeseddel. Du opretter nemt de enkelte ønsker, kan uploade et billede til de enkelte ønsker og også linke til det hvis det kan købes et bestemt sted. Så langt så godt. Derudover kan gæsterne reservere ønsker, det er smart! Jamen, så ved i jo hvad han/i får? Nej, som udgangspunkt ikke. Hvis jeg går ind og trykker at jeg gerne vil se hvilke ting der er reserveret, så spørger siden mig om jeg rent faktisk er sikker på jeg gerne vil ødelægge overraskelsen og se hvem der har reserveret hvad.

Indrømmet: Jeg prøvede jo at trykke, men jeg trykkede nej, da jeg ikke ville have ødelagt overraskelsen (Og så var det faktisk inden jeg sendte invitationen ud, så der burde ikke have været nogle ting reserveret hvis det endelig var).

Savner du inspiration til en ønskeseddel til en dreng til navnefest/navngivning eller dåb? Så kan du se Dexters lige her: www.wishlistr.com/dexterolavi

Du kan læse mere om Dexters navnefest her:

Navnefest #2 – Bordpynt
Navnefest #3 – Bannere og caketoppers
Navnefest #4 – Festen
Navnefest #5 – Billedpynt ophængt i OSB-plade
Navnefest #6 – Ønskehilsner og gæstebog
Navnefest #7 – Bordkort i retrostil med dymolabels
Navnefest #8 – Etiketter til vandflasker og slikposer

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Signature