Retro soveænder

I dag er jeg blevet færdig med soveanden til vinderen af min give away for lidt tid siden. 

Den bliver sendt afsted til en, forhåbentlig, glad lille pige imorgen. 
Jeg blev uheldigvis ramt af madforgiftning mandag aften/nat/tirsdag morgen/middag/eftermiddag og har siden da, brugt tiden på at blive frisk. Sikke en god start på studiet, not.
Jeg har ikke kunne fokusere på at læse, så derfor har jeg syet disse to soveænder som er til salg. De koster 250 kr inkl porto pr stk. Hvis du er interesseret så smid en kommentar her på bloggen eller send mig en mail på jeans-finurligheder@hotmail.com. 

Marvin har selv en retro soveand og den er et hit når der skal puttes. Han sover med den hver nat <3

Nu vil jeg gå i seng og lade op til en skoledag imorgen…

Rombetæppet – uddybet opskrift

Jeg har lavet en lille uddybning af Pescno’s opskrift, så alle kan være med.
Romber:
1. række: 2 lm

2. række: 1 fm i første lm, 1 lm til at vende på
3. række: 2 fm i m, 1 lm til at vende på
4. række: 1 fm, 2 fm i sidste m, 1 lm til at vende på
5. række: 1 fm i hver m, 2 fm i sidste m, 1 lm til at vende på
Gentag række 5 til den ønskede bredde. Jeg har hæklet til jeg havde 20 masker. Herefter gøres det omvendte, hvor de to sidste masker på hver række hækles sammen.

Uddybning:
1. række: Start med at lave 2 lm (luftmasker)
2. række: Hækl 1 fm (fastmaske) i den første lm du lavede (altså den der er længst væk fra din hæklenål). Lav en lm “til at vende på”. 
Du har nu 1 reel fm (+ 1 lm til at vende på)
3. række: Hækl 2 fm i fm’en fra 2. række. Du hækler altså ikke i den lm du lige har lavet, men springer den over – derved bruger man den “til at vende på”. Lav en lm “til at vende på”.
Du har nu 2 reelle fm (+ 1 lm til at vende på)
4. række: Lav 1 fm i den første fm fra sidste række, og 2 fm i den sidste fm fra sidste række af + 1 lm “til at vende på”.
Du har nu 3 reelle fm (+ 1 lm til at vende på)
5. række: Lav 1 fm i hver af de 2 første fm fra sidste række og herefter 2 fm i den sidste fm fra sidste række + 1 lm til at vende på.
Du har nu 4 reelle fm (+ 1 lm til at vende på).
Herefter fortsætter du efter samme princip. Du hækler altså altid 1 fm i hver fm, undtagen den sidste på hver række hvor du skal hækle 2 fm i den samme.
Når du er nået til 20 fm på en række, så skal du begynde at tage ind.

Når du tæller 20 fm på din række fortsætter du sådan:

Hækl 1 fm i de første 18 fm, hækl de to sidste fm sammen. Lav herefter 1 lm til “at vende på”.
Du har nu 19 reelle fastmasker (+ 1 lm til at vende på)
Hækl 1 fm i de første 17 fm, hækl de sidste to fm sammen til én. Lav herefter 1 lm til “at vende på”.
Forsæt til du ikke har flere fm og hæft enden.
 
Du finder en opskrift til de halve og kvarte romber her.
Er der noget der ikke giver mening? Så smid endelig en kommentar 🙂

Rombetæppet

Jeg må hellere komme med en lille update på rombetæppet.
Jeg blev engang i december vildt inspireret hos pescno – hun har lavet et sindsygt flot tæppe!
Hvor svært kan det være? 😉 Haha, altså… Det er ikke fordi det er svært svært, men det tager laaaaang tid.
Jeg fik hæklet et par romber der skal vidst bruges omkring 170 romber i alt og så jeg kunne godt regne ud det ville tage lang tid. Min første idé var, hvis jeg nu baaare liiiige hæklede en rombe om dagen, evt to nogle dage, ja så ville jeg jo være færdig efter et halvt år.
Efter et halvt år var status omkring 8 romber.
Nu er det blevet mere et ferieprojekt. Det virker som om jeg får hæklet på det hver gang jeg besøger mine forældre i jylland i lidt længere tid af gangen. Men fair nok. Så længe det går fremad 😉

Rombe count down: 21 down, 149 to go

DIY: Pude med piping og trykknapslukning

Jeg har lavet denne skønne pude, mens jeg eksperimenterede med tekstiltryk.

Vil du selv gerne lave en lignende pude?
Så kig med nedenunder. 
Jeg gennemgår ikke hvordan man trykker. Det er “bare” lavet med stencils og tekstilfarve – så er det bare at eksperimentere derud af. 
1) Start med at klippe din forside af puden. Husk 1 cm sømrum. 
2) Tryk. Hvis du vil lege med tekstiltryk er det nu du skal gå i krig. Det er ret sjovt, men også ret tidskrævende. Husk er stykke plastik eller voksdug under dit stof når du trykker. Det sviner ret meget. 
3) Lav pipingbånd (eller køb det færdig). Jeg laver som regel mit pipingbånd selv. Dels er det billigere og dels kan jeg få det lige i den farve jeg gerne vil. 
Når du skal lave piping skal du bruge: Kantebånd, tynd anoraksnor og en symaskine (evt en lynlåstrykfod). 
Fold kantebåndet ud og læg anoraksnoren ind i folden på midten. Sy herefter tæt på anoraksnoren, men ikke ovenpå den. 
Lynlåstrykfoden er smart da den ligesom kan holde anoraksnoren i skak mens du syr derud af. 
(Nogle klipper kantebåndet over på midten i fuld længden, så de kun bruger halvdelen – men jeg synes det er bøvlet af sidde og holde styr på det under syningen når det er så smalt i bredden. Så jef bruger fuld bredde). 

4) Sy pipingbåndet på. 
Start med at nåle pipingbåndet fast på forsiden af pudens retside. Sy herefter mellem anoraksnoren og den syning du selv lige har lavet i pipingbåndet. 
5) Nu skal bagsiden klippes ud. 
Jeg klipper 1 stykke i fuld størrelse + et stykke der er ca 8 cm bredt. 
Det kommer sig ikke så nøje om det er helt lige – det bliver rettet om lidt. 
6) Overlock/zigzag den ene kant på hvert stykke. Lav et ombuk og sy med en rød kontraststikning (det er i dette ombuk trykknapperne skal sidde). 
Stikningen kan lige svagt ses i de to sider der sidder i midten…

7) Slå trykknapper i. 
8) Knap de to stykker sammen. 

9) Sy forside og bagside sammen. Ret mod ret. 
Sy så du har forsiden øverst, så kan du sy lige oveni syningen fra da du syede pipingbåndet fast. Vær meget præcis med din syning. 
Sy bare hele vejen rundt, der skal ikke være noget hul til at vende – du knapper bare trykknapperne op og vender den vej. Mega smart!

10) Overlock/zigzag hele vejen rundt. 

Og voila… Så er det bare at vende betrækket og putte puden i.
Så er der en fin pude…
 

Viskestykkeholdere

Idag har jeg fået kreeret nogle holdere til alle vores viskestykker.

For nogle måneder siden var jeg så heldig at få fat i en masse lækre Anne Black knager til lagersalg. 
En del af dem er blevet skruet op i vores gang, i stedet for en knagerække:
De tre sidste er blevet skruet fast på skabslågen af vores høje skab. De har hægt der noget tid efterhånden, men jeg har bare ikke fået dem brugt – alle hankene på viskestykkerne var for små. 
Med de sidste clips til suttesnore jeg har fået leveret, var der også røget et par stykker med der var for små. De passer perfekt til de her nye holdere – så kan man tage dem af og på. Og så er jeg fri for at sy nye hanke i alt. Win/win. 
I samme omgang måtte jeg lige afprøve nogle af broderifunktionerne på min (nye) symaskine. 
Hvad synes i?

Marvins store væg #4

Det har stået lidt stille med vægmaleriet – men nu er der godt gang i det igen. Jeg tænkte derfor det var tid til en lille billedupdate:

Jeg var så uheldig at blive kørt ned/ ind i af en anden cykel på vej på arbejde i torsdags. Brugte ikke mindre end 6 timer på skadestuen og kom hjem et par krykker rigere. Der er heldigvis ikke brækket noget, men fin klemt min fod noget så grusomt da jeg “legede” kludder mutter med cykelstellet. 
Det var en cyklist, der cyklede foran mig, som ud af det blå drejede til venstre – så hun kørte direkte ind i mit forhjul. Hun så aller en ski’. 
… Og så cyklede hun bare videre. Møgso (undskyld mit franske). 
Håber hun vinder i lotto… Og taber kuponen!
Men nå. Jeg er okay, lidt forslået, men trods alt skete der ikke mere. 
Det piner mig bare at jeg var fuldstændig uden skyld i det, og alligevel skal jeg straffes nu. Det værste er at jeg ikke kan løfte Marvin. Kan ikke tage vare på ham alene. Er afhængig af min mand til alt der har med Marvin at gøre. Øv!
Håber snart jeg er fit for fight igen…

Søholm krukker – make over

De sidste par uger har jeg haft gang i et lille projekt med en masse Søholm krukker jeg har fået samlet sammen gennem de sidste par måneder.

De har fået en make over og jeg er selv SUPER glad for resultatet. 
Jeg mangler stadig en stor krukke med “Mel”, “Sukker” og “Kakao” – hvis i kender nogen der ligger inde med dem, så sig endelig til. 
Hvordan er det så lavet?
Krukkerne har denne her skønne karakteristiske skrift – så det er altså ikke noget jeg har haft noget med at gøre. 
Jeg startede med at tape alle krukkerne til med malertape der hvor skriften er – så der ikke ville komme maling på når jeg sprayede dem.
Derefter har jeg lige grovslebet der hvor de skulle male. Jeg ved ikke om det har nogen effekt, men min tanke bag det er, at der ville give en mere rå flade at male på. 

Jeg har købt spraymalingen for Run For Cover. Jeg gav 305 kr for 10 stk – det er altså ret billigt! En enkelt spray koster hurtigt 50-70 kr i byggemarkeder. 
Jeg har sprayet dem alle sammen uden for i det gode vejr og så ladet dem tørre der. 

Korkpropperne har fået en gang brunt sæbe og ligget i en pose natten over, herefter er de skrubbet med en grydesvamp. De blev super fine. 
Hvad synes i?
 
 
 
Udover Søholm krukkerne, fandt jeg i en lille genbrugsbutik en gammel “Køkkengrej” af noget engelsk stentøj af en art. Den fik også en tur og pynter nu ved vasken. 

Marvins store væg #3

Idag har jeg arbejdet videre på Marvins store væg. Faktisk er den del jeg har vist tidligere kun den lille væg der støder op til der hvor det helt rigtige vægmaleri skal være. 

Blæksprutten blev malet igår, den skulle have været lilla – men den er godt nok mørk. Men nå, det er jo også en BLÆKsprutte 😉 Høhø. 
I dag bestod arbejdet i at få tegnet og malet lidt på en skøn karakter. I kan jo selv se om i kan gætte hvem ud fra billedet 🙂 
God aften derude!

Marvins store væg #2

Idag fortsatte maleriet på Marvins værelse.
Jeg har alt i alt brugt 7 timer på maleriet nu, tror ikke mine “budgetteret” 100 timer kommer til at holde. Men det går nok også – så er der bare en extra udfordring til tålmodigheden.

Hvis i er andre der har lavet vægmalerier må i meget gerne smide et link til billede i en kommentar 🙂

Marvins store væg #1

Jeg er idag startet på et af de lidt større projekter. Projektet er et stort vægmaleri på Marvins værelse. Det kan jo altid males over igen 😉

Faktisk er det to vægge det drejer sig om. Vi bor i en kvistlejlighed med skrå vægge, så synes det kunne være hyggeligt at tage en lille væg under en skråvæg med i projektet også.

Det kommer til at tage LANG tid. Jeg håber på at kunne klare det på 100 timer (som i ethundrede timer). :O

Jeg vil løbende komme med små opdateringer på bloggen, men et samlet billede må i vente med at se til jeg er helt færdig.

Temaet er glæde, pirater og hyggelige dyr. Jeg gruer allerede for alle de tynde sorte streger jeg skal male op til sidst – håber jeg kan ordne det lidt løbende.

I dag har jeg brugt 2 timer…