Fuck janteloven

We did it!
I mit sidste blogindlæg, nævnte jeg min blogkrise.

Men hvad er der så sket siden da? Jo, der er løbet meget vand i åen (er det ikke sådan man siger?) siden da.

December gik, bachelorhelvedet, specialehelvedet, en kold vintermåned. For mange familier stod den i hyggens tegn. Hos os var der kaos. Kaos indvendigt, kaos udvendigt.
Survival of the fittest fik en helt ny betydning i vores familie. Overlevelse for at komme igennem den her mega stressende periode. “Så kunne i jo bare have ladet være med at skrive bachelor og speciale på sammen tid!” – JA! Det havde vi også planlagt. Men som de fleste ved, så går livet altså bare ikke altid som man regner med. Nogle gange pisser livet bare en langt ned af ryggen. Som jeg en dag i december 2013 skrev måtte jeg smide håndklædet i ringen. Eller vendt om: Jeg tog kampen op. Mit studie blev udskudt 1/2 år og derved ramlede vores bachelor og speciale sammen. Dårlig timing, I know – men det kunne ikke være anderledes.

Det blev januar. Jeg afleverede min bacheloropgave, jeg forsvarede den. Jeg er fysioterapeut. Jeg gjorde det! Pludselig var det ikke længere mig der skulle sidde på biblioteket fra kl. 8.00-22.00 og skrive opgave eller forberede eksamen. Nu var det Jonas’ tur. Rollerne var byttet om. Jeg valgte at tage 14 dage til jylland efter min eksamen. Hjem til min familie der. Det var skønt og på samme tid surrealistisk, hårdt og bare en helt anden verden.
Rent faktisk havde jeg allerede ved (verdens bedste) tilfældighed fået arbejde. Et års vikariat med opstart i februar. Marvin og jeg vendte næsen retur til København den sidste dag i januar, jeg fik mit eksamensbevis – og bum, en ny virkelighed ventede.

Februar. Jobstart, hvor er det dog energislugende. En hård banan at sluge og oveni købet blev jeg syg allerede i den første arbejdsuge. Det var ikke planen. Midt februar afleverede Jonas sit speciale. Hurra en lettelse! Forud ventede forsvaret. Knald eller fald. Der faldt mere ro på herhjemme, men Marvin har været frygtelig forvirret. Savnet sin far. Savnet sin mor. Savnet vi var samlet.

Så kom marts og den første hverdag i marts var en vidunderlig dag. Jonas’ fik sin titel: Cand.scient. i biokemi med et stort fedt 12-tal. Jeg er stolt af at han er min mand, jeg er stolt af at vores søn har så godt et forbillede og så skøn en far.

Men hvad så nu? Vi er ikke længere studerende. Vi er voksne? Forstå mig ret. I andres øjne har man vel været voksen længe? Jeg tog mig selv i, til et møde på arbejdet en dag, at tænke: “Ej hvor er det sjovt, jeg sidder til møde med de voksne“. De voksne. Mine kollegaer. Mig.
Jeg tror jeg har en mindre identitetskrise. Vi har en mindre identitetskrise. Vi skal finde os selv igen. Finde os selv som individer, finde os selv som par, finde os selv som familie. Vi skal igang med en helt ny hverdag, en hverdag der på mange måder er så meget anderledes end det vi har været vandt til i rigtig mange år.
Vi har for pokker aldrig nogensinde stået i den situation at minimum én af os ikke var på SU. Eller det er faktisk løgn, men det er for 10 år siden – der var vi ikke fyldt 18 år og SU-berettiget.

We f***ing did it!

Familiebillede på mit bord

Rombetæppet – mit evighedprojekt

I skrivende stund har jeg været igang i laaaaang tid. Jeg startede tilbage i december 2012 – ja, før Marvin blev født. Det er nærmest efterhånden lidt pinligt. (Den opmærksomme læser har så alleree gjort mig opmærksom på at det ikke passer. Marvin er jo fra marts 2012, og marts kommer åbenbart før december – endnu mere pinligt…)
Status efter næsten et halvt år var 8 hæklede romber, og i juli 2013 ramte jeg hele 21 hæklede romber. Det var heromkring jeg blev enig med mig selv om, at dette projekt var mere end bare lige.

Men nå, er tæppet så færdigt? Næææ, ikke endnu.
MEN jeg har de sidste 3 dage rent faktisk hæklet lige så mange romber som jeg gjorde på 7 måneder til at starte med. Så det går altså fremad!
Nu mangler jeg at hækle 18 sorte romber, 19 hvide romber og 9 grå romber – og så er der lige de der ender der skal hæftes og så alle de forpulede romber der skal syes sammen…. i hånden….
Puh… Men det bliver jo møg lækkert når det engang er færdigt.

Så mit råd til alle jer der overvejer at lave et rombetæppe:
– Overvej at det er 149 romber der skal hækles + nogle halve til top/bund og siderne.
– Overvej at det er 149 ENS romber du skal hækle (Læs: Jeg synes det er hammer kedeligt i længden).
– Overvej at det ikke kun er 149 ENS romber der skal hækles, men også 149 romber der skal hæftes ender på.
– Overvej derefter at det ikke kun er 149 romber der skal hækles og hæftes ender på, men at det også er 149 romber der skal syes sammen i hånden – og at en rombe har 4 sider = rigtig mange sider der skal syes sammen.
Men udover det så er tæppet jo møg lækkert 😉
Jeg kan umuligt være den eneste der sidder med de tanker omkring tæppet – men udover at det er pænt, så er det andet jo en ret stor del af arbejdsprocessen. Haha.
God fornøjelse…

Hækle/strikkecafé i Kreakælderen

Hækle, strikke, brodere… Skøn aften, med skønne kvinder, skøn snak og skønne kreating. What’s not to love?

I aften har Kreakælderen holdt den første hækle/strikkecafé – det var et hit!
Der blev hygget, snakket og endda lavet lidt også. 
Tak til alle jer der mødte op – hold øje med Kreakælderenkbh på Instagram eller facebookprofilen for at se andre kommende arrangementer. 
Lidt stemningsbilleder:

Den første tid i kreakælderen

Kreakælderen Kbh er virkelig fedt!

Jeg har fået produceret en masse, uden dårlig samvittighed over at lave krea-ting. Det er virkelig skønt. Jeg har haft symaskine og overlocker med i kreakælderen og brugt en del timer der i den forgangne uge. På den måde har der ikke været dårlig samvittighed på den hjemlige plan og der er blevet arbejdet fokuseret og uden de store afbrydelser. Mega fedt!
Jeg synes efterhånden jeg er blevet ret så gode venner med jersey og jeg nyder at kaste mig ud i nye mønstre og ideer.
Jeg nyder at have et krea frirum og på samme tid føle mig mere på herhjemme. Pt syr jeg kun i Kreakælderen. Derfor har jeg kunne rykke nogle af mine ting derud, og når man bor i en 2 værelses lejlighed er det altså virkelig noget der kan mærkes! 
De mere lette projekter som hækle, broderi og tegne bliver herhjemme, men det er jo nemt at tage med frem og tilbage hvis det er.
Alt i alt er det fedt, at puslespillet med at være mor, studerende og kreativ er blevet lidt letter at få til at gå op. 
Resultatet af den forgangne uge er blevet dette:
  
3 t-shirts til Marvin
 
En lækker jersey heldragt i str 80
En sød lille jersey heldragt i str 62 
– den kan findes i Kreakælderen Kbh
 
En oversize kjole til mig selv
 
En sengeslange på 2,5 meter der kan findes i Kreakælderen Kbh
Og sidst men ikke mindst, vores Show Room i Kreakælderen Kbh, der så småt begynder at tage form.

Tilbage til det virkelige liv – igen

Puh, imorgen er det alvor. Idag er min sidste dag på sygeorlov, min sidste dag hvor jeg kan tage tingene helt som de kommer. Den sidste dag hvor det er okay ikke at tage ud af døren. 

Imorgen starter det virkelige liv. Imorgen starter jeg op på studiet efter min sygeorlov. Jeg skal starte i praktik og ligesom sidst vælter tankerne rundt. 
Jeg kan ikke rigtig finde hoved og hale i det. Jeg er skræmt fra vid og sans mens jeg på samme tid glæder mig helt vildt. 
Det bliver en kæmpe omvæltning. Ud af døren kl 7 om morgenen og ind af døren igen ved en 16-tiden. Der vil blive stillet krav til mig. Der vil være forventninger til mig. Professionelle forventninger og personlige forventninger. 
Tankerne omkring det at starte op et nyt sted – eller stedet kender jeg – var nemlig i praktik der, da jeg måtte gå på sygeorlov. Siden der har jeg fået arbejdet med en masse ting og føler jeg er kommet godt oven på. Der er ingen tvivl om, at det var det helt rigtige for mig at gøre dengang. 
Nu hvor hverdagen atter banker på er jeg spændt, men lige under overfladen lurer frygten. Frygten for at fejle. Frygten for ikke at klare det. Frygten for flere nederlag. 
På samme tid bliver frygten skubbet lidt til siden af opturen – opturen over at NU skal det være. Opturen over at jeg er kommet så langt. Opturen over at der er langt flere gode dage end dårlige dage nu. 
Og sådan kæmper de to sider så. Frygten og Opturen. Øst og Vest. Nord og Syd. Frygten og Sejren. Opturen og Nedturen. 
Imorgen kl 5.45 starter min hverdag…

Verdens bedste citronmåne – opskrift

Idag har min far fødselsdag – kæmpe tillykke til ham!


Han har inviteret til brunch og det er efterhånden ved at være en tradition, at jeg bager en kage til ham. 
I år ønskede han sig dog en kage der ikke var kæmpe stor. Tænke tænke. 



Valget faldt derfor på Mette Blomsterbergs citronmåne. Den er virkelig god, ja faktisk den bedste jeg nogensinde har smagt. Jeg har tidligere bagt den til fx vores kagebuffétsfødselsdag forrige år – den er virkelig et hit. 

Jeg følger opskriften slavisk, eneste ændring er, at jeg har brugt 2 almindelige vaniljestænger istedet for 2 polynesiske vaniljestænger. Husk at brug økologiske citroner. Det er bare lidt mere lækkert når du også skal bruge skallen (!).

Til Mette Blomsterbergs citronmåne skal du bruge:

Dej A
1 polynesisk vaniljestang
125 g rørsukker
250 g stuetempereret smør
125 g flormelis
150 g stuetempererede hele æg
100 g stuetempererede æggeblommer
190 g hvedemel
65 g majsstivelse
Revet skal og saft af 1 vasket citron
Dej B
125 g ren rå marcipan
85 g sukker
50 g stuetempereret smør
75 g stuetempererede hele æg
Lidt neutral olie til at smøre springformen med
Citronglasur
Revet skal af 1 vasket citron
Saft af ½ citron
150 g flormelis
Evt. lidt vand

Rundt regnet svarer alle de forskellige gram æg til 12 alm størrelse æg inkl æggehvidespild (så er det lidt nemmere at købe ind til). 



Dej A
Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab kornene ud med en lille kniv. Mas kornene sammen med lidt af rørsukkeret med kniven, så kornene skilles ad.
Rør det stuetempererede smør, rørsukker, flormelis samt vaniljesukker luftigt. Tilsæt æg og æggeblommer roligt og lidt ad gangen under omrøring. Stop, når massen er ensartet. Bland hvedemel og majsstivelse og sigt det ned i dejen. Vend det forsigtigt i sammen med revet citronskal og -saft.
Dej B
Ælt marcipanen og sukkeret sammen med hænderne. Ælt smørret i lidt ad gangen. Når alt smørret er æltet med, tilsættes æggene ligeledes lidt ad gangen.
Vend Dej A og Dej B sammen og fordel dejen i en smurt springform. Bag kagen i ovnen ved 190 grader i 35-40 minutter, til den er godt gylden og giver efter ved et let tryk. Afkøl citronkagen helt, inden den tages ud af formen (anvender du en silikoneform, bør kagen fryses ned, inden den tages ud af formen).
Citronglasur
Riv skallen af citronen og lad den revne citronskal lufttørre, indtil kagen skal glaseres med glasur.
Rør citronsaften, flormelissen og måske et par dråber vand sammen i en lille kasserolle. Lun glasuren en anelse og fordel den hurtigt på den afkølede citronmåne. Drys straks med den lufttørrede citronskal og pistacie.


Bon appetit 🙂

De fineste Mumi figurer

Jeg elsker en god krea-byttehandel. Disse meget smukke Mumi figurer er lavet af den virkelig dygtige @miabellajensen fra Instagram.

Hun laver nogle SÅ flotte ting, unikke og jeg beundrer virkelig hendes håndværk. 

Jeg byttede med en af mine cafépusletasker (som også kan bruges til så meget andet). 
Nu er den blevet indviet som taske til hårprodukter. 

Mia har desuden en facebookside der hedder TIME4STONE – Kig evt forbi og se hendes andre skønne sager hun laver. 
Billederne er lånt fra @miabellajensens Instagramprofil

Nu uden gips – men går det?

Marvin går hvert fald ingensteder lige pt. Idag fik han gipsen af – en dag jeg virkelig havde set frem til. Nu skulle min lille dreng gå, løbe og hoppe igen. Han var ikke til at skyde igennem da han tog sine første skridt igen. Jeg blev helt rørt.

Men siden der har han nægtet at støtte på benet. 
Det skærer i mit moderhjerte at se en lille dreng SÅ bange for at stå på sin fod, bange for at tage det mindste skridt og faktisk mere hjælpeløs end med gipsen. 
Jeg kan ikke sende ham i vuggestuen imorgen, som vi ellers har snakket med ham om hele weekenden. 
Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet. Havde bare ikke forventet han ikke kunne gå. 
Bruddet viste sig idag at have været et brud hele vejen gennem skinnebensknoglen og ikke bare en revne. Det ramte også hårdt. At det ikke “bare lige” var en revne, men hele vejen gennem knoglen. Selvom det nødvendigvis ikke er mere farligt og kompliceret end en revne, så blev jeg alligevel trist ved tanken. 
Selve det at få gipsen af, var ikke en god oplevelse for Marvin. Men han klarede det flot trods alt. Han blev rigtig, rigtig bange for gipssaven og bagefter den store saks til at klippe med. 
Vi blev sendt videre til røntgen – hvilket havde været lidt smartere at tage inden gipsen kom af. Lægen havde bestilt billede af kontrol af lårbenshalsen. Dvs helt forkert. Marvin havde jo ikke brud i hoften eller lårbenet. Det krævede lidt ringen frem og tilbage inden radiologen var overbevist om at det altså var knæregionen der skulle tages billede af. Stod med Marvins gips i hånden og kunne vise hende at den altså absolut intet havde med hoften at gøre. 
Det korte af det lange var at Marvin blev rigtig utryg ved det hele og var meget ked af at skulle have taget billede. 
Men han klarede det. 
Vi klarede det. 
Nu må han bare gerne kunne gå igen…
Der er ingen genoptræning til en dreng som ham, så vi må igang herhjemme. Jeg tænker at investere i en ny bObles figur, men er ikke helt overbevist om hvilken. Han har kyllingen, skildpadden og elefanten. 
Alt i alt har dagen idag været præget af en masse følelser, forventninger og skuffelser. Sidder bare tilbage med med en ked af det følelse og mor-fortvivlelse. 

Den usynlige sygdom – “hjælpsomme råd”

Psykisk sygdom er ikke en håndgribelig størrelse, det er ikke en diagnose der giver mening for det blotte øje. Hvor er gipsen? Hvorfor halter du ikke? Du ser også lidt bleg ud, har du feber?

– Nej.
Jeg har flere gange i mit efterhånden 2 årige bekendtskab med depressionen, fødselsdepressionen, tænkt flere tanker end mit hovede kan rumme, og gang på gang tænkt: “De kommer aldrig til at forstå mig”. Med de mener jeg alle dem der ikke har prøvet at kæmpe med de her tanker. Det bliver hurtigt “dem” og “os”. Det gør det i og for sig også når man er fysisk syg, de er der “ham der halter” og “hende den raske der løber afsted”. Øst og vest. Nord og Syd. De syge og de raske. Dem man kan se fejler noget og dem man kan se der hvert fald ikke fejler noget.
Men hvad så når man står i midten?
Gennem de sidste par uger, hvor Marvin har haft gips på det brækkede ben, er det blevet endnu mere tydeligt for mig. Hvis du mødte os ville du se benet og straks spørge hvad der var sket og hvor længe gipsen skulle være på – ville du tro jeg fejlede noget? Den usynlige sygdom, men ikke mindre aktuel af den grund.
Jeg stiftede forleden dag bekendtskab med denne comic:
Det er en canadisk tegneserieforfatter der går under aliasset Robot Hugs der har tegnet striben. Hun bruger sit alias som en facade. Hun rammer plet – set her fra “min side” af sagen. 
Endnu en ting der er så forkert som det overhovedet kan være er, at hun ikke tør stå frem med sit rigtige navn eller komme nærmere ind på hvem hun er – hun modtager simpelthen for mange trusler på sin blog, og er bange for at der er nogle der kunne finde på at skade hende. Hun skriver endvidere, at hun er bange for at fortælle sit arbejde om sin sygdom, simpelthen af frygt for at blive fyret. 
Igen: En fysisk sygdom kan oftest ses, og det er noget man kan tage at føle på, mens den psykiske sygdom er usynlig.
Jeg synes det er så fedt hun sætter fokus på det at der rent faktisk er mange folk der har en sygdom, en sygdom der ikke kan ses, en sygdom som ikke kureres ved at man bare tager sig sammen. En psykisk sygdom. Det er ikke sygdom der er selvvalgt, og ikke en sygdom man selv bestemmer hvornår den kommer og går – og det er heller ikke en sygdom man kan sige: “8 uger i gips, og så 4 ugers genoptræning, så burde du være tip top frisk igen”. Selvom det virkelig ville være rart.
Den anden ting der virkelig har sat tankerne igang hos mig er, hvor går grænsen? Hvornår bliver det FOR personligt? Især her i blog-land er det en interessant stilling, som vi alle, hver og en er tvunget til at tænke over på et eller andet punkt. Imorgen deltager jeg i et anderledes blogtræf på Dankbar, en skole for sårbare og psykisk skrøbelige unge, hvor der netop vil være lidt fokus på det med at bruge sin blog og hvor grænsen går mellem at være personlig og være privat. Det har sat tankerne igang.
Mandag den 18. november 2013 valgte jeg at blotlægge en virkelig stor del af mig selv. På det tidspunkt faktisk alt. Jeg sprang bylden, jeg gjorde min kamp offentlig.
Jeg fortæller ikke alt om mig selv, men lige den “detalje” er det vildeste jeg nogensinde har gjort. Altså lige bortset fra at skyde en baby ud i to presseveer, men det er en helt anden historie.
Har jeg blotlagt for meget af mig selv? Nej, det tror jeg ikke. Tror. 
Jeg blogger ikke om småskænderier med manden, om vores økonomi, om vores madplaner, om hvilket outfit jeg har på, om hvilket outfit Marvin har på hver eneste dag, om alle de rejser jeg drømmer om, om en masse fancy ting til Marvin – hvorfor så det? 
Bloggen blev oprettet engang i tidernes morgen med en interesse for mad og gør-det-selv. Så glemte jeg bloggen, hov. Så blev der født et barn og nu må mine keywords være “livet som studerende mor”, “krea-junkie” og “kampen mod fødselsdepressionen”.
Og hvorfor så blogge om fødselsdepressionen? Jeg tror det godt for mig at komme ud med det. Jeg traf et valg om at stå frem i en stor artikel i Jyllands Posten – og come on, tror der er flere der har læst min artikel end der har læst min blog. 
Jeg ved også der sidder rigtig mange andre psykisk sårbare derude bag skærmen. Hvis jeg kan hjælpe bare én med at få taget hul på bylden – så er det det hele værd.
En helt anden ting er også, at det faktisk er blevet nemmere overfor min familie. Det hele kom ud, ingen hemmeligheder mere. Jeg kan sige nej tak til at lave ting uden at skulle finde på en sindssyg undskyldning. Det er okay bare at have en dårlig dag! 
Jeg synes det er en interessant ting at fundere over. Mine “Bryd Nu Tabuet” indlæg er en lang del hen af vejen aller mest for mig selv. Et sted jeg kan lukke alle mine tanker ud – men også et sted hvor andre kan læse at de ikke er de eneste der måske har det sådan. Et sted hvor “raske” folk har en chance for bedre at forstå min usynlige sygdom.
Stort set resten af mine indlæg er krea-indlæg. Hvorfor poster jeg dem? Alle elsker vel at vise de ting frem de har lavet. Det er som om krea-indlæggene bliver mine “klap lige dig selv på skulderen, Jeanette” og de har egentlig hjulpet mig til at se jeg godt kan finde ud af noget. Da jeg havde det aller mest dårligt kunne jeg ikke engang stå ud af min seng hver dag og tage tøj på. At se på sin blog at man har udrettet noget kan virkelig give et selvtillidsboost og også et skub i retningen af at lave mere. For jeg kan godt!
Tilbage til tegneseriestriben: Jeg tror ikke der sidder en eneste med en psykisk lidelse der ikke mindst én gang har tænkt: “Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen?”. Og jeg tror heller ikke der sidder en eneste med en psykisk lidelse der ikke op til flere gange har tænkt tanken, at omgivelserne har den opfattelse af “hvorfor man ikke bare kan tage sig sammen”.
Jeg er spændt på blogtræffet imorgen og spændt på hvilke nogle mennesker jeg skal møde. Jeg kender et par stykker i forvejen og det gør det nok også lidt nemmere for mig.
Da jeg læste om blogtræffet kunne jeg bare ikke lade være med at føle jeg passede ind, og igen slog det mig, at hvis jeg bare kan få en til at tænke “Det er okay jeg har det sådan her, og tingene bliver bedre!” – så er det det hele værd.
Misforstå mig ikke, jeg skal ikke ud og frelse et helt blogtræf. Jeg skal hygge mig med nogle skønne mennesker. Alle med en fælles interesse for kreative ting og nogle med nogle indvendige kampe, jeg desværre, kender alt for godt til.
Dankbar, vi ses imorgen.
Tegneserien er oversat af dr.dk – du kan se den originale version her

Fødselsdag i vuggestuen

Frugtskib, fødselsdag og nul-sukker politik

Selvom Marvin pt ikke er i vuggestue pga det brækkede ben, så skulle vi stadig lige over og sige hej til vennerne og fejre hans fødselsdag.
I Marvins vuggestue har de nul-sukkerpolitik – hvilket passer moren her ret godt.
Jeg havde kreeret dette frugtskib. Det var et stort hit både hos børn og voksne.

Et hurtigt visit i vuggestuen

Marvin nød at være tilbage i vuggestuen. Han var lidt tilbageholdende først, men blødte hurtigt lidt op da han først havde fået lidt frugt fra det fine frugtskib og bagefter så alle de fine legesager.
Der blev sunget fødselsdagssang for Marvin et par gange og vi hyggede os.
Det lille frugtskib var et hit for alle de små og sørme om Marvins små venner ikke havde lavet en fin gave til ham. Hvor er de bare søde! 
Efter fødselsdagsfejringen vendte vi atter snuden hjem. Resten af formiddagen har stået på hygge med alle de fine fødselsdagsgaver han fik i weekenden – og nu er det vidst tid til en middagslur.
Ha’ en skøn dag alle sammen!