Færdiguddannet og voksen?

En status som voksen har meldt sig. Hvert fald på papiret. Vi gjorde det. Vi er færdiguddannet. Det er surrealistisk at skrive det ord: ‘Færdiguddannet’.

For nu er det slut med kompromisser på familiefronten. Hvert fald de der monster fæle kompromisser der nogle dage har gjort ondt helt ind i hjertet. Hvis der var nogen der havde fortalt mig hvad der ventede os efter Dexters fødsel, var jeg løbet skrigende bort. Heldigvis er livet så forunderligt, at man ikke ved hvad der venter. Man kan tage nok så mange sorger på forskud, men de præcise scenarier der gennemgås er ukendte indtil man står i dem. Heldigvis.

Læs videre “Rollercoaster madness – nu som voksne”

Approved!

Well prepared

Interesting

Important to the field

High quality

Impressive range

Well-executed

Important new knowledge

I fredags kunne vi læse ovenstående ord i en 8 siders lang kontekst, nemlig det længe ventede svar, for det er ikke altid tingene går som man havde regnet med. Finally! 1. august 2015 begyndte Jonas sin PhD, og i fredags fik han svaret: APPROVED (Eller helt præcist: Recommended for public defence).
Vi har lige skulle lande i det. Ånde lettet op. Smile. Føle varmen. Være sammen som familie uden den der ‘ting’ hængende over hovedet. Untangled.

Jeg er så stolt. Han er den sejeste jeg kender.
Jeg er heldig. Vores børn er heldige.

Over 3 års arbejde fuldført: TJEK!

Vi kom igennem det vildeste vi nogensinde har udsat os selv for som familie: TJEK!

Vi lærte ting om hinanden vi aldrig havde forestillet os: TJEK!

Vi så sider af hinanden vi aldrig havde set før: TJEK!

 

Nu venter vi spændt på datoen for forsvaret.

Elucidating key aspects of the dynamic translocation mechanism for Neurotransmitter:Sodium Symporters – det lyder jo helt vildt, men det er titlen på PhD’en. Tænk engang, snart er han i mål og kan kalde sig PhD i neuroscience.

Soon-to-be Phd i Neuroscience, husbond og verdens bedste far <3

Approved!

Marvin har været så spændt, og har ventet i flere måneder. Det er allerede et halvt år siden han begyndte at snakke om familieforøgelse, og nu skete det endeligt.

21 vandrende pinde babyer har meldt deres ankomst!

Ej okay, total click bait, men jeg kunne simpelthen ikke lade være. Det startede med 5, så var der 6, så var der 7, og idag da vi rengjorde terrariet var der ikke mindre end 21 små vandrende pinde babyer. Oh the joy!

Herhjemme er de vandrende pinde et familieprojekt

De vandrende pinde bor på drengenes værelse.
Vi hjælpes ad med at få sprøjtet vand med en forstøver ind til dem dagligt, og så forsøger vi også at Marvin kommer med ud og hente friske brombærgrene til dem. Bundunderlaget skiftes en gang hver 2.-3. uge og består af kokosfibre der kan købes i diverse dyrehandler. Vi tror på, at det er sundt for ham ligeså stille at lære det ansvar der følger med dyr. Også selvom det er dyr der ikke nødvendigvis kræver det helt vilde.

Både Marvin og Dexter er meget interesseret i de vandrende pinde – og ikke mindst vores familieforøgelse. I december døde en af Marvins vandrende pinde og han har siden været meget opsat på, om vi ikke skulle prøve at få dem til at yngle.

Marvin holder som regel de vandrende pinde i skak, mens vi skifter brombærgrenene ud. De stikker, og derfor er det helt fint han er ‘barnepige’ så længe.
Dexter er meget nysgerrig, men skal selvfølgelig lige holdes på afstand så han ikke kommer til at skade dem ved et uheld.

De vandrende pinde er nataktive og derfor er det ikke meget man lægger mærke til dem. Derudover er de mega lette, så de larmer ikke når de tøffer rundt i terrariet. Pasningsmæssigt kræver de heller ikke det helt vilde, og da de er vegetarer, slipper man også for at skulle have foderdyr (modsat fra da manden og jeg for år tilbage havde en Yemen kamæleon).

Hvad stiller vi så op med de 21 vandrende pinde babyer?

Tjae, nu går vi så her og venter på at de bliver større. Vi skal ikke beholde dem alle, men et par stykker skal vi dog beholde. Resten bliver foræret væk, eller ender som foderdyr.

Bor du i Hovedstadsområdet og er interesseret i en pind eller to, så sig endelig til. Der går nok lige hvert fald en måneds tid inden de er store nok til at flytte hjemmefra.

Har i kæledyr?

Vi bliver simpelthen nødt til at sætte ord, og fokus, på det her!

Hvordan ville du have det hvis du var i mine sko?
Jeg udtaler mig generelt ikke politisk her på bloggen, derfor delte jeg også i første omgang et opslag på min private Facebook-profil her til aften. Derefter slog det mig; Nej! Hvis en dårlig dag er relevant på bloggen, så er det her eddermame også.

Forestil dig følgende:

Du er gift med en forsker, og sammen har i to børn. Din mand forsker i neurovidenskab (fx ADHD, parkinson og depression). Et område man skulle mene er særdeles relevant at forske i rent samfundsøkonomisk. Din mand har mulighed for at tilegne sig værdifuld viden udenfor EU, der kan styrke hans kompetencer. Den chance ønsker din mand at gribe, og den chance ønsker du som hustru at bakke op om. Som familie står man sammen.

Efter et udenlandophold udenfor EU vil i gerne retur igen

Forestil dig at du efter 2 år udenfor EU gerne vil retur til Danmark igen med din familie. For formålet med udrejsen var at din mand – og dig selv – , kunne tilegne sig kompetencer. Unikke kompetencer. Unikke kompetencer der kunne bidrage til forskning. Forskning i Danmark og for danskerne.

Hvad ville du gøre hvis dit sikkerhedsnet i form af A-kassen forsvandt? En A-kasse du vel at mærke selv betaler til. En A-kasse, som du selvfølgelig skal optjene ret til at være dagpengeberettiget hos. Selvfølgelig. Allerede nu skal du have været medlem af en A-kasse i et år og opfylde beskæftigelseskravet. Du kan altså ikke bare lige få dagpenge. Du skal være berettiget til det.

Men hvad hvis regeringen fik den idé at indføre et opholdskrav for at være dagpengeberettiget? Hvad nu hvis du skulle have opholdt dig i EU i 7 år ud af de sidste 8 år for at være dagpengeberettiget?

Det er bare ikke noget vi forestiller os – det kan blive realiteten

Sandheden er, at det ikke er noget vi forestiller os. Det er realiteten skatteaftalens udspil. Regeringen vil fra 1. januar 2019 indføre et opholdskrav og det fases langsomt ind de næste par år. Familien jeg omtalte længere oppe hedder faktisk Jonas, Jeanette, Marvin og Dexter Mortensen. Det er min familie. Jonas ansøger om midler til en postdoc, der inkluderer 2 års ophold i Australien. Vi tager afsted sammen. For vi er en familie. Jonas bliver ikke ramt, da han er lønnet af penge søgt i Danmark. Men hvad med mig? Jeg har ikke en indtægt med hjemmefra og jeg vil få en australsk arbejdsgiver. Det betyder at jeg rammes. Jeg rammes fordi jeg følger min mand ud i verden.
Der er i forrige uge fremsat ændringer til lovforslaget, som vil styrke min sag, men der er stadig mange andre danskere der sidder i klemme.

Hvad betyder det så?

Hvis vi tager udgangspunkt i skatteaftalen fra 6. februar 2018, og et tænkt eksempel for at visualisere konsekvenserne: Hvis vi rejser og er bosat i Australien i 2020-2022, vil jeg tidligst være dagpengeberettiget igen fra 2030. For først der har jeg været bosat i EU de seneste 7 år ud af 8 år. Det betyder at jeg ikke kan modtage dagpenge ved arbejdsløshed eller barselsdagpenge hvis vi ønsker et barn mere, men det betyder faktisk også at jeg ikke kan modtage sygedagpenge hvis jeg skulle gå hen og blive syg. Det er ikke kun lige når vi kommer hjem. Det er i 7 år. Syv år. Er det mon faktorer der bidrager til hvor attraktiv jeg er at ansætte frem til efter år 2029, hvor jeg igen kan være dagpengeberettiget?

Regeringen har indgået denne aftale, til trods for at A-kasserne udtaler det er unødvendigt. For at være dagpengeberettiget skal man nemlig allerede opfylde et beskæftigelseskrav. Og først når det er opfyldt, er du berettiget.

Hvad ville jeg så være berettiget til?

Ja, det er et godt spørgsmål og svaret er forholdsvis simpelt. Jeg ville være berettiget til integrationsydelse. Bare ordklangen fremmer ikke min følelse af at være velkommen i mit hjemland.

Forestil dig du hedder Jeanette

Hvis du hed Jonas, Jeanette, Marvin og Dexter – ville du så føle Danmark bød dig velkommen hjem igen, som familie, med dine udenfor-EU-tilegnede-kompetencer? Smider Danmark i virkeligheden højtuddannede for porten? Ønsker vi i Danmark virkeligt at højuddannede, som fx en ph.d i neurovidenskab og en fysioterapeut samt cand.scient i teknoantropologi, skal have svært ved at komme hjem igen? Simpelthen fordi sikkerhedsnettet er trukket væk i 7 år? Er det rimeligt at jeg rammes fordi jeg gerne vil have vores familie er samlet? Jeg ved godt hvad jeg selv synes, hvad synes du?

Jeg er nysgerrig!

Har du hørt regeringen og Dansk Folkeparti har lavet aftalen om dette opholdskrav gennem skatteaftalen den 6. februar 2018? For langt de fleste jeg snakker med aner ikke det eksisterer (!). Jeg forstår da godt det ikke får noget opmærksomhed, når det kan virke som om, det er sneget ind af bagdøren.

Hvis du hed Jeanette – ville du så bare lade stå til?

Hjælp mig med at sætte fokus på dette område! Snak med folk om det eller vis dem dette indlæg. Har man tænkt på sådan nogle som mig, da dette blev vedtaget? Jeg tvivler, eller måske er jeg som enkeltperson bare ikke vigtig nok i det store regnskab? Og hvis jeg er sikker, hvad så med alle de danskere der ikke lige hører i en undtagelseskategori?

Billedet her er fra 16. januar i år, hvor vi vendte retur til Danmark efter et halvt år i Australien. Her havde Jonas et  udenlandsophold i forbindelse med sin ph.d.

Jeg har skrevet lidt mere omkring hvad skatteaftalen og opholdskravet er lige HER.

“Jamen, hvis det er sådan det skal være, så er det måske bare bedre at vi slet ikke er sammen”.

Ordene fløj ud af munden, og på samme tid fik jeg en kæmpe klump i halsen. Det hele snørede sig sammen, tårerne hobede sig op i øjenkrogene, og jeg kunne kun tænke: “Sagde jeg virkelig lige det? Var det mig? Sagde jeg det? Men, men, men, jeg mente det jo ikke”.  Det var som om jeg kunne høre mig selv sige ordene, men at jeg alligevel ikke følte det var mig  der sagde dem.
Klokken havde passeret 23.00 og jeg var træt. Træt med træt på, fyldt med bekymringer og havde en knude af stress i maven.

Ville drengene i virkeligheden være bedst tjent med en mor og far der ikke bor sammen? Var vores drømme slut?

Nej!

Jeg havde forberedt mig på at dét her blev hårdt. Det liv vi selv har valgt lige nu. Jeg er igang med mit kandidatstudie i teknoantropologi, mens Jonas er igang med at afslutte sin Ph.d. Oveni det har vi en 1-årig Dexter og en 6-årig Marvin. Jeg har valgt at være i et praktikforløb i dette semester, det kunne jeg havde valgt ikke at gøre. Men ja, det har jeg valgt. Og jeg er glad for det. Jeg er glad for at være der. Det giver mening for mig. Ved siden af har jeg et studiejob som studievejleder. Det har jeg også selv valgt.

Det er vel ikke så slemt når vi selv har valgt det?

Slemt og slemt. Det er hårdt. Det er pisse hårdt. Det er hårdere end jeg nogensinde havde forestillet mig. Og det er altså ikke så lidt jeg har forestillet mig. Jeg skal ikke pive. Det er ikke mig der skal aflevere Ph.d-afhandling om 10 dage (T I   D A G E !). Jeg er ‘bare’ sidevognen på den her motorcykel der drøner af sted med 200 km/timen. Jeg er hægtet fast, og jeg holder fast. Nogle dage er køreturen fin, lidt blæsende, men fik. Andre dage øs pis regner det, jeg har glemt min regnjakke og jeg har fået op til flere fluer i øjet i løbet af turen.

Min mand er pisse sej!

Ja, det synes jeg! Jeg beundrer den mand, mere end jeg overhovedet kan beskrive. Tænk engang at skrive en Ph.d, være far til to børn – og bo sammen med mig. Det siger sgu ikke så lidt.  Det er ikke nogen af delene der altid er lige nemt. Yes, I said it.

Jeg ønsker ikke folk skal have ondt af os.

Fandme nej. Vi har selv valgt det. Det sværeste er at drengene ikke har valgt dem. Vi har valgt for dem. Og det er hårdt. Al støtte er værdsat. Alt fra aftensmad, hentning af bare en af drengene, et virtuel tanke, et: “Hvordan går det? Hæng i!”. Alt betyder noget.
Det er svært, andet vil være en løgn.
Jeg føler mig som den total asociale lige nu. Jeg lukker så mange mennesker ude af mit – og vores liv. Det er ikke fordi jeg ikke vil folk mere. Overskuddet er der bare ikke. Det er svært. Vi går på kompromis dagligt. På kompromis med os selv, os som familie og det liv vi gerne vil leve. Men vi skal nok komme igennem, og så ser det hele anderledes ud.

Ville vi gøre anderledes hvis vi havde vidst hvor presset vi ville være?

“Hvis jeg havde vidst hvor hårdt det ville være, ville jeg have sagt nej”. Dén tanke har strejfet mig mange gang. Sandheden er dog en anden.
Vi har et mål for vores familie, et mål for hvad vi gerne vil i fremtiden. Dertil når vi ikke uden de uddannelser vi er igang med nu. Jonas gør det for hans egen skyld. Jeg gør det for min egen skyld. Men vigtigst af alt, gør vi det også for hinanden, for vores børn og for vores fremtid.

Det liv vi lever lige nu er ikke for alle.

Dét er helt sikkert. Da jeg for en kort bemærkning læste HD på CBS, blev det kaldt for “skilsmissestudiet” – det kunne man også kalde Ph.d-livet med en familie.

Snart er Ph.d-ræset slut, så skyder jeg en etape igang med aflevering af et stort semesterprojekt, og afslutning af mit internship i slut december. Til januar er der Ph.d-forsvar og jeg har to eksaminer. Til februar skyder jeg specialskrivningen igang – og så kan vi vidst også begynde at se en ende på det.

Vi klarer den! Vi har hinanden og et personligt heppekor i ryggen. Nogle gange skal jeg bare huske at pille vattet ud af ørene så  jeg kan høre vores heppekor.

“Børn og karriere kan ikke harmonere”

“Tænk at de hellere vil arbejde, end at være sammen med deres børn”

“Jeg forstår ikke at arbejdet betyder mere end at se børnene vokse op”

 

Ovenstående kunne sagtens være (og er et langt stykke hen af vejen) gloser jeg er opvokset med. Det skal ikke forstås som at der er noget mine forældre har gået og banket ind i hovedet på mig. For det er det bestemt ikke.
Det er ikke nogen hemmelighed at jeg kommer fra en familie der ikke hører til familier med de højstuddannede. Det har jeg absolut intet imod, og med fare for at sætte en masse i bås, så tror jeg, at det har givet mig en god form for grounding her i livet.
Min mor og far har altid været med på mine – til tider sindssyge – ideer. Jeg har vidst de var der, omend de nok ikke altid har kunne følge med i mine planer.
Som 5-årig ville jeg bare gerne flytte til København når jeg blev stor. Men jeg ville også være brandmand. Den ene ting skete, den anden gjorde ikke.

Er jeg voksen nu?

Nu står jeg så selv her i kategorien ‘voksen’. Jeg er hvert fald både gift, har to børn og ejer en andelslejlighed. Det er vel det man kalder ‘voksen’?
Jeg hører også snart i kategorien ‘højt uddannet’ – og det har jeg det lidt ambivalent med. Ikke at jeg på nogen måde fortryder mit valg af uddannelse, eller jo, på nogen punkter gør jeg. Men det er en helt anden historie. Jeg fortryder ikke det jeg laver nu, og jeg ville ikke være, hvor jeg er nu, uden at have lavet, hvad jeg lavede før. Det blev lidt kringlet og kliché i én og samme sætning. Giver det mening?

Jeg er opvokset, hvor det ofte meget sort på hvidt, var kendt, at det at være højtuddannet, var lig med at man ikke havde tid til sine børn, ikke ville sine børn, eller bare havde fået børn for at få børn. Stooooooop. Jeg ved jo godt nu, at der forhåbentlig ikke er nogen der får børn ‘bare for at få børn’. Og hvis man endelig skal ud af den tangent, formoder jeg det sjældent er uddannelsesniveauet der har været det afgørende i den sag.

Muligheder eller afskrivelser? Findes der et kompromis?

For mig har uddannelse altid været lig med muligheder. Ikke afskrivelser. Jeg håber og tror på at vores uddannelser, giver vores familie de muligheder der gør at vi kan opfylde vores drømme. Drømme jeg godt kan afsløre, højst sandsynligt på ingen måde vil være realistiske uden en uddannelse i bagagen.

Alligevel sidder jeg gang på gang og bander både min egen og min mands uddannelses/arbejdssituation langt væk. Det er nemlig de tidspunkter hvor vi må gå på kompromis. Et familiekompromis. Jeg hader det.
Jeg har ikke lyst til at skulle undvære mine børn flere aftener om ugen, eller at de skal undvære deres far. Men i nogle perioder, fx. i eksamensperioder, er det nu engang det kompromis vi bliver nødt til at indgå. Et kompromis for at vi kan komme i mål og ud ‘på den anden side’.  Voksen-siden? Drømme-siden? For vi er vel ikke helt voksne endnu alligevel, er vi?

Oftest elsker jeg det jo også. Jeg elsker at lære nyt, elsker at sidde med følelsen af, at vi kæmper for noget for vores lille familie.

Vi skaber muligheder. For os – og for dem:

Jeg savner dig.

Jeg savner dig virkelig meget. Sådan helt ned-i-maven-savner dig.
For et år siden tog vi afsted på vores livs eventyr. Et eventyr der vendte op og ned på vores liv. På godt og ondt. Glæder, sorger. Oplevelser, udfordringer. Alle ting vi havde forventet i større eller mindre grad.

Én ting havde jeg dog ikke forventet. At jeg skulle blive forelsket i en anden. Det nye, det spændende, det anderledes. Jeg tabte mit hjerte til en fremmed. En fremmed der alligevel fik mig til at føle mig hjemme. En fremmed jeg tænker på hver evig eneste dag.
Et sted der gjorde mig så ulykkelig i begyndelsen, men på samme tid så lykkelig i det lange løb:

Australien

 

Jeg forstår nu, når folk fortæller mig, at de står med en fod i hvert land. Det lød så fjollet før. Men jeg forstår det nu. Jeg har en udlængsel der kan give mig tårer i øjnene, bare af at tænke på det.
Det var det værste og det bedste halve år af mit liv. På godt og ondt. Heldigvis mest godt.

Drømmene kan ingen tage fra os

Jeg drømmer. Vi drømmer. Og drømmene kan ingen tage fra os. Jeg håber inderligt de drømme bliver til realiteter en dag. Men hvordan beslutter man at flytte sin familie væk fra alt det kendte? Væk fra venner og familie?
Det er en stor liste med plusser og minusser. Danmark vs. Australien. Jeg ved godt hvilken side der er flest plusser på, men det betyder jo ikke at siden med minusser på lige pludselig ingen betydning har. Jeg får helt ondt i maven.
Hvordan kan man vælge noget til, for at vælge noget fra?
Men omvendt; hvordan kan man vælge noget fra, for ikke at vælge noget andet til?

Australien, vi ses igen

Vi er ikke færdige med at opleve verden og jeg drømmer om at pakke kufferterne, tage min familie i hånden og rejse afsted. Afsted mod fjerne himmelstrøg.

Den ene dag er jeg fast besluttet. Den anden dag er der en tvivl der lurer et sted. Dagen efter har jeg fundet kufferterne frem. Hvert fald i mit hoved.

Aussie bound <3

Indeholder reklame

Marvin og Dexter har testet navnemærker fra Byhappyme

Med børn i institution sker det af og til at ting forputter sig og generelt må det bare være rigtig rart for personalet at de kan se hvad der tilhører hvem, uden den helt store detektivindsats.

Førhen skrev man bare navn i tøjet, men hvis tøjet skal sælges videre efter brug, er det meget rart uden det famøse tuschnavn i nakken. Især hvis det nemt kan undgåes, men tøjet stadig kan ‘finde hjem’. Vi blev spurgt om vi ville teste mærkerne fra byhappyme og med Marvin der stod overfor opstart i fritter plus skole, og Dexter der netop var startet i vuggestue, virkede det mere end oplagt. Drengene har derfor fået tilsendt navnemærker til alt deres happengut.

Dem vil jeg nu lave en anmeldelse af.

Vi har testet mærkerne af gennem 2 måneder nu, for jeg ville gerne kunne lave en ærlig anmeldelse, hvor vi rent faktisk har brugt mærkerne. Hvor madkasse og drikkedunk har været slæbt frem og tilbage i tasken mange gange og været i opvaskeren lige så mange gange. Hvor tøjet har været vasket flere gange og også proppet en tur i tørretumbleren. For ja, sådan er vores liv bare. Livet er for kort til forsigtig opvask i hånden, finvask i håndvasken og nøjsom ophængning på tørresnoren i 20 graders varme, let sol og en svag brise. Det har jeg simpelthen ikke tid til at vente på. Hvert fald ikke størstedelen af tiden.

Alt i alt er jeg rigtig godt tilfreds med mærkerne og de har holdt rigtig godt. Det eneste mærke der ikke har holdt, har været et mærke jeg har klistret direkte på en bluse – bare for at teste det. Men mærker placeret på ‘mærket i nakken’ eller vaskemærket i siden har alle holdt. Til trods for tørretumbling af tøjet.
Mærket herunder har siddet på blusen i 2 måneder og den er vasket ugentligt.

Jeg har også sæt mærker i alle drengenes sko. På billedet nedenunder er Dexters første sko, han netop har fået igår, så der har vi ikke testet holdbarheden, men de har holdt upåklageligt i Marvins sandaler og sneaks. Til trods for fodsved og dagligt brug.

Alle vores drikkedunke og madkasser er også mærket med navnemærkerne. Marvins Pulito madkasse kommer ikke i opvaskemaskinen, men det gør alle vores Klean Kanteen drikkedunke. Ingen af mærkerne har sluppet eller viser tegn på at gøre det. Vi har også sat mærker på diverse små plastikbøtter, som holder på præcis samme måde.

Jeg har en idé om at den runde form gør, at de sidder bedre fast. Fordi der ikke er nogle hjørner der kan ‘slippe’. Om det er grunden, har jeg absolut intet bevis for, men jeg er overrasket over hvor godt de holder.

Kig forbi deres webshop

Efter hvad jeg kan se, har byhappyme også de bedste priser på navnemærker. Lige sparer du 20% på navnemærker hos byhappyme og kan få 96 mærker for 99 kr. Så kan du eller mærke løs til en pris på kun lidt over 1 kr. pr. mærke.

Bruger i navnemærker? Del gerne dine erfaringer med navnemærker i kommentarfeltet. Der er helt sikkert andre der kan bruge den.

Studieliv og alle de forskellige ‘hatte’ man nu engang har på: Studie-hatten, mor-hatten, familie-hatten, hustru-hatten, Jeanette-hatten og ikke mindst jonglør-hatten. Hold op, hvor har der skulle jongleres den sidste måneds tid. Himmel og helvede, på én og samme tid. Udfordringer i massevis.

Hvis nogen havde sagt til mig, hvordan den sidste måneds tid ville blive ramt af udfordringer havde jeg grint af dem. Det måtte være en joke.
Det er jo ikke første gang vi klare diverse bump på vejen. Det sidder stadig i mig da vi fx mistede alle vores værdier i Australien.

Den seneste måned har absolut ikke været en undtagelse i udfordringernes land. Hvis du har undret dig over stilheden kommer forklaringen i form af 10 hurtige:

• Et break-up med min projektgruppe på studiet, der medførte at jeg har afleveret mit 15 ECTS-point projekt alene. De af jer der følger mig på Instagram, ved at jeg har arbejdet i døgndrift.
• En lejlighed der er på den anden ende. Der skal skiftes radiatorer og vandrør i alle lejligheder i vores andelsforening. I skrivende stund har vi ikke haft rindende vand i lejligheden i 2 uger. Vi har en tappe hane på vores bagtrappe that’s it.
• Badning skal foregå i en fælles skurvogn. Jeg er ikke fan og det kræver lidt mere planlægning at tage et bad, når man nu bor på 3. sal som vi gør.
• Dexter med et brækket ben. Eller bevares, en tibia-fraktur. Benet var ikke knækket midt over.
• En mand der har været bortrejst til konference i USA i lidt over en uge. Samme dag han rejste, blev jeg ringet op fra Hvidovre Hospital. En læge havde spottet en fraktur på røntgenbilledet taget tidligere på ugen. Lang historie kort: Dexter har ikke været voldsomt generet af det og slap for en gips, men puha hvor var det uoverskueligt.
• Vores amerikanerkøleskab er stået af, inkl lettere vandskade på vores gulv.
• Marvin har haft lidt svært ved fritter-livet. Det er nemlig en stor omvæltning at være en tænksom gut, der lige pludselig skal forholde sig til en masse nye ting.
• Lidt medgang kom der, da vi kunne tilslutte vores opvaskemaskine den føromtalte tappehane på bagtrappen. Det gjorde livet meget nemmere. Altså lige indtil den dag håndværkerne savede hul i vores afløbsslange. Vi har nu vandskade på hele køkkengulvet.
• Jeg har 4 gange de sidste 14 dage kommet hjem til scenarier, af ‘efterladenskaber’ fra håndværkerne der var decideret farlige for Dexter: 2 x savklinger, lister med søm og en 1,5 meter lang fritstående radiator, lige klar til at vælte.
• Marvin måtte en tur på skadestuen efter et 2 meter styrt fra et klatrestativ. Obs trykkede ribben og hjernerystelse. Efter en afslapningsdag hjemme var han dog fit for fight igen.

Læs videre “10 ting vi også har klaret – Kunsten at jonglere alle bolde og have den rette hat på”