Ufrivillig stilhed, men velkommen til 2017

Først: Glædelig bag(h)jul og godt nytår! Bloggen har været ramt af en ufrivillig stilhed, da 2016 desværre ikke lige sluttede med en brag af en fest. Den sluttede med en indlæggelse. Jeg er hjemme igen, men det var da lidt af en partykiller – som passer meget godt til den partyblære jeg render rundt med.

21. december stod på aflevering af mit første semesterprojekt på kandidatstudiet i teknoantropologi. Vi klarede den! Nu venter en mundtlig eksamen i slutningen af januar – det skal vi nok også klare, min gruppe og jeg.

22. december satte vi os på en flyver til London, hvor vi skulle tilbringe juledagene sammen med min mands onkel + kone + 2 børn samt mandens mormor og morfar. Det var skønt at “trække stikket ud” efter en ret så stressende december.  Men, mere om julen senere …
26. december landede vi i Kastrup lufthavn under december stormen. Marvin beskriver det som den fedeste flyvetur fordi det bumlede rigtig meget – vi andre synes måske godt mindre bumlen kunne have gjort det.

Allerede i slutningen af eksamensskrivningsræset har min mave været øm, men altså, jeg er gravid. Det hele vokser og lidt ømhed er for mig naturligt og ikke noget jeg som sådan lagde mere i. Oveni det var min navle begyndt at poppe ud. Vi snakker om navlen der normalt er et synonym for the never ending story – men hvis den skulle poppe ud, ville en graviditet jo været et udemærket bud på hvornår det skulle være. Igen, ikke noget jeg har lagt noget i. Lige indtil jeg begyndte at vågne om natten. Det gjorde ondt når min dyne rørte min mave, ondt hvis jeg strejfede navlen med hånden, ondt hvis jeg skulle give nogle et kram og min mave rørte dem. I London begyndte det at gøre ondt om dagen også, men jeg ville lige se det an. Jeg havde hostet de sidste 3 uger, og jeg tror de fleste kan nikke genkende til følelsen af at man har taget 1000 mavebøjninger – maven er øm – men man har ikke lavet andet end at hoste. Det var sådan jeg havde det. Det måtte være hostens skyld. Men hosten stoppede, smerterne blev værre. I London sov vi på luftmadras, måske det havde noget at sige? Altså der er vel ikke noget at sige til, at man sover dårligere på en luftmadras end i ens egen seng?
Hjemme igen blev smerterne værre og jeg tænkte egentlig bare: “Ej, Jeanette. Du ringer simpelthen ikke til vagtlægen og siger: “Hej vagtlæge, øh, jeg har ondt i navlen””. Jeg følte mig så dum bare ved tanken. Jeg mærkede fint lillebror og mine smerter virkede på ingen måde relateret til lige ham eller til at på virker ham på nogen måde.

Den 29. december havde jeg hele natten ligget med følelsen af at have fået cirkelspark i maven af en fuldvoksen mand og om morgenen ringede jeg til min egen læge, som nu havde åbent. Jeg følte mig stadig dum da jeg jeg ringede og sagde: “Hej, jeg har ondt i navlen”. Jeg følte mig hypokonderagtig på vej til lægen, og jeg følte mig dum da jeg gik ind til lægekonsultationen. Min læge ville se min navle. Hendes hånd strejfede navlen og jeg tudbrølede af smerte. Det var ikke sådan det skulle være, og nu vidste jeg det jo godt. Efter lidt yderligere undersøgelse og snak blev jeg sendt videre til Hvidovre Hospital.
Lillebror havde det fint, hvilket jeg heller ikke var i tvivl om. Men jeg havde det ikke godt, jeg havde ondt. Meget ondt i min navle. Jeg ventede på en kirurg fra gastroenheden (Du ved, dem med mave/tarme) og da hun kom skal jeg da lige love for jeg fik bekræftet det ikke var dumt at have ondt i navlen. Hun mærkede, jeg tudbrølede. Navlebrok, der skulle forsøges at blive sat på plads.
(Hvad er brok: Et hul i bugvæggen, hvor der kan sætte sig væv, fedtvæv eller tarm i klemme. Det kan give ekstrem smerte. Sidder der tarm i klemme, kan denne del af tarmen dø, hvis den ikke kommer på plads der der ikke kommer frisk blod til grundet afklemningen. Dvs. koldbrand i tarmen).
1, 2, 3; jeg skiftevis tudbrølede, skreg, rev  hendes arm væk og bed mig selv i læben mens hun forsøgte (uden held) at få sat brokken på plads. Og så grinede jeg. Tragisk komisk. En kvinde står og trykker en anden kvinde i freaking navlen, i navlen. Og så græd jeg lidt mere.
Jeg fik lagt et venflon og fik morfin direkte så der kunne laves et 2. forsøg. Jeg kunne ikke mærke jeg havde fået morfin. til trods for at jeg altså har født et barn før og haft adskillige galdestensanfald, er det det mest smertefulde jeg nogensinde har oplevet. Fy for pyffer det gjorde ondt!
Videre til ultralydsscanning, som også var vildt smertefuldt. Det der med at der er en der skal trykke ned i ens navle, når det gør ondt bare der er noget der strejfer den. Av for pokker. 20 minutter senere: Væskeansamling og brok i form af fedtvæv der sidder fast.
Jeg blev indlagt til smertedækning. Havde jeg ikke været gravid kunne man operere brokken med det samme. Havde det været tarm der var i klemme, var jeg også blevet opereret. Men altså, et indgreb i maven er bare ikke skide fornuftigt når der nu også er en baby derinde og maven vokser mere og mere. Nu venter jeg. Jeg venter på noget så eksotisk at det fedtvæv der sidder i klemme dør, så burde jeg ikke have smerter mere – altså medmindre der er noget andet der får den idé at poppe ud som brok i stedet for. Det lykkedes ikke at få mig smertedækket og nytårsaften bad jeg om at komme hjem. Jeg vil hellere være der hjemme og have ondt end at være på hospitalet. Det var der heldigvis fuldt forståelse for.

Hvad sker der så nu? Jeg får morfin og Panodil. Morfinen får jeg mega kvalme af, så med i cocktailen er der også en gang kvalmestillende. Morfinen får maven til at gå fuldstændig i stå, så jeg snupper noget Magnesia ved siden af.
Og så bliver jeg fulgt ekstra resten af graviditeten. Vi håber selvfølgelig at smerterne forsvinder meget snart, men for nu kan jeg ikke komme igennem dagen uden ovenstående. Jeg kan ikke få mere smertestillende jeg får, og så er der risikoen for at både jeg og lillebror bliver afhængige af morfinen.
Jeg er sygemeldt til min eksamen der skulle starte i morgen, og så krydser jeg alt hvad krydses kan, for at jeg kan gå op til næste eksamen i den kommende uge.

Det her graviditet skal åbenbart ikke være nemt, hva’?
Jeg satser på 2017 kun kan blive bedre herfra, det var hvert fald dejligt at være hjemme med min skønne familie og fejre nytåret med dem.

Godt nytår herfra, med et lille mavebillede 27+1.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

7 kommentarer til “Ufrivillig stilhed, men velkommen til 2017”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *