“Jeg ville ønske, at jeg ikke havde fået børn”

Dén tanke strejfede mig i weekenden. Op til flere gange. Jeg ville ikke være voksen, ikke have ansvaret for to børn. Ikke have at vi, som par, havde ansvaret for to børn. Jeg ønskede vi bare havde hinanden.

Sygdom kom snigende

I sidste uge kom sygdom snigende. Det startede med en forkølelse, feber, følelsen af at have en elefant i hovedet og en tør hoste. Sidst på ugen begyndte jeg at få smertefulde jag i maven. Følelsen af at blive stukket med en kniv hver gang jeg hostede eller pudsede næse. Fredag aften gjorde det så ondt at jeg ikke længere kunne holde det ud.

Efter en samtale med 1813 blev jeg sendt direkte på Bispebjerg Hospital obs blindtarmsbetændelse. Der blev taget blodprøver og jeg blev, efter mange timers venten, undersøgt. Jeg fik lov at tage hjem, for der ville ikke ske mere før om morgenen, hvor der skulle tages nye blodprøver. Jeg valgte at tage hjem, til min egen seng, istedet for at ligge på et hospital, på en, i forvejen, fyldt afdeling.

Er der noget galt eller er jeg bare sulten?

Allerede da jeg tog fra hospitalet havde jeg det ‘underligt’, men jeg havde siddet og ventet i 5 timer med smerter, netop fået morfin inden jeg blev undersøgt og ikke spist i næsten et døgn. Mon ikke jeg bare trængte til lidt mad?
Det første jeg gjorde da jeg kom hjem, var at få noget mad. Tvinge det ned. For jeg var vitterlig ikke sulten. Jeg gik i seng og håbede på en god nats søvn.

Der gik ikke 10 minutter før første smertebølge meldte sin ankomst

Verden gik i stå, der var kun smerter. Koldsveden rendte ned af mig, jeg kunne ikke trække vejret dybt, ikke snakke, ikke være i mig selv. Jeg troede jeg skulle dø. Jeg lå skiftevis i fosterstilling på gulvet og henslægt over fodenden af vores seng.

Jeg genkendte smerterne og fik fremstammet: “Det kan ikke være det! Jeg har ingen galdeblære!”. Sidste år fik jeg fjernet min galdeblære pga. tilbagevendende galdestensanfald. Hvordan kunne jeg så have galdestensanfald nu?

Anfaldet stoppede, og jeg befandt mig som i en ve-pause i en fødsel. Et lille øjeblik hvor jeg lige kunne sunde mig, men jeg vidste det ville gå løs igen. Og det gjorde det. Jeg måtte have hjælp, for det stoppede ikke. I halvanden time fortsatte anfaldene.

“Vi sender en ambulance”

Så lå jeg der i ambulancen i et smertehelvede uden lige. Et skud smertestillende i drop blev min redning, og som vi kørte afsted strejfede tanken mig: “Jeg ville ønske vi ikke havde børn”. Lige der følte jeg mig allermest sårbar. Jeg havde brug for min mand ved min side, men vores børn havde (endnu) mere brug for deres far.

Jeg var tilbage på Bispebjerg Hospital, og blev udskrevet igår aftes.
Undersøgelser, tests, snakken frem og tilbage, en tur på Rigshospitalet til yderligere undersøgelse, og så tilbage til Bispebjerg Hospital. Mine arme er tæsket godt igennem med nåle, men jeg har det bedre nu.

“Du har været rigtig uheldig”

Det er ikke første gang jeg hører den sætning, og det kommer efterhånden ikke bag på mig mere, når tingene ikke går helt som man regner med. Sad but true.

En 3-i-1’er kan man fristes til at kalde det. Et lymfesystem der har været presset pga. slem forkølelse, en (ufarlig) cyste i underlivet og galdesten der har passeret i galdegangene. Ikke den fedeste kombi, men trods alt er det ikke farligt. Ubehageligt, ja. Farligt, nej. Og det var ikke blindtarmsbetændelse.

Nu skal jeg passe på mig selv, og vente på en indkaldelse til en MR-scanning for at se om der er flere galdesten i galdegangene. For ja, man kan (åbenbart!) godt få galdestensanfald selvom man har fået fjernet sin galdeblære. Dét havde jeg ingen anelse om.

Weekendens højdepunkt

Weekendens første højdepunkt var da Jonas og Dexter kom på besøg lørdag. Marvin var hjemme hos sin farfar. Tankerne fra aftenen før blev gjort til skamme. At se mit lille menneske sidde der i fodenden var så skønt.  Så glad og så livsbekræftende.


Weekendens andet højdepunkt var søndag eftermiddag, da jeg lov at komme hjem på orlov til mandag morgen. Da drengene sov om aftenen, jeg måtte ind og kigge til dem af flere omgange. Bare lige se dem. Bare lige ae dem på kinden. Bare lige være hos dem.
Når man først er væk fra sin familie, opdager man hvor meget man mangler dem.

Sammen klarer vi alt. Det er jeg sikker på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *