Når man ikke føler sig tilpas i sin rolle – omvæltningen i rollen som mor

utilpas i rollen som mor

Omvæltningernes tid

Det er en kæmpe omvæltning at gå fra det normale liv i Danmark til et, for os, anderledes liv i Australien.
Jeg ville ønske jeg kunne skrive, at jeg var faldet til og bare elskede at være her. Men det er jeg ikke og det gør jeg ikke. Nogle dage er bedre end andre og de gode dage holder jeg fast i, men sandheden er at det er pisse hårdt. Jeg føler mig ikke tilpas. Hvert fald ikke lige nu, men forhåbentlig bliver det bedre.

Hvornår er man utilpas i rollen som mor? Og hvornår er man bare utilpas i den situation man nu engang står i?

 

”Det er en tid der aldrig kommer igen”

Egentlig er det lidt af et tabu og flere har sagt til mig: ”Hvorfor nyder du ikke bare tiden? Det er en tid der aldrig kommer igen”. Undskyld mit franske, men jeg er ved at brække mig ved førnævnte sætning. Ingen tid kommer igen, om det så er tiden jeg bruger på at lægge sokker sammen, tiden jeg bruger på at lege med mine børn eller tiden jeg bruger på at pille bussemænd ud af Dexters næse.

Det er overhovedet ikke fordi jeg ikke sætter pris på den mulighed vi har fået, men det ændrer desværre ikke på at det er rigtig hårdt. Lige dén sætning er som en stor hammer i hovedet, en sætning der banker mig et lille stykke længere ned. For hvorfor er jeg ikke bare glad? Jeg er i Australien, jeg prøver noget nyt – det burde være fedt.

 

Men du har jo selv valgt det?

Den sætning ved jeg ærlig talt ikke hvad jeg skal svare til det. For ja, og nej. Ja, jeg har valgt at vi sammen, som familie, skulle afsted. Det var for vores skyld og ikke mindst for min mands skyld så han kunne få sit udenlandsophold i forbindelse med sin PhD her og ikke på fx Aarhus Universitet (ikke at der er noget i vejen med det, det er bare knapt så eksotisk og eventyrsagtigt). Ja, dét har jeg været med til at vælge og ja, jeg har sagt ja til at være hjemme med børnene. Men helt ærligt – hvem ville sige nej?

 

Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig.

Jeg ved kun at jeg hvert fald ikke havde forestillet mig at det ville blive sådan her. Vores start har langt fra været optimal og det kunne vi på ingen måde have helgarderet os mod, eller vidst, på forhånd. Vi har haft en masse udfordringer, som der heldigvis lader til at være styr på og der er kommet ro på. Vi har nu en fast base og vi kan koncentrere os om det vigtigste, nemlig at få vores hverdag til at fungere som familie, som mor, som far, som hjemmegående, som arbejdende, som Jeanette, som Jonas, som Marvin og som Dexter.

 

Hverdagen er i gang.

Hverdagen er i gang, dagene går. Jonas er på universitet i hverdagene og jeg går herhjemme med Marvin og Dexter. Jonas tager afsted ved en 8-tiden om morgenen og er hjemme igen et sted mellem kl. 16-17.

En hverdag hjemme med en 5-årig dreng og en 6 måneders baby er både forudsigelig og uforudsigelig på én og samme tid. Forudsigelig fordi jeg ved det er de to jeg skal tilbringe hele dagen med og uforudsigelig fordi jeg aldrig ved hvor meget vi har sovet om natten eller hvilket humør jeg, Marvin eller Dexter er i.

 

Når man ikke ville gide være sammen eller høre på sig selv

Den anden dag, efter nogle rigtig hårde nætter, tænkte jeg over hvorfor Marvin var så mega sur hele tiden. Efter lidt refleksion frem og tilbage, kunne jeg konstatere, at jeg nok i virkeligheden heller ikke gad hverken væres sammen med – eller høre på mig, hvis jeg var Marvin. Sandheden gør ondt og sandheden skal nogen gange høre fra børn.

co-sleeping brothers

Hvorfor er det så svært?

Jeg ved ikke hvorfor det er svært, men mit (vores) liv er rykket godt og grundigt op, rystet godt sammen og så hældt ud i en by – og et land – vi ikke kender og hvor vi ikke kender nogen. Dét er hårdt i sig selv.

Jeg husker tydeligt en følelse i samme genre, da jeg flyttede fra Jylland til København for 10 år siden.

Australsk tid vs. dansk tid.

Denne gang kan jeg mærke jeg især føler en afmagt fordi det lige præcis er aller hårdest i perioden fra kl. 8.00 til kl. 16.00. Australsk tid. Det er svarende til kl. 00.00 til 08.00. Dansk tid.

Derhjemme kan man altid lige ringe til sine forældre, skrive til en veninde, brokke sig lidt i Facebook-gruppen for ens mødregruppe. Der kommer altid en god snak, et lille grin eller et anerkendende ”jeg kende følelsen”-nik tilbage i ens retning. Det gør der bare ikke nu. Der er stille. Hele mit netværk sover. Jeg snakker til en væg. Der er intet respons. Alle sover.
Når mit danske netværk er stået op omkring kl. 08.00-09.00, så er klokken 16.00-17.00 her. Aftensmaden skal klargøres, Jonas kommer hjem, ulvetimen starter. Nu er det lige pludselig mig der ikke har tid.
Og sådan fortsætter det. Hver evig eneste dag.

 

Manglende søvn

Søvn, den kære søvn. Det er en by i Rusland lige nu og med manglende søvn følger ofte også manglende overskud. Hvis Dexter sover en hel time i streg, er vi heldige. Det gælder både dag og nat og det suger simpelthen alt energi ud af os begge. Jeg kæmper mig gennem natten, mens Jonas så står tidligt op med Dexter, så jeg kan nå at sove 1-3 timer inden han tager afsted på job. Uden dét ville jeg slet ikke kunne hænge sammen.

 

Et australsk netværk – og hvad gør vi så?

Jeg forsøger. Jeg forsøger virkeligt. Men overskuddet er ikke voldsomt stort for tiden. Jeg ved vi rejser videre rundt i Australien om ca. 11 uger og hvor meget skal man så forsøge? Hvor meget i dybden skal man gå?

 

Legekammerater og lidt selskab i hverdagen

Vi er begyndt at snakke godt med familien der bor ovenpå og det giver helt sikkert en masse. Der er to piger på Marvins alder (5 år og 7 år) og en dreng på Dexters alder – og en hundehvalp. Marvin leger en del med hunden i løbet af dagen og er begyndt, så småt, at lege med pigerne.

 

Facebook, internettet er en herlig ting

Jeg er medlem af en Facebook-gruppe for mødre i Canberra, hvor der ugentlig arrangeres meet-ups. Vi skal helt sikkert med til nogle af møderne, men det skal i første omgang, gerne være i nærområdet eller nemt at komme til. Vi har ikke bil og den offentlige transport i Canberra er ikke som vi kender den fra København. Kort og godt er Canberra en by hvor man har bil. Men det har vi altså ikke.

 

Kan Marvin ikke bare starte i daycare eller pre school?

Nej. For mig (os) er det ikke en mulighed at Marvin skal passes i en form for Day Care eller gå i pre school. Vi er her ikke i lang tid og jeg kender Marvin godt nok til at vide, at et sådan skift i miljø – oveni købet et sted han ikke kan sproget – ikke er en mulighed for ham, eller os.
En barnepige kunne muligvis være en mulighed engang imellem, men for nu er det ret vigtigt for mig at Marvin føler sig tryg. Han er i forvejen revet fuldstændigt ud af sine faste rammer.
Derudover er der også et økonomisk aspekt i det, men jeg synes nu egentlig ovenstående grund(e) er grund nok i sig selv.

 

Playgroups eller sport

Jeg har undersøgt forskellige sportsmuligheder, som besværliggøres af at vi er udenfor sæsonstart, at vi ikke har bil og at vi ikke skal være her så lang tid. Vi har swimmingpool i haven, som vi forhåbentlig kan tage i brug om en måneds tid. Der håber jeg vi kan få nogle gode stunder mens Dexter sover middags/eftermiddagslur.

Der findes forskellige playgroups hernede da mange går hjemme, eller delvist hjemme med deres børn. Jeg er i gang med at undersøge det – men igen, det der overskud har sat lidt begrænsninger for det og detaljen med at vi ikke har internet (dvs alt foregår via mobildata = pænt langsomt) hjælper selvfølgelig heller ikke på det.

 

Daglige rutiner

Jeg forsøger at have en daglig rutine med drengene, og en plan for hvad vi skal. Men med Dexters (manglende) søvn og søvnrytme lige pt. er det lidt begrænset hvor meget vi kan planlægge. Også selvom det bare er hjemmeaktiviteter. Jeg forsøger at udnytte de lure Dexter tager til at være der for Marvin, men på samme tid har jeg også brug for – bare engang imellem – at slappe af selv.

 

Flere har spurgt om jeg er okay

Jeg ved det ikke. På de dårlige dage er jeg ikke okay. På de gode dage er jeg okay. Jeg har fået mange gode råd og tanker med på vejen og dem sætter jeg pris på. Virkelig. Det varmer ekstremt meget at vide der er nogen der tænker på os/mig og at der er en støtte derhjemme fra.

 

Gode og dårlige dage

På de gode dage er vi ikke ved at bide hovedet af hinanden (særligt Marvin og jeg), vi hygger os, laver ting vi begge har lyst til at lave og laver tingene af lyst – ikke af pligt.
På de dårlige dage er jeg i survival-mode. Det er bare noget HELT andet at være hjemmegående mor end at hente et barn fra børnehaven. Igen, det er ikke fordi jeg ikke sætter pris på vores mulighed, men det er f***ing hårdt. Følelsen af ikke at have arme nok, ikke kunne være der nok for dem begge, at skulle få Marvin til at tilsidesætte sine behov fordi Dexter – lige pt – på rigtig mange områder kommer i første række. Jeg hader det. Jeg elsker mine børn. Jeg hader splittelsen.

 

Al begyndelse er svær

Al begyndelse er svært og dette er vores begyndelse i Australien. Jeg er sikker på det nok skal blive bedre, men jeg er også nødt til at være ærlig. Hvert fald overfor mig selv og Jonas. Det er pisse hårdt og tilvænningen er ikke ”bare lige”.
Det vigtigste er at vi har hinanden og vi skal nok også komme igennem denne “kæphest”. Det kan være svært bare at flytte fra en by til en anden i Danmark, det er ikke nemmere når man topper det med et nyt og fremmed land også.

 

Signature