Når far har forladt os

“Min far har forladt os!”, var det første Marvin med bævrende mund og tårer i øjenkrogen fortalte pædagogen i børnehaven imorges. Hverdagen, set med en 4-årigs øjne, er på mange måder bare så meget mere sort/hvid end for mig. Dét gik op for mig der. 

“Min far har FORLADT os!” Ja, bevares, han er væk … På konference de næste 8 dage. Så vender han hjem igen. Det skal ikke være nogen hemmelighed at Marvin af og til har svært ved at forstå når hans far rejser. Tænk hvis den lille gut rent faktisk oplever det som at hans far forlader ham? Jeg er ikke engang sikker på han forstår hvad ordet “forladt” betyder. Og det var helt tydeligvis ikke det samme Marvin forbandt med det, som pædagogen gjorde. Pædagogen vidste ikke hvilket ben han skulle stå på. Jeg blev taget med bukserne nede og fik fremstammet: “Altså, han er bare på konference, men kommer hjem i næste weekend”. Hvis der havde været en tankebobbel over pædagogens hoved, er jeg sikker på der havde stået: “Som om!”. 

Hvordan takler i bedst når den ene forældre er bortrejst? Vi snakker altid med Marvin om det, men ikke for lang tid i forvejen, for så sidder han nærmest som limet fast på sin far. Jeg har prøvet med en nedtællingsseddel til når far kom hjem. Men det virkede ærlig talt som om at det eneste han så kunne tænke på var hvornår far kom hjem. Umiddelbart var det ikke en god løsning for os. Fokus var på nedtællingen non-stop. Når far er rejst, snakker jeg mindst muligt om ham for ikke at bringe det på banen. For munden begynder at bævre så snart han hører ordet “far”. 

Gode råd modtages med kyshånd. Marvin er fars dreng. En følsom dreng. Og en God damn dramaqueen. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *