Når mor og far hellere vil arbejde, end være sammen med deres børn

“Børn og karriere kan ikke harmonere”

“Tænk at de hellere vil arbejde, end at være sammen med deres børn”

“Jeg forstår ikke at arbejdet betyder mere end at se børnene vokse op”

 

Ovenstående kunne sagtens være (og er et langt stykke hen af vejen) gloser jeg er opvokset med. Det skal ikke forstås som at der er noget mine forældre har gået og banket ind i hovedet på mig. For det er det bestemt ikke.
Det er ikke nogen hemmelighed at jeg kommer fra en familie der ikke hører til familier med de højstuddannede. Det har jeg absolut intet imod, og med fare for at sætte en masse i bås, så tror jeg, at det har givet mig en god form for grounding her i livet.
Min mor og far har altid været med på mine – til tider sindssyge – ideer. Jeg har vidst de var der, omend de nok ikke altid har kunne følge med i mine planer.
Som 5-årig ville jeg bare gerne flytte til København når jeg blev stor. Men jeg ville også være brandmand. Den ene ting skete, den anden gjorde ikke.

Er jeg voksen nu?

Nu står jeg så selv her i kategorien ‘voksen’. Jeg er hvert fald både gift, har to børn og ejer en andelslejlighed. Det er vel det man kalder ‘voksen’?
Jeg hører også snart i kategorien ‘højt uddannet’ – og det har jeg det lidt ambivalent med. Ikke at jeg på nogen måde fortryder mit valg af uddannelse, eller jo, på nogen punkter gør jeg. Men det er en helt anden historie. Jeg fortryder ikke det jeg laver nu, og jeg ville ikke være, hvor jeg er nu, uden at have lavet, hvad jeg lavede før. Det blev lidt kringlet og kliché i én og samme sætning. Giver det mening?

Jeg er opvokset, hvor det ofte meget sort på hvidt, var kendt, at det at være højtuddannet, var lig med at man ikke havde tid til sine børn, ikke ville sine børn, eller bare havde fået børn for at få børn. Stooooooop. Jeg ved jo godt nu, at der forhåbentlig ikke er nogen der får børn ‘bare for at få børn’. Og hvis man endelig skal ud af den tangent, formoder jeg det sjældent er uddannelsesniveauet der har været det afgørende i den sag.

Muligheder eller afskrivelser? Findes der et kompromis?

For mig har uddannelse altid været lig med muligheder. Ikke afskrivelser. Jeg håber og tror på at vores uddannelser, giver vores familie de muligheder der gør at vi kan opfylde vores drømme. Drømme jeg godt kan afsløre, højst sandsynligt på ingen måde vil være realistiske uden en uddannelse i bagagen.

Alligevel sidder jeg gang på gang og bander både min egen og min mands uddannelses/arbejdssituation langt væk. Det er nemlig de tidspunkter hvor vi må gå på kompromis. Et familiekompromis. Jeg hader det.
Jeg har ikke lyst til at skulle undvære mine børn flere aftener om ugen, eller at de skal undvære deres far. Men i nogle perioder, fx. i eksamensperioder, er det nu engang det kompromis vi bliver nødt til at indgå. Et kompromis for at vi kan komme i mål og ud ‘på den anden side’.  Voksen-siden? Drømme-siden? For vi er vel ikke helt voksne endnu alligevel, er vi?

Oftest elsker jeg det jo også. Jeg elsker at lære nyt, elsker at sidde med følelsen af, at vi kæmper for noget for vores lille familie.

Vi skaber muligheder. For os – og for dem:

2 kommentarer til “Når mor og far hellere vil arbejde, end være sammen med deres børn”

  1. Jeg er SÅÅ stolt af jer både som forældre og jeres uddannelser, og alt det I gør for jer selv og
    Marvin & Dexter..

    Og ikke mindst for jeres KÆMPE store overskud, til at rejse helt om på den anden side af jorden, med så to små børn
    jeg vil til hver en tid støtte og opbakke jer i Jeres beslutninger. Uanset hvilken beslutning I vælger i fremtiden og hvor i den store verden, ved jeg at I tager den rigtige beslutning for jer alle 4.
    Jeg elsker jer
    KÆMPE KNUZZ & KRAMMMER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *