1. jordemoderbesøg og følelsen af øv

1. jordemoderbesøg – noget jeg bestemt havde set frem til, men jeg gik derfra med følelsen af øv med øv på og stortudende.


Jeg er tilknyttet et specielt forløb i forhold til komplikationer sidst både under graviditet og ikke mindst fødselsdepressionen efter. Jeg er meget obs på det denne gang og ønsker for alt i verden at forebygge alt hvad forebygges kan. Jeg ønsker ikke min familie skal slæbes gennem det helvede vi har været igennem én gang før.

Jordemoderen møder os nærmest i døren og byder os velkommen. Virkelig skønt. De efterfølgende sætninger bliver derefter noget i stil med: “Din jordemoder har været ude til fødsel hele natten og jeg er derfor kaldt ind som backup. Vi har fået et nyt system, som du måske kender til? (Sundhedsportalen, red.) Jeg plejer ikke arbejde med det så jeg ved ikke helt hvordan det fungerer. Jeg håber i kan bære over med mig”. Selvfølgelig, det går nok. Mon ikke vi finder ud af det? Vi snakker om nogle helt praktiske ting som farens navn, CPR og arbejdsbetegnelse. “Jeg skriver du gerne vil føde på hospitalet”, okay, men det ved jeg faktisk ikke om jeg vil – jeg ved faktisk ikke om det er muligt med min forhistorie at føde hjemme? Snakken kommer til hvad der er vigtigt for mig og hvad der betyder meget for mig i det her forløb, og jeg bryder helt sammen. Jeg ønsker egentlig bare at jeg ikke skal forklare mig, føle jeg skal undskylde for mig selv, igen og igen og igen til forskelligt sundhedspersonale. At jeg ikke skal starte fra bunden hver gang. Og her sidder jeg så, med en jordemoder jeg aldrig skal se igen. Jeg er i en fast jordemoderordning, netop for at have en fast ramme og base. Bare ikke lige idag. Jeg får sagt at jeg ville ønske min tid idag bare var aflyst og at jeg havde fået en ny senere. Med min faste jordemoder – som jeg ikke kender endnu. Jeg undskylder og siger det jo absolut ikke har noget med hende jordemoderen der er der, det er bare situationen der fejer benene væk under mig. Jeg får ikke samlet mine tanker og får ikke spurgt eller sagt noget af det jeg gerne vil sige. Jordemoderen siger at jeg hun vil give mig en ny tid i næste uge, men at jeg jo kan være glad for at vi næste gang ikke skal bruge 30 minutter på praktiske ting. De praktiske ting ville måske heller ikke tage 30 minutter for en som har prøvet at taste data i Sundhedsportalen mere end én gang? Jeg bliver mere og mere frusteret og utryg ved det hele.

Jeg er skuffet, ked af det og frusteret. Mit håb og forventning i nogen grad, havde været at jeg ville gå fra 1. jordemodersamtale med en form for afklaring. En form for idé om om der er nogle tilbud for “sådan nogle som mig”. En form for afklaring om hvilken betydning mine komplikationer sidst har for mig nu – om de har betydning?

Jeg er klar over nogle af ovenstående ting kan virke som bitte små detaljer og en “Ja, ja, så er det heller ikke værre”. Og måske er det ikke værre, men for mig betyder det bare en kæmpe forskel.

Hun sluttede af med at måle symfyse-fundusmål, som var helt tidssvarende og vi hørte det lille hjerte. Jordemoder siger det bliver spændende til misdannelsesscanning hvor vi jo også kan få kønnet oplyst hvis vi vil. Manden siger at vi allerede ved det bliver og jordemoder svarer at vi sikkert har fået at vide det bliver en dreng. For det ligner alle fostre indtil uge 16, så det skulle vi hvert fald ikke regne med. Hvad sker der for en indvaderede følelse af øv med øv på?

Måske den nærmere afklaring kommer i næste uge?

Det ligner da pænt meget en lillebror?

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

9 Replies to “1. jordemoderbesøg og følelsen af øv”

  1. Kære Jeanette
    Jeg har tilfældigvis fundet din blog og følger dig herinde. ..
    Du skal vide du ikke er alene med de tanker og oplevelser , selvom vores situation ikke er helt ens kan jeg meget vel følge dig.
    Ved du har nogle gode mennesker omkring dig , og hvis du har brug for det ligger jeg gerne øre til.
    Jeg er på den anden side med nr 2 , og forstår dig fuldt ud i det du har været igennem og “frygten” for denne omgang..
    Kærlig hilsen Signe , Mathias’ mor

    1. Hej Signe
      Hvor er du sød! Det er altid rart at vide man ikke er alene – selvom man jo egentlig godt ved det. Der er bare ikke mange der “giver sig til kende”. Denne graviditet er et helt andet følelsesvirvar end sidste gang og lige nu skal jeg forsøge at finde hoved og hale i det hele.
      Det kan godt være jeg vil låne dit øre en dag <3

  2. Hej Søde jeg følger dig på IG og ville læse hele din historie. Din frustration er fuldt forståelig. Det havde været dejligt hvis jordemoderen havde mødt dig der hvor du er. Andre der ikke har prøvet det kan kun acceptere, ikke forstå hvordan du har det.
    Jeg henvendte mig for 22 år siden til mødrehjæpen og fik psykologhjælp, men ved ikke om det er muligt idag. Selvom det kan være svært at se nogengange er der altid lys for enden af tunnellen og du er ikke alene. Håber det bedste for dig. Knuz

    1. Hej Linda.
      Tusind tak for din kommentar <3 Den varmede. Jeg venter spændt på næste JM-besøg og håber på det bedste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *