Når kontrolfreak’en tager over

Hvornår har jeg ammet? Var det højre bryst? Var det venstre bryst? Tisseble kl. 13.44, faldt i søvn kl. 14.03, vågnede kl. 14.24, 21 minutters søvn; SHIT!, han skal sove igen, amning fra venstre bryst kl. 14.26-14.36. Vugge vugge vugge, lorteble kl. 15.11. Amning fra højre bryst kl. 15.15. Færdig med amning fra højre bryst kl. 15.43, gylp kl. 15.44, faldt i søvn kl. 15.50 …

Der er måske nogle af jer mødre der læser med, som kan nikke genkendende til ovenstående udpluk af et “referat”. Sådan var jeg sidst. Sådan gik de første mange måneder med Marvin. Jeg prøvede at finde hoved og hale i hvorfor han græd, hvorfor meget han tog på præcis på grammet – jeg ville gerne vide om han tog på som han skulle, hvor tit han havde spist så det kunne opholdes med vægten, om han nu også tissede ofte nok i forhold til hvor ofte sådan nogle babyer nu skal tisse, om han sov det som babyer nu skal. Jeg fandt ikke svaret og jeg stressede over det. Jeg stressede over mange ting. Det her var bare en af de ting der i den sidste ende slet ikke var det værd – for en ting har jeg altså efterhånden lært. Jeg ved det kan komme som et chok: Babyer kan ikke læse! Surprise! Og jeg tror altså ikke der er en eneste baby der har læst alle de bøger og velmenende artikler man kan læse om babyers rytmer og den dur.

Jeg startede faktisk ud med denne gang at hente jeg en app til at registrere sådan nogle ting i som amning, søvn osv. Inden jeg fødte havde jeg en snak med vores kommende sundhedsplejerske omkring det hele og ja, så slettede jeg app’en igen. Nu siger jeg det bare: HOLD KÆFT EN BEFRIELSE.
Jeg kan knap nok huske hvad jeg selv hedder, kalder Dexter for Marvin op til flere gange om dagen, render rundt med to ammeindlæg ved samme bryst (hvis jeg da har husket overhovedet at få dem sat i inden jeg får en “pæn” reminder i form af Miss Wet T-shirt) og når jeg vågner om morgenen, med en åben amme-bh og et koldt bryst, kan jeg ofte ikke huske hvor mange gange jeg har ammet i løbet af natten. Ah, freedom.
Herhjemme er det dyt-båt-testen der styrer showets gang. Dyt båt på det ene bryst, dyt båt på det andet bryst og så ved jeg da sådan cirka hvilken side Dexter skal ammes ved.
Jeg er bare her, her og nu, med Dexter – og jeg nyder det størstedelen af tiden. Vi har selvfølgelig også dårlige dage, men der er flere gode dage end dårlige dage. Jeg nyder at jeg ikke kan huske om jeg har ammet fra den ene eller den anden side, det betyder blot jeg ikke har haft det som en bekymring. For bekymringer kan der hurtigt komme for meget af.

Jeg husker tilbage på en svær tid med Marvin, der var svær pga. mange forskellige ting. Men en ting har jeg lært: Babyer er forskellige, på godt og ondt. Vi vil frygtelig gerne sammenligne og jeg sammenligner mine drenge konstant. De er jo født med kun 6 dage (og 5 år) mellem deres fødselsdage og Facebook minder mig gladeligt hver evig eneste dag om det ene og det andet minde.
Men mine drenge er ikke ens, ligesom alle andre babyer meget sjældent er ens.

Tro på dig selv, mor! You can do it!
Giver det dig ro at skrive ting ned, så gør det. Bliver det et stresselement eller skal du lige notere hvornår junior vågnede før du kan gøre noget andet – så smid blokken eller app’en af helvede til.

Jeg tror på dig, ligesom jeg tror på mig selv … Og mine bryster for den sags skyld.

Kan du nikke genkende til ovenstående?

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

10 ting jeg ikke havde forestillet mig som familie på 4

Tænk engang, 6 uger er der gået siden vi mødte vores nye lillebror Dexter for første gang. 6 uger hvor Marvin har været storebror. 6 uger hvor vi har været en familie på 4. Tiden er fløjet afsted og her sidder jeg med computeren på ammepuden og en sovende dreng i armene på én og samme tid.

Er det hårdt? Ja! Er det vildt? Ja! Er det anderledes end jeg nogensinde havde forestillet mig? Ja!
Nedenfor har jeg samlet 10 ting jeg ikke havde forestillet mig og som er så meget anderledes end sidst. Jaja, to børn er ikke ens, bevares – men man kan jo ikke lade være med at sammenligne en smule.

  1. En indre ro. Jeg har en helt anden ro denne her gang. Alt er faser! Med Marvin var jeg så bange for at dårlige dage blev ved og ved og ved. Det gjorde de jo så også til en hvis grad, men på et tidspunkt vendte det – og det er det vigtiste for mig at huske på.
  2. Familierutiner. Fåååårk, det er svært! Morgenmad, aflevering i børnehave, vasketøj, opvask, madlavning, handle ind og så også lige nå at sove lur med Dexter inden Marvin skal hentes.
  3. Søvntortur. Når Dexter har været vågen fra kl. 00.30 til kl. 8.30 og jeg kl. 6.00 ikke kan tænke andet end tanken: “… Om en time står Marvin op. Puha!”. Jeg har lyst til at vi bare kan ligge i sengen hele dagen og glo tv med en baby på maven og bare nyde nuet. Altså nuet lige der i sengen. Men der er også en storebror – det var der af gode grunde ikke sidst og den balance er eddermame noget der kræver tilvænning. Morgenen starter altså kl. 7 (eller tidligere) om vi vil det eller ej.
  4. Nattetisserenderi. Marvin har smidt natbleen. Jep, 2 dage efter vi kom hjem fra hospitalet proklamerede Marvin, at nu var han jo blevet 5 år, så han kunne altså ikke passe natbleerne mere. Okay så. Vi greb selvfølgelig teten, men det betyder også der kommer lidt uheld hist og her og at Marvin lige skal ud og tisse en gang i løbet af natten.
  5. At sove igennem (ja, ikke Dexter – ENDNU). Marvin sover igennem når Dexter græder om natten. Ja, det er virkelig positivt. Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig. Vi bor i en 2 værelses lejlighed og Marvin har ikke en dør indtil sit værelse, kun et gardin. Vi har dog heller ikke været ramt af de helt store Dexter-tudeture om natten. Men seriøst? Hvad er oddsene for at Marvin kun er kommet ind og har sagt noget til Dexters gråd én gang på 6 uger. EEN gang!?
  6. Trods og reaktion. Man kan forberede sig nok så meget på at der nok kommer en eller anden reaktion fra den store søskende. Men hvilken? Marvin er så glad for Dexter og der er ingen negativitet der, men som dagene går er der flere og flere konfrontationer/trods/reaktioner fra Marvin overfor os. Vi prøver at håndtere det bedst muligt og snakke med ham om det og hjælpe ham med at være i og ikke mindst håndtere de følelser han har.
  7. At dele sin kærlighed. Åh, det er næsten kliché. Den der følelse af at man før har kunne prioritere Marvin 100%, hvor man nu er nødt til at have fokus på Dexter uden at glemme Marvin. Den er svær og jeg har ikke løsningen endnu – hvis jeg nogensinde får den.
  8. At være helt cool med at tage afsted uden baby. Jep, altså forlade hjemmets 4 vægge uden andre end mit eget selvskab. Det er vildt! Marvin var nok 6 måneder før jeg lavede noget som helst uden ham. 2 dage efter vi kom hjem fra hospitalet trængte jeg til bare at gå en tur, bare mig. Jeg gik ned og handlede. Det var fedt! (Aldrig har indkøb været så fedt). Misforstå mig ikke, jeg elsker at være sammen med mine børn, men jeg elsker også lidt kvalitetstid med mig selv. Og kvalitetstid kan komme i mange afskygninger som fx en tur i SuperBrugsen på 20 minutter eller en times wellnessmassage til mor her. Yihar! Det var fedt. Dexter fodres godt af inden og så kan jeg jo sagtens lige være væk det tid det tager at tage ned at handle. Under massagen gik Jonas en tur med barnevognen, win/win.
  9.  At bo småt. Jeg har været så cool over at vi bor småt, men godt, og at det ikke var noget problem når Dexter meldte sin ankomst. Men nu er jeg i tvivl. Sådan har jeg egentlig også haft det i perioder før, og måske det også bare er en periode nu. Det må tiden vise. Men vi er udfordret på pladsen. 55 kvm i kvisten er ikke alverden til 2 voksne, en 5-årig og et spædbarn – og det bliver nok ikke bedre når Dexter begynder at kravle omkring. Den tid den sorg.
  10. Søskendekærlighed. Der er ikke noget større. Jeg har tudet over det lille nye menneske der har invaderet vores liv, men jeg har tudet dobbelt så meget over at se Marvin i rollen som storebror. En rolle han mestrer til UG.

Flergangsmødre, hvad er I blevet mest overrasket over ved ankomsten af en lille ny i familien?

 ♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Gæt hvem der er tilbage?

Guess who’s back, back again … Henning! For syv søren den gamle vatnisse. Nu med nisseløber, privat parkeringsplads til Lamborghinien og custommade dørskilt i bedste moustache-stil. Jaja, ham Henning, han har nissestil.


Jeg er spændt på Marvins reaktion. Igår havde vi simpelthen den skønneste dag – nisse eller ej. Vi har haft en super dialog omkring hvad man må og ikke må. Eller rettere; hvad man selv synes er rart og ikke synes er rart. Stof til eftertanke.

Jeg er ikke i tvivl om, at det var det rette for os at lade Henning flytte. Læringen, for alle parter, har været stor.

Tak for alt respons både her på bloggen, på Instagram og på bloggens Facebookside. Det er skønt at høre andres erfaringer. Er du nysgerrig på hvorfor Henning flyttede, så kan du læse mere HER.

Glædelig 7. december.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Når barnet opdager nissen er flyttet

Dagen efter dagen, morgenen efter barnet fik sovet ikke mindre end 13 timer efter gårsdagens “stunt”. Var der ramaskrig til morgen? Skrig og skrål af nye dimensioner? En dreng der ikke forstod hvorfor landet nu engang ligger som det gør?

Kort og godt: Næ.

Overhovedet ikke. Faktisk opdagede Marvin det først 20 minutter efter han var stået op, til trods for han havde siddet og åbnet sin julekalender lige ved siden af hvor Henning boede – før han pakkede sydfrugterne.
“Hov, nissen er flyttet”, efterfulgt af en mund der så ud som om han havde bidt i en citron. “Der er et brev, han skriver Marvin og Henning. Og så står der han godt kan lide mine gode pebernødder. Jeg bager nemlig de bedste pebernødder! Men nu er han flyttet”.
Jeg fik Marvin til at hente brevet og vi sad sammen og læste det. Jeg læste det ikke ordret op, men justeret efter Marvins reaktion. Vi snakkede om at Henning var vågnet i går fordi der var en der råbte og skreg, slog og sparkede. Og at han altså ikke kunne lide så meget larm, for man skulle jo huske at være sød. Henning håbede Marvin ville finde nogle af sine gode pebernødder frem og han skrev, at han ville kigge forbi og se om Marvin var sød.
Marvin var meget forstående, omend han selvfølgelig ikke var i vild jubel over at nissen var væk. Men han forstod det.

Marvin foreslog selv at vi skulle finde nogle pebernødder til Henning og tegne en tegning med nogle flotte snemænd til ham. Han kvitterede med en Marvin-autograf på tegningen og nu ligger det så der hvor Henning boede. Mon ikke Henning kigger forbi senere i dag efter den flotte tegning?henningflytter3

Henning-indlægget fra i går er det indlæg der har skabt mest røre i andedammen i lang tid. Der har været en masse anerkendende kommentarer med et “I hear you”-perspektiv og så har der været nogle enkelte der hvert fald på ingen måde var enige i hvad vi/jeg havde gjort. Og fred være med det. Én ting jeg dog synes man skal tage in mente er om man virkelig kan bedømme en families opdragelsesgrundlag ud fra et blogindlæg på 474 ord? Giver 474 ord et nuanceret indblik nok til at kunne gøre sig til herre om man er på “den ene” eller “den anden” side? I min verden nej. Og skal man absolut være på én side?
Jeg ved jeg udstiller en del af mit liv – af vores liv gennem bloggen og det er et valg vi har truffet herhjemme. På Instagram har responsen været helt sober, men i en lille lukket facebookgruppe jeg er med i synes jeg alligevel responsen blev forkert. Ikke at man absolut skal mene det samme som mig, men med ord som fx “jeg opdrager ikke med frygt, men med respekt” skyder i min optik helt forbi. Og det er her de 474 ord kommer ind i billedet.
Hvordan er vores tilgang til julen? Hvor meget gør vi ud af det? Får Marvin fx kalendergaver hver dag? Har vi snakket om hvorfor Henning er flyttet ind eller er han der bare fordi det er jul? Laver Henning nisseløjer hver dag? Har vi sat rammerne op for Henning som et ophøjet magisk univers eller blot en ekstra kulør til hverdagen engang imellem i løbet af december?
Der er mange faktorer, som ikke kommer til udtryk på 474 ord.

Min tilgang til det er at man måske også skal passe på at man ikke ryger i boksen der skider røde roser og fiser regnbuer. Forstå mig ret. Vi vil alle opleve modgang, frustrationer og svære situationer med vores børn. Vi vil også alle opleve at se tilbage på de stunder med reaktioner der kan være både retfærdige, rigtige, forkerte og knap så optimale.
Og i bund og grund kan kun dem der var til stede i konteksten vide hvilken kategori det hører under.

Jeg lader den ligge her, og venter spændt på om Henning vender retur.
Vi havde en mega hyggelig morgen med plads til at spise pebernødder til “dessert”, tegne tegninger og brænde kalenderlys af mens vi spiste morgenmad. Nisse eller ej. (Og ja, Marvin spiser makrelmadder og spegepølsemadder til morgenmad every single fucking day).

henningflytter4

Hav en skøn 6. december!

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Når nissen flytter

Nissen Henning er flyttet! Bum, han gad ikke bo hos en dreng der råber, skriger, slår, sparker og ikke hører efter. Vi snakker ikke om sådan et enkelt lille flip. Næh, nej. Vi snakker om sådan et flip fra Marvin og jeg nærmest kom ind af døren til jeg endte med at smide ham i seng. Uden aftensmad. Sådan en dag hvor man sidder tilbage med følelsen af at være verdens dårligste mor. Hvilket Marvin også råbte til mig op til flere gange og gerne højere og højere. Man skal jo helst ikke overhøre sådan en vigtig besked fra en møgsur dreng.

Vores husnisse gad ikke høre på det. Han har pakket sydfrugterne og efterladt et brev til Marvin.

Bagsiden af medaljen ved at have et barn må eddermame være de flip. Og hvad var grunden til flippet så? Drengen havde ikke flere klistermærker. Jep, klistermærker. Og så måtte han ikke få pebernødder til aftensmad. Jep, pebernødder. Det var dét. Klistermærker og pebernødder. Eller manglen på samme.

Når man først befinder sig i et skrigehelvede af sindssyge dimensioner, med en dreng der tydeligvis har en masse på hjertet men ikke helt ved hvordan han skal få det ud, så er det virkelig svært at være en cool mor. Og hvor går grænsen? Hvad skal man finde sig i? Jeg ved det ikke, jeg har ikke svaret. Og vi alle takler det forskelligt.

Jeg er ikke stolt af den måde jeg har taklet det på i dag, men på samme tid var i dag ikke dagen hvor jeg havde energien, overskuddet eller den pædagogiske rækkevidde til at gøre det anderledes. Velkommen til sandheden om at få børn.
Jeg har vrisset af mit barn i dag, jeg har talt med meget store bogstaver, jeg har måtte holde mit barn fast, jeg holdt mit barn mens jeg tog tøjet af ham og maste ham i nattøj. Jeg har smidt mit barn i seng uden aftensmad. Jeg er blevet slået af mit barn. Jeg er blevet sparket af mit barn.

Jeg har også krammet mit barn, forsøgt at kramme mit barn, forsøgt at sige jeg godt kan forstå han bliver ked af det men at jeg altså ikke kan trylle nye klistermærker frem. Jeg har forsøgt at fortælle ham at han gerne måtte få en rugbrødsmad og så nogle pebernødder til dessert, men at pebernødder ikke er aftensmad. Jeg har talt til 3 op til flere gange. Jeg har fortalt ham at jeg godt kan forstå det hele er rigtig træls, men at man ikke altid bare kan gøre lige det man gerne vil. Jeg har fortalt jeg elsker ham og at jeg gerne vil snakke mere med ham om de ting der har gjort ham ked af det og sur – når han ikke råber, skriger, slår eller sparker.

… Og nu er nissen Henning flyttet. Måske han flytter tilbage? Du kan læse hvordan den efterfølgende morgen gik lige HER.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Marvin som frisør – på sig selv

I går da jeg hentede Marvin ved børnehaven var scenariet sådan cirka dette:

En af pædagogerne kommer ud af udflytterbussen og signalerer jeg lige skal komme hen til hende. Efterfølgende forløber det sådan:

Pædagog: “Øhm … Ja, inden Marvin kommer ud af bussen må jeg nok hellere fortælle dig, at Marvin har klippet sine flotte, lange krøller i dag”
Mig: “Er det meget?”
Pædagog: “Tjae … Altså han har fået det med hjem i en pose, så kan I jo altid se om i kan lime det på igen …” NOT FUNNY!
Mig: “Ooookay …”
Pædagog: “Han sad og klippede i papir, mens nogle af os andre sad og læste bog i sofaen. Hans pandehår gik ned foran øjnene og jeg spurgte om han ikke skulle have det om bag ørerne. Da jeg kiggede derover igen var der ikke noget hår. Og vi kunne ikke finde det. Han havde gemt det bag en reol, vi fandt det først da vi ryddede op inden vi skulle hjem”.

Marvin kommer ud af bussen.

Mig: “Hej skat! … Du ser da godt nok … Øhm … Korthåret ud”
Og sådan så han ud. Træt efter en lang dag i udflytteren og med rigtig huehår – og nyklippet hår. Alt pandehåret var væk. Der var vel røget ca 15 cm og det fortsatte et godt stykke ind på hovedet. Jeg tror det er ret heldigt han har alle de krøller, det skjuler det nu altså en del bedre end hvis han havde haft helt glat hår.

frisoer-marvin-1

Marvin har fået en ny sommerfrisure, det er jo også lige årstiden til det 😉

frisoer-marvin2

Det er vel sådan noget nærmest alle børn skal prøve at gøre? I går synes jeg godt nok ikke det var fedt. Vi snakkede så sent som i sidste uge om han snart skulle klippes. Det ville han absolut ikke, for han skulle være langhåret som sin seje fætter.

Nu har vi så haft snakken om det det kun er voksne… Og frisører (som Marvin selv udtrykte det) der må klippe i hår.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Det der kolik…

… Det er fandmer det mest negativtladede ord jeg nærmest kender.

Jeg afviser det gang på gang – det er ikke noget der sker herhjemme. Min dreng græder bare meget. Han har haft ondt i ryggen. Han har haft ondt i nakken. Han har haft ondt i skulderne. Han har haft ondt i maven.
Jeg har snakket med sundhedsplejersken omkring ordet “kolik” og det er ikke et ord vi vil bruge herhjemme. Men med “kolik”-ordet herhjemme eller ej – så er sandheden, at Marvin sagtens kan græde 8 timer på en dag.
Jeg må krybe til korset. Suk.

Alt den negativitet der er forbundet med det ord, den negativitet sidder jeg indebrændt med og nu må det bare ud.
Velkommen til vores verden…

For fanden i helvede, hvorfor OS? 

Jeg er træt, træt, træt af det hele.

– Jeg er træt af Marvin stikker i et hyl uden lige.
– Jeg er træt af Marvin skriger mig ind i hovedet uden noget som helst hjælper.
– Jeg er træt af han kun sover 20 min ad gangen om dagen.
– Jeg er træt af at sidde med ham herhjemme.
– Jeg er træt af at være ude med ham og han skriger.
– Jeg er træt af folks blikke og “oooorh” – NEJ det er ikke SØDT han græder, det er møghamrende pisse irriterende.
– Jeg er træt af at Marvin har haft ondt i maven i en uge nu.
– Jeg er træt af at vente på svar på om Marvin fejler noget med maven.
– Jeg er træt af at folk spørger: “Hvordan går det?” og bliver chokerede når man svarer noget andet end: “Det går fint..”- så skal man bare lade være med at spørge.
– Jeg er træt af at Marvin ikke vil tage den skide flaske.
– Jeg er træt af at amme Marvin – især om aftenen. Det er overhovedet ikke hyggeligt og hænger mig langt ud af halsen.
– Jeg er træt af at være tvunget til at amme Marvin – jeg har ikke noget alternativ.
– Jeg er træt af at Marvin lige pludselig fik den idé at han ikke gad hverken nogen form for sut eller flaske mere. Han har for filan kunne begge dele i flere uger!
– Jeg er træt af at der er lorte håndværkere der larmer oven på vores tag i vores ellers så skønne kvistlejlighed.
– Jeg er træt af at eneste udsigt jeg har fra mine vinduer er en skide pressenning.
– Jeg er træt af vores tag først er færdig i uge 42 (!)
– Jeg er træt af vores møgirriterende hund der gør af håndværkerne non-stop når jeg er selv hjemme – ligeså snart manden er hjemme siger hun nærmest intet.
– Jeg er træt af jeg stadig skal have bøvl med mit bækken her næsten 3 måneder efter fødslen – og træt af at det kun er blevet værre.
– Jeg er træt af at min mand skal aflevere bacheloropgave på mandag.
– Jeg er træt af at min bedste veninde bor i jylland.
– Jeg er træt af min far, min mor og hendes mand også bor i jylland.
– Jeg er træt af at jeg ikke har styr på en disse til navngivningen/brylluppet som nærmer sig med hastige skridt.

Og hvad er jeg så glad for?
Nogle dage er det virkelig et godt spørgsmål…

– Jeg er glad for min skønne søn når vi har nogle vidunderlige stunder. Men for tiden er der bare ikke særlig mange af dem og hvor er det bare frustrerende!
– Jeg er glad for min skønne mand, som hver evig eneste dag hiver mig op af mit sorte hul og minder mig om HVORFOR det er det hele værd.
– Jeg er glad for min mor og far som altid har tid til at høre på mig når jeg bare hælder vand ud af ørene.
– Jeg er glad hver dag når håndværkerne er taget hjem, når manden kommer hjem og det her ikke bare er MIN kamp.

Det kan kun gå op af bakke herfra…

Hvis der er nogle der sidder med gode tips til hvordan man lærer dem flasken, så modtages de med kyshånd.
Lige nu kan jeg ikke overskue kommentarer som “Jamen det kunne X fra starten af” – for lige nu er jeg ret ligeglad med det (sorry).


Edit:
Til dig der læser med derude, dig der har det svært; du er ikke alene.

Jeg kan ikke fjerne gråden fra dit hjem og sind, men jeg kan sende masser af kærlige tanker og styrke i din retning. Du er ikke alene og selvom det hele er uoverskueligt, så rummer du mere end du tror.

Det tog mig meget lang tid at komme ovenpå hele det her forløb, faktisk flere år. Det behøver ikke tage så lang tid for dig, dit hul behøver ikke blive så dybt.

Ræk hånden ud, eller bed om at én rækker hånden ud til dig.

Hvis du vil læse lidt mere omkring hele det her forløb har jeg linket til nogle indlæg herunder. Jeg har ikke svaret på hvad man skal gøre, andet end få hjælp. Og det er ikke “bare lige” mens man står i situationen. Jeg håber du derude får den hjælp du har brug for. Føler du dig mutters alene kan jeg varmt anbefale Facebookgruppen “Når det gør ondt at blive mor – efterfødselsreaktion/fødselsdepression”. Du er ikke alene!
Det er bare SÅ vigtig at pointere, at hvad der er svært for nogen, er ikke nødvendigvis svært for andre – men det gør altså ikke den der har det svært til et dårligere eller svagere menneske. Der er så mange faktorer der spiller ind i det her “spil”.

Mon vi snart får noget søvn igen? Lidt omkring strækviklen og slyngevuggen
Man kunne jo gå hen og blive træt … – Et lille sneak peek ind i vores “hverdag”, det var nemlig ikke særlig rart at gå i mødregruppen når de andre børn var “normale”.
Rota-virus – Hvordan benene for alvor blev slået væk.
40 i feber – En dårlig dag, af en anden grund; nemlig vaccinefeber efter 3 måneders vaccine og en faldende vægtkurve.

Egentlig er det rigtig få ting jeg har blogget om i selve forløbet

Jeg følte jeg bare burde tage mig sammen – men jeg tror på flere af indlæggene kan man godt læse lidt mellem linjerne hvordan det egentlig stod til. Og fluks efter et indlæg med en dårlig dag, har jeg altid postet et indlæg der virkede overskudsagtigt. Jeg var ikke særlig overskudsagtigt. Overhovedet. Men det var sindssygt svært for mig at stå i, dels fordi jeg havde “bare” havde det svært men også fordi det var så ekstremt tabubelagt.

Vi rummer mere end vi tror <3

Åh, ha’ lige lidt ondt af os…

Her ligger vi så, Marvin og jeg, snotforkølede. Øv altså!
Jeg startede her den anden dag med at være lidt snottet og i nat begyndte Marvin at vågne ca hver time fordi han hostede. Øv!

Jeg håber vi begge når og er friske til onsdag hvor mødregruppen starter op, men hvis jeg skal være helt ærlig tror jeg det ikke.
1. gang i mødregruppen er ellers henne hos sundhedsplejerskerne – så tænkte det er et fedt sted at møde “alle” de nye, istedet for at trappe op i et vildt fremmed hjem for af møde nogle man aldrig har set før.
Men sådan blive realiteten, hvis vi ikke kommer onsdag. For efter onsdag går det på tur, en efter en, hvor mødregruppen holdes.
I den anledning er jeg da også noget spændt på logistikken i at skulle være 6 mødre og 6 babyer i vores lille 2 værelseslejlighed! Altså, vi ejer ikke engang en sofa – så der bliver kamp om lænestolen, haha.

Onsdag er også dagen hvor vi skal til min svigerindes 30års fødselsdag, udenfor om aftenen. Så hvis baby M ikke er helt frisk, så kommer vi ikke afsted.

Imorgen skal vi et smut til kiropraktor. Ja faktisk både baby M og jeg. Jeg bøvler med min lænd/bækken efter fødslen og Marvin har jo sine daglige skrigeture fordi han har ondt.

Vi har været til kranio-sacral terapeut med baby M 3 gange og blev derefter sendt videre til en kiropraktor, hvor det er 2. gang på onsdag.
Ved sidste besøg fandt man ud af, af Marvin er låst 2 steder i nakken og så mellem skulderne også.
Så er der ikke noget at sige til at knægten har ondt og har rigtig svært ved at løfte sit hovede + ikke kan dreje hovedet til venstre!
… Vi arbejder på sagen og forhåbentlig er han snart “fit for fight”.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥