Dexters navnefest #6 – Ønskerhilsner og gæstebog

Jeg fik den “lumske” plan at genbruge billederne fra pynten til Dexters navnefest, og netop derfor var billedcollagerne lavet som de var.
Til festen havde jeg forberedt nogle “ønskesedler” som gæsterne kunne udfylde til Dexter. Jeg synes tit en gæstebog bliver lidt af de samme hilsner ala “Tak for en dejlig dag, vi ønsker dig alt godt i fremtiden”-agtige. Jeg ved hvert fra mig selv at jeg aldrig rigtig lige ved hvad jeg skal skrive i en gæstebog og altid også lige må lure hvad de andre gæster har skrevet. Kender du også det?
Ønskesedlen for Dexter var lavet meget simpelt i et worddokument.

Med den fortrykte “ønskeseddel” var der nogle sætninger der skulle færdiggøres:
– Jeg håber du lærer …
– Jeg håber du ikke er bange for …

– Jeg håber du elsker …
– Jeg håber du får …
– Jeg håber du griner …
– Jeg håber du aldrig glemmer …
– Jeg håber du altid husker …
– Jeg håber du vokser op og bliver …
– Jeg ønsker for dig …

Du finder ønskesedlen som en WORD-fil (.docx – nyere word) lige HER, så kan du selv tilpasse teksten.

Det har simpelthen været så hyggeligt at læse ønskesedlerne for Dexter igennem efter festen. Der er mange der håber han ikke er bange for edderkopper, mens der også er mange forskelligheder lige fra at man altid skal huske fredagsslik til at man skal huske det er okay at lave fejl. Læs videre “Dexters navnefest #6 – Ønskerhilsner og gæstebog”

Dexters navnefest #5 – Billedpynt ophængt i OSB-plade

Dexters navnefest blev holdt i et stort festtelt. Stemningen var rigtig hyggeligt, men jeg ville alligevel gerne have noget at hænge på “væggene” – særligt på den ene endevæg, som jeg vidste bare ville være helt hvid.
Jeg havde overvejet at udstandse en masse cirkler, som dem jeg brugte til bordpynt, og sy dem sammen på symaskinen til en masse guirlander som så skulle hænge på endevæggen. Efter lidt overvejelser kom jeg frem til at det simpelthen var for dumt at bruge så lang tid på en milliard cirkelranker, som vi aldrig nogensinde skulle bruge igen.

Billeder! Billeder af Dexter måtte være svaret.
Til Marvins navnefest havde jeg fremkaldt nogle store fotoplakater af ham, sat i rammer og skiftet hele lokalets ellers vældig “flotte” kunst ud med. Det var så fint og vi havde også to af billederne hængende herhjemme efterfølgende. Men de var store og uhandy, så selvom det var fint, var det egentligt ikke så brugbart bagefter som jeg havde troet. Medmindre vi selvfølgelig ville tapetsere stuen i kæmpe nyfødt-Marvin-billeder.
Til invitationerne havde jeg fået fremkaldt retrobilleder hos SmartPhoto. De koster 1,19 kr stykket, hvilket jeg synes er en meget overkommelig pris. Jeg ville lave 4 ophæng med billeder en slags dekorativ billedpynt: Tre med 16 billeder og en med 15 billeder (de 15 billeder passede med at jeg på daværende tidspunkt havde 15 ugebilleder af Dexter). I alt 63 billeder á 1,19 kr, dvs. 75 kr. (+ fragt).

For at lave billedophængene skal du bruge: Læs videre “Dexters navnefest #5 – Billedpynt ophængt i OSB-plade”

Dexters navnefest #4 – Festen

Dexters navnefest stak lidt af, for festen gik fra at være “Det skal være nemt. Jeg bestiller alt pynten og bestiller også vores tøj, så jeg ikke skal stresse rundt over det”. Easier said than done, åbenbart.

Alt den fine pynt jeg havde fundet på eBay,  havde jeg nemlig glemt at bestille. Flot, hva’? Og til trods for jeg bestilte tøj til både mig selv, Dexter og Marvin hos H&M den 2/7, har jeg dags dato (17/7) stadig ikke modtaget min pakke. Faktisk står den slet ikke registreret hos PostNord som at være afsendt, H&M har længe trukket pengene og er egentlig pænt ligeglade – men det er en anden historie. Tilbage til festen.

Jeg har dimset pynt i lange baner og meget panikagtigt sad jeg dagen før festen og syede tøj til både Dexter (langærmet body, bukser og body uden ærmer), T-shirt til Marvin og en ammekjole til mig selv. Puha!
Lidt af dimseriet var: Bannere til de forskellige tag-selv-steder (bar, isbar, buffet og slik), ønsker for Dexter til en gæstebog, caketoppers, etiketter til vandflasker, bordpynt og en moustacheranke.
Jeg har mini-vejledninger til “ønskesedlerne” og etiketterne til vandflaskerne – men de kommer lige et i seperat indlæg senere.

Jeg fik også kreeret de her virkelig fine billedpyntsophæng med billeder fra Dexters første 3,5 måned. OSB-pladen der er brugt som ophæng havde vi stående som en rest fra vores DIY sofaprojekt, mens billederne er retrobilleder bestilt hos SmartPhoto. Igen, har jeg til en lille minivejledning – for der var nemlig en snedig plan med billedpynten. Stay tuned 😉


Der var blevet sat telt op i haven, sat borde og stole op, dækket op, dimset mere pynt og lavet en masse mad klar til alle vores gæster.
Helt gennemgående har jeg brugt en masse ting vi allerede havde “på lager” eller som kunne købes til en billig penge. Jeg elsker temafester – ikke nødvendigvis at man skal møde op i et bestemt outfit – men at man kan se der er tænkt over tingene og omgivelserne skaber en stemning. Jeg er ellevild med det set up vi formåede at få lavet og det gav perfekte rammer til en mega hyggelig dag (vi takker også for det gode vejr!). Vi fik lavet en rigtig skøn fest på budget.

Dugene er faktisk lagner fra IKEA (KNOPPA lagen) til den nette sum af 16 kr./stk. Bordløberne har jeg syet af noget sort fast bomuld jeg havde liggende. Så fik jeg også ryddet ud i det.Vaserne er lavet af tomme sodavandsdåser der er spraymalet med hvid maling. Blomsterne er plukket i haven. Den øvrige bordpynt er lavet af karton jeg havde i forvejen eller rester fra invitationerne, det samme er bannerne. Bordkortene er retrobillede bestilt hos SmartPhoto. Ballonerne er købt i Søstrene Grene og fyldt med helium vi havde stående fra Marvins 2 års fødselsdag.

Vi var 43 til spisning og så kom der flere til da det var desserttid; nemlig all-you-can-eat-softice.
I invitationerne havde vi bedt folk om selv at tage kød med. Jeg ved godt man her hurtigt kan dele vandene i enten “det er simpelthen for mærkeligt, det kan man ikke bede folk om” eller “fedt, det var sgu da smart”. Vores gæster har ikke sagt noget til det – hvert fald ikke noget de har ytret til os, hvilket jeg heller ikke regner med nogle vil gøre. Jeg skulle derfor “kun” lave en tilbehørsbuffet.

Tilbehørsbuffetten bestod af forskellige salater:
– Rød pastasalat med rød pesto og parmesanflager
– Grøn pastasalat med grøn pesto og oliven
– Rabarbersalat med grønkål, spidskål, iceberg, feta, ovnstegte rabarber og hasselnødder
– Kartoffelsalat med kartofler, bønner, grønne asparges og kapers
– Bønnesalat med grønne bønner, feta, granatæblekerner og rødløg
– Broccolisalat med brocolli, rødløg, gul peberfrugt, æble og bacon
– Grøn salat med grønne asparges som min svigerinde havde lavet
– Mungbønnesalat med mungbønner, forårsløg og grøn peberfrugt
– “Safaripasta”, dvs kogt pasta uden noget
– Agurke- og gulerodsstave
– Hjemmerørt dressing
– Diverse dyppelse: Ketchup, remoulade, thousand islanddressing, cremefraichedressing.

Hele buffet-herlighedens grønt handlede jeg ind til – hold nu fast – 1.500 kr. hos Nemlig.com. Dvs det blev leveret lige til døren. Fragtmanden kom med ikke mindre end 10 kasser og 36 halvliters vandflasker. Jeg fik sved på panden bare ved tanken om at skulle slæbe det op på 3. sal.

Der blev tændt op i et par grills og herefter kunne gæsterne selv stege deres kød som de ønskede. Det gav en meget hyggelig og casual stemning.

Sammen med isbaren var der en lille slikbar hvor gæsterne kunne blande slik som de ønskede. Det var et stort hit hos (især) børnene. Selve “slikbaren” er købt i Flying Tiger. Faktisk købte vi den til Marvins 4 års fødselsdag, så den havde vi i gemmerne. Til isbaren var der 8 forskellige slags krymmel/drys, chokoladesauce og karamelsauce. Softicen kunne laves både i bægre og i vafler. Bægre og skeer er købt i Søstrene Grene, mens de hvide skåle, de forskellige slags krymmel var i, er købt i IKEA til 5 kr./stk. Slikket var indkøbt i Tyskland, hvor vi også havde købt drikkevarer. Tysklandsturen var faktisk den dyreste post i festbudgettet og kostede lige omkring 1.800 kr (hvilket også dækker nogle ting der ikke var til festen. Læs: Chokolade).
Teltet, borde og stole er vi så heldige at kunne låne i vores andelsforening kvit og frit. Så den post var et rungende 0.
Softicemaskinen er lånt gennem en bekendt, hvilket var virkelig lækkert at det kunne lade sig gøre.
Til softicen havde jeg bagt brownie efter opskriften fra Loui og Bearnaisen – den var lækker! “Kagefadet” er forresten bare en OSB-plade vi havde stående, hvor jeg har viklet to stykker sølvpapir omkring.

Efter en lang og fantastisk dag var vi alle glade, men trætte (i vores hjemmesyede outfits 😉 ).

Tak til alle jer der kiggede forbi!
Tak for jer og tak for alle de mega fine gaver til både Dexter og Marvin. Vi er så heldige at have så mange skønne mennesker i vores liv.

Hvis du har spørgsmål så spørg endelig løs. Du kan læse mere om navnefesten her:

Navnefest #1 – Invitationer
Navnefest #2 – Bordpynt
Navnefest #3 – Bannere og caketoppers
Navnefest #5 – Billedpynt ophængt i OSB-plade
Navnefest #6 – Ønskehilsner og gæstebog

(Jeg lover der kommer en #5 og #6 – evt. også en #7 med både “ønskesedler” til gæstebog, vandflaskeetiketter og billedpynten).
Go crazy! Jeg håber du kan bruge inspirationen og spørg endelig hvis der melder sig nogle spørgsmål …

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Gaveniveau til børnefødselsdage – og lidt om Angry Birds

Marvin skal imorgen til fødselsdag hos en af kammeraterne i børnehaven. Han har ikke før været til fødselsdag uden for børnehavens åbningstid og jeg blev i tvivl om hvordan og hvorledes med en gave til fødselsdagsbarnet. Hvad gør man, og hvad gør man hvert fald ikke?
Når fødselsdagen fejres i børnehave tiden, hvad end det er uddeling på stuen eller et besøg hjem, så får fødselaren en lille ting fra stuen. Det er noget børnehaven står for og ikke noget vi som forældre skal lægge noget energi eller tanker i. Børnene synes det er mega hyggeligt og Marvin har været så stolt de par gange han har haft fødselsdag. I vuggestuen fik han en t-shirt de andre børn havde malet på, det efterfølgende år i børnehaven fik han en malebog der var sat sammen af en masse udprintede tegninger og i år fik han en lille bold der kan hoppe på vand.

Denne her gang er det så uden før børnehavens åbningstid – og hvad gør man så? Jeg vil super gerne høre hvordan i gør til de fødselsdage jeres børn skal til.

Angry birds er et stort hit hos drengene i børnehaveflokken, men Angry Birds er heller ikke ligefrem legetøj der hverken er nem at støve op eller for den sags skyld på et niveau jeg synes er passende for en gave to børn imellem rent prismæssigt. Jeg ved ikke hvor “mit” niveau er, men jeg ved at jeg hvert fald ikke ville købe fx sådan en kaste Angry Birds som Marvin har. De koster fluks 99 kr, når de ikke er på tilbud. Og det er da for meget. Et kompromis blev denne:

Jeg har valgt at hækle den lille Angry Bird til kammeraten. Det vil nogle måske også mene er for meget andre måske at det kan man ikke tillade sig at give? Jeg ved det vitterligt ikke, men det bliver det Marvin får med. Den er hæklet af garnresten jeg havde liggende og den er perfekt i størrelsen til at man kan kaste den til hinanden. Rent motorisk er det jo win/win for sådan nogle 5–årige drenge.

Jeg har hørt om alt fra ingen gaver til gaver til 50 kr pr. barn.
Det sidste synes jeg er rigtig mange penge, hvis man lige pludselig står med flere fødselsdage oveni hinanden. For nogle er 50 kr ikke mange penge, men for andre er det. Og modsat, synes jeg også det er lidt fesent uden en gave. Det ér jo fødselsdag 😉

Hvilke aftaler/regler er der i jeres ungers børnehave eller skole? Er der regler eller er der noget man “plejer at gøre” og ikke mindst hvad er niveauet?

Opskriften på den røde Angry Bird finder du forresten lige HER.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

 

Navnefest #2 – Bordpynt

Bordpynt – og køb af det selv samme.

Man skal huske at betale, altid huske at betale. Men alligevel glemte jeg det for en måned siden. Ja, jeg snakker om det der eBay – der hvor det var meningen jeg skulle købe noget fint pynt til Dexters navngivningsfest. En måned senere havde jeg stadig ikke modtaget noget pynt og begyndte at undre mig lidt. Jeg går ind for at tjekke min ordrebekræftelse og lige dér ligger alle tingene lige så fint … i min indkøbskurv. Flot. Jeg har simpelthen glemt at “gå til kassen” og betale. Nå, igen arme igen kage. Dér røg min plan om at det hele skulle være helt vildt nemt. Med under én måned til festen kan jeg nemlig ikke nå at bestille nyt. Hovsa.

I dag har jeg fået papirsyslerierne frem og har været igang med at lave bordpynt til bordet og lidt andet som fx klistermærker til små slikposer. Til bordpynten har jeg udstandset en masse små hjerter og så har jeg lavet disse:

Planen er at de skal ligge på bordløberne og være lidt hyggelige.
Udover diverse farver karton (og nogle rester af bagsider fra blokke) har jeg brugt materialerne nedenunder:

  • Cirkeludstandser (købt hos Panduro)
  • Sort stempelsværte fra Versa Color (købt hos Panduro)
  • Moustachestempel (købt for meget lang tid siden hos Flying Tiger)
  • Små bogstavstempler med rund holder (købt for nyligt hos Flying Tiger)

Udstandse, udstandse, udstandse
Stemple, stemple, stemple

… Og så er den første bordpynt klar.
Hvis du vil have inspiration til invitationer, kan du se invitationen til Dexters navnefest lige HER.

Hvordan havde I pyntet bordet til navngivning/barnedåb?

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Temafest, dåseskjulere i al sin nøgenhed og den falske øl

Vi har været til 100 års fødselsdagsfest hos min mor og hendes mand. De havde valgt at holde en fodboldtemafest – og jeg valgte at lave noget fis med dem.
Ja, nu vi er ved det; mine forældre er ikke så gamle, men det er jeg jo egentlig heller ikke – og så er jeg både første, sidste og midterste barn i rækken på én og samme tid. Jeg er nemlig enebarn 😉

Da de blev gift for en del år siden, foregik det på rådhuset og Jonas og jeg var de eneste der var med, ud over 2 vidner. Bryllupsfest, kan man vel ikke rigtig kalde det, men den dag spiste vi en hyggelig middag sammen, men det var ligesom også dét. Ikke meget anderledes end den måde Jonas og jeg selv valgte at gøre det på da vi blev gift. Deres 100 års fødselsdagsfest er den første store fest de har holdt siden og siden der var indbudt gæster fra nær og fjern var det jo oplagt at lave en lidt forsinket “bryllups ala nu er vi et gammelt ægtepar”-underholdning. Nogle af jer kender måske sko-legen der af og til bruges til bryllupper? Jeg modificerede den med et sæt dåseskjulere med Tuborg Classic i hver af dem. Et sæt til hver, og så var vi klar til underholdningen.

Opskriften på herren finder du HER, mens du kan finde opskriften på fruen HER.

De blev begge to placeret på hver sin stol med ryggen mod hinanden og så kom der ellers mine meget gode spørgsmål, hvis jeg selv skal sige det 😉 Et lille uddrag af spørgsmålene kan du se herunder. De er selvfølgelig modificeret i “gammelt ægtepar”-stilen, og blev præsenteret med små anekdoter dertil:

  • Hvem har datteren med den bedste humor? (Det var heldigvis min mor)
  • Hvem synger bedst i badet?
  • Hvis i skulle køre rollatorræs tur/retur til plejehjemmet – hvem ville så vinde?
  • Hvem laver den bedste Knorr Bearnaise?
  • Hvem ville spille Gynther eller Hansi fra The Julekalender bedst?
  • Hvem er fan af det bedste fodboldhold?
  • Hvem har mest charme, selvtillid og lækkert hår?
  • Hvem er den største Hansi Hinterseer-fan?
  • Når gebistiden melder sig – hvem får så det flotteste gebis?

Underholdningen satte godt gang i lattermusklerne hele vejen rundt og det gik lige som jeg håbede.

For at følge dresscoden med temaet fodbold havde jeg syet en ammekjole ala et dommer-outfit. Festen var egentlig uden børn, men Dexter er nu engang ikke stor nok til at undvære sin moar så han var med og agerede fodbold i sit fodboldoutfit. Jonas havde fodboldtrøje og -strømper på i dagens anledning.

Pengegaven havde vi (jeg) valgt at camouflere som en stor fadøl. “Fyldet” er lavet af æblejuice med husblas. Jeg brugte 9 blade husblas til ca 1,2 liter æblejuice og det var lidt i underkanten. Skummet er lavet af en æggehvide der er pisket stiv, hvorefter der er vendt et blad smeltet husblas i.
Fif: Husk at køle husblassen ned til nogenlunde samme temperatur som æblejuice og marengsmassen inden du vender den i.

Min mor og hendes mand havde en god fest og vi hyggede os også. Dexter sov fra kl. ca. 20.30 til kl. 01.00, så der kan vi vidst absolut ikke brokke os.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens nye Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Navnefest #1

Invitationer og et fif til ønskeliste til navnefest eller dåb

Det er snart tid til at fejre Dexters navn. Vi har, ligesom med Marvin, valgt at Dexter ikke skal døbes men istedet er han blevet navngivet. En navngivning foregår noget så “eksotisk” som at logge på med nemID på borger.dk, man udfylder et par felter og dagen efter får man en besked på E-boks om navnet er godkendt. Ja, så er den ged barberet. Dét kan man jo så godt gøre liiiidt mere ud af. Derfor holder vi en navnefest for Dexter.

I forbindelse med navnefesten har vi valgt efterfølgende (dvs til desserten/kagen) at holde en lille See-You-Later komsammen, og invitere nogle af alle de mennesker vi egentlig gerne liiiige vil nå at sige hej til inden vi rejser Down Under. Tilbage til navnefesten. Navnefesten er fokus og derfor synes jeg også der skulle sendes separate invitationer ud. Der er altså bare noget helt specielt ved at få good old snail-mail, ikke?

Jeg har selv lavet invitationerne og de endte med at se sådan ud:

Materialer

Jeg har brugt:
– Karton i naturlook fra Panduro
– Karton i en råhvid farve fra Panduro
– Lyseblå manillamærker fra Panduro
– Lyseblåt silkebånd fra Søstrene Grene
– Go’ gammeldaws Dymo (Jeg mener min er købt engang i tidernes morgen i Bog & Idé)
– Retrobilleder bestilt hos smartphoto.dk
– Sort stempelpude fra Panduro
– Stempel med overskæg (købt for meget lang tid siden i Flying Tiger)
– Stempler med alfabetet købt på eBay
– Hulmaskine og saks
– Printer og så min computer til at sætte teksten op på i et ganske almindeligt word dokument

Fremgangsmåde

Manillamærke:

Det blå manillamærke er blot stemplet med de forskellige stempler.

Retrobillede:

Til retrobilledet har jeg lavet Dymo-labels og sat på.

Invitationen:

Selve invitationen på karton i naturlook er sat op i et Worddokument, som jeg så har “testprintet” på et almindelig stykke papir inden jeg printede det på karton. Jeg har lavet det så der var 4 invitationer på én side, hvor siden stor på højkant. En nem måde at lave det på er ved at indstille dokumentet til at have to spalter og så skal der bare kunne være 2 invitationer i hver sin spalte. Jeg har valgt at skrive navnet til modtageren med Dymo’en også.

Svar udbedes:

Siden med “svar udbedes” og link til ønskesedlen er også sat op i et Worddokument. Her er sideindstillingerne lavet til at dokumentet ligger sidelæns med 4 spalter.
Til sidst er der lavet hul i og de er bundet sammen. Det der tog længst tid var alle de Dymo-labels 😉

Billederne der er brugt til retrofotos og det gakkede fraklip til “svar udbedes”-siden er taget af fotograf Dennis Larsen.

Ønskeseddel:

Ønskesedlen har jeg valgt at lave på nettet og så sætte et link på invitationen. Jeg har det meget ambivalent med at sende ønsker med en invitation, da jeg personligt hurtigt synes det kan komme til at virke som en “bestillingsliste”. Anyways, jeg synes en ønskeseddel på nettet, hvor kun linket står i invitationen var et godt kompromis. Jeg ved min familie generelt altid beder om en ønskeseddel, mens Jonas’ familie ofte finder på noget selv – og der er intet negativt ved nogen af delene. Nu kan dem der gerne vil se en ønskeseddel selv finde den på nettet og dem der ikke “har brug for” en ønskeseddel kan lade være med at lure den.

Vi har brugt siden www.wishlistr.com til at lave ønskesedlen på. Siden er rigtig smart og jeg vil anbefale den til når som helst du skal lave en ønskeseddel. Du opretter nemt de enkelte ønsker, kan uploade et billede til de enkelte ønsker og også linke til det hvis det kan købes et bestemt sted. Så langt så godt. Derudover kan gæsterne reservere ønsker, det er smart! Jamen, så ved i jo hvad han/i får? Nej, som udgangspunkt ikke. Hvis jeg går ind og trykker at jeg gerne vil se hvilke ting der er reserveret, så spørger siden mig om jeg rent faktisk er sikker på jeg gerne vil ødelægge overraskelsen og se hvem der har reserveret hvad.

Indrømmet: Jeg prøvede jo at trykke, men jeg trykkede nej, da jeg ikke ville have ødelagt overraskelsen (Og så var det faktisk inden jeg sendte invitationen ud, så der burde ikke have været nogle ting reserveret hvis det endelig var).

Savner du inspiration til en ønskeseddel til en dreng til navnefest/navngivning eller dåb? Så kan du se Dexters lige her: www.wishlistr.com/dexterolavi

Du kan læse mere om Dexters navnefest her:

Navnefest #2 – Bordpynt
Navnefest #3 – Bannere og caketoppers
Navnefest #4 – Festen
Navnefest #5 – Billedpynt ophængt i OSB-plade
Navnefest #6 – Ønskehilsner og gæstebog
Navnefest #7 – Bordkort i retrostil med dymolabels
Navnefest #8 – Etiketter til vandflasker og slikposer

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥

Babynest med Mumi og lidt fif til syningen

Babynest – det nye sort?

Da Marvin blev født, var der ikke noget der hed babynest. Det var hvert fald ikke noget jeg havde hørt om. Men nu er det jo det nye sort med sådan en fætter, så sådan en har jeg syet til lillebror. Og (nok ikke overraskende) blev det en babynest med Mumi.

Babynest Mumi 2

Babynest Mumi 3

Og se lige hvor fint babynest passer med det fine sengesæt jeg også har syet til lillebror.Babynest Mumi 4Hvad synes du? Jeg er tosset med den! Og glæder mig til at putte lillebror i den.

Der ligger forskellige DIY rundt omkring på nettet og jeg har blandet dem godt og grundigt.

Du kan finde inspiration her:
Mine fif:
  • Sørg for at lave forstykket og bagstykket til babynest’en godt rund (som hvis du lagde en kæmpe tallerken og tegnede efter)
  • Det samme gælder for madrassen: Sørg for at lave madrassen godt rund i hovedenden og også lidt i bunden. Så bliver babynest’en mere rund i det.
  • Put anoraksnoren/bindebånd ind i kantebånden inden du syr det på, så er du fri for at skulle trække de igennem efterfølgende og det er altså meget nemmere. Vær dog obs på du ikke syr ned i anoraksnoren når løbegangen sys på.

Og så rækkefølgen jeg syede sammen på. Der er mange forskellige måder at gøre det på, på denne måde slipper du for at skulle sy noget i hånden. Win/win! Flot tegning, ikke?

Babynest syvejledning

  1. Sy for- og bagstykke sammen ret mod ret, svarende til den blå streg.
  2. Vend rundt og sy kantbånd på som Kirstine gør det – jeg har dog syet kantbåndet på i den ene side først, derefter lagt anoraksnoren ind i og så syet den anden side fast. Simpelthen for at slippe for at skulle sidde og trække anoraksnoren igennem bagefter.
  3. Sy lynlåsen i svarende til den orange streg i bunden, husk at åbne lynlåsen inden punkt 4 – eller lav en kant til knaplukning som Lillifix gør.
  4. Babynest’en skal vende ret mod ret, sy sammen svarende til den grønne streg. Jeg har her syet ligesom Come What May gør samme sted, altså med et lille klippet hak op i armene.
  5. Vend babyneste’n med retten ud gennem den åbnede lynlås (derfor skulle du huske at åbne den i punkt 4)
  6. Mål ud og sæt nåle i så du kan lave en stikning fra retsiden svarende til den lilla streg. Lad den gule streg forblive et åbent hul. Her skal fyldet ind igennem.
  7. Fyld babynest’en gennem hullet svarende til den gule streg. Jeg har brugt halvanden hovedpude af de billige fra IKEA (SLÅN til 12 kr./stk. – HER)
  8. Skær madrassen til så den passer. Et lille fif: Skær med en brødkniv, det synes jeg er væsentlig nemmere end at bruge en hobbykniv. Jeg har brugt 3 cm tyk skum fra Stof2000.
  9. Put madrassen ind i betrækket.
  10. Stram anoraksnoren til.
  11. Sy evt en “skjuler” til anoraksnoren. Mål løseligt omkring tykkelsen af “armene” på babynesten og sy det som to firkanter ret mod ret. Lad et vendehul stå. Vend “skjuleren” med retten ud, stryg, og sy en stikning hele vejen rundt i kanten. Jeg har brugt trykknapper som lukning, man kunne også bruge fx velcro.
  12. Hvis du vil sy en lille “gylpeklud”, bruger du bare den øverste del af dit mønster og laver det som “skjuleren”. Jeg har valgt at pynte “gylpekluden” med et Mumi-print af strygestof.

Hvis du vil sy opbevaringskurve til puslepladsen finder du min DIY lige HER og min DIY på vådservietteetui finder du lige HER.

♥ Husk du kan følge bloggen på bloggens Facebookside, Instagram og på Bloglovin ♥