Når ude føles som hjemme – én uge tilbage i Canberra

 

Ude godt, men hjemme bedst?
Men hvad så når “ude” er blevet til “hjemme”?

Imorgen starter vores sidste uge i Canberra. Endnu en uge er gået og nu lakker det hele mod enden. Hvert fald her i Canberra. Om én uge har vi ferie sammen som familie. Jeg glæder mig helt absurd meget til at have enormt meget familietid.

Jeg indrømmer gerne at jeg tidligere har tænkt: “Fuuuuuuck, 3 ugers sommerferie til Marvin, vi når da at blive trætte af hinanden inden”, “Han kommer til at savne børnehaven” og “Okay, vi klarer det, men jeg håber vi kan finde på noget at lave”. Ja, jeg har synes dagene var lange bare når vi holdt almindelig sommerferie hjemme i Danmark. Jeg indrømmer det. Det har ikke været alle dage, men tankerne har strejfet mig – og op til flere gange.

Nu står vi overfor næsten 2 måneders ferie sammen. Bare os fire. En far, en mor, en storebror og en lillebror. Det lille firkløver. Jeg glæder mig og jeg ville faktisk ønske vi havde længere tid.
Det jeg glæder mig mest til er at vi alle fire er sammen. Det har været både helt fantastisk og hårdt, at have begge drenge hjemme alene. Men nu glæder jeg mig altså til vi er et “ekstra sæt hænder” og rigtig meget til at vi kan dele oplevelserne sammen som familie.

Følelsen af ambivalens har for alvor meldt sig

Ligeså meget som jeg glæder mig, ligeså meget får jeg en kæmpe klump i halsen. For vi skal forlade det der har været vores hjem i over 3 måneder. Vi skal forlade nogle mennesker, som er blevet vores venner. Ikke kun os voksne, men Marvin har også fået nye venner.
Jeg ved ikke hvornår jeg gik fra følelsen af at længes hjem til Danmark og ikke mindst følelsen af ikke at føle sig tilpas, til følelsen af at vi er hjemme her i Australien. Men her er jeg nu. Det er jo vores hjem. Det er jo her vi bor lige nu. Og hvor omend alt er, så er vi rigtig glade for at være her. Vi føler os hjemme.

Jeg er gået fra at være igang med at pakke kufferten og i bare afmagt over vores udfordringer også været igang med at booke en flybillet hjem. Nu har jeg svært ved at skulle pakke den samme kuffert. Jeg vil ikke sige farvel.

Jeg vil gøre mit aller bedste for at nyde den sidste uge i Canberra og så vil jeg ikke sige farvel, men på gensyn. Jeg håber vi kommer tilbage en dag.

Signature

7 comments / Add your comment below

    1. Det er så skønt her. Vi fortsætter rejsen op langs østkysten og muligvis med et “lille” afhop til Fiji eller Vanuatu. Vi er lige ved at have det sidste på plads og så er jeg snart klar til at dele vores rejseplaner helt 😀

  1. Jeg kan godt forstå dig /jer Jeanette 💗
    vi må bare krydse fingre for jer, og håbe og tro på, at I kan nøjes med at sige på gensyn, og ikke farvel Canberra.

    Selvom afstanden fysisk er MEGA stor, så er den jo MEGET lille psykisk ☺️☺️

    Jeg er SÅÅ. STOLT af jer -masser af KNUZZ & KRAMMER til jer
    💗💙💙💙

    1. Jeg kan godt forstå dig /jer Jeanette 💗
      vi må bare krydse fingre for jer, og håbe og tro på, at I kan nøjes med at sige på gensyn, og ikke farvel Canberra.

      Selvom afstanden fysisk er MEGA stor, så er den jo MEGET lille psykisk ☺️☺️

      Jeg er SÅÅ. STOLT af jer -masser af KNUZZ & KRAMMER til jer
      💗💙💙💙
      Herfra mormor – mor – svigermor

      1. Tak søde Mutti <3
        Jeg priser mig lykkelig for Viber og WhatsApp, så er der lige pludselig ikke helt så langt til Danmark alligevel.

  2. Jeg forstår godt de ambivalente følelser. Men egentlig ville jeg bare fortælle, at jeg har en kæmpe respekt for, at I turde springe ud i eventyret. Jeg er så misundelig, og håber virkelig på, at vi får muligheden for, at gøre det samme en dag ❤️

    1. Jeg håber så meget for jer at i får muligheden. Jeg er så glad for vi greb chancen og sprang ud i det. Jeg har fortrudt det mange gange lige da vi kom herned, men nu fortryder jeg det ikke et sekund.
      Tak for de søde ord <3

Skriv et svar