Et tjek for varige mén

Dexter var indlagt på neonatal efter fødslen, selvom han blot er født 16 dage før termin. Jeg tror han var den største baby på afdelingen og mens vi var der var han, ud over én anden baby, den eneste baby jeg så komme uden for stuerne.

I slutningen af graviditeten stod vi over for nogle forskellige scenarier når Dexter enten selv meldte sin ankomst eller skulle hjælpes til verden. Vi var også klar over at vi var blevet visiteret til Familieambulatoriet, med opfølgning på Dexters trivsel til han når skolealderen. Da jeg første gang google ordet “Familieambulatoriet” vidste jeg ikke om jeg skulle grine eller græde, så jeg græd. Der stod: “Tilbuddet er til dig, som inden for de sidste 2 år har haft/har et forbrug af afhængighedsskabende medicin, alkohol og/eller andre rusmidler eller til dig, hvor kommende barnefar har et aktivt rusmiddelforbrug. Vi hjælper også gravide, der har bipolar lidelse, skizofreni eller HIV.” Jeg følte mig puttet i en kasse jeg ikke ville være i.
Jeg havde gennem det sidste trimester af graviditeten fået fast smertestillende i form af panodil, kodein og morfin for at kunne være i min krop med de mange smerter den opståede navlebrok gav mig. Det var min rusmiddelafhængighed, min afhængighedsskabende medicin der potentielt kunne påvirke min baby der stadig sparkede rundt i maven.
Vi vidste at den dag han ville komme til verden ville vi umiddelbart have tre forskellige scenarier:

1) Jeg ville være trappet ud af det smertestillende jeg fik inden. I det tilfælde vil fødselsforløbet blive så tæt på et “normalt” fødselsforløb (for hvornår er sådan et forløb egentlig normalt?). Vi vil kunne være indlagt på barselsafsnittet i nogle dage og så komme hjem.

2) Jeg ville ikke kunne ikke trappe helt ud, hvilket jeg skulle gøre 14 dage før termin (eller planlagt fødsel). I det tilfælde var jeg, på det tidspunkt, så langt henne at lungemodner ikke længere var aktuelt. Alt efter mængden af smertestillende jeg var nødt til at tage, kunne Dexter have lidt udfordringer med at trække vejret selv (morfin hæmmer/afslapper respirationsmuskulaturen) og så skulle han selvfølgelig lige have lidt starthjælp. Derudover kunne det være han havde (læg nu mærke til det her ord der slet ikke er så negativt som ordet abstinenser) seponeringsudfordringer, og vi derfor skulle være indlagt nogle dage for at få det helt under kontrol. Altså, man beder jo praktisk talt en baby om at tage en kold tyrker, det vil vi andre også blive mopset over, men det går over. I dette scenarie krævede det som minimum 5 dages indlæggelse på neontal til observation for eventuelle abstinenser. Hvis baby viser tegn på abstinenser ville det kræve yderligere 4 ugers indlæggelse hvor han skulle trappes ud af medicinen og hjælpes gennem sine abstinenser.

3) og sidste scenarie var, at jeg på daværende tidspunkt fik forværrede smerter indenfor de næste tre uger og at der skulle gøres noget mere akut. Det scenarie blev heldigvis ikke aktuelt.

Vi endte med scenarie nummer 2, med opfølgning i Familieambulatoriet. Og der var vi så i dag.

Vejen dertil
Fire dage før jeg fødte blev jeg omvisiteret fra Herlev Hospital til Hvidovre Hospital, hvor vi også er tilknyttet Familieambulatoriet. Inden da var vi til samtale på Familieambulatoriet hvor vi hørte om de 3 scenarier og aftalte, at vi skulle ringe til den visiterende jordemoder og få en rundvisning på neonatal inden fødslen. Vi havde en aftale om at jeg skulle ringe den 16. marts. Den dag fødte jeg, og vi nåede ikke at få yderligere info eller rundvisningen. Vi nåede altså ikke den sidste del af informationen omkring Dexters forløb efter fødslen. Dette medførte at jeg ikke var klar over vi ville blive adskilt efter fødslen og det er uden tvivl det der har været det hårdeste følelsesmæssigt i det her forløb; at se børnelægen, Jonas og Dexter gå afsted. Væk fra mig. Jeg blev genforenet med Jonas og Dexter indenfor få timer – som føltes som de længste timer nogensinde – og de 5 dage på neonatal skulle overstås. Dexter var indlagt på neonatal og jeg var indlagt på barselsafsnittet. Ham obs abstinenser, mig obs svangerskabsforgiftning. Jeg måtte heldigvis godt være på neonatal og bare komme tilbage på barselsafsnittet til undersøgelser et par gange i døgnet. Faktisk endte det med, at de fik mit telefonnummer, så ringede de bare når det var tid til blodtryk og stuegang. Virkelig fantastisk!

Vores tid på neonatal var præget af op- og nedture, men faktisk flest opture. De første to døgn var sværest. Vi lå på en stue med en anden kvinde og hendes nyfødte barn. Hun var meget sårbar og vi var sårbare, men på to vidt forskellige måder. Begge vores børn blev monitoreret med en iltmåler på foden. Sådan en iltmåler mister ret nemt kontakten med den lille fod så snart barnet lige krummer tæer (og det gør de tit kan jeg hilse at sige). I det øjeblik den mistede signal begyndte det at bimle og bamle og nåede man ikke at få måleren til at få kontakt indenfor en rimelig tid, så kom personalet løbende. For på skærmen var Dexter jo klinisk død, men han lå nu bare og spjættede i krybben. Jeg følte det bimlede og bamlede konstant, der var aldrig rigtig fred og på samme tid skulle jeg forholde mig til at der var et andet menneske på den anden side af gardinet. Den anden kvinde havde også nogle problemer med amningen, som hun heldigvis kunne få hjælp med. Men for os, på den anden side af gardinet, betød det at der hver 3. time kom 2-3 personaler ind til hende for at hjælpe med amningen. Derudover kom der sygeplejerske og scorede hendes barn i test og Dexter skulle også scores hver 4. time døgnet rundt – og det var sjældent det helt passede sammen. Der var aldrig fred og jeg stressede helt enormt over det. Det var svært for den anden kvinde, meget svært. Og det var svært for os at være i samme rum med en der havde det rigtig svært når det faktisk gik ret godt på vores side af gardinet. Det blev for meget for hende, og jeg forstår hende så godt. Hun bad om at blive flyttet til en anden stue og heldigvis var der kapacitet til det. Nu var der plads til at vi kunne være glade over de opture Dexter havde, der var plads til at Marvin kunne komme på besøg og plads til at man kunne tude de tudeture man nu engang havde brug for uden et publikum på den anden side af gardinet. Jeg var så ambivalent ved hele det her scenarie. Glad og ked af det på samme tid. Empatisk og skide uempatisk.
Dexter viste hurtigt fremskridt. Han scorede lige som han skulle i alle test og vi fik efter to døgn lov til at have iltmåleren af når vi lå eller sad med Dexter. Et døgn efter måtte den komme helt af og for første gang blev han ikke monitoreret og han havde det godt. Han har på intet tidspunkt vist tegn på abstinenser og jeg er evigt taknemmelig for at han har fået en god start på livet trods alt. Efter 5 døgn blev vi udskrevet og kunne begynde vores liv som en familie på 4. Et kapitel var slut, et nyt var startet.
Som enhver anden mor tager jeg gerne alt smerte for mit barn, en realitet jeg ret meget føler jeg gennemlever lige nu efter operationen af navlebrokken og fjernelse af galdeblæren.

Idag startede endnu et nyt kapitel. Det kapitel der omhandler kontrol og opfølgning i Familieambulatoriet. Dexter blev målt og vejet (5920 gram og 59 cm, her 10 uger gammel – mod 3065 gram og 46 cm ved fødslen). Han er for alvor en lille gut der vil fremad i verden. Han er for det meste glad og mild, vi hviler mere i os selv denne gang og vi føler os klar til de udfordringer der kan og vil komme.
Ét er at vi selv synes det da går meget godt, men når man så lige pludselig skal have sit barn vurderet af en speciallæge, ja så tror jeg selv den mest coole mor kan få svedige håndflader. Alle undersøgelser klarede den lille fyr til UG og lægen kunne meddele os, at i det kassesystem som systemet nu engang er delt op i, var Dexter placeret i kategorien for mindst risiko for varige mén som følge af medicineringen.

Når Dexter runder 4 måneder skal han til opfølgning igen. Denne gang skulle det være muligt at screene om hans indlæringsevne er påvirket (hvilket jeg synes er ret så vildt i en alder af 4 måneder). Jeg tror det er virkelig vigtigt at huske på, at opfølgningen ikke er en bedømmelse af os som forældre og vores forældreevne. Derimod er det et tilbud hvor vi kan få vurderet vores drengs trivsel af fagpersoner og få råd og vejledning med på vejen. Det er et tilbud vi, hvert fald for nu, takker ja tak til.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

 

Fødegangen tur/retur

På fødegangen med en baby på 2 måneder. Det er ikke det mest vante scenarie, men ikke desto mindre var det hvor vi var i dag. En mor, en far og en 2 måneder gammel baby på vej tilbage til der hvor babyen for lidt over to måneder siden meldte sin ankomst i raketfart.

 

Uddrag fra fødselsjournalen:

Kl 18.15
Er færdig i badet, har kraftige veer og begyndende pressetrang. Køres til fødegangen.

Kl. 18.20
Presser spontant og caput kommer fint frem.

Kl. 18.28
Fødes en levende dreng i en skylle klart fostervand,
skriger straks og lægges hud mod hud ved mor.

Fødslen gik stærkt! Jeg var med altså rent mentalt det meste af vejen, og hvert fald meget mere end jeg var da Marvin blev født. Jeg tror på at Meyermetoden har gjort en meget positiv forskel for mig og ikke mindst for Jonas. Helt firkantet stillet og gennemgik jeg Marvins fødsel mens Jonas så på, ved Dexter gik vi gennem fødslen sammen side ved side. En symbiose om man vil, og en virkelig skøn en af slagsen. Siden Marvins fødsel har jeg haft brug for en form for afrunding på det hele. Dexters fødsel har på ingen måde været så udfordrende for min psyke som Marvins var, men omstændighederne var også nogle andre dengang. Heidi har hjulpet mig med at få lagt låg på nogle kasser med tanker omkring min fødsel som første gangs og fået fokus på min fødsel som andengangs og allerede efter vores møde dengang havde jeg besluttet at jeg ville bede om en efterfødselssamtale når Dexter var født.

Den samtale var i dag og jeg vil anbefale andre mødre at bede om en efterfødselssamtale, om fødslen var traumatisk eller ej. Vi mødtes med den ene jordemor der var til stede da Dexter blev født. Jeg havde ikke de store forventninger. Jeg forventede hun havde læst op på min journal fra den dag og at hun vidste jeg hed Jeanette. Jeg havde selv læst min journal i går, hvor det gik op for mig at min jordemor ikke pludselig havde sat håret op anderledes undervejs, men at jeg nåede at have 5 forskellige jordemødre. Der er intet negativt i det. De 3 af dem var mens jeg stadig var i den såkaldte latente fase hvor der jo kan gå lang tid inden man kommer i aktiv fødsel. De sidste 2 var på fødestuen. Den ene tog imod mig og den anden overtog da den første fik fri.
Jeg havde egentlig ikke en forventning om at hun kunne huske mig. For come on, hvor mange fødende kvinder møder en jordemor lige på en vagt og hvor mange vagter har hun haft siden jeg fødte? Mange. Og med hånden på hjertet var det nok ikke mit ansigt hun havde mest fokus på da vi mødtes der i døren til fødestuen. Hun huskede mig. Hun huskede at Dexters hoved var synligt allerede da hospitalssengen bragede ind på fødestuen. Hun huskede at jeg ikke nåede at komme på fødelejet. Hun huskede at jeg Dexter var ude i løbet af nul komma fem og hun huskede at vi havde en lang snak efter fødslen. Det der tidspunkt hvor man normalt ligger hud mod hud med sit lille nye menneske, hvor to verdener mødes og man skal lære hinanden at kende. Det tidspunkt hvor jeg grundet omstændighederne var adskilt fra Jonas og Dexter. De var på neonatal, jeg var på fødestuen og ventede på at blive “afsluttet”. Jeg husker hende, jeg husker hendes varme, jeg husker vores snak om alt og intet, jeg husker at hun inden hun fik fri og overgav mig til den næste jordemor kom ind og gav mig et kram mens hun hviskede: “Du er sej!”.

I dag havde vi igen en snak. En snak der på mange måde var om alt og intet. Den betød alverden for mig og jeg har fået den afrunding jeg har ønsket i rigtig mange år. Jeg tror, at jeg ærligt kan sige, at jeg har sluttet fred med mig selv og den kamp vi har været igennem som førstegangsforældre og at vi nu er klar til at nyde vores tur som andengangsforældre hvor vi har både en fantastisk 5 årig, betænksom og kærlig dreng og nu også en mild (og for det meste) glad baby.

Jeg er klar til en dårlig dag, jeg ved der kommer en bedre efter og jeg ved nu at ingen følelser er forbudt.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

“Hvor har I lagt min baby?”

Shit, hvor er jeg øm i mavsen efter den operation. Altså ikke at jeg skal brokke mig, brokken er jo væk 😉

Det er dagen efter dagen hvor jeg fik fjernet galdeblæren og fikset den navlebrok der har drillet mig siden slutningen af december sidste år. Sikke en lettelse at det er ovre nu, men hold da magle hvor er jeg øm især i navlen. Jeg skal spare jer for billede af min mave. Operationen var en kikkertoperation hvor lægerne har lavet 4 indgange. En gennem navlebrokken, to yderligere i en lige linje over navlen og så en ude til højre under galdeblæren.

Jeg blev taget imod kl. 7.20 på dagkirurgisk ambulatorium, hvor jeg fik klædt om og var klar til operation som den første på programmet. Dexter var fodret af inden jeg gik hjemmefra og så krydsede jeg ellers bare fingre for at de ville klare den fint derhjemme. Jeg havde i forvejen malket ud og frosset ned, så der var modermælk klar til at give ham.

Lægen kom og hentede mig på operationsstuen, hvor han på vejen var meget optimistisk over at jeg jo havde prøvet at blive opereret før (øh, ja, da jeg var 4 år… Jeg huske ikke en dyt udover et traume over en venflon de ikke kunne få lagt i hånden på mig). Under omklædningen havde jeg fået at vide, at jeg måtte beholde mine strømper og trusser på. Men hvad så med ammebh/toppen med de dertil siddende ammeindlæg? Hvis jeg ikke havde den på var der jo garanti for mælk über alles. Yes, the joy of breast feeding.

Det endte med, at jeg måtte beholde det på ind på operationsstuen og så forhøre mig der. Det blev så lettere akavet og vi fik os et lille grin af det. Lad mig bare sige det ikke er tit de får et spørgsmål der suppleres med: “… ellers så kan det være det bare ender i en eller anden halv Miss Wet konkurrence the milk edition”. Heldigvis havde jeg en top på uden bøjler i og jeg fik lov til at beholde den på, så længde de måtte rykke den til siden eller klippe den af hvis den sad i vejen. Helt fint med mig.

Jeg kom op at lægge på lejet og fik venflon lagt. Derefter kom der en iltmaske og beskeden: “Det kan godt svie lidt i din hånd om lidt, men det går hurtigt over”. Derefter lå jeg og tænkte på at den der bedøvelse godt nok tog lang tid om at virke og BANG så husker jeg ikke mere.

Da jeg vågnede var min første kommentar: “Hvor har I lagt min baby?!”. Sygeplejersken blev pænt forvirret, og jo mere forvirret hun blev, jo mere forvirret blev jeg. En anden sygeplejerske var dog klar over jeg havde en baby derhjemme og kunne fortælle mig at han var sammen med sin far.

Følelsen af at være blevet kørt over af en traktor, trampet på af en elefant og ikke have sovet i et år var altoverskyggende. Jeg tror aldrig nogensinde jeg har været så træt før – og jeg har ellers været virkelig træt mange gange.

Jeg havde svært ved at vågne ordenligt fra narkosen, kirurgen var forbi mig på opvågningen 3 gange og det var først 4. gang, da han var blevet tilkaldt, det lykkedes ham at kunne snakke med mig. Jeg var heeeelt væk. Jeg blev hentet af manden og Dexter, og sammen tog vi en taxi hjem.
I går lavede jeg ikke andet end at sove på den ene side, amme, gå ud at tisse, sove på den anden side, amme, gå ud at tisse, sove på den første side, amme, gå ud at tisse. Manden lagde Dexter til hver gang og tog ham igen hvis han vågnede op. Og jeg sov.

Dagen idag

Formiddagen alene med Dexter var gået over al forventning. Medela Calma flasken fattede Dexter ikke en meter af, men en Avent flaske var åbenbart sagen og han har fået spist som han skulle. Det sværeste havde vidst været at han jo er vandt til at maden er serveret i det øjeblik han melder sig, hvor det jo lige tog 10 minutters tid at gøre flasken klar. Men de klarede det og jeg er så stolte af dem.

I dag har jeg det nogenlunde. Uden en baby havde huslige sysler ikke været et problem. Jeg er rigtig øm i specielt min navle og så lidt omkring de 3 andre indgangssår. Og lige dét harmonerer ikke godt med en baby der har brug for nærkontakt når der skal bæres eller trøstes. Manden holder barsel i dag og det er jeg virkelig glad for. Jeg kunne ikke have været herhjemme alene sammen med Dexter.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Stop brok(keriet) og snup bare et organ også

Kan jeg slippe for et organ, tak?

Imorgen er dagen (eller morgenen) hvor jeg skal opereres. Under graviditeten udviklede jeg en navlebrok der resulterede i først en indlæggelse og derefter mere eller mindre konstante smerter og en heftig smertebehandling, der også var grunden til at Dexter skulle indlægges til observation på neonatal efter fødslen. Og så snupper de også en galdeblære med i samme omgang.

Anyways, imorgen har jeg tid til operation. Jeg fik jo også lige startet en kavalkade af galdestensanfald uden lige, der startede på vejen hjem fra påskeferie i Jylland, og siden da har jeg haft op til 10 anfald om ugen. Jep, not funny. Så hvis nogen spørger om Dexter holder mig vågen om natten, må jeg egentlig indrømme, at det der holder mig mest vågen for tiden er galdestensanfald – hvert fald holder mig længst vågen af gangen.

Jeg havde kontroltid til opfølgning på navlebrokken for 14 dages tid siden. Dagen før var jeg blevet ultralydsscannet for at få kigget på galdeblæren som viste nogle banditgaldesten på 1,5 cm i diameter. Lægen konstaterede da også med det samme, at han bookede operation til “2 fluer i ét smæk”. Så det er det der skal ske. En galdeblære mindre imorgen, og et styks navlebrok proppet på plads og syet godt, tak!

Jeg er nervøs og spændt. Operationen er jeg ikke bange for, men for hulan hvor jeg hader, hader, hader at få lagt venflon i hånden. Vi snakker nærmest en panik-agtig mig. Og når det så er overstået er der Dexter. Detaljen Dexter. Detaljen Dexter der bliver ammet, ikke bruger sut, ikke fatter en sutteflaske og bare er vandt til at være hos sin moooar. Imorgen må farmand klare tjansen. Jeg kan hverken gøre fra eller til. Jeg håber bare det hele forløber så smertefrit som muligt og at min lille dreng ikke skal være bundulykkelig og sulten hele dagen.

Vi ses på den anden side, wish me luck …

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Et tjek hos kiropraktoren burde være obligatorisk for spædbørn

dexter kiropraktor

Rigtig mange spædbørn har låsninger i mindre eller større grad et sted i rygraden eller bækkenet efter den hårde medfart en fødsel kan være. Det kan komme til udtryk på mange måder: Gråd, luft i maven, en baby der vrider sig, en baby der ikke kan finde ro ved det ene bryst men godt ved det andet, en baby der ikke kan løfte hovedet selv, en baby der er rigtig god til at løfte hovedet selv (simpelthen pga en låsning i nakken), en baby der konsekvent kigger til den ene side og flere andre ting.

En baby der er ked af det – lige gyldig grunden – kan blive alt overskyggende og set i bakspejlet ville jeg ønske der var nogen der noget tidligere havde anbefalet at vi tog Marvin til kiropraktor.
Der er muligvis nogle af jer der læste med den gang jeg postede dette indlæg omkring Marvin og ordet “kolik” (Advarsel: Reality check, det er ret hård læsning) – men der sidder sikkert også nogle og læser med der ikke gjorde. På daværende tidspunkt var Marvin 4,5 måned og han skreg, og skreg og skreg og skreg. Og værst af alt: Intet jeg gjorde, gjorde en forskel i forhold til skrigeriet og jeg følte mig mere end magtesløs (hvilket indlægget vidst meget godt beskriver). Vi prøvede forskellige ting med Marvin: Zoneterapi, kraniosakralterapi og til sidst en kiropraktor. Alle børn er forskellige, men for os gjorde kiropraktikbehandlingerne, efter flere behandlinger, en verden til forskel. En verden til forskel vi gerne ville have oplevet noget før.

Da jeg blev gravid med Dexter, var jeg slet ikke i tvivl om, at nærmest den dag han blev født skulle vi booke en tid hos en kiropraktor. Tiden blev ikke booket på den dag han blev født dog, men før weekenden og i dag var vi så afsted. Vi oplever slet ikke (7-9-13!) de samme problematikker som vi gjorde med Marvin og Dexter er en meget mild lille dreng, indtil videre hvert fald. Dog er der nogle småting som evt kunne skyldes låsning eller opspændthed.
Dexter er vågen fra kl. 1.00 til kl. 5.00-6.00 ca. hver anden nat. Han er ikke ked af det, han kan bare ikke finde ro. Han vrider sig, slår en prut, falder i søvn, vrider sig, “knirker”, leverer en god ble, skal skiftes og så kører det ellers lidt i den rytme.
Derudover har han rigtig svært ved at finde ro ved det højre bryst, ved det venstre er der intet. Hvilket har resulteret i at jeg render rundt med et seriøst ømt højre bryst. Han kan simpelthen ikke få ordenligt fat. Han gaber ikke ordenligt op, ligger og nipper lidt, bliver sur, giver slip, bliver mere sur fordi han ikke kan få ordenligt fat, får halvt fat og halvdruknet i mælk der løber hurtigt, hoster, hakker og falder helt i søvn uden at spise videre og inden han har spist nok. Det resulterer i luft i maven og at – hvis han falder rigtigt i søvn – vågner efter en halv til en hel time og melder sig igen. Det bliver hurtigt en ond cirkel for hans mave.

Da Marvin blev født meget hurtigt, var der en der sammenlignede hans tur ned gennem bækkenet som et frontalt sammenstød på knallert i fuld fart lige ind i en mur. Og så forstår man jo godt de små kan have ondt. Dexters fødsel gik også rigtig hurtigt og lige den sætning med det frontale sammenstød, gav rigelig anledning til at det nok var godt med et lille “servicetjek”.
Dexter fik lavet sit “servicetjek” i dag og der var rent faktisk noget. Jeg blev helt lettet. Forstå mig ret. Ikke at jeg ønsker der er noget galt, men der var noget der kunne forklare de småting vi har observeret ved ham. Kiropraktoren fandt en låsning i venstre side af nakken og en opspændthed mellem skulderbladene, som Dexter meget tydeligt reagerede på ved tryk. Han blev blødt lidt op af et par omgange og for hver omgang kunne man se mindre negativ respons fra Dexter. For god ordens skyld vi jeg lige pointere, at spædbørnkiropraktik ikke handler om at det skal sige knæk på mest mulige måder, det er helt stille og rolig berøring og facilitering af muskler og led.

Har vi så haft nogen effekt af behandlingen? Ja, faktisk er der allerede en stor forskel i hvordan han tager fat ved det højre bryst og det i sig selv er virkelig lækkert både for ham og ikke mindst mig og den ømme dut 😉 Hvordan natten går, må tiden vise.
Ud fra min erfaring både på mine børn men også rent fagligt som fysioterapeut vil jeg virkelig anbefale alle småbørnsforældre at få tjekket deres børn. Ja, jeg vil faktisk gå så vidt at sige jeg synes det burde være obligatorisk. Hvorfor ikke få naturligt behandlet nogle gener, som børnene ikke selv kan give udtryk for på andre måde end gennem frustrationer og gråd? Og hvorfor ikke give de nybagte forældre et udgangspunkt der er så optimalt som muligt fra starten af – og forhåbentlig løbe direkte udenom en masse af de frustrationer man nu engang skal igennem som spædbørnsforældre?

Indlægget er på ingen måde sponsoreret, det er blot et råd fra en mor til måske en anden (desperat) m0r.
Hvis du bor i København kan jeg virkelig anbefale kiropraktor Michael Dyssegard, som holder til lige ved siden af Københavns Hovedbanegård – med andre ord, det er mega nemt at komme derhen også selvom man ikke lige bor inde i Centrum. Michael gjorde en verden til forskel for os med Marvin og jeg kan allerede mærke en forskel på Dexter også. Han har mange års erfaring med spædbørn og også voksne for den sags skyld. Hele familien herhjemme har gået hos ham – efter behov – de sidste 5 år. Jeg har 100% tiltro til ham og fra første gang vi trådte ind af døren var jeg fuldstændig tryg ved ham og ikke mindst behandlingen. Han har mine varmeste anbefalinger.

Har du selv benyttet dig af kiropraktor eller har du andre gode råd til spædbørnsforældre, så smid dem gerne i en kommentar.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Da lillebror meldte sin ankomst i raketfart

Så meldte han sin ankomst, faktisk allerede den 16. marts – for præcis 14 dage siden, hele 15 dage før termin. Der har været stille på bloggen, og det har der altså været en god grund til. Der har været brug for 100 % fokus på det her lille nye menneske og ikke mindst den her lille nye familie på 4.

Modsat Marvins fødsel var der ikke den store optakt, faktisk sov jeg som en sten hele natten op til dagen hvor det skulle vise sig at gå løs. Jeg var så meget i tvivl om det var nu det var nu. Men det gik dog op for mig, og jeg havde en mand der insisterede på at der altså var noget i gang. Jeg er virkelig glad for den sparring (og introduktionen til Meyermetoden, der viste sig nyttig senere på dagen) vi har haft med Heidi/meyermor.dk

Ved en 9-tiden torsdag den 16. marts, lå jeg dejligt under dynen og overvejede at stå op. Jeg skulle lige pudse næse og fandt et stykke papir frem. I det jeg tager det op til næsen mærker jeg et “blop” og tænker straks: “Gik mit vand lige, eller tissede jeg i bukserne?”. Jeg kiggede ikke ned men lå kort og gennemtænkte hvad der egentlig lige var sket. Havde jeg virkelig så dårlige bækkenbundsmuskler at jeg kunne tisse i bukserne inden jeg overhovedet var begyndt at pudse næse? Jeg tøffede ud på toilettet og konstaterede at det nok var vandet der var gået, men jeg var ærlig talt ikke overbevist. Jeg sagde intet til Jonas, for han var på vej ud af døren for at aflevere Marvin i børnehaven. Lige dén dag havde han besluttet at arbejde hjemme. Da han havde afleveret Marvin fortalte jeg ham det så. Vi blev enige om at jeg hellere måtte få pakket den der hospitalstaske, som jeg allerede overvejede at pakke i starten af februar. I samme omgang ringede jeg kl. 11 til fødegangen, og vi blev enige om at nu var det bare at vente og se tiden lidt an. Der blev lagt vægt på at jeg fødte meget hurtigt sidst og at jeg selvfølgelig bare skulle ringe når der skete mere eller hvis vi ikke længere var trygge ved at være hjemme. Kl. 12.15 bad Jonas mig ringe igen, han synes ikke der var så lang tid mellem veerne mere. Heidi havde givet os et par gode pejlemærker at gå efter, rent tidsmæssigt, da vi jo skulle være sikker på vi kunne nå frem til fødegangen, hvis det også ville blive en raketfødsel denne gang. Jonas ville gerne afsted og jeg ville egentlig gerne bare tjekkes da det var begyndt at nive lidt.

Ca. kl. 13.00 ankommer vi til fødegangen på Hvidovre Hospital. Jeg blev undersøgt af en jordemoder; ingen livmoderhals tilbage og 1-2 cm åben. Hjertelyden var fint, men mit blodtryk højt. Alt i alt ikke noget prangende “resultat” og vi fik besked om at normalt ville vi blive sendt hjem, men taget min historik med Marvin i betragtning, kunne vi nøjes med at gå en tur. Vi blev foreslået at gå lidt udenfor eller op til 7/11 og få lidt mad. No way, José. Jeg kunne slet ikke overskue det og panikken spredte sig hurtigt i kroppen, tårerne pressede på og i mine tanker så jeg mig selv komme gående på de lange gange på Hvidovre, pludselig knække sammen – og så lå der en baby på gulvet og skreg. Jeg skulle ikke væk fra fødemodtagelsen, medmindre det var for at komme på fødegangen. Vi fik lov at blive. Kl. 14.45 kom vi ind på en “ventestue”. Der var en seng og en stol og ingen andre omkring os. Det var dejligt. Dejligt at føle sig hørt og dejligt at føle en omsorg, selvom omsorgen ikke kom i form af et par fysiske hænder, men derimod nogle rolige omgivelser for os. Veerne to stille til og Jonas gjorde brug af Meyermetoden til at hjælpe mig gennem veerne der i min verden blev slemmere og slemmere. Jonas formåede at hjælpe mig med at mærke hele min krop og runde veen af gennem et punkt han trykkede på lige mellem øjnene på mig. Det gav en følelse af at nu var veen “tværret ud”. Den var væk og jeg kunne slappe af og samle kræfter til den næste ve, hvor han så hjalp mig igen. Jeg følte vi var to i det her. Det var uden tvivl mig der mærkede smerten i kroppen, men det var Jonas der hjalp mig med at slippe den. Og nej, en fødsel bliver altså aldrig smertefri – men et eller andet sted følte jeg, at jeg var i stand til at håndtere det bedre fordi vi var et team, fordi vi var sammen om det. Støtten kom ikke i form af et “ih” og “nååå” og “ååh”, den kom i form af berøring. En berøring der gjorde jeg ikke mistede kontakten til min krop og kun fokuserede på at det gjorde ondt.

Kl. 16.45 synes jeg veerne virkelig begynder at gøre ondt. Jeg får vrisset af Jonas at hvis han trykker mig én gang til i panden så giver han mig kraniebrud. Jeg har svært ved at være i smerten og jeg mister taget på det. Jonas fortsætter med Meyermetoden, men springer blot det sidste punkt over. En, for mig, virkelig god pointe Heidi gav os, som jeg rigtig gerne vil give videre også, er at Jonas skulle ikke spørge mig om jeg ville noget. Han skulle bare gøre det. Og så måtte jeg sige nej der. Han skulle ikke spørge mig om jeg ville have noget at drikke, han skulle bare stikke mig drikkedunken. Han skulle ikke spørge om han skulle trykke nogle steder på mig, han skulle bare gøre det. Det gjorde at jeg ikke skulle tage stilling til noget, ud over at have fokus på at arbejde med veerne. Og gjorde han noget jeg ikke ville have, så sagde jeg selvfølgelig bare nej der. Han tog ejerskab over fødslen på en måde jeg ikke selv var i stand til og det var fedt! (Og endnu federe at tænke tilbage på nu).
Jeg bliver endnu engang undersøgt og resultatet var fuldstændigt det samme som da vi ankom til fødemodtagelsen; 2 fingre åben, ingen livmoderhals og ikke en dyt andet. Jeg blev sur. Sådan rigtig bitter, helt ned i maven. Sur over at min krop ikke bare kunne finde ud af at lade der ske ét eller andet – det gik jo fint sidst. Sur over at min krop ikke har præsteret andet end smerte og absolut intet andet siden vi ankom på fødemodtagelsen næsten 4 timer før.
Jeg fik vrisset at så ville jeg eddermame have noget smertestillende hvis de lorte veer ikke gad give en skid alligevel. At min fødselsplan var ligemeget, det var jo bare ønsker – og ønsker kan ændre sig. Jeg ønskede mig smertestillende. Jordemoderen rystede stille på hovedet, mens hun roligt fortalte mig at det var for tidligt i forløbet at få smertestillende, men at hun synes jeg skulle prøve at tage et bad. Jeg ville krafteddeme ikke have et bad, jeg ville have mine drugs. Kompromiset blev at det ikke kunne komme på tale før jeg havde taget det varme bad. Okay så. (Og tak for det, jordemoder).

Kl. 17.00-17.45 er jeg i bad. Jeg er sur. Sur over at vandet ikke kan blive brændende varm, så jeg står egentlig og ryster frysende, samtidig med at jeg skal arbejde med de veer der jo alligevel ikke gav noget. Jonas bliver nødt til at holde bruseren for mig hver gang der kommer en ve, og meget hurtigt bliver han nødt til at holde den hele tiden. Blufærdighed go home! Jeg kan ikke overskue badet mere og vil bare ud. Veerne stopper ikke. Jeg skal på toilettet og jeg kan høre Heidis ord for mig: “Hvis du får følelsen af at du skal på toilettet, så holder du hånden under!”. Der sker ikke en skid – bogstavelig talt. Jonas hjælper mig på med den sparsomme mængde tøj i form af nettrusser og en hospitalsskjorte. Indtil nu har jeg haft kjole og leggings på. Jeg kan ikke være i min egen krop og da vi går tilbage ind på ventestuen kommer pressetrangen: “Jonas, hiv i den snor nu!”. Jordemoderen kommer ind kl. 18.00 for at undersøge mig. Jeg skal ligge mig op i sengen, men på det tidspunkt har jeg ingen pauser mellem veerne. Så princess-not-charming som man nu engang er må jeg meddele jordemoderen at enten skal jeg presse en unge ud eller også skal jeg skide. Bum. Jeg må ikke presse og det lykkedes mig at komme op i sengen. Jordemoderen gør store øjne; 8 cm og aktiv fødsel: “Vi skal have dig over på fødegangen nu, jeg får lige fat i en kollega”.

Kl. 18.15 bliver jeg sengeliggende fra undersøgelsen, rullet i turbofart til fødegangen af to jordemødre. Stadig som princess-not-so-charming siger jeg hele vejen til fødegangen at jeg skal presse nu eller skide. Jordemødrene laver synkrone vejrtrækningsøvelser. Jeg forsøger at følge med og ikke presse.
Sengen bliver parkeret, sengehestene klappet ned og der er en hurtig klargøring til forflytning til fødelejet. Jeg observerer der står en portør, lænende op af fødelejet og kigger på mig. Jeg undrer mig meget. “Vi snupper fødslen i sengen, vi når ikke at få hende på fødelejet”. I løbet af et par presseveer er vores lillebror ude. Klokken er 18.26 og en lille fin dreng på 46 cm og 3065 gram sagde hej til verden.

Det var vildt. Men jeg var med! Mit hoved forstod hvad der skete og jeg tudbrølede da en lykkerus strømmede ind over mig. Det var en surrealistisk følelse, en følelse jeg ikke havde ved Marvins fødsel, og en følelse jeg slet ikke kan beskrive.

Dexter born

Portøren var imidlertid ikke en portør. Det var en børnelæge fra neonatal (undskyld læge, men hvornår har en læge set så ung ud, lignet en portør og haft “Boten Anna”-langt svenskergarn?!). Portøren Lægen meddelte at de skulle gå nu, og at han ikke vidste om vi havde snakket om hvordan vi ville gøre det. Gøre hvad? Gå? Jeg kunne da ikke gå nu, jeg skulle jo stadig lige føde en moderkage, have tjekket understellet og måske lappes sammen? Hvordan skulle jeg kunne gå? Og dér gik det op for mig. Jeg skulle skilles fra min lille nye søn. I min fødselsplan/ønsker havde jeg skrevet at hvis jeg ikke kunne være hos ham, så skulle Jonas være det. Og sådan måtte det være. Jeg havde ubevidst taget stilling til noget, jeg ellers var tvunget til at skulle tage stilling til få minutter efter han var født. Jeg brød helt sammen. Vi fik lov til at få 10 minutter ekstra alene på stuen inden de gik. Og der gik de så. Lægen og Jonas med den lille nye, fine lillebror i armene. Og der lå jeg. Alene.
Der gik næsten 3 timer inden vi blev forenet igen. Det var de hårdeste 3 timer jeg nogensinde har oplevet. Det virkede så forkert at det lille nye menneske ikke bare skulle ligge hos mig, at jeg ikke kunne se ham, ikke kunne høre ham og ikke bare kunne være hans mor.
Mit blodtryk var for højt og jeg blev indlagt på barselsafsnittet mens Jonas og lillebror var indlagt på neonatal. Heldigvis måtte jeg gerne være på neonatal hos dem og jeg pendlede derfor lidt frem og tilbage mellem afdelingerne. Men skidt med det. Det vigtigste var at vi kunne være sammen.

Vi var indlagt i 5 dage grundet observation for abstinenser pga. de smertestillende jeg har fået for en navlebrok under graviditeten. Det var hårdt, ikke mindst fordi vi selvfølgelig var blevet et familiemedlem rigere, men vi havde også et lille familiemedlem derhjemme; Marvin. Marvin var på ferie hos sin farfar i 3 døgn, hvorefter Jonas var hjemme ved ham fra han hentede ham i børnehaven, til han afleverede ham igen. Mens Marvin var i børnehaven var Jonas på hospitalet hos os. På 5. dagen, den 21. marts, blev vi udskrevet og Marvin kunne stolt trille sin lillebror hjem fra hospitalet i barnevognen. Perfekt timing, for den 22. marts blev Marvin 5 år, og den bedste gæst til fødselsdagen var helt sikkert hans lillebror.

Marvin er pavestolt af sin lillebror. Lillebror hedder Dexter, eller som Marvin siger “Det extra” – og ja, han er jo lige dét extra i vores lille familie. Det er stort at få et barn (mere), men det er mindst lige så stort at se Marvin i rollen som storebror. Dexter har helt sikkert trukket det lange strå der, for Marvin er en fantastisk storebror.

Dexter born1

Se dem lige! De er sgu da søde, ikke?

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Fødselsforberedelse med Meyermetoden

Det er ikke nogen hemmelighed, at Marvins fødsel gik rigtig hurtigt og at der på mange områder er en masse ting jeg ikke selv har haft overblikket over eller kunne følge med i. Jeg har i lang tid følt mig førstegangs igen, på rigtig mange måder, men især når vi snakker fødslen.

I sidste uge havde vi besøg af Heidi (Meyermor.dk), som er uddannet jordemoder, som hjalp os med at finde hoved og hale i forløbet og hjalp os videre på vej med Meyermetoden, som kan bruges til vemestringsmetode under fødslen. Jeg havde læst lidt omkring andres erfaring med Meyermotoden og hvad Heidi selv har skrevet om det. Jeg var rigtig spændt på at høre mere om det og jeg er jo selvfølgelig på en eller anden måde fagskadet med en baggrund som fysioterapeut og på samme måde har min bedre halvdel også en masse viden inden for neurovidenskaben. Der vil alt andet lige kunne drages nogle faglige “aha”-paralleller til hvert vores fag. Det kan både være en styrke og en svaghed, da jeg (vi) nok også hurtigere fremviser en større skepsis, når vi så at sige er “flasket op” med at der skal være evidens for påstande, de skal være reproducerbare, valide og man kan altså ikke bare sige noget for at sige noget. Der går altså rigtig hurtigt – for mig – lidt hokus pokus i det, når jeg hører om forskellige alternative metoder. Der ligger stort set altid den der sundhedsvidenskabelige tilgang til tingene i vores tanker – og der kunne det i virkeligheden (nogle gange) være godt at kunne tage skyklapper på og ikke tænke så meget over det, da vi måske så ville være mere åbne over for andre ting. Med lige præcis Meyermetoden ramte Heidi noget der for mig gav mening. Der var facts, som ledte til hypoteser om smertehåndtering, som er afprøvet og bekræftet af flere andre fødende kvinder.

Nøgleordene for Meyermetoden er kort og godt frigørelse, forberedelse og forløsning gennem indsigt og viden, – så du kan få din fødsel i fokus og opnå en fødsel i kontrol. De ord giver mening for mig. En håndterbar indsigt og viden der leder til at vi er forberedt og kan frigøre os fra tidligere oplevelser og tankemylder omkring hele fødslen. Og med de ord vil jeg hive nogle hovedpunkter fra Meyermetoden frem og holde op mod den viden jeg har fra fysioterapien og de oplevelser jeg havde med Marvins fødsel. Måske det også vil give rigtig god mening for dig? Det gav hvert fald sindssyg god mening for mig.

En fødselssituation er bare en underlig størrelse, en størrelse der er mega svær at forholde sig til og en størrelse hvor man skal gennemleve noget, man ikke har den vildeste fantasi til at kunne forestille sig hvordan bliver. Man kan have ideer, forventninger og måske være bange eller angst. Jeg er ikke bange for at føde – heller ikke angst. Jeg har en tiltro på at min krop nok skal klare det her og det mind set er, for mig, rigtig vigtigt.
Jeg er et udpræget “liste-menneske”, jeg elsker når jeg kan organisere kaos i min egen lille verden og få styr på det. Og lige dér er fødslen en underlig størrelse. For jeg kan ikke lave lister, jeg ved ikke hvad der skal ske, men jeg kan få fokuseret mine tanker og tage kontrol over det jeg kan tage kontrol over, og ellers være åben over for resten. En frigørelse, forberedelse og forløsning – og lige dér virker det til at Meyermetoden og jeg (og sådan set også min bedre halvdel) er et godt match. Et match jeg glæder mig til at vi skal afprøve i praksis. Jeg har fået et andet mind set omkring det at gå ind til fødslen. Vi er gået fra tanker omkring “hvad nu hvis” til en “fødselsdate”. Vi har nogle ønsker, som er blevet skrevet ned i en fødselsplan. Det er ikke en plan, forstået på den måde at den skal følges slavisk. Det er ønsker, som der muligvis bliver behov for at der afviges fra. Men vi har ønsker til situationen og dermed også en mulighed for at komme ud på den anden side og sige: “Hvor var det fedt det kunne lade sig gøre med…”. I stedet for at gå ind til det ukendte, forsøger vi at tage en form for ejerskab over den.


Uden at det skal blive alt for teknisk, er kroppen (ud over hjertemuskulatur) opbygget af to typer muskulatur; glat muskulatur og tværstribet muskulatur. Og hvad skal vi bruge det til? Den glatte muskulatur (indre organer og strukturer, som fx livmoderen og tarmene) styres af det autonome nervesystem, dvs det styres helt ubevidst, mens den tværstribede muskulatur (skeletmuskulatur som fx dine ballemuskler, hoftebøjere, armstrækkere) styres af din vilje. Du kan med andre ord sige til dig selv: “Jeg vil gerne bøje min arm” og så bøjer du den af egen fri vilje, til gengæld kan du ikke direkte påvirke spiserøret, livmoderen, bronkierne i lungerne og blodårerne. Selvom det da kunne være rart at man kunne sige: “Hey livmoder, nu laver du kraftpetervælteme en ve, så den baby kan blive poppet!”. Jeg har prøvet, det virkede ikke.
En anden væsentlig forskel mellem den glatte muskulatur og den tværstribede muskulatur er evnen (eller svagheden?) til at ophobe mælkesyre/affaldsstoffer – man bliver pokkers øm og får ondt når musklerne bruges. Denne evne har kun den tværstribede muskulatur. Du har med andre ord svært ved at gå op og ned af trapperne efter en effektiv træningssession i det lokale fitnesscenter, fordi du har brugt dine tværstribede muskler under træningen. Glat muskulatur kan ikke ophobe mælkesyre og livmoderen burde derfor kunne producere en ve, uden veen i sig selv giver smerte. Aha!
Når den tværstribede muskulatur ophober mælkesyre er der én måde at få den væk på. Det bliver transporteret væk gennem ilten i blodet. Husker vi ikke at trække vejret ordenligt under og efter en ve, giver vi altså den omkringliggende tværstribede muskulatur rigtig, rigtig dårlige betingelser for at – så vidt muligt – forblive smertefri. Der ophobes mere og mere mælkesyre desto dårligere vi er til at trække vejret under en fødsel. Vi skal derfor også huske at trække vejret optimalt mellem veerne, så vores tværstribede muskulatur kan få lov at komme af med nogle affaldsstoffer og være klar til næste ve. For selvom veen finder sted i den glatte muskulatur (livmoderen), så spænder vi alt andet lige op i en masse af den tværstribede muskulatur. Jeg tror de fleste gravide har hørt sætningen: “At føde svarer til at løbe et marathon”, det er hårdt arbejde!

Hånden på hjertet; en fødsel bliver altså aldrig smertefri, men hvad hvis vi kan arbejde med at gøre den så smertefri som muligt? Der er utrolig meget fokus på smerter. “Gør det ondt?”, “På en skala fra 0-10, hvor 10 er den værst mulige smerte, hvor ondt har du så nu?”, “Så det vil sige, du har så ondt at du ikke kan…”.
Når Marvin falder, kigger han instinktivt op på mig. Spørger jeg ham: “Gør det ondt?”, så begynder han med blævrende læbe at sige “Jaaaaa, jeg slog mig lige dér”. Kigger jeg i stedet tilbage på ham og siger: “Hovsa! Op igen.”, så rejser han sig op, mærker efter, og i de fleste tilfælde løber han videre. Ikke at Jonas på nogen måde under fødslen skal sige: “På den igen, skat!”, men måske der er noget om snakken, at fokus på ondt, kan gøre ondt værre?

Med den her viden i baghovedet kan vi måske lettere forberede os – og ikke mindst forstå – hvad der sker og hvorfor kroppen gør som den gør.

En af de ting som Meyermetoden arbejder med, er at løsne op og slippe anspændtheden. Jeg blev moslet op i sofaen, lejret godt med min enorme graviditetspude og så viste Heidi ellers hvordan Meyermetoden fungerer via partnerens tryk under en ve. Herefter afprøvede Jonas det på mig.
En meget grundlæggende ting er noget der indenfor fysioterapien kaldes grounding. At kunne mærke sin krop. Det er især et princip der bruges meget inden for psykiatrien og neurologien. Med grounding vil man via tryk fra hænder, eller puder når der lejres, hjælpe personen med at afgrænse og mærke sin egen krop.
Under en ve, vil det i praksis betyde, at Jonas’ job bliver at tage ejerskab over den ve. Han skal hjælpe mig med at mærke min krop, ikke kun have fokus på hvor veen sidder. Det er hele Jeanette der er i fødsel, det er ikke kun et 40 cm segment fra symfysen og op, og vigtigst af alt; Jonas er en vigtig og aktiv medspiller i det forløb.
Jonas’ opgave under en ve bliver at give mig nogle tryk forskellige steder på kroppen, skiftevis på højre og venstre side af kroppen, for at sende signaler til begge hjernehalvdele. Ved at sende signaler til begge hjernehalvdele på skift, tvinger man så at sige, også hjernen til at fokusere anderledes. En ve forventer vi instinktivt gør ondt ret bestemte steder, hvor imod trykkene bliver mere uforudsigelige og hjernen derfor er nødt til at fokusere på det. Trykkene kan rundes af med sætningerne “vip med venstre storetå” og herefter “vip med højre lillefinger”. Der skal vi tænke, vi skal fjerne fokus, for hvilken side er det nu lige der er venstre? Og glemte vi så fokusere på smerten fra veen fordi vi skulle finde ud af hvilken storetå der skulle vippes med? Særligt dette, vil for mig være enormt distraherende og flytte fokus, for er der noget jeg er dårlig til, så er det højre og venstre (Så dårlig at min kørelærer engang bad mig holde ind til siden, hev en kuglepen frem og skrev et H på højre hånd og et V på venstre hånd. Jeg skulle øve venstresving – behøver jeg sige hvilken side jeg drejede til?).
Frem til fødslen skal Jonas og jeg øve os på de her fokuspunkter, som han skal trykke på. Det er ikke fordi det er svært, men så har han mulighed for at få en rytme og jeg har mulighed for at sige hvis trykket skal lægges lidt anderledes.

Der er virkelig mange spændende aspekter og jeg kan umuligt få plads til det hele. Hvis du er interesseret i at vide mere om Meyermetoden synes jeg du skal kigge forbi meyermor.dk, hvor Heidi også linker direkte til andres erfaringer med Meyermetoden. Det er spændende læsning!

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

En turbulent preggo-uge

Den sidste uges tid har været fyldt med kovendinger, frustrationer og et tankemylder uden lige over hvad der skal ske. Altså ud skal han jo nok komme ham lillebror, men hvor, hvad er udsigten til hvornår og ikke mindst; hvordan bliver tiden lige efter fødslen?

Først: I dag har jeg rundet de 37+0. Det betyder at fra NU er lillebror rent faktisk født til termin. Jeg er ikke længere i farezonen for at skulle føde for tidligt. Det er ret vildt!


Forrige tirsdag (35+5) tikkede der en indkaldelse ind i min e-boks. En indkaldelse til lægesamtale på Hvidovre Hospital. En indkaldelse der kort skrev at vi skulle snakke med en læge i Familieambulatoriet og i forbindelse med dette planlægge fremtidige jordemoderbesøg. Jeg blev paf, og fattede ikke en meter. Jeg hører til Herlev – så hvor kom Hvidovre Hospital lige ind i det henne? Jeg jokede med at det måske var en fejl, at Hvidovre måske troede jeg manglede at komme til scanninger og jordemoderbesøg, altså præcis som den første indkaldelse man får i forbindelse med graviditeten. Da jeg var indlagt op til nytår med navlebrok, kom der nemlig en jordemoder ind til mig, som var meget bleg og havde en alvorlig mine, og spurgte mig om jeg havde været til nakkefoldsscanning, misdannelsesscanning og om jeg gik til jordemor? For de kunne slet ikke se mig i systemet (og det var jo så fordi jeg hører til Herlev – og mikset af at Herlev bruger Sundhedsplatformen, mens Hvidovre stadig bruger OPUS).


Onsdag (35+6) ringede jeg til Hvidovre for at høre hvad den indkaldelse gik ud på. I mellemtiden havde jeg googlet Familieambulatoriet, og det første afsnit hed:
Tilbuddet er til dig, som inden for de sidste 2 år har haft/har et forbrug af afhængighedsskabende medicin, alkohol og/eller andre rusmidler eller til dig, hvor kommende barnefar har et aktivt rusmiddelforbrug. Vi hjælper også gravide, der har bipolar lidelse, skizofreni eller HIV.
Interessant. Sekretæren kunne ikke fortælle mig så meget andet end at det nok betød jeg skulle føde på Hvidovre og at hun kunne se Herlev Hospital havde omvisiteret mig dertil. Og så gik klappen ned. En enorm følelse af afmagt, frustrationer og at jeg egentlig bare følte mig overrumplet uden på nogen måde at være inddraget i noget. En af de ting der virkelig er blevet pointeret i denne graviditet er, at jeg har det rigtig dårligt med meget skiftende fagpersonale og at jeg af samme grund er tilknyttet en fast jordemoder under ordningen for særligt sårbare gravide, grundet min fødselsdepression jeg fik sidst. Men hvor var jeg lige med i det her? Vi havde allerede en planlagt lægesamtale på Herlev fredag, så vi blev enige om at spørge ind til det der.


Torsdag (35+6) ringer en telefonsælger – det troede jeg hvert fald – men det var min faste jordemor fra Herlev. Jeg er ret glad for at jeg tog telefonen trods min telefonsælgerskepsis da jeg så nummeret på skærmen. Hun fortæller at min situation er blevet vendt på konference og at man er blevet enige om, at tilbyde os tilknytning til Familieambulatoriet på Hvidovre grundet det smertestillende jeg har været nødsaget til at tage siden nytår pga. navlebrokken. Hun spørger ind til om det er noget vi er interesseret i, hvortil jeg kan fortælle vi allerede er indkaldt og at jeg slet ikke forstår sammenhængen i noget af det. Jordemoren kan ikke se jeg er blevet indkaldt, men vi får en god snak om det og bliver enige om at vi snakker med fødselslægen til den planlagte samtale dagen efter omkring det. Så kan vi forhåbentlig få lidt mere afklaring.


Fredags, 36+0, er vi til 4. og sidste tilvækstscanning. Med en estimeret vægt på 3088 gram, er vægten ikke noget vi overhovedet behøver bekymre os om (9,8 % over gennemsnittet). Ikke at det som sådan er noget jeg har bekymret mig om, jeg har bare været spændt på om lillebror har fulgt sin kurve nogenlunde helt til slut, da det virker til Marvin tog et ordenligt dyk til sidst i graviditeten. Det kommer vi selvfølgelig aldrig til at vide, da det var så sent det blev opdaget at Marvin var en lille skid.
I forbindelsen med scanningen var vi til endnu en lægesamtale, hvor det blev anbefalet af fødselslægen, at jeg bliver sat i gang et sted mellem 38+0 og 40+0 grundet mine smerter og det smertestillende jeg er på. Fødselslægen siger at hun vil sende en henvisning til Familieambulatoriet på Herlev, og dér ved jeg ikke om jeg skal grine eller græde. Jeg kan fortælle hende at vi jo allerede er indkaldt og at jeg er meget frustreret over at føle mig ret overset i den her del. Lægen kan heller ikke se jeg er blevet henvist, men jeg kan vise hende indkaldelsen. Lægen bliver lidt småirriteret på mine vegne og forsikrer mig om at det er en fejl at jeg ikke er blevet orienteret. For det var lige netop blevet noteret at min jordemor skulle ringe til mig og jeg herefter skulle have indkaldelsen. Det var meget vigtigt jeg ikke modtog brevet inden jeg var blevet informeret. Og med det i baghovedet begyndte det at give mening.
Vi aftaler at tage til samtalen på Hvidovre for at få snakket med dem, hvor efter fødselslægen på Herlev så vil kontakte mig – faktisk i dag.


Tirsdag (36+4) havde vi besøg af Meyermor til fødselsforberedelse med Meyermetoden som vemestring og en god snak omkring alle de her ting der hænger i luften og fik nogle redskaber til at lægge låg på nogle kasser. Det er en helt anden snak, som jeg vender tilbage til en anden dag.


Onsdag (36+5) er vi til samtale på Hvidovre Hospital. Jeg er forvirret og frustreret. Skal jeg nu have en ny jordemor bare for måske en enkelt konsultation? Får jeg overhovedet rundet det af på Herlev? Går de halve planer vi har haft på Herlev nu helt i stå? Er der nogle ting vi ikke ved i det her forløb siden man vil omvisitere mig så sent?
Vi har den bedste snak med en meget empatisk læge. Jeg har ikke følelsen af endnu engang at skulle fortælle en halv livshistorie, men føler mig hørt og anerkendt i den situation vi står i lige nu.
De vil gerne følge lillebror efter fødslen. Hvor længe kan man ikke sige endnu, men fra fødslen og muligvis op til skolealderen – for at give ham den bedst mulige opfølgning pga. det smertestillende jeg har taget. Hun siger, at hun ved ikke om vi ved det, men ellers vil hun sige det: Vi skal indlægges en uge på neonatal efter fødslen. Det ved vi godt, men hvad vi ikke vidste var at hvis han viser tegn på abstinenser vil indlæggelsen være 4 uger i stedet. Jeg får en klump i halsen og så siger hun en ting der gjorde en kæmpe forskel for mig:
“Du kan jo ikke bare stoppe dit smertestillende i dag, selvom du gerne vil og kunne. For så vil han altså få abstinenser i maven. Vi kan ikke kontrollere abstinenserne i maven, det kan vi, hvis han får dem, når han er kommet ud. Til gengæld kan vi lægge en plan. Du tager smertestillende af en grund. Det smertestillende hjælper din krop med at få lov til at slappe af og er du ikke smertedækket nok, så ville du gå rundt og udsende stresshormoner i din krop døgnet rundt, og det bliver en krop ikke klar til at føde af plus det har også en stor påvirkning på sådan en lille gut inde i maven”.
… Og lige dér følte jeg ikke længere jeg behøver “retfærdiggøre” min situation. Jeg har følt mig stemplet så mange gange i løbet af den her graviditet og fokus har – selvfølgelig – været at trappe ud, trappe ud, trappe ud og ikke mindst at den her situation absolut ikke er optimal – men faktisk ikke en eneste gang har jeg oprigtig følt anerkendelsen af at den situation jeg er i er okay efter omstændighederne, at det ikke er min skyld og at det rent faktisk er nødvendigt, ikke kun pga. mine smerter men også for lillebrors skyld.
Vi blev sendt hjem med en ny smertedækningsplan og kunne tænke over hvor vi gerne vil have resten af forløbet.


I går torsdag (36+6) er vi til konsultation hos den faste jordemor og vi får endnu engang lige vendt situationen, snakket om en fødselsplan og vurderet lillebror. Det vægtmæssige skøn er 3200-3300 gram, min vægt siger +5 kg, mit blodtryk er stadig for højt, lillebror sidder helt fast nede i bækkenet, min mave er sunket og han er klar til at melde sin ankomst.

Vi går derfra, oven på en uges følelsesmæssig rutsjetur, med en følelse af lettelse og afklaring. Tingene falder så småt på plads og vi er klar til at møde lillebror.

Beslutningen er truffet: Vi bliver omvisiteret til Hvidovre, men beholder min sidste jordemoraftale på Herlev. En aftale vi muligvis slet ikke får brug for.
Rent logistisk giver det bedst mening med Hvidovre Hospital, især i forhold til Marvins hverdag hvis vi skal være indlagt i 4 uger. Rent fødselsmæssigt er det fuldstændigt lige meget om det er det ene eller det andet sted. Jeg skal være på en fødestue og der vil være en jordemor og andet fagpersonale. Om det er på Herlev eller Hvidovre er jo i bund og grund lige meget.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

4. jordemoderbesøg og en numsedansende lillebror

35+0, 35 dage til termin – ja, faktisk bare 5 uger. Det er ret vildt at tænke på. Jeg er så glad for den lille fyr stadig kan få lov til at blive lidt længere inde i maven, men jeg er også mega spændt på hvornår mon vi får lov at møde ham og ikke mindst hvordan han har det.

I går var jeg til endnu et jordemoderbesøg, som egentlig gik rigtig fint. Lillebror blev skønnet til 2400-2500 gram, liggende med ryggen mod min mave og med hovedet godt plantet ned i bækkenet. Det passer godt overens med at jeg ikke mærker ham voldsomt meget for tiden; jo, en numse der danser hen over maven, men ellers ikke. Ingen arme sjove steder, og ingen fødder oppe i ribbenene. Det er jo meget rart. Hans numse har dog en yndlingsside, som er den side brokken er mest følsom, så vi har en daglig “kamp” om at forsøge at mosle den numse der over i den anden side af min mave.
Alles gut, indtil mit blodtryk skulle tages. Jeg fik flashback til for knap 5 år siden. Mit pæneste blodtryk, taget på venstre arm, liggende efter 10 minutters hvile og taget lige efter bogen, var 135/95, så nu er jeg obs for svangerskabsforgiftning. Hele graviditeten har det ellers ligget meget pragteksemplarisk. Jeg skal være obs på symptomer som hovedpine, prikken for øjnene, meget væskedannelse og smerter øverst i maven. Det er svært, især fordi jeg vitterlig ikke synes jeg havde de vilde symptomer sidst. Det er heldigvis ikke sikkert det udvikler sig til svangerskabsforgiftning, så jeg krydser fingre for det er et højt blodtryk og bare bliver ved det.

I går kom jeg til et punkt hvor jeg mere eller mindre bare synes det hele var tragisk komisk med de her udfordringer og jeg skal virkelig huske mig selv på at mit mentale fokus skal være på lillebror.

Graviditeten med Marvin var meget smertepræget, med et bækken der gav mange smerter allerede fra starten af graviditeten (og faktisk er noget jeg stadig bøvler med her 5 år efter, chok!) og så havde jeg pokkers mange galdestensanfald under graviditeten. Noget jeg var indlagt med nogle gange. Og så var der den begyndende svangerskabsforgiftning der lige pludselig ramte til sidst – som jeg i den grad fik flash back til i går.
Jeg er så glad for den lille dreng der kom ud af den graviditet, men jeg er heller ikke i tvivl om at de smerter der var under graviditeten gjorde tilknytningen til indholdet i maven meget svært dengang. Fødslen blev toppet med at jeg egentlig ikke opdagede jeg fødte ham, forstå mig ret; jeg havde altså veer og ondt i lang tid, men jeg havde ikke set at selve fødslen, selve forløsningen var på trapperne. En slags udstødelse blev det til, kroppen ville af med den forværrende faktor for svangerskabsforgiftningen – babyen skulle ud. Og det kom han!
Jeg har tænkt meget over det her med tilknytningsforholdet til Marvin fra starten, som har været overskygget af en masse andre ting og det er helt sikkert noget jeg har taget med mig i bagagen denne gang.

Jeg forsøger ikke at lade smerterne overtage pladsen for den kærlighed der langsomt opstår til det lille menneske der tumler rundt i maven. Jeg skal give mig tid til at sætte mig ned, mærke efter og mærke det lille menneske danse numsedans derinde. Mærke en glæde ved at han er der, mærke følelsen ved at glæde mig til at møde ham. Det største fokus skal være glæden og udsigten til at møde vores nye lillebror, og ikke – som det ofte bliver – et fokus på at de dumme smerter fra navlebrokken forhåbentlig snart forsvinder.

Nu vil jeg pusle videre med lidt syslerier til lillebror i min barselsboble og glæde mig over at han stadig er i maven og har det godt. Om en uge er jeg ret sikker på vi ved hvad der skal ske og hvornår, så jeg vil nyde den sidste uge, for nu, i uvidenhed og bare glæde mig over den numsedansende dreng i maven og hans storebror som siger de sjoveste ting for tiden.

Én ting er hvert fald helt sikkert. Jeg bliver indenfor hele dagen, jeg skal ikke vralte rundt udenfor i alt den sne der pludselig kom.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Da Marvin meldte sin ankomst i raketfart

Hvad skete der egentlig der for knap 5 år siden da Marvin blev født? En eller anden rådede mig til dengang, efter fødslen, at få skrevet ned hvad der var sket – og det er jeg glad for jeg fik gjort. Forleden mødtes jeg til en snak med Heidi (Meyermor.dk) og det gav stof til eftertanke. Jeg gik efterfølgende hjem og fandt min fødselsberetning frem.
Jeg føler mig på mange måder som en 1. gangsfødende, for mentalt missede jeg lidt at jeg fødte et barn. For mange lyder det som ønskescenariet, at man firkantet sagt ikke har opdaget man fødte. Men sådan har det langt fra været for mig.

Marvin blev født den 22. marts kl. 18.06, uge 38+4 med en vægt på 2505 gram og en længde på 48 cm.

Fødselsberetning

Mandag den 20. marts 2012
Konsultation hos jordemor kl. 9.30: Vi snakker kort omkring igangsættelse pga. tiltagende smerter fra galdeblæren. Jordemoderen ringer og får aftalt et møde med en fødselslæge onsdag den 21. marts.

Mit blodtryk er igen for højt (135/99) og hun synes ikke maven eller Marvin er vokset nok siden sidste konsultation. Hun sender os derfor til Hvidovre Hospital. Jeg skal tjekkes for svangerskabsforgiftning og have vurderet Marvins størrelse igen – evt. scannes.

Hvidovre Hospital kl. 11.00: Vi venter i lang tid på at komme ind og blive undersøgt. Da vi endelig kommer ind, er mit blodtryk stadigt for højt og jordemoderen der undersøger mig og hun vurderer ham til ca. 3200 gram, men vil gerne have mig scannet. Marvin var vurderet hele vejen gennem graviditeten til at ende med en kampvægt på en 4,5 kg.
Blodprøver viser begyndende svangerskabsforgiftning.

Vi venter nogle timer og finder  ud af at vi ikke kan blive scannet samme dag, da der ikke er noget personale på arbejde der kan udføre tilvækstscanninger. Vi bliver sendt hjem og vil blive ringet op omkring en tid til scanning. Vi aftaler at jeg inden mødet med fødselslægen onsdag den 21. marts skal få taget opfølgende blodprøver.

Onsdag den 21. marts 2012
Vi møder op på Hvidovre Hospital og får taget de opfølgende blodprøver, derefter går turen videre til afdelingen hvor jeg skal scannes. Scanningen forløber fint og Marvin vurderes til 2954 gram. Han er lidt for lille i forhold til hans vækstkurve, men ikke noget voldsomt alarmerende, så der er ingen grund til bekymring.

Efter scanningen skal vi snakke med en fødselslæge omkring evt. igangsættelse pga. mine tiltagende galdesmerter. Jeg får igen målt mit blodtryk som igen er steget. Vi snakker med fødselslægen og bliver enige om at jeg skal sættes i gang efter termin, dog ikke alt for mange dage efter terminen. Lægen spørger om vi har tid til at få taget blodprøver i dag, men da jeg allerede har fået taget dem kan hun tjekke resultatet med det samme. Resultatet: Begyndende svangerskabsforgiftning. Nu bliver sagen straks en helt anden. Sammenholdt med blodtrykket får jeg at vide, at jeg skal være sengeliggende til mandag den 27. Marts, hvis jeg da ikke går i fødsel inden. Hun tilbyder at tjekke hvor meget livmoderhals der er tilbage og mens jeg ligger der roder hun godt rundt og siger: ”Så, så fik jeg da lige lavet en hindeløsning på dig”. Der var 0,5 cm livmoderhals tilbage og jeg var 2 cm åben. Jeg må lige tjekke om hun stadig har sin gummihandske på da hun tog hånden ud – for jeg havde virkelig følelsen af at den hang ud af min livmoderhals. Vi går derfra med blandende følelser. Lige pludselig er det som om det bare går meget nedad med graviditeten og jeg føler min krop ikke kan finde ud af at være gravid. Hindeløsningen giver en masse plukveer.

Da vi kommer hjem siger jeg til min mand, at jeg har brug for, at vi har en sidste aften sammen inden jeg skal ligge i sengen konstant. Vi går i meget langsomt tempo til en lille café 100 meter fra hvor vi bor og spiser en lækker aftensmad. Kl. 22.00 begynder jeg at få nogle kraftigere plukveer – og jeg er sikker på det bare er plukveer. Vi går i seng og jeg får sovet, men kan ikke rigtig falde i dyb søvn da mine plukveer bliver kraftigere og kraftigere.

Torsdag den 22. marts 2012
Kl. ca. 4.00 vågner min mand af at jeg ligger og puster af de såkaldte plukveer. Han spørger mig flere gange om er sikker på det er plukveer … Og det er jeg … Fødselslægen havde jo sagt jeg godt kunne få nogle plukveer som ville bide mere end normalt. Så plukveer måtte det jo være!
Det var lige godt sørens, de bliver ved og ved og kommer oftere og oftere. Jonas begynder at tage tid på dem, men altså, der var jo ikke præcis lige langt imellem dem. Jeg tager et hav af bade de næste par timer, men tror simpelthen ikke på at det er veer. Jeg tænker hele tiden: ”Bare vent, det bliver værre endnu…”. Kl. 11.20 går slimproppen. Jeg er endnu ikke helt sikker på at det rent faktisk er fødslen der er i gang. Der er jo folk der mister slimproppen flere uger før de går i fødsel. Jeg ringer til fødegangen og snakker med en flink jordemor. Vi bliver enige om at det godt kan være der er noget under opsejling, men der var ikke nogen grund til at komme på fødegangen og blive sendt hjem igen. Så jeg er ved godt mod og vi bliver hjemme. En time efter tager jeg endnu et varmt bad. Efter badet tager jeg håndklædet omkring mig og stiller mig på stuegulvet for at smøre mig ind i creme, man skal jo nødigt få tør hud af alle de bade. Og plask, kl. 12.30 går vandet, midt på stuegulvet i bedste Hollowood-film-stil. Min kommentar er: ”Jonas, enten har jeg lige tisset meget mærkeligt på gulvet – eller også er vandet gået…”. Manden stirrer og siger: ”Bare rolig, jeg skal nok tørre op”. Sikke rationelle vi er …

Mine veer, som jeg nu må erkende det nok er, tager til. Jeg ringer endnu en gang til fødegangen. Jeg har en følelse af at min krop ikke kan følge med. På samme tid har jeg tanken, at hvis jeg kan snakke i telefon, er jeg ikke langt nok i fødslen. Så jeg tier stille. Jeg står og småpruster ude ved køkkenbordet. Jonas snakker videre med hende og de vil helst vente med at se os til vagtskifte. Så efter kl. 15.15. Vi kan dog ikke garantere vi kan vente så længe. Det var planen vi skulle tage en taxa, men det kunne jeg overhovedet ikke overskue. Så manden ringede til sin mormor og morfar som kom og hentede os. Turen til Hvidovre Hospital foregik med vinduet helt rullet ned og mig med hovedet halvt ud af vinduet.

Vi ankommer til hospitalet kl. 15.15, og bliver vist ind i et undersøgelsesrum. Jeg ligger mig på briksen og venter på at vagtskiftet er ovre så jeg kan blive undersøgt. Veerne tager igen til og jeg hiver og hiver i snoren for at få en jordemoder til at komme ind til os. Kl. 15.45 bliver jeg undersøgt. Til min store skuffelse er jeg stadig kun 2 cm åben (som jeg også var dagen før). Jordemor tilbyder 3 valgmuligheder: Tage hjem, gå en tur eller morfin til at dæmpe smerterne. Jeg vælger den sidste og er lettet over at jeg snart kan slappe af og slippe lidt for smerterne. Jeg bliver dog ikke så glad da jordemoren fortæller at man kun kan få morfin når der er mere end 4 timer til man skal føde. Åh nej, her troede jeg at fødslen var i sigte, men nej. Skæbnen vil dog at mit blodtryk endnu engang er steget, så jeg måtte slet ikke få morfinen. Dobbelt øv!

Jeg får kørt CTG og får tilbudt at jeg kan få en epiduralblokade. Den takker jeg straks ja til. Nu må jeg endelig slippe for smerterne. Men nej, pga. svangerskabsforgiftningen skal der tages yderligere blodprøver og vi skal have svarene på dem inden jeg må få epi’en. Udsigten om at slippe lidt for smerterne glider længere væk. Jordemoren flytter os over på fødegangen ca. kl. 17.00, så er vi klar til når epi’en skal ligges. Dette viser sig at være et godt valg senere. Jeg får lagt klyx og er nu klar til epi’en – men vi venter stadig på svar. Vi er det meste af tiden alene på stuen, da jordemoren ikke ser fødslen være lige på trapperne. Det var helt fint og vi forventede selv at der ville gå lang tid endnu. Ved ankomst til hospitalet havde jordemor sagt: “Ja, nu må vi se om det bliver på min vagt”. Vi regnede altså alle med at der var en rum tid endnu. Kl. ca. 17.50 kommer jordemoren ind og kigger på CTG’en. Marvins hjertelyd ser lidt ustabil ud og hun skal have sat en elektrode på hans hoved og der skal komme en børnelæge og tage en blodprøve fra hans isse. Klokken er 17.55, jeg skal tisse og går ud på toilettet. Jeg kan slet ikke overskue tanken om at tisse i et bækken på daværende tidspunkt. Jeg kommer tilbage et par minutter efter. Mens vi venter på børnelægen, spørger jeg om jeg ikke bare må presse. Men det må jeg ikke, for der er jo lang tid til endnu. Herefter fyldes stuen hurtigt med personale indtil børnelægen kommer; der er SOSU’er, SOSU-elev, jordemoder, lægen og en lægestuderende. Lægen sætter sig til rette og idet hun kigger op for at tage blodprøven siger hun meget bestemt: ”Jordemor! Du tager over nu!”. Hun når ikke at tage blodprøven, for Marvin vil ud… Jeg opfatter ikke at jeg er ved at føde ham, da jordemoren siger at jeg gerne må prøve at presse lidt med. Jeg tror jeg er ved at presse ham helt på plads i bækkenet. Jeg får tilbudt lattergas, men det vil jeg ikke have da jeg har hørt man kan få kvalme af det. Og kvalme kunne jeg bare slet ikke overskue. Jeg får en iltmaske, som jeg også afviser, jeg vil jo ikke have lattergas. Jeg forstår ikke det er ilt men tager imod den, da jeg får at vide at det skal jeg altså. Jeg presser 2 gange, med tanken om at han skal ordenligt ned at ligge i bækkenet, men så ligger Marvin på maven af mig. Kl. er 18.06. Det hele gik så stærkt og det første jeg tænker er: ”Lillemand, hvad laver du dog her!?”.

Vi nåede aldrig den del med klud på panden, eller holde hinanden i hånden, for bum… Så var han bare ude. Jeg er overbevist om at hvis jordemoren ikke havde nået at sætte sig var han fløjet ind i skabet på væggen bagved.

5 min efter kommer svaret på blodprøven – jeg må gerne få en epi… Men det er jo for sent nu.
Sådan kom Marvin til verden med raketfart – 2505 gram og 48 cm – her liggende hos sin far under et døgn gammel.

Marvin nyfødt

Det er en meget underlig følelse at sidde og have læst beretningen igennem, der er stadig mange ting der står helt og aldeles uklart for mig. Men en ting kan jeg mærke; jeg har fået det bedre. Sidst jeg læste fødselsberetningen igennem blev jeg virkelig ked af det og det sad dybt i mig. Der er helt sikkert stadig ting jeg kan tage fat i som kan bearbejdes, men vigtigst af alt føler jeg nu at jeg har noget brugbar erfaring som ikke er følelsen af at være en fiasko i at være gravid med Marvin og en fiasko til at føde et barn.
Fødselsberetningen har tidligere ligget på bloggen også, men jeg måtte fjerne den, da det simpelthen var for svært for mig at blive konfronteret med.

I denne graviditet står jeg igen med nogle komplikationer, men jeg føler mig meget mere rustet til at stå med dem. En anden ting jeg snakkede med Heidi / Meyermor om var den her følelse af tilknytning til ens ufødte barn, som kan blive påvirket af de her forskellige komplikationer. Den tygger jeg videre på for nu. For stof til eftertanke har det helt sikkert givet.

Min jordemor denne gang har forsikret mig om at det ikke er fysisk muligt at føde hurtigere end sidst. Det er jeg egentlig ret glad for.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥