Krise: Forbudte tanker og virkeligheden der venter

Krise, hvert fald lige nu

Lige i nu’et. Måske ikke om en time. Måske ikke imorgen. Men lige nu: K R I S E.

“Skal jeg måske bare komme og skære halsen over på dig?!”

Mor-krise, eller måske rettere mor-barn-krise. Marvin og jeg ligner hinanden på mange punkter. Desværre, fristes jeg til at sige, også når der er dage hvor tingene ikke går. De dage hvor man vågner op og tænker: “Ahh! Ny dag, lad os finde på noget fedt”. Man svinger benene ud over sengekanten kl. 7.30, og kl. 10.00 er dét det fedeste man har lavet endnu. Resten af tiden har man stort set gået skævt af hinanden. Gå hinanden på klingen på én eller anden måde. Og så kom sætningen: “Skal jeg måske bare komme og skære halsen over på dig, mor?!”

 

Stop. Bare stop

Vi snakker ikke sådan hos os og jeg tolerer ikke sådan en udtalelse. Længere er den sådan set ikke.

Snakken om rummelighed, imødekommenhed og nede-på-jorden-snakke. Nej vent. Kortslutningen. Kortslutningen hos mig, den voksne, der burde kunne agere den voksne. Kortslutningen hos den 5-årige, barnet, der endnu er i færd med at lære alle de her følelser at kende.

En kortslutningsmorgen kan vi kalde den.

Marvin har gennemgået en fantastisk udvikling det sidste halve år, her på vores rejse. Men summasummarum er også, at der er elementer på den her tur der er umådelig hårdt for ham. Det er hårdt for ham at bryde op, sige farvel og finde fodfæstet et nyt sted. Særligt det har vi gjort mange gange de sidste to måneder af vores rejse. Dét er hårdt. Både for ham, Dexter og os. Der er faste rammer for en kort stund, og så kommer der nye.

Det er svært for ham at håndterer og vi hjælper ham på vej så godt vi overhovedet kan. Forberedelse og en snak om hvad der skal ske gør underværker.

Rejsen er også fantastisk og jeg vil ikke have været den foruden. En morgen som idag, overskygger hurtigt det gode, men det skal den ikke have lov til. Jeg ved vi ikke er de eneste der har en dårlig morgen af og til.

Jeg måtte trække mig. Jeg måtte bede Jonas tage over. Jeg kunne ikke være den voksne. Jeg kunne ikke rumme mit eget barn lige dér.

 

Forbudte tanker

Så nu sidder jeg her, med en ammende og sovende Dexter på min arm. Tanken strejfede mig: “Jeg kan bedre lide Dexter”. Måske. Måske lige nu. Jeg elsker dem begge, men jeg elsker dem ikke på samme måde og det kommer jeg aldrig til. Hvis der er en konflikt med den ene, vil den anden jo logisk nok være “nemmere” – og omvendt.

Jonas har snakken med Marvin. Snakken om hvorfor han lige pludselig siger det, om han ved hvad det betyder og at det ikke er sådan vi snakker til hinanden.

Vi skal bestemt ikke gøre os bedre end alle andre, men lige dét her er et vigtigt punkt for os.


Hvor kom det fra?

Vi lader ikke en sætning som dén gå uset hen. Hvorfor siger han pludselig det? Og hvor kom det fra?

Efter en snak med sin far forklarede Marvin det fint selv: “Nogen gange er jeg glad, men så kan det blive svært at være glad nogen gange. Der er X fra børnehaven der har sagt det mig”.

Og lige der får jeg en klump i halsen. For om lidt venter virkeligheden igen. X fra børnehaven er der igen. Den X der har påvirket Marvin rigtig meget følelsesmæssigt. For Marvin er en følsom gut.

Virkeligheden venter, om vi vil det eller ej.

Signature

2 comments / Add your comment below

    1. Nej, det er det ikke. Jeg synes heller ikke det er en løsning. Han starter i skole lige om lidt 🙂

Skriv et svar