SLAM! Når hverdagen rammer

Så blev det hverdag

Ikke bare sådan stille-og-rolig-hverdag. Men hverdag-for-fuld-smadder. Jeg kan føle mig helt stresset af at tænke på os. Vores familie og den hverdag vi har lige nu, kontra den hverdag vi havde for bare en måned siden eller for et år siden i Australien. En uge er gået og jeg har allerede været ved at drukne. Op til flere gange.

Hvad fanden tænker vi på?

Tanken har strejfet mig: Er vi komplet sindsyge, eller har vi bare en snert af sindssyge?
Gang på gang må jeg minde mig selv om, at det er midlertidigt. Dette er ikke vores hverdag resten af livet. Heldigvis.

Vi har travlt

Ikke bare sådan semi-travlt, men rigtig travlt. Programmet er fyldt. Mere fyldt end det nogensinde har været før.
Jeg er igang med 9. semester af min kandidat i teknoantropologi. Jeg har været så heldig at få et internship hos Leo Innovation Lab. Egentlig synes jeg ikke ordet ‘heldig’ er fyldestgørende. For jeg har sgu fortjent det. Jeg har knoklet røven ud af bukserne før sommeren. Jeg har leveret varen. Jeg har fortjent det.

Og så er lige kurser på universitetet også…

Ved siden af mit internship har jeg to 5-ECTS kurser på universitetet og skal skrive et 25-ECTS projekt på baggrund af mit internship. Den kvikke læser vil måske undre sig over hvorfor det giver 35 ECTS? For et semester er 30 ECTS. Jeg mangler simpelthen stadig at gå til eksamen i et kursus jeg havde mens jeg var gravid med Dexter da jeg blev sygemeldt og måtte udskyde et 10 ECTS og et 5 ECTS kursus. 14 dage efter vi var kommet hjem fra Australien, gik jeg til eksamen i det største af kurserne,  ja inden Dexter havde vuggestueplads faktisk. Det var egentlig også sindssygt, men nu er det jo længe overstået. Nu mangler jeg så det sidste 5 ECTS kursus. Det tager jeg nu. Hvis jeg ikke tog det nu, ville jeg ikke kunne gå til eksamen før i januar 2020 – og dét er altså et godt stykke efter jeg har afleveret, og forsvaret, mit speciale. Min kandidatgrad skal simpelthen ikke hænge bare på et enkelt 5 ECTS fag. Jeg vil være helt færdig næste sommer. Bum.

… Og så er der det der studiejob …

Ved siden af internship og kurser på universitet, har jeg et studiejob som studievejleder. Det er rimelig fleksibel. Thank God! Men det giver altså bare lige en lille smule til vores budget hver måned. Og de penge er ærlig talt tiltrængte.

… Og så har vi min mega seje bedre halvdel …

I bund og grund er han jo nok bare den sejeste jeg kender. Han skal aflevere sin PhD-afhandling her til november. Der ér bare run på når sådan en moppedreng skal gøres færdig. 3 års arbejde skal rundes af, finpudses og nedskrives. Fik jeg sagt han er inden for neuroscience-området? Os dødelige mennesker skal jo nærmest klappe for at stave os igennem det. Og det er så det han laver til hverdag. Mens han også er far til vores to bandit-drenge (den ene mere end den anden), hjælper med vasketøjet, indkøb og agere min bedre halvdel.
Når han har forsvaret sin afhandling går jeg igang med specialet, og så er der altså lys forenden af tunellen.

Om 10 måneder er vi i mål

Hvem tæller? Jeg gør. Faktisk er vi tættere på 9 måneder, end 10 måneder.

Der er run på

Uden tvivl. Og det er også derfor jeg føler vi har ramt hverdagen med mindst 700 km/timen. Det er på ingen måde fordi jeg ønsker medlidenhed. Jeg har følelsen af at vi (hvert fald metaforisk) er ude at løbe en maraton. Vi løber, og løber, og løber. Nogle tidspunkter er det rigtig hårdt, nogle tidspunkter får tårerne frit løb, nogle tidspunkter tænker jeg: “We can do this”, andre tidspunkter tænker jeg: “Hvad fanden har vi gang i, er vi komplet sindsyge?”.
Undervejs kigger jeg til højre og venstre. Der står folk og hepper på os og det varmer langt ind i hjertet.

Men jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det ikke allerede er hårdt

Vi skal virkelig øve os i – og lære – hvordan vi kan gøre hverdagen lettest muligst for os alle. Det er svært. Der er så mange ting jeg gerne vil, men hverken tid eller energi til det.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *