Hverdagen i Australien – hvad laver vi egentlig?

Selvom vi er langt hjemmefra og det derfor hurtigt bliver ferie-mode, så er det en ny hverdag vi har skulle starte op i Australien. Jonas arbejder og jeg går hjemme med Marvin og Dexter. Det er ikke så ferieagtigt som mine tanker ellers har tendens til at tænke. Hele det her scenarie som hjemmegående mor er både fantastisk og skide hårdt på samme tid.

summer

Hvordan ser en uge ud hos os?

Jeg har lavet en lille oversigt over den kommende uge for os.

Jeg prøver at få lavet planer for mig og drengene løbende, både for deres og for min egen skyld. Uden at ville lyde utaknemmelig så bliver man hurtigt sindssyg af ikke at komme ud, kun snakke med sine egne børn og mand og ikke se andet end hjemmets fire vægge. Men det er altså bare svært når man er i et fremmed land og ikke kender en dyt. Så svært at der også er dage hvor jeg har lyst til at kaste håndklædet i ringen.

Hverdagen er også der vi har muligheden for at opleve nogle steder, mens alle andre børn (hvert fald de fleste) er i skole og vi derfor kan have seværdighederne lidt mere for os selv.
Derudover forsøger jeg at lave lidt hygge med Marvin herhjemme med nogle opgavebøger, tegne og klippe. Marvin elsker at lege ude i haven og det er noget han også bruger rigtig meget tid på.

garden play

 

Næste uge

Mandag

Imorgen, mandag, er det derfor meningen vi skal mødes med 7 andre mødre og deres børn, i forskellige aldre, på en stor legeplads. Så kan Marvin få leget og jeg kan snakke med andre voksne (Det behov må man virkelig ikke undervurdere når man går hjemme med en 5-årig og en 7-måneder). Jeg regner med vi spiser frokost på legepladsen og derefter tager hjem. Dog ser vejrudsigten noget dyster ud for imorgen. Der er lovet regn. Når det regner i Australien, så regner det virkeligt.

Om eftermiddagen har jeg aftalt med familien ovenpå, at Marvin og deres to piger skal lave julegaver til deres småbrødre. Pigerne har nemlig en lillebror der er 1 1/2 måned yngre end Dexter, så det passede super godt som en fællesaktivitet efter skole og pre-school.

 

Tirsdag

Tirsdag er “booket” som en hjemmedag. Der skal være plads til bare at lege i haven, tegne med kridt i indkørslen eller gå en lille tur i naturreservatet.

walk in the reserve australia

 

Onsdag

Hver onsdag går Marvin til svømning kl. 16.00. Han er blevet rigtig glad for det og vi er glade for at han har en aktivitet der bare er hans. Så vidt det er muligt forsøger vi, at Jonas kan nå hjem og tage Marvin til svømning alene. Simpelthen så han kan have lidt tid uden sin lillebror. Han er sammen med sin lillebror 24/7 og en gang imellem er det virkelig tiltrængt med noget alenetid for ham. Og ja, faktisk også for mig. For jeg er også sammen med børnene 24/7 – og jeg tror de fleste mødre kan nikke genkende til bare at ville have et lille break.

 

Ved siden af svømmehallen ligger skateparken. Vi plejer derfor næsten altid at slå to fluer med et smæk og både tage til svømning og i skateparken på samme dag.

 

Torsdag

Vi har købt årskort til Questacon (svarende til Experimentariet i København). Torsdag har vi aftalt med familien, der bor ovenpå, at vi tager ind til Science Time. Det bliver Marvin, Dexter og jeg og så moren, deres babydreng og den yngste pige på 5 år.
Science Time er et lille show for 3-6 årige, hvor børnene lærer om forskellige emner. De kører 14 dage med et emne, hvor man så kan booke ind til en gang Science Time i løbet af denne periode. Denne gang er emnet Robotics, som jeg er sikker på bliver et hit hos Marvin. I næste uge er emnet Colour and Light.

Efter showet skal ungerne nok lige rundt og afprøve lidt af alle de fede ting der er at prøve. Marvin elsker at være på Questacon.

 

Fredag

Hver fredag går Marvin til svømning kl. 9.00. Vi plejer at stå op sammen og tage ud af døren på samme tid. Jeg tager afsted til svømning med Marvin og Dexter, mens Jonas cykler på arbejde.
Hvis det ikke er for koldt når svømning er færdig, tager vi gerne et smut i skateparken der også. Fredag formiddag er et af mine yndlingstidspunkter at være i skateparken, for vi har som regel det hele for os selv.

 

Lørdag

Denne lørdag har vi snakket om at tage på National Gallery  of Canberra og se en udstilling der hedder Hyper Real. Det er lidt nogle surrealistiske billeder og jeg tror også det er noget for Marvin. Jeg har fundet et event hvor vi har mulighed for at mødes med nogle andre i samme omgang, men vi kan også tage derhen for os selv, hvis det er det vi har lyst til.

Fælles for weekenderne er at vi gerne lavet ting sammen der, eller at vi deler os op et par timer. For et par uger siden var Jonas og Marvin fx. i biografen og se Lego Ninjago, mens Dexter og jeg tog en lille shopping / vindueskiggeri i Canberra Centre.

 

Søndag

National Aboretum Canberra er en gigantisk legeplads som vi skal nå at få prøvet mens vi er her. Hvis vejret er godt søndag tager vi derhen og får os en på opleveren der.

Og tjae, det var så den uge …

 

Signature

3 comments / Add your comment below

  1. Hold da helt op hvor er du bare god til at planlægge (y)
    Jeg håber, du skriver “dagbog” og får taget en masse gode billeder, så I har et varigt minde fra jeres “hverdag i Australien”.
    Tak for alle de ting, du deler . . . og lader os alle tage del i <3
    Med mange hilsner fra "flyvende farmor" 😉

Skriv et svar