DIY julesok i liberty med lækre detaljer

December nærmer sig og jeg har kreeret de fineste julesokker til vores lille familie, hvis jeg selv skal sige det. Og det skal jeg jo.  Som en lille før-julegave her på bloggen kan du her finde en vejledning til hvordan du selv kan sy lækre julesokker med de fineste detaljer. It’s all about the details right?
Der findes rigtig mange forskellige syvejledninger til julesokker, men oftest helt simple. Dét kan selvfølgelig også noget, men vil du kræse lidt for detaljerne så kast dig ud i denne julesok med gratis mønster, som kan sys på en helt almindelig symaskine. God fornøjelse.

Færdige julesokker i liberty med fine detaljer. Sy selv. DIY

(Læs nu vejledningen igennem inden du begynder at bestille stof, klippe eller få andre gode ideer 😉 )

Materialer til én julesok

  • PDF-mønster til print finder du gratis lige HER
  • Liberty til ydersokken (mønsterdel 1) og stroppen (mønsterdel 3) (50 cm)*
  • Bomuldslærred til hele indersokken (mønsterdel 1) plus flapper (mønsterdel 2) på ydersokken (50 cm)*
  • Quiltevlies (50 cm)
  • 40 cm piping/tittekant (eller kantebånd og anoraksnor, så du kan lave det selv. Det har jeg gjort, da det var det jeg havde hjemme)

* Køber du 50 cm liberty i fuld bredde kan der blive to julesokker af det.
Køber du 70 cm bomuldslærred, istedet for 50 cm, i fuld bredde har du også foer til to julesokker.
Quiltevlies og piping/tittekant skal du bruge dobbelt af, hvis du vil sy to sokker.

Klippevejledning

Mønsteret består af tre dele: 1) julesok (til en ydersok og en indersok), 2) flap og 3) strop.

Ydersokken er syet med mønsterdel 1 (julesok) i liberty, mens mønsterdel 2 (flap) er lavet i samme stof som indersokken.
Indersokken består af mønsterdel 1 (julesok) og mønsterdel 2 (flap) syet af foerstof. Jeg har brugt bomuldslærred.

Stroppen er syet af liberty der er brugt til ydersokken.

Du skal klippe:

  • 2 x liberty i målene 50 (bare fuld højde af det stof du har købt, der er sikkert et par centimeter mere end 50 cm) x 33 cm) skal du have 2 sokker ud af stykket skal du være ekstra påpasseligt med at få delt stykket op i 4 lige store stykker. Det gør ikke noget ægkanten er med, den bliver klippet af senere)
  • 2 x quiltevlies der er et par cm større end liberty’en.
  • 2 x mønsterdel 1 (julesok) i det valgte stof til indersokken.
  • 4 x mønsterdel 2 (flap) i det valgte stof til indersok og ydersok.

Trin-for-trin

Før du går i gang skal du printe mønsteret og sætte det sammen vha. pasmærkerne.

Udklip af mønster til julesok

1) Gør klar til quiltning af for- og bagstykke af ydersokken

Klip de to liberty firkanter ud. Klip herefter stroppen (mønsterdel 3) ud fra det øverste hjørne på den ene firkant, som set på billedet herunder. Det er vigtigt det er foroven, da du skal bruge stoffets fulde bredde forneden til foden på sokken (!)
Klip ligeledes de to stykker quiltevlies så de er lidt større end selve libertystoffet. Stryg liberty’en fast på quiltevlies’en.

Step 1 DIY julesok i liberty

2) Quilt for- og bagside til julesok

De to stykker skal quiltes. Jeg starter med at vende quiltevliesen opad og sy  på tværs langs en af ‘limstregerne’ på quiltevlies’en. Herefter vender jeg stoffet om og syr fra forsiden. Min maskine har en lille afstandsmåler hvor man kan justere mellemrummene mellem quiltesyningen. Jeg har 3 cm mellem. Har din maskine ikke sådan en afstandsmåler, kan du tegne stregerne op på bagsiden (på quiltevliesen) og bruge dem til at sy efter.

Start med en syning cirka midt på stoffet og arbejd ud efter der. Når du er færdig med alle syninger på langs, vender du og gentager på tværs, så du får de klassiske quiltede tern.
Obs. Der er ingen grund til at hæfte enderne, de bliver alligevel klippet væk om lidt.

Quilt julesok

3) Klip delene ud til julesokken

Ud over stroppen du klippede i punkt 1, skal du have klippet resten af delene ud.

Du skal klippe:

  • 2 x mønsterdel 1 (julesok) af de to firkanter du lige har quiltet til ydersokken. Vær opmærksom på både at vende printet rigtigt og at klippe to spejlevendte dele. Klip først ud fra det stykke du klippede stroppen fra.
  • 2 x mønsterdel 1 (julesok) af stoffet til indersokken (her bordeaux bomuldslærred)
  • 4 x mønsterdel 2 (flap) til flapperne på inder- og ydersok (her bordeaux bomuldslærred)

Så skulle du gerne have dette:

Step 3 DIY julesok i liberty

4) Sy stroppen

Stroppen skal laves ved at folde stoffet som et kantebånd.
Fold stroppen på midten og stryg folden. Fold stroppen ud igen og fold de to kanter ind så de rammer strygefolden du lige har lavet (billedet til venstre), stryg kanterne. Fold herefter stroppen sammen på midten i den første strygefold du lavede (billedet i midten). Sy en stikning langs begge kanter (billedet til højre) – og gem stroppen til senere.

Step 4 DIY julesok i liberty

5) Sy flapperne på for- og bagsiderne

Læg flapperne ret mod ret på for- og bag-stykkerne i det quiltede libertystof. Gentag med for- og bagstykkerne i foerstoffet (billedet til venstre). Sy dem sammen ret mod ret. Pres syningen og lav en stikning (billedet i midten og til højre). Gentag på de resterende dele.

Step 5 DIY julesok i liberty

6) Placer stroppen

Stroppen placeres som på billedet herunder, så overkanten af stroppen flugter med sømmen mellem julesok og flap. Sy den fast med ligeudsting i kanten så den sidder godt fast.

Step 6 DIY julesok i liberty

7) Sy for- og bagstykker sammen

Nål ydersokkens for- og bagside sammen. Gentag med indersokken. Sy herefter sokken sammen. Husk at lade den øverste kant stå åben 😉

Step 7 DIY julesok i liberty

8) Klip takker i alle rundinger

Klip takker rundt i alle rundinger. På den måde bliver sokken ikke ‘kantet’ at se på når man vender retten ud af. Pas på ikke at klippe ind i syningen du lige har lavet under punkt 7.

Step 8 DIY julesok i liberty

9) lav piping

Hvis du har færdig piping, springer du blot dette punkt over.

Jeg måler et stykke anoraksnor af på 40 cm, folder et kantebånd ud, lægger anoraksnoren i midten og syr langs anoraksnoren med en lynlåsfod (det kan også gøres med en almindelig trykfod, jeg synes bare det andet er nemmere) med lange ligeud-sting.

Step 9 DIY julesok i liberty

10) Sy piping på indersokken

Vend indersokken med retten ud og læg tittekanten på som vist på billedet herunder.

Jeg syr tittekant på med en lynlåstrykfod, men det kan også gøres med en almindelig trykfod. Sørg for at din syning ligger lige på den anden side af syningen på tittekanten (op ad anoraksnoren). På den måde vil syningen på tittekanten ikke være synlig til sidst.
Stop cirka 5 cm før du rammer hvor du startede. Kør nålen ned i stoffet, så du har styr på det.

Mål ud hvor enderne vil møde hinanden og spræt syningen op på den ende af tittekanten som du er ved at skulle sy på (se billedet til venstre og i midten). Klip herefter anoraksnoren indeni af så det passer med at de to ender anoraksnor møder hinanden. Du skal ikke klippe selve det hvide kantebånd over (se billedet til højre).

Nu skal enden foldes ind så den får en pæn afslutning. Brug spidsen af en saks, pincet, opsprætter eller lignende til at skubbe anoraksnorene ind så de ligger pænt ud for hinanden og du kan få en fin finish. Sy herefter resten af båndet på  (se billedet til højre).

11) Sy Inder- og ydersokken sammen

Tag indersokken som du lige har syet tittekant på og put inden i ydersokken. De skal ligge ret mod ret, dvs. ydersokken skal stadig have vrangen ud mod dig.
Sørg for at syningen bagved og foran på indersokken flugter den rigtige syning bagved  og foran på ydersokken. Nål fast.

Når du åbner sokkeåbningen kan du se stikningen fra tittekanten. Den skal du bruge når du skal sy det sidste.

Step 11.1 DIY julesok i liberty

Sy rundt i kanten, men efterlad en åbning på cirka 10 cm til at vende sokken gennem i punkt 12. Din syning skal igen ligge mellem syningen du lavede i punkt 10 og anoraksnoren. Jeg bruger en lynlåstrykfod, da jeg synes det er lettest at komme helt tæt på anoraksnoren så. Men det kan også sys med en almindelig trykfod.

Step 11.2 DIY julesok i liberty

12) vend retten ud

Nu er du nået til punktet hvor du sikkert kommer til at tænke: “Hvad syv søren har jeg lige lavet?!” – og det er helt okay.

Sokken skal vendes ud gennem hullet du lod stå åbent i punkt 11. Start med at tage indersokken igennem og vend så ydersokken ud igennem efterfølgende.

step 12 diy julesok i liberty

13) Put Indersokken ned i ydersokken og afslut med stikning

Put nu ydersokken ned i indersokken og få det moslet godt på plads. Herefter kan du lave en fin stikning rundt i kanten for at lukke hullet langs tittekanten.

step 13 diy julesok i liberty

14) vend flappen ned og Stryg navn af strygestof på

Vend flappen ned og sæt evt et navn på sokken. Jeg har lånt en maskine til at skære det ud med, men der findes flere forskellige der sælger strygestof udskåret i lige den tekst man vil have. Det er også muligt at købe strygestof i Stoff & Stil – som man evt selv kan skære ud med en hobbykniv hvis man har tålmodighed til det 😉

step 14 diy julesok i liberty

Og så er der ellers bare tilbage at vente på december og satse på at man har været sød nok 😉

Færdige julesokker i liberty med fine detaljer. Sy selv. DIY

Hvis du vil julehygge med andre kreaprojekter kan du kigge forbi den skønne julekaldender “klip skægget af julemanden lige HER, eller hvad med en sjov uddeling i børnehave eller skole i form af ‘rensdyrnæser’ (eller for de ekstra frække ‘rensdyrlort’) – dem finder du lige HER.

3 Replies to “DIY julesok i liberty med lækre detaljer”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *