Når man ikke har det rigtige visa til at rejse ind i Australien

Vores visa er annulleret og vi kan endelig ånde lettet op, for nu er det rigtige visa godkendt.

Visa – der er en millard typer, hvert fald når man skal til Australien (og sikkert også alle mulige andre steder). Behandlingstiden er for nogle visatyper rigtig rigtig rigtig rigtig rigtig rigtig rigtig rigtig lang. Det var den også for os. Og den var også for lang. For hvor længe kan man gå og vente på svar når man ikke kan bestille flybilletter før der er et visa i hus? 

Hvad gør man hvis man ikke får sit visa?

Da jeg for 32 dage siden skrev at vi havde fået vores visa, var det i virkeligheden en modificering af sandheden. Forstå mig ret. Vi havde fået vores visa, men ikke det rigtige visa. Jeg fristes til at skrive “det falske visa”. Vi havde fået vores plan B; nemlig et turistvisa (eVisitor). Og selv det havde vi faktisk lidt udfordringer ved at få. Behandlingstiden er gennemsnitlig 1 døgn. Fire-og-tyve timer. Sandheden var at vores ansøgning om sponsoret visa gennem Jonas’ kommende arbejdsplads i Australien, ikke var godkendt. Det var heller ikke afvist. Men det var heller ikke godkendt. Faktisk stod ansøgningen praktisk talt bare og grinte os lige op i vores ansigter hver gang vi loggede på. Status var: Ikke åbnet siden dato for ansøgning. Vores ansøgning var ikke engang læst, ikke det mindste behandlet, den var blot modtaget. That’s it.

Plan B

Vi besluttede os derfor for en plan B. Især jeg var desperat, frustreret og jeg kunne slet ikke overskue den situation vi stod i. Det var fuldstændig ude af vores hænder og vi kunne intet stille op. Man kan ikke spørge til ens status på nogen måder. Den eneste valgmulighed man har er at vente eller annullere ens ansøgning. Frustrerende! Mens vi ventede steg behandlingstiden for lige netop vores type visa. Den steg så meget, at med den tid der er opgivet, hvor 75% har fået svar på deres ansøgning, ville vi nå hen i midten/slutningen af oktober. Og så var vi jo ikke engang garanteret at det var godkendt. Vi havde blot en 75 % chance for at have fået svar.

Plan B blev derfor at søge et eVisitor-visa.

For 33 dage siden modtog vi en mail fra det australske immigrationscenter, hvor de bad om en redegørelse: Hvad skulle vi i Australien? Hvorfor havde vi søgt to typer visa? Hvordan kunne vi garantere vi ikke blev i landet længere end vi måtte? Hvad med Jonas’ arbejde og det faktum at han ikke måtte starte på arbejde såfremt vi fik tildelt turistvisa?

Efter vi hver især havde indsendt 2 sider tætskrevet med argumenter og redegørelser for vores tur – og ikke mindst for at vi tager hjem igen, blev eVisitor godkendt. Det blev en realitet: Vi skulle til Australien.
Bagsiden af medaljen var bare, at vi ikke vidste om Jonas overhovedet ville kunne komme til at arbejde dernede. Og med det i baghovedet begyndte tankerne at køre rundt omkring de legater vi har fået. For intet arbejde, ingen legater = en helveds masse penge vi skulle betale tilbage. For fonde støtter ikke ferie. Hvilket de selvfølgelig heller ikke skal.

En anden “detalje” var at vi rent faktisk ikke var sikre på at komme ind i landet. Når man ankommer bliver man kontrolleret af en border control. I realiteten kunne vi risikere at blive afvist ved ankomst til Australien, simpelthen pga. at de ville kunne se vi havde en afventende visa-ansøgning på et arbejdsvisa. Det er nok til at kunne stille tvivl om vores intentioner med et turist-visa, og derfor også nok til at vi kunne risikere at blive afvist. Det hele ville afhænge af humøret på lige præcis den border control der skulle tjekke vores papirer ved ankomst. Fuck. Bare FUCK.

Hvad blev planen så?

Vores intentioner har aldrig været at arbejde ulovligt på et turistvisa, men grundet vores tidspres, da jeg skal starte studie igen til februar, kunne vi ikke udskyde afrejsen flere måneder. Vores ufrivillige buffer blev derfor at at bytte om på rækkefølgen og holde ferie først for derefter (forhåbentlig) at have et arbejdsvisa som Jonas kunne arbejde på. Hvis ikke måtte vi rejse hjem med en kæmpe regning.

Vores plan var ikke rigtig en plan. Det var nogle “hvad nu hvis”-  og “vi tager det som det kommer”-scenarier. Vi kunne ikke rejse til Australien med det formål at Jonas skulle arbejde.
Skulle vi holde ferie/barsel først? Skulle vi blive i Canberra og afvente situationen? Måske kom vores rigtige visa inden vi tog afsted? Hvad nu hvis og hvad nu hvis min røv er spids. Vores plan, jeg aldrig nogensinde håbede blev en realitet var, at vi skulle holde ferie først.
Mit planlæggergen har haft det særdeles stramt det sidste lange stykke tid.

Afmagt, frustrationer og knap så pæne ord

Jeg har været frustreret, grædt snot i stænger og bare følt en afmagt jeg aldrig nogensinde har oplevet i den grad før. Jeg har forsøgt at bevare roen og troen på at det rigtige visa nok skulle komme, men det har været svært. Og det er også glippet undervejs. Jeg har følt mig som den mest uansvarlige mor; for hvordan kan jeg tillade mig at tage min lille familie med til et helt fremmed land med så usikker en plan. “Plan” er nok så meget sagt, for planen har jo aldrig været andet end at flybilletterne var bestilt og først for en uge siden bookede vi et hotel til den første uge … For hvad nu hvis?

Hvad hvis vi blev afvist ved grænsen efter mere end 28 timers rejse med to små børn? Så ventede selv samme tur hjem igen. No mercy. Hvad hvis Jonas’ arbejdsvisa aldrig blev godkendt? Hvad hvis ..? Og hvad hvis ..?

Jeg blev nødt til at tro på det. Vi blev nødt til at tro på det. Vi blev nødt til at tro på det hele lykkedes, at turistvisaet var åbningen for os. Med turistvisaet vidste vi at vi hvert fald nok skulle komme til Australien, ergo flybilletterne kunne bookes. Men derfra har det hele været noget vag. Lige indtil nu.

Plan B bliver til plan A

Imorges vækkede Jonas mig: Vi har fået visa!”
Vi har fået vores visa! Altså ikke det “falske visa”, ikke vores Plan B-visa, men vores visa vi har gået og ventet på om vi ville få. Vores tur er 100% sikret på de betingelser vi hele tiden har håbet på. Jonas kommer til at arbejde, vi kommer til at rejse i den rækkefølge vi først havde tænkt os og vi skal ikke spekulere mere på “hvad nu hvis”. Jeg er lettet, glad og jeg kan slet ikke forstå det.

Vores eVisitor visa er der for annulleret. Jeg tror det er sjældent et annulleret visa vækker anledning til glæde, men det gør det i høj grad nu.

Om 8 dage sidder vi lige nu i flyveren på vej til Australien. En flyvetur til Doha, videre til Melbourne og videre til Canberra.

Canberra, vores midlertidige hjem de næste par måneder og starten på vores livs eventyr.
Er det lige vildt, eller er det lige vildt?!

 

Vil du læse mere om vores tur og forberedelserne dertil? Så se her:

Australienstatus #1 – Godkendelsesprocessen med visa til hele familien og fondssøgning
Australienstatus #2 – Den økonomiske tunge på vægtskålen, vi skal afsted!
Australienstatus #3 – Udgifter i to lande
Australienstatus #4 – Den “søde” ventetid
Australienstatus #5 – Dexter må komme til Australien, men hvad med os andre?
Australienstatus #6 – Approved!
Australienstatus #7 – Flybiletterne er bestilt!
Australienstatus #8 – Pakkelister

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

2 kommentarer til “Når man ikke har det rigtige visa til at rejse ind i Australien”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *