Når tingene ikke går som man havde regnet med

Jeg skylder en update, men sandheden er at det har været lidt sværere at dele end “bare lige”. Det er ingen hemmelighed at det sidste år (især) har været max presset. Vi har været presset som Jeanette, som Jonas, som hustru, som mand, som par, som mor, som far, som studerende, som mennesker.

Husk at du rummer mere end du tror.

Dét stod der på en seddel i en kurv, en kær nabo havde stillet foran vores dør for snart 7 år siden. I kurven var der morgenmad, forkælelse og dén sætning på et lille kort.
Marvin havde kolik og jeg var endnu ikke kommet dertil hvor det var klart at jeg led af en meget slem fødselsdepression. Men det gjorde jeg, og dén sætning ændrede så meget for mig. Den sætning er vendt tilbage til mig mere end nogensinde før, det sidste halve år.

Et ønske om uddannelser, men ikke et ønske om dén slags kompromisser

Ligeså meget som det hænger mig langt ud af halsen, med det pres vi har stået i – og til dels stadig står i – så er jeg vild med de muligheder der er bagefter. Det skal jeg huske mig selv på. Rigtig tit for tiden.

Jeg elsker at lære nyt, jeg er vild med det felt jeg er landet i på teknoantropologi, og jeg føler for en gangs skyld at jeg virkelig brænder for det jeg laver. Jeg kan bruge mine kreative evner i mit arbejde og jeg er mega motiveret.  Sådan havde jeg det ikke med fysioterapien. Jo, inden for neurologien og i konsulentsammenhænge, men ikke indenfor det mange vil kalde den “stereotype” fysioterapi.

Men altså, hvad skete der så med os ‘voksne’ herhjemme?

Manden afleverede sin Ph.d.-afhandling i November. Den aften glemmer jeg aldrig. Det var en lettelse uden lige, en sejr af ukendte dimensioner. Dét sekund Marvin trykkede ‘send’ for sin far.


Det var en utroligt stressende periode, med vildt mange eksterne faktorer der bare ikke spillede. Afleveringen blev efterfulgt af en administrativ fejl, hvor afhandlingen simplethen ikke var blevet afsendt til opponenterne. Derfor blev deadline for svar (godkendt/ikke godkendt) udskudt fra 22. januar til 22. februar.
Den vakse læser vil observere at Jonas derfor nok burde have hørt noget for én uge siden nu. I skrivende stund ved han dog stadig ikke om han er købt eller solgt. Og dét er frusterende. Jeg vil ikke komme nærmere ind på det, andet end det universitetsjargonen er frygtelig bureaukratisk. Og dét er endnu mere frusterende.

Jeg er igang med mit speciale. I sidste øjeblik endte jeg op med en skøn specialemakker. Det lå ellers mere eller mindre i kortene at jeg skulle skrive selv. Faktisk havde jeg kun én person, som jeg forestillede mig kunne være en potentiel makker. Og da chancen bød sig, teamede vi op. Selvom det ikke havde ligget i kortene inden. Og jeg er glad! Det er virkelig skønt at have en man (allerede) kan dele specialefrustrationer med, en man har et ansvar overfor og en man kan sparre med. For mig er dét især også godt med en specialemakker der husker mig på at holde fri. For det er jeg blevet ekstremt dårligt til særligt gennem det sidste år. Simpelthen fordi vi har haft absurd mange bolde i luften.

Men altså, hvad skete der så med de unger der?

De er bare seje. Punktum.

Stoltheden i Marvins øjne når vi snakker om fars bog (Ph.d-afhandling) er ikke til at tage fejl af. Snakkene om at vi skal i skole, Marvin og mor, det er hyggeligt.  Jeg ser det lille menneske, vokse derud af, begynde at læse ord, lære om nordisk mytologi og jeg bliver frygtelig inspireret. Jeg har lært at læse, jeg har lært om nordisk mytologi, men der er så meget mere – og det er skal man bare kaste sig ud i. Præcis på samme måde, og med samme mod, som Marvin hver dag kaster sig ud i at lære nye ting.
Den anden dag spurgte jeg ind til den nordiske mytologi, om han havde lært om Hugin og Munin. Han svarede straks: “Næ, ikke idag, men det lærer jeg jo bare imorgen så!”. Og ja, han har ret. Vi kan altid lære noget nyt imorgen.

Og Dexter… Ja, han er stortrives og er en tornado uden lige. Lige som han skal være.

It all comes to an end…

Til slut juni er vi begge færdige i vores respektive paralelle uddannelsesræs og fremtiden venter.

Vi er klar. For nu venter et ‘voksenliv’ her i Danmark, men vi drømmer om engang at kunne rykke til Australien for en periode.

3 Replies to “Når tingene ikke går som man havde regnet med”

  1. Puha det lyder altså lidt hårdt, men hvor er I seje. Jeg er ikke sikker på at jeg havde klaret den. Krydser fingre for at alt går jeres vej

  2. Puha, kan næsten ikke få vejret over dit skriv. Hvor har i haft travlt og hår det stadig og hvor har i haft bump på vejen. Dog virker det til, at i står godt og solidt sammen. ALLE MAND ❤
    Kram herfra

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *