Marvins store væg #3

Idag har jeg arbejdet videre på Marvins store væg. Faktisk er den del jeg har vist tidligere kun den lille væg der støder op til der hvor det helt rigtige vægmaleri skal være. 

Blæksprutten blev malet igår, den skulle have været lilla – men den er godt nok mørk. Men nå, det er jo også en BLÆKsprutte 😉 Høhø. 
I dag bestod arbejdet i at få tegnet og malet lidt på en skøn karakter. I kan jo selv se om i kan gætte hvem ud fra billedet 🙂 
God aften derude!

Marvins store væg #2

Idag fortsatte maleriet på Marvins værelse.
Jeg har alt i alt brugt 7 timer på maleriet nu, tror ikke mine “budgetteret” 100 timer kommer til at holde. Men det går nok også – så er der bare en extra udfordring til tålmodigheden.

Hvis i er andre der har lavet vægmalerier må i meget gerne smide et link til billede i en kommentar 🙂

Marvins store væg #1

Jeg er idag startet på et af de lidt større projekter. Projektet er et stort vægmaleri på Marvins værelse. Det kan jo altid males over igen 😉

Faktisk er det to vægge det drejer sig om. Vi bor i en kvistlejlighed med skrå vægge, så synes det kunne være hyggeligt at tage en lille væg under en skråvæg med i projektet også.

Det kommer til at tage LANG tid. Jeg håber på at kunne klare det på 100 timer (som i ethundrede timer). :O

Jeg vil løbende komme med små opdateringer på bloggen, men et samlet billede må i vente med at se til jeg er helt færdig.

Temaet er glæde, pirater og hyggelige dyr. Jeg gruer allerede for alle de tynde sorte streger jeg skal male op til sidst – håber jeg kan ordne det lidt løbende.

I dag har jeg brugt 2 timer…

Dagens krea-sysler

Vi skulle have haft besøg af Marvins granfætter og grankusine (tror jeg det bliver, er ikke helt sikker, hæhæ) + forældrene.
Men pga sygdom blev vi desværre nødt til at aflyse, og rykke det til en anden god gang.
Jeg fik beskeden midt i den store kagebagning. Min plan var en enkelt kage til familie påskefrokosten igår og så en lille kage til den fødselsdag vi skulle have holdt idag med granfætteren og grankusinen. Så stod jeg der og tænkte “hmm, bundene er lavet og mousse plus creme er også lavet”.
Det resulterede i en MEGET stor påskekage. Hvad synes i? Det er mit andet rigtige forsøg på en fondantkage…
(Det lykkes mig ikke at smøre den ordenligt op. Dels ville fyldet ikke som jeg ville og dels havde jeg ikke fået lavet nok frosting, men se bort fra det, hehe).

Idag var jo så en hel fridag. Jonas skriver eksamensopgave, men jeg havde intet på programmet. Meget underlig følelse 😉
Jeg startede med at få ryddet op i køkkenet efter kagebageriet, Jesus Christ det rodede!
Derefter fandt jeg nogle krea-sysler og bestillinger frem og fik kreeret 2 savlebandanas, 4 suttesnore og 2 sanseterninger. Jeg skulle også lave en spisesmæk, men løb tør for bånd.
Dejligt at få lidt ud af fridagen 🙂

Hvad har jeres dag stået på?

Cirkusskåle

Marvins 1 års fødselsdag nærmer sig med hastige skridt og forberedelserne er igang.

Jeg har fået lavet tre skåle til snacks, jeg synes selv de er ret så herlige og jeg glæder mig til at tage dem i brug.

Skålene er lavet efter denne DIY – det er lige til at gå til, evt en (om man vil, tidlig) lav-selv-julegave for ungerne?

De to øverste skåle er lavet hvor perlepladens strøgne side har ligget opad, mens den nederste er lavet med den strøgne side nedad. Den nederste virker mest stabil, men personligt synes jeg bedst om de øverste.

Hvad synes i?

DIY – Anderledes perleskål

I kender vel stort set alle perleskålene man kan lave af HAMA-perler?

Jeg har lavet nogen herhjem til, som vi bruger til småsnacks, en frugtkurv og et lille “fad”.

Jeg tænkte dog det kunne være fedt at lave en skål med lidt mere struktur, så mit forsøg måtte komme an på en prøve.
Jeg tog en stor 6 kantet perleplade og lavede er grafisk mønster. Den blev strøget som normalt (dog kun på den ene side). Da den var strøget tog jeg en porcelænsskål og smurte med olie (note: Brug gerne en helt klar olie, jeg brugte raps og det kan desværre ses under bunden fordi de er en mørk olie). Ovenpå den smurte skål lagde jeg min strøgne perlefigur, puttede den i en varm ovn (175 grader). Husk at holde øje! Det glemte jeg lidt, så den smeltede LIDT for meget.
Jeg må prøve igen!

Hvad synes i om resultatet?

… Imorgen uploader jeg lige et billede “in action” 🙂

Sådan gør du:

1) Tag en stor perleplade og lav det mønster du nu synes kunne være fedt. Jeg synes selv det her grafiske mønster er ret så fint.

2) Stryg perlepladen, som du normalt stryger den. Stryg kun på den ene side.
3) Tag en passende porcelænsskål og smør den inden i med en klar olie (olien kan smitte af, brug derfor en klar)
4) Tænd ovnen på 175 grader
5) Læg den strøgne perleplade oven på den smurte porcelænsskål

6) Stil porcelænsskålen i den forvarmede ovn – hold øje med den! Lige pludselig går det møgstærkt…
7) Når perlerne er smeltet ned i skålen tages den ud af ovnen.
8) Lad det køle af (jeg satte det ned i håndvasken og åbnede for den kolde hane). Når perlerne er kølet af kan du løsne dem fra porcelænsskålen.

9) Vask perleskålen grundigt med sæbe, for at få den overskydende olie af.

10) Enjoy 🙂

Deltager du i min give away med lækkert garn fra Yarnfreak? Ellers kan du tilmelde dig HER – vinderen trækkes 8. marts 2013 🙂

Fødsels(dags)forberedelser

Mens jeg stadig mangler at indvie jer i kagebuffeten fra min egen fødselsdag, er jeg så småt startet på forberedelserne til Marvins 1 års fødselsdag. 1 år – hvor blev den tid lige af?!

Jeg har gerne ville finde er tema til hans fødselsdag for at skabe lidt extra hygge. Jeg går ikke ind for at han skal have sin egen kage – så vi gør det specielt på vores egen måde.

Da både jeg og Jonas er godt i gang med skole og praktik er der ikke frygtelig meget overskud i hverdagen til den helt store kreative temaets. Meeeen Tiger redede mig! De har ufattelig mange cirkus-tema ting for tiden, så jeg greb chancen. Der er shoppet ind og i aften har jeg fået lavet invitationer.

Hvordan har i holdt 1 års fødselsdag? Vi har valgt at dele det op. M har fødselsdag i påsken, så der er masser af dage at tage af. Og så er der jo detaljen med at vi “kun” har hjerterum – forstået på den måde at vi jo bor på 55 kvm.
M’s fødselsdag bliver holdt over en hel weekend, så der rigtig kam hygges og her ikke er proppet til randen.
Har i haft temafødseldag?

Her er smugkig:

Krea-pude #2

Tidligere fremviste jeg uglepuden som jeg har lavet til vores (næsten færdige!) sofa.
Idag har jeg fået lavet en makker.

Det er nogle store puder på 60*70 cm.
Jeg har brugt nogle billige puder fra IKEA til at have inden i. Faktisk er der to i hver så de ikke falder så let sammen.

Hvad synes i om hjorten?

Hæklet puf i zpagetti

Igår blev jeg færdig med puffen i zpagetti.
Planen er at den skal bruges som fodskammel til vores stadig upcomming palle-sofa – ja vi mangler stadig en palle 😉
Det har været hårdt arbejde at først hækle det runde tæppe og så hækle puffen.
Det er noget utrolig tungt garn, men synes også bare det er über fedt fordi det giver et lidt groft og holdbart look.

Opskriften er fra Yarnfreak, det samme er garnet.
Fyldet er to af Ikeas de billigste sommerdyner til en flad 20’er stykket.

Hvad synes i?

ROMBE UPDATE: 4 down, 166 to go.

Krea-pude #1

Nu fik jeg ENDELIG lavet første pude til vores (snart færdige) sofa.

Vi (læs: primært min mand) er igang med af lave en sofa ud af paller. Jeg tror det bliver ret så fedt.
Jeg faldt første gang over palle-sofaen på Pinterest. Vi har fundet 3 paller, men mangler lige en enkelt for at kunne blive helt færdig.
De 3 paller vi har er blevet slebet og de mangler en hurtig gang maling.
Der skal syes to madrasser til, så vi kan få noget blødt at sidde på, ooog så skal der selvfølgelig være puder.
Den første af de puder er blevet færdigfabrikeret idag – hvad synes i?

Den er lavet i bomuldsstof med ugleprint. Bagsiden er brunt kunstlæder.
Til at give den lidt ekstra “kant” har jeg lavet noget pipingbånd ud af noget neon skråbånd og anoraksnor jeg havde liggende.
Betrækket er syet som et alm pudebetræk hvor bagsiden lapper over hinanden og man putter puden den vej ind.