Nej, det er ikke jul imorgen – Vi holder jul på Fiji

 

Forventningens glæde: Juleaften. Men vi fejrer ikke jul – hvert fald ikke imorgen, juleaften. Marvin ved faktisk slet ikke, at det er juleaften imorgen.

Er Marvin mon det eneste barn, der ikke aner det er juleaften lige præcis imorgen?

Julestemningen har næsten været ikke-eksisterende på vores rundrejse i Australien og her på Fiji. Julehygge og stemningen, som vi kender den fra Danmark, er helt speciel og ikke noget man (efter min mening) finder andre steder. Vi noget med der der “hygge” i Danmark.

Vi har haft den lille mops kaldet Christmas Pig med rundt i kufferten. Han har da også både oplevet Wollongong, Newcastle, Sydney og Fiji. Vi havde regnet med han ville være en rigtig drillebandit, ligesom nissen Henning er det derhjemme. Men nej. Det viste sig hurtigt at der ikke var behov for en drillenisse i december. Behovet var en tryghedsnisse. Ham man kan fortælle hemmeligheder til om aftenen under dynen. Ham man kan falde i søvn med i armene. Ham man ved er lige der hvor man har brug for ham.

Julen er en skør størrelse. En vidunderlig og, til tider også, en forfærdelig størrelse. Det er svært at rumme når man er 5 år.

 

Tanker, som vi andre aldrig nogensinde havde overvejet, presser sig på.

Kommer Julemanden overhovedet til Australien?

Ved han hvor Fiji er?

Hvordan skal han finde vej, hvis vi ikke har noget julepynt?

 

Julen er også det tidspunkt hvor man kommer til at tænke på sin familie. Jeg sender tanker hjem til min familie og venner, ligesom Marvin i stigende grad har savnet forskellige mennesker her i december måned.

Det har været ret svært at gribe den der jule-bold. Svært at jonglere jultiden med Marvin og ikke mindst for ham.

Man kan nemlig ikke lave en “normal” jul når man står i en “unormal” situation.

 

Vi holder jul! Men ikke imorgen.

Imorgen er en helt almindelig dag for folk på Fiji. Det er nemlig dagen før dagen. På Fiji holder de jul den 25. december – så det gør vi også.

Marvin ved ikke det er juleaften imorgen. Han ved vi skal holde jul hernede. Men ikke hvornår. Imorgen vil vi ringe hjem til vores familier og ønske dem en glædelig jul.

Men hvor de hjemme i Danmark må “nøjes” med juleaften, snupper vi en hel juledag.

Vores lille bitte resort her på Fiji, bestående af 5 hytter og 3 værelser, er klar til jul den 25. december.Der vil være julemenu hele dagen, startende allerede fra morgenstunden.
Og hey, måske er det slet ikke så skidt endda. For at pakke gaver op om morgenen, betyder jo rent faktisk at man kan lege med dem hele dagen. Istedet for at skulle på hovedet i seng, lige når alt det sjove er startet.

Anderledes jul på Fiji. En anderledes jul, men stadig med en enkelt julegave eller to. Jeg er sikker på det nok skal blive godt og at julestemningen indfinder sig. Omend det nok bliver i sidste øjeblik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *