“Hundehoveder”, uddeling til fødselsdag i børnehave (eller vuggestuen)

Uddeling til fødselsdag i børnehave, vuggestuen eller dagplejen – hvad skal vi finde på? Er der nul-sukker politik? Kan man tage hvad som helst med?

Hvert eneste år kommer det som et chok for mig. Ikke så meget det, at Marvin har fødselsdag, men nærmere det med uddeling af fødselsdagsgodter i institutionen. I Marvin og Dexters institution er der nul-sukker politik, hvilket jeg er stor fan af. Men det gør også at man jo ikke bare lige klasker en kage sammen. Heldigvis er der så mange andre ting man kan finde på.

I år faldt valget på hundeboller /”hundehoveder” (selvfølgelig sagt i bedste Egon Olsen-stil). Jeg har valgt at lave dem som gulerodsboller med solsikkekerner. Opskriften finder du lige herunder.

Opskrift

Denne opskrift giver ca. 30 hundehoveder. Hvis du skal have nok til x antal børn, kan du veje den færdige dej og dividere med antallet af børn der skal være til. Jeg fik 30 hundehoveder på ca. 70 gram dej hver.

Ingredienser

0,5 liter lunken vand
50 gram gær
1/2 tsk. salt
1 spsk. honning
1 kg hvedemel
75 gram blødt smør
1 æg
5 revede gulerødder
75 gram solsikkekerne
Rosiner til pynt som øjne og næse
Ostehaps som hundehovederne kan have i munden

Fremgangsmåde

1) Opløs gæren i vandet og tilsæt salt og honning.

2) Tilsæt 800 gram hvedemel (obs! Gem de sidste 200 gram hvedemel til senere). Ælt dejen godt.

3) Tilsæt det blødegjorte smør og ælt dejen igennem igen til den er glat.

4) Tilsæt æg, revet gulerod og solsikkekerner.

5) Tilsæt den resterende mel lidt af gangen til dejen slipper let.

6) Lad dejen hæve i 60 minutter.

7) Form bollerne og klip to ører.

hundehoveder hundeboller uddeling børnehave vuggestue dagpleje
8) Lad bollerne hæve 30 minutter.

9) Bollerne pensles med æg. Sæt herefter rosiner på som øjne og næse. Mas dem godt ned i dejen, så de sidder godt fast. Bag hundehovederne i ca. 15 minutter ved 200 grader.

10) Når bollerne er færdigbagte kan du skære munden op og sætte en ostehaps i munden på dem. Alternativt kan de bages med en pølse i munden.

hundehoveder hundeboller uddeling børnehave vuggestue dagpleje

Hvad synes du om hundehovederne?

Hvad har i delt ud til fødselsdag?
Tidligere har Marvin haft et frugtskib med og popcorn. Dexter havde jordbærgrød med fløde med til sin 1 års fødselsdag i vuggestuen.

One Reply to ““Hundehoveder”, uddeling til fødselsdag i børnehave (eller vuggestuen)”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *