Sommer på glas og flaske

Hvad er nu det? For mig skydes sommeren virkelig igang når hylden blomstrer. Det er forholdsvis kort tid, så man skal være (lidt) hurtig når der skal laves hyldeblomstsaft. Det er simpelthen SÅ nemt og et perfekt projekt som de små også kan være med til. 

Vi er så heldige at vi har hyldeblomster lige over vores lille nyttehave. Og det har vi i den grad udnyttet i år. 

Der er blevet plukket hyldeblomster, Marvin har hjulpet med at ordne blomsterne, hjulpet med at veje (de få) ingredienser af der er og så ellers rørt rundt i gryderne/skålene i køleskabet i de par dage det står og trækker. 

Ingredienser:

  • 40 skærme hyldeblomster
  • 2 økologiske citroner
  • 1 kg økologisk rørsukker
  • 50 gram Santa Maria citronsyre
  • 1 økologisk vaniljestang
  • 2 liter kogende vand
  • Evt frisk mynte

Skyl og rens skærmene godt (jeg skyller ikke skærmene men ryster dem godt for hvad der nu kan sidde i) og kom dem i en stor skål sammen med citroner skåret i skiver. Bland citronsyren med rørsukkeret, flæk vaniljestanfen og skrab kornene ud, kom vaniljestang og -korn i skålen. Opløs blandingen i kogende vand. Hæld den varme sukkerlage over blomsterne og rør godt rundt. 

Sæt låg på skålen eller dæk den til med film. Så skal den ellers stå i køleskabet i 3-5 døgn. Rør gerne i den et par gange dagligt. 

Si saften gennem et klæde og hæld den på rengjorte flasker. Jeg skolder altid flaskerne og herefter putter 1 dl varmt vand med 2 spk atamon i, som rystes godt rundt i flasken. 

Saften blandes op med vand eller danskvand. Hvis du lyster kan du tilsætte lidt mynte. 

Hvis du også vil lave den nemme og lækre saft, kan det stadig nåes! Idag har fx vi nydt saften til en lille hurtig morgenbrunch. 



God weekend! 

Indlægget er sponsoreret af Santa Maria, men erfaringerne er mine egne 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *