Karriere og familie – så må vi jo blive skilt?

“Jamen, hvis det er sådan det skal være, så er det måske bare bedre at vi slet ikke er sammen”.

Ordene fløj ud af munden, og på samme tid fik jeg en kæmpe klump i halsen. Det hele snørede sig sammen, tårerne hobede sig op i øjenkrogene, og jeg kunne kun tænke: “Sagde jeg virkelig lige det? Var det mig? Sagde jeg det? Men, men, men, jeg mente det jo ikke”.  Det var som om jeg kunne høre mig selv sige ordene, men at jeg alligevel ikke følte det var mig  der sagde dem.
Klokken havde passeret 23.00 og jeg var træt. Træt med træt på, fyldt med bekymringer og havde en knude af stress i maven.

Ville drengene i virkeligheden være bedst tjent med en mor og far der ikke bor sammen? Var vores drømme slut?

Nej!

Jeg havde forberedt mig på at dét her blev hårdt. Det liv vi selv har valgt lige nu. Jeg er igang med mit kandidatstudie i teknoantropologi, mens Jonas er igang med at afslutte sin Ph.d. Oveni det har vi en 1-årig Dexter og en 6-årig Marvin. Jeg har valgt at være i et praktikforløb i dette semester, det kunne jeg havde valgt ikke at gøre. Men ja, det har jeg valgt. Og jeg er glad for det. Jeg er glad for at være der. Det giver mening for mig. Ved siden af har jeg et studiejob som studievejleder. Det har jeg også selv valgt.

Det er vel ikke så slemt når vi selv har valgt det?

Slemt og slemt. Det er hårdt. Det er pisse hårdt. Det er hårdere end jeg nogensinde havde forestillet mig. Og det er altså ikke så lidt jeg har forestillet mig. Jeg skal ikke pive. Det er ikke mig der skal aflevere Ph.d-afhandling om 10 dage (T I   D A G E !). Jeg er ‘bare’ sidevognen på den her motorcykel der drøner af sted med 200 km/timen. Jeg er hægtet fast, og jeg holder fast. Nogle dage er køreturen fin, lidt blæsende, men fik. Andre dage øs pis regner det, jeg har glemt min regnjakke og jeg har fået op til flere fluer i øjet i løbet af turen.

Min mand er pisse sej!

Ja, det synes jeg! Jeg beundrer den mand, mere end jeg overhovedet kan beskrive. Tænk engang at skrive en Ph.d, være far til to børn – og bo sammen med mig. Det siger sgu ikke så lidt.  Det er ikke nogen af delene der altid er lige nemt. Yes, I said it.

Jeg ønsker ikke folk skal have ondt af os.

Fandme nej. Vi har selv valgt det. Det sværeste er at drengene ikke har valgt dem. Vi har valgt for dem. Og det er hårdt. Al støtte er værdsat. Alt fra aftensmad, hentning af bare en af drengene, et virtuel tanke, et: “Hvordan går det? Hæng i!”. Alt betyder noget.
Det er svært, andet vil være en løgn.
Jeg føler mig som den total asociale lige nu. Jeg lukker så mange mennesker ude af mit – og vores liv. Det er ikke fordi jeg ikke vil folk mere. Overskuddet er der bare ikke. Det er svært. Vi går på kompromis dagligt. På kompromis med os selv, os som familie og det liv vi gerne vil leve. Men vi skal nok komme igennem, og så ser det hele anderledes ud.

Ville vi gøre anderledes hvis vi havde vidst hvor presset vi ville være?

“Hvis jeg havde vidst hvor hårdt det ville være, ville jeg have sagt nej”. Dén tanke har strejfet mig mange gang. Sandheden er dog en anden.
Vi har et mål for vores familie, et mål for hvad vi gerne vil i fremtiden. Dertil når vi ikke uden de uddannelser vi er igang med nu. Jonas gør det for hans egen skyld. Jeg gør det for min egen skyld. Men vigtigst af alt, gør vi det også for hinanden, for vores børn og for vores fremtid.

Det liv vi lever lige nu er ikke for alle.

Dét er helt sikkert. Da jeg for en kort bemærkning læste HD på CBS, blev det kaldt for “skilsmissestudiet” – det kunne man også kalde Ph.d-livet med en familie.

Snart er Ph.d-ræset slut, så skyder jeg en etape igang med aflevering af et stort semesterprojekt, og afslutning af mit internship i slut december. Til januar er der Ph.d-forsvar og jeg har to eksaminer. Til februar skyder jeg specialskrivningen igang – og så kan vi vidst også begynde at se en ende på det.

Vi klarer den! Vi har hinanden og et personligt heppekor i ryggen. Nogle gange skal jeg bare huske at pille vattet ud af ørene så  jeg kan høre vores heppekor.

4 kommentarer til “Karriere og familie – så må vi jo blive skilt?”

  1. Jeg siger det bare; en skilsmisse er så hård, at du ikke drømmer om det…! Ag få revet livet over, dét er usammenligneligt
    Hæng i, så længe kærligheden er der, så kan man sgu klare det meste! (Det fandt vi jo også ud af – da vi VAR blevet skilt‍♀️)

    1. Jeg tror dig gerne. Det er nu heller ikke fordi jeg ser os blive skilt – der var sådan en ‘i kampens heden’/‘fuck hvor er det rocker hårdt lige nu’.

  2. Åh jeg kan godt tænke hvor hårdt det er, at være ung og skulle klare det hele i dagens Danmark med små børn.
    Jeg kan tilbyde at passe dem i weekender og dele af ferier, hvis I har brug for lidt alene tid og grounding.
    Jeg har selv en ung datter, som har travlt.
    Jeg har i mange år haft plejebørn, de er alle voksne med egne familier nu.
    I skal hænge i, det bliver bedre med tiden.
    Få uddannelsen færdig og få gode jobs med god løn.
    Men skær ned på forventninger, måske en af jer kan arbejde deltid.
    Familien og sjælefreden er det vigtigste.
    Volvo, villa og vovse, ny sofa mv. kan vente eller undværes.
    Husk de 3xT : Ting Tager Tid
    og de 3xK : Kærlighed, Krav og Konsekvens.
    Husk at tage en dag af gangen og nyde de små Stjernestunder.
    Virtuelle knus til jer alle 4 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *