Ninjago-fødselsdag i bedste ninja-stil

Ninjago-fødselsdagsfest for alle drengene fra børnehørmeren. Endelig! Marvin har glædet sig og endelig gik det løs. Skal du selv holde Ninjago-fødselsdag (eller bare børnefødselsdag), så kan du finde inspiration og link til alle tingene lige her.

Fødselsdagsbord i bedste Ninjago-stil

Marvin havde 7 venner til fødselsdag i vores lille hjem. Der var dækket op i bedste Ninjago-stil og menuen stod på pastasalat (pasta, ærter og majs), kylingelår med håndtag og pizzasnegle. Der var hapsere i form af en gnavegrønt-slange og babybel-oste lavet til ninjaer.

Til alle drengene havde jeg lavet Ninjago-filtmasker, som fungerede som udklædning under festen og som de hver især kunne tage med hjem efterfølgende. Jeg laver en print-selv-skabelon, som kommer online på bloggen i nærmeste fremtid. Hold dig evt opdateret via bloggens facebookside.

De små papir Ninjago-masker på bordet + balloner, etiketter til vandflasker og cake toppers er fundet på Pinterest. Du finder link til det hele nederst i indlægget.

Ninjagotræning for ægte ninjaer

Der var lidt trangt med pladsen i vores lille lejlighed, men heldigvis var vejret godt, så vi også kunne gå udenfor.
Udenfor stod den på ninjagotræning. Først blev der lavet kampråb for at få den helt rette ninjastemning (Ps. er jeg den eneste der elsker, man bare kan få ungerne til hvad som helst? Haha).
Ninjagotræningen bestod af 5 poster.

Hvis nogle undrer sig over at der ikke er billeder af andre end Marvin, er det fordi jeg naturligvis ikke deler billeder af andres børn uden forældrenes tilladelse. Der var gæster, den er god nok 😉

1. post

På første post skulle der kastes med kastestjerner. Jeg havde foldet en kastestjerne til hver af drengene og så var det ellers bare om at kaste den så langt som muligt. Man kaster naturligvis endnu længere hvis man råber: “NINJA!” imens.

2. post

Forhindringsbane. På vores legeplads er der en fin forhindringsbane med træstubbe, reb til at klatre i, klatrevæg og rutsjebane. Med andre ord: En ægte ninja-forhindringsbane. Den blev gennemført flere gange og alle ninjaaspiranterne kunne mærke de blev bedre og bedre.

3. post

Pass the Parcel. Da vi var i Australien var Marvin med til fødselsdag hos Billie og Abby. Der legede børnene en leg der hedder Pass the Parcel. Legen går godt og godt ud på at man har en pakke med en masse lag. Mellem hver lag er der pakket en lille legetøjsdims i. Jeg havde købt en stor pakke med random småting i.
Drengene sad i en rundkreds og sendte pakken rundt. Imens spillede sangen Michael Finnegan (Find den på Spotify lige HER). Når musikken stopper (som i stopdans) skal den der har pakken, pakke et lag op. Kunsten er at alle børn får lov til at pakke op og gerne ender med nogenlunde lige mange små random gaveting.

4. post

Puslespil. Ved denne post skulle drengene lægge nogle puslespil. Vi havde printet Ninjagobilleder og klippet i 9 dele. Virkelig nemt og drengene var ellevilde for at se hvad billedet forestillede.

5. post

Slå Ninjago af tønden. Nu skulle alle Ninjakrafterne bruges. Der skulle slås Ninjago af tønden. Igen slår man naturligvis hårdest hvis man råber: “NINJA!” imens.

I tønden var der slikposer, mandariner og rosinpakker. Gæt selv hvad der vakte mest glæde? Inden den stod på fri leg, sluttede vi af med cupcakes. Jeg havde lavet små cake toppers og sat i hver.

Da gæsterne tog hjem fik de hver især et diplom med hvor de blev udnævnt til “Spinjitzu Master” fordi de alle havde klaret deres ninjatræning så godt.


Skal du også holde Ninjago-temafest så finder du skabeloner til print lige her:

Ninjago-filtmasker er der skabeloner og vejledning lige til at printe ud HER

Vandflaskeetiketter finder du lige HER.

Cake toppers finder du lige HER.

Små masker til pynt på bord og balloner finder du lige HER.
(Det er også disse øjne jeg har forstørret op og brugt til “slå Ninjago af tønden”.

Trekant banner med Ninjagofigurer finder du lige HER.

Banner med tekst. Du finder hele alfabetet lige HER.
(Man kan downloade en fil med hele alfabetet – minus æ, ø og å – og så kan man ellers printe de bogstaver man skal bruge. Vi skrev “Marvin” og de kan lige skimtes i udhænget ved vinduet).

Foldevejledning til kastestjerner finder du lige HER.
(Jeg lavede stykkerne 21×21 cm, da det passer med bredden på et A4-ark).

God fornøjelse!

Én kommentar til “Ninjago-fødselsdag i bedste ninja-stil”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *