Fra 3-værelses til hjemløs – boligudfordringer i Australien

Vi skal være ude af vores hotelværelse kl. 10.30 imorgen formiddag (kl. 2.30 i nat dansk tid). Vi har endnu ikke fundet et sted at bo og vi er ret så udfordret rent boligmæssigt. Man føler sig nærmest hjemløs, eller bare sådan rodløs.

Vi leder på livet løs.

Hjemmekontor

Lørdag havde vi to viewings men det lader ikke til vi kan komme i betragtning til dem. Med hånden på hjertet forstår jeg jo godt udlejerne. Hvorfor udleje sin lejlighed i 3 måneder, hvis man kan udleje den til en anden i minimum 6 eller 12 måneder? Jeg ved da godt hvilken lejer jeg selv ville vælge. Hvorom alting er ændrer det ikke på det faktum, at det er pisse frustrerende for os, for at sige det rent ud.

Vi er helt på udebane

Det er så ufedt at stå i et fremmed land, uden nogen kontakter og bare blive fejet væk gang på gang på gang på gang. Mit planlæggergen har det noget så stramt da jeg intet kan planlægge overhovedet. Det eneste jeg har planlagt, er at vi skal på McDonalds og spise aftensmad. For vi har tømt køleskabet. Vi skal jo helst ikke skulle smide en masse ud imorgen når vi pakker kufferten og tager et eller andet sted hen.

Jonas har kimet diverse boligudlejere ned og private udlejere ned. Jeg ved ikke om det at han ringer med et dansk nummer spiller en rolle, men jeg synes det går meget trægt. Det er selvfølgelig ikke Jonas’ skyld men den der altovervældende følelse og behov for at skabe en stabil base for vores børn, bliver bare større og større. Mine børn skal ikke bo i en kuffert de næste mange måneder. Vi skal have følelsen af et hjem. Følelsen af at være trygge.

En lille mulighed har åbnet sig

Vi har fundet en lille lejlighed der er møbleret og ledig. Skæbnen vil dog at manden der har lejligheden er ude at rejse. Så lige her, i Canberra, er der det der kunne være vores hjem de næste 3 måneder. Vi kan bare ikke flytte ind i det, for døren er låst. Det ligger i bydelen Woden og er i modsatte ende af hvor vi er nu. Vi kan flytte ind den 6. september. Så langt så godt, men hvad så med de næste 8 dage?  Lejligheden i Woden ligger lidt under vores budget – hvilket jo absolut intet gør – og den koster 475 AUD om ugen (ca. 2.400 kr./ugen) inkl. forbrug.

Kan i ikke bare leje hotelværelset lidt længere tid?

Ja og nej. Man kan vel altid leje sit hotelværelse længere, men det er en rigtig dyr løsning. Vi har x antal kroner stående på kontoen og de skal altså holde til midten af januar 2018. Der kommer ikke nogen ekstra indtægter af nogen art ind. Budgettet er lagt, med det vi nu engang har fået i legater og det vi nu engang hver især har af indtægter i perioden. Og så lige fratrukket de udgifter vi har i Danmark i perioden. Jeg vil helst ikke “skyde” hele budgettet af allerede indenfor de første 14 dage og derfor leder vi nu efter alternativer.

Hvis vi skal blive boende på det hotel vi bor på lige nu, vil det koste 8.000 danske kroner for 8 dage. Det ér bare mange penge for “husleje” i relativt kort tid.

Vi har brugt en lokal Facebook-gruppe for Canberra og der er faktisk en der har haft skrevet til os. Vi kan muligvis leje os ind i hans hus i bydelen Gungahlin de næste 8 dage for 600 AUD (omkring 3000 danske kroner). Kryds fingre. At vide hvor vi skal være de næste 8 dage vil give en ro, og derudover at kunne få en fast aftale på plads omkring lejligheden i Woden vil være endnu mere dejligt.

Forhåbentlig – kryds alt hvad krydses kan – har vi snart udsigt til en fast base og vi kan gå i seng uden en masse bekymringer og tankekaos.

co-sleeping brothers

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

 

2 kommentarer til “Fra 3-værelses til hjemløs – boligudfordringer i Australien”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *