Året der gik på godt og ondt

2013 – what a year!

Det er virkelig både på godt og ondt.
2013 blev året der vendte op og ned på vores lille familie. 2012 var året der vendte op og ned på vores liv da M kom til verdenen, mens 2013 har været et år med mange op- og især nedture samt kampe der skulle kæmpes i vores lille familie.
2013 var året hvor Marvin startede først hos en privat Børnepasser og senere i vuggestuen. Han begyndte at kravle, for senere på året at vakle rundt på 2 usikre ben. Han snakker som et vandfald – noget russisk mens andet er fint forståeligt.
2013 blev året hvor min mand startede på sin kandidatgrad i biokemi. Året hvor han har været den bedste støtte for mig. Et år hvor der stille og roligt er blevet mere og mere fokus på vores lille familie og hvor vi alle har måtte indgå kompromisser for af få tingene til at fungere.
2013 blev året hvor jeg skulle vende tilbage til fysioterapeutstudiet efter endt barsel. Det var hårdt, og jeg var hamrende nervøs. Der var noget der ikke var som det burde være – mig. Det blev året jeg fandt ud af at jeg ikke bare kunne tage mig sammen, at jeg ikke bare kunne smile og føle mig glad. På samme tid var det også i 2013 jeg for alvor begravede mig i kreative sysler. Det er noget der kan give mig glæde og noget der kan skabe et afbræk fra tankemylderet.
2013 blev desværre også året hvor jeg ramte bunden og måtte krybe til korset – jeg bliver ikke glad af mig selv. Jeg skulle og skal have hjælp.
Jeg håber 2013 var bunden og det kan gå fremad fra nu. 2014 skal være vendepunktet.
Jeg har holdt juleferie fra bloggen og prøvet at koncentrere mig om, ja, mig selv primært, og så min familie. December har været en hård måned. Endnu en måned uden hjælp og endnu en måned med tanken: “Gad vide om det nogensinde vender?”.
Jeg tror ikke på nytårsfortsæt, men jeg tror på mål. Efter min overbevisning er nytårsfortsæt sådan nogle der holder er par uger og så bliver det “nyt” nytårsfortsæt nytåret efter…
Mit mål for 2014 er kort og godt: Jeg vil være glad. 
Er jeg så glad idag? Idag er det jo 2014 – den 1. dag af 2014.
Men nej, jeg er ikke glad.
Er jeg ked af det? Nej egentlig ikke. Men hvad er jeg så?
Jeg er tom, men på samme tid kører tankerne rundt. Et tankemylder der kan være svært at slippe.
Hvad har jeg så lavet idag?
Jeg har tørret opvask af.
Jeg har været i bad.
Jeg har set 5 afsnit af Orange is the new Black.
Jeg har selv varmet rester i microovnen.
Jeg har lagt ét puslespil med Marvin idag.
Jeg har lavet 5 ting idag.
De er de ting jeg skal fokusere på, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på alle de ting alle andre laver.
Jeg er ikke stået op sammen med min familie, har ikke spist morgenmad sammen med dem, jeg har ikke fået ryddet færdigt op, jeg har ikke leget nok med Marvin, jeg har ikke lavet noget med min familie, jeg har ikke lagt Marvin til lur, jeg har ikke hentet ham da han vågende, jeg har ikke fået tøj på, jeg har ikke lagt vasketøjet sammen.
Hvordan kan det så lige pludselig være godt gået at jeg selv har varmet min frokost i microovnen?
Jeg ved det ikke…
Igår prøvede jeg at “tage mig sammen”. Det var svært. Det var svært at komme ud af døren og hen til nogle venner for at holde nytår.
Da vi først var kommet afsted var det fint og jeg hyggede mig rigtig meget. Det var en par-nytårsaften. De har en lille pige, så hende og Marvin legede sammen. Stille og roligt, med tæpper på sofaen og en masse snak.
Tak til alle jer der har fulgt med i løbet af det sidste år.
Tak for alle kommentarer – de betyder mere end i aner.
Tak fordi i er Jer.
Godt nytår!

 

 

10 Replies to “Året der gik på godt og ondt”

  1. Jeg synes du var sej i går!! Du tog dig da sammen for at bruge dine ord, og jeg hyggede mig meget i dit selskab!
    Er sikker på at 2014 er året hvor det vender!

    1. Hvor er du sød! Jeg nød en aften i jeres selvskab bare stille og roligt uden nogen forpligtelser eller forventninger.
      Jeg glæder mig allerede til at bruge tid med dig og din skønne familie i 2014 <3

  2. Det kan kun gå fremad i 2014.. Du skal nok komme op fra hullet, for den Jeanette jeg har mødt nogle gange nu, hun er så skøn en person, en jeg MÅ lærer bedre at kende! Hvis der er noget som helst jeg kan gøre for at hjælpe, så må du sige til! Og så synes jeg at det var SÅ sejt af dig, at du på trods af dine følelser (som jeg ikke kendte rigtigt til da) tog med os på julemarked og fik lavet SÅ mange fine ting du kunne have med!
    Rigtig godt nytår til dig og din familie! <3

    1. Det er jo lige så jeg sidder og får tårer i øjnene.
      Du er skøn Henriette og jeg er sikker på vi nok skal få nogle gode stunder sammen i 2014. Det er en skam vi ikke har lært hinanden at kende før – men nu gør vi det 😀

  3. Rigtig godt nytår til dig søde ♡

    Jeg synes simpelthen du er så sej at du deler den slags på bloggen – og fandme jo! Det er så godt at du selv har varmet din mad i microen – selv de mindste ting skal du holde fast i ; )

    Og ved du hvad? Nu er det januar og ingen kvoter er overskredet, så NU er det din tur!! 2014 blir dit år – for du kan og VIL sejre over det du kæmper med nu : )

    Kram fra Karina

  4. Åhh Jeanette – jeg har været der hvor du er! Jeg har Hjalte på 2 år og skulle have været færdig som skolelærer sommer 2013, men i juni – efter min første eksamen måtte jeg smide håndklædet i ringen og blive sygemeldt! Jeg kunne ikke mere… Jeg var blevet mor, alt var hårdt! vi har så haft mange udfordringer ved siden af, og til sidst kunne jeg ikke mere… så hele min sommer blev brugt som du beskriver der.. men det var skide svært og jeg kunne ikke rose mig selv for de ting som du fx gør med at opremse de 5 ting…
    Jeg begyndte til psykolog i august og allerede efter et par gange kunne jeg lægge nogle af de største ting bag mig!
    jeg fødte i januar 2012 hvor jeg havde taget 30kg på (meeeeget vand) tabte på 14 dage de 20kg men dagen i dag sidder jeg faktisk og er et par kg større end da jeg fødte! og jeg var overvægtig da jeg blev gravid! så jeg er meget stor nu! men jeg er igang og har denne uge trænet hele 3 gange!!! Det kan jeg rose mig selv for nu..

    Jeg håber du snart kan komme igang med psykolog? eller hvad du skal… for det hjælper virkelig.. det hjalp også mig meget at gå til coach gennem jobcenteret (jeg var på su og kom på kontanthjælp da jeg blev sygemeldt) fordi hun virkelig gav mig mange redskaber til at tackle det hele og at jeg fx altid skal finde de gode ting frem! fx hver aften tænke over de gode ting man har nået! som at tømme opvaskeren eller have trænet.. simple ting!

    nå det var lige en lang smørre – håber du kan bruge lidt af det..

    knus mor_plus på instagram 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *