Stjernesækkestol – opskrift ;)

Så har jeg været igang med svigermors symaskine igen…
Denne gang stod projektet på en stjernesækkestol til min søde lille fætter, som fylder 1 år på lørdag (Nu håber jeg han ikke lurer på min blog i mellemtiden 😉 ).

Efter at have syet inderbetrækket, tænkte jeg, at jeg ville lave en fremgangsmåde så det var lidt nemmere at finde hovede og hale i det hele.

Så den kommer her:

STJERNESÆKKESTOL – DIY
Denne stjernesækkestol er lavet af bomuldsstof med 3 forskellige slags print.
Hvor meget stof du skal bruge, afhænger af hvor store du laver firkanterne.
Til denne pude er der brugt
(OBS – kun yderbetræk – vil du lave inderbetræk også, så klip dobbelt antal)
– Stof til bunden (herefter benævnt grøn
– Stof til sider (herefter benævnt blå)
– Stof til toppen (herefter benævnt sort)
– 80 cm lynlås (behøves ikke nødvendigvis, det er en smagssag)
– Ca. 200 liter krøyerkugler
1) Klip 5 firkanter af hver stoftype, mine måler 40 cm gange 40 cm – i alt 15 firkanter.
2) Start med at overlocke eller zigzagge alle stofstykker og så er det frem med strygejernet – det er meget nemmere at arbejde med når alle stykker er strøget.
3) Nu skal alle bund-stykker (grøn) syes sammen med alle sidestykkerne (blå).
Læg en grøn firkant ret mod ret med en blå firkant. (OBS! Skal du have en lynlås i, så gem en grøn firkant og en blå firkant!) 
Sy de to sider sammen som illustreret på billedet nedenunder:
Punkt 4 udføres kun hvis der skal lynlås i, ellers sys de to firkanter sammen på samme måde som i punkt 3. Skal der ikke lynlås i, så spring videre til punkt 5, efter at have syet de to firkanter som punkt 3.

4) Tag en grøn firkant og sy lynlåsens ene side på to kanter, ret mod ret, som på nedenstående billede:
Sy herefter den anden halvdel af lynlåsen ret mod ret med en blå firkant. Når lynlåsen er lynet næsten helt ned vil det se sådan ud:

 Når lynlåsen lynes helt op vil det fra vrangen se sådan ud. Altså præcis som i punkt 3, bare med en lynlås i stedet for en direkte syning mellem siderne:

5) Nu skal bunden (sort) syes på.
Dette gøres ved at en sort firkant sys ret mod ret med de to resterende sider der ikke er syet på af en blå firkant:
Herefter får du, når du lige vender stoffet den rigtige vej, en pose-agtig ting som ligner den her:

Dette gentages til du har 5 af disse…
De 5 poser kommer til at danne takkerne i stjernesækkestolen.

 6) Nu skal poserne syes sammen så de til sidst danner en stjerne.
Læg to poser oven på hinanden, så blå ligger mod blå, grøn mod grøn og sort mod sort, som på billedet nedenunder:

De to midterste lag syes sammen, så du et lag sort sammen og fortsætter hen og syer et lag grønt sammen.
Dette gentages med alle stjernetakkerne. 
Når 3 poser er syet sammen vil det se sådan ud:
Det færdige betræk:
7) Nu skal der fyld i sækkestolen.
Jeg har brugt et glas til at flytte kuglerne fra en gammel sækkestol over i en ny (for at mindste friktionen  – brug derfor ikke et plastikbæger).
Det færdige resultat ses her:

Note:
Jeg har valgt at sy både et inderbetræk og et yderbetræk. 
Inderbetrækket er syet på samme måde, dog har jeg lavet alle syninger dobbelt – for at mindske chancen for at krøyerkuglerne slipper ud.
Der er kun lynlås i yderbetrækket, inderbetrækket har jeg syet det sidste hul i hånden til, så krøyerkuglerne ikke slipper ud.
Da jeg har lavet et inderbetræk, har jeg valgt at sætte en lynlås i yderbetrækket, så det kan tages af og vaskes.
Jeg fik lagt inderbetrækket på plads i yderbetrækket inden jeg fyldte krøyerkugler i.
God fornøjelse…


Hæklet stribet elefant – et fint begynderprojekt

Den søde ventetid skal fordrives

Jeg har i et stykket tid puslet med et rigtig begynderprojekt, her mens vi venter. Nemlig en hæklet elefant.

Det færdige resultat endte sådan her:

 

En rigtig putte-elefant der kan ligge i sengen. Den måler ca en halv meter.

Opskriften er købt hos Stof&Stil og projektet var lige til at gå til. Det er et rigtig fint begynderprojekt – omend det er lidt tidskrævende når man ikke hækler så hurtigt.

Hvad var dit første hækleprojekt? Eller en af dine første hækleprojekter?

Et af mine barselsprojekter til Dexter blev denne hæklede My-rangle. Den har vakt mega stor glæde og kan klart anbefales også.

Verdens bedste pebernødder

Så blev det 1. søndag i advent igår – og sådan en dag kan da ikke gå forbi uden lidt julehygge. Udover julebesøg har vi brugt weekenden på at bage pebernødder og honningkager + lave romkugler. Nammenam!

De her pebernødder er intet mindre end fantastiske. Prøv dem! De er dejlig sprøde, har et perfekt miks af krydderier og dejen er så nem at have med at gøre (det er altså ikke for ingenting, at de står som “SUPER GODE PEPPERNØDDER” i min opskriftebog)

Ingredienser:
– 250 gram smør (ikke margarine og ikke et smørbart blandingsprodukt som fx. Kærgården)
– 250 gram sukker
– 1 tsk stødt ingefær
– 1 tsk kanel
– 1 tsk hvid peber
– 1 tsk kardemomme
– 1 tsk bagepulver
– 1 tsk natron
– 1 dl piskefløde
– 500 gram mel

Fremgangsmåde:
Pisk smør og sukker godt sammen og pisk herefter fløden i ved lav hastighed.

Bland alle krydderierne (ingefær, kanel, hvid peber og kardemomme), bagepulver og natron sammen med melet – rør det i dejen lidt af gangen.
Når dejen er helt perfekt føles den lækker blød, hvis du sætter en finger i den. Du er ikke i tvivl.

Tril dejen til lille-finger-størrelse stave og skær med ca. 1 cm mellemrum.

Bag i ca. 10 minutter ved 200 grader. (Min erfaring siger at man skal holde MEGET godt øje med dem!)

For mig bliver der 6 plader peppernødder af én portion.

Det færdige resultat kan du se her:

Pebernødder i julekagedåse

 

Vil du julehygge mere? Så kig forbi de spiselige rensdyrnæser eller julekalenderen hvor du klipper skægget af julemanden. Begge to falder i rigtig god jord hos børnene.

Tullebukser til min supermand

Så fik jeg kastet mig ud i at sy bukser til supermanden.
Jeg har lidt forskellige rester stof tilbage efter sengetøj + sengerand, så tænkte at tullebukser var det perfekte at bruge stoffet til.

Det er første gang jeg har syet bukser, så jeg startede lige i den lokale stofbutik for at få fat i et mønster. Derefter var det hjem og tegne over på bagepapir, klippe ud, sætte fast på stoffet og klippe igen.
Jeg havde en lille kamp med fake-gylpen og bukseben der lige pludselig ikke var lige lange – men det blev de! (Hurra for sakse og hidsigt temperament 😉 )

Her er resultatet:

Ribkanten foroven er lavet så den både kan bruges i sin fulde længde eller foldes ned…
Jeg glæder mig til at se supermanden i dem når han kommer til verden.

… Glæder mig i det hele taget bare til at han kommer til verden!

Sengerand + højtalere

Så fik jeg syet en sengerand til supermanden.
Jeg er selv ret stolt over resultatet – men hold k**t hvor tog det laaaaang tid at sy… Sådan ca. 2 (mere eller mindre) hele dage!

Her kommer resultatet:

Den er blevet med fint turkisblåt stof med hvide prikker på den ene side og kvadratiske felter med pingvinstof på den anden side. 
Der blev brugt ikke mindre end 20 meter blåt kantebånd! Gå lige crazy – jeg måtte i stofbutikken et par gange efter nye rationer, haha. Til sidst endte jeg med at købe en rulle med 20 meter (plus de 3 gange 5 meter jeg havde købt i forvejen) – så nu har jeg vidst nok til lidt tid!
Hvad synes i?
Efter ønske kommer der lige en hurtig vejledning i hvordan jeg har båret mig ad:

Materialer:
– Slags forskellige slags stof fra Stof2000 (1 1/2 meter hvid pingvinstof, 1 1/2 meter blå pingvinstof og 2 meter blåt stof med hvide prikker)
– 180 cm gange 5 cm skumgummi fra Stof2000
– Rulle med 20 meter kantebånd + en ekstra pakke med 8 meter (?) (jeg endte med at bruge omkring 25 meter )
– Blå tråd
– 2 blå lynlåse på 25 cm
Jeg har klippet skumgummiet over på langs – så jeg havde to stykker der var 25 cm høje og 180 cm lange.
Og derefter har jeg syet lidt på gefühlen…
Så i teorien skal betrækket være 25 cm højt, 2 cm dybt og 360 cm langt (de fleste standardsengerande er 360 cm lange – men hvis i har købt seng, kan du jo lige måle den indvendigt…)
Jeg valgte så at mit betræk skulle være ca. 26 cm højt på, 2 cm dybt og 360 cm langt. (Så ville det være lidt nemmere at få skumgummiet ind i…)
Jeg har valgt at have 1,5 cm til sykant – så stoffet skal altså være 30 cm i højden når du klipper det.
Det lyseblå stof med prikkerne har jeg bare klippet så det er 30 cm i højden og samlet set blev 362 cm i længden når det var syet sammen til et langt stykke.
Derefter har jeg syet kantebånd på alle sider.
Det samme har jeg gjort med pingvinstoffet til den anden side. Der valgte jeg at hver stykke stof skulle være 30 cm bredt når det var syet sammen – så det er klippet til 33 cm bredt og 30 cm højt.
Og så har jeg klippet så det passer i antallet i forhold til længden.
Jeg har syet et stykket kantebånd på hver side af “pingvin firkant” (obs ikke foroven og forneden – kun til højre og til venstre!). Og syet dem sammen så der skiftevis sad blå pingvin, kantebånd, hvid pingvin, kantebånd, blå pingvin, kantebånd osv. Det tager LANG tid! Men bliver flot!

Nu skal der stryges!!! Stryg, stryg, stryg til den helt store guldmedalje.
Derefter har jeg syet et laaaangt stykke kante bånd i toppen og bunden af pingvinstrimlen, som vist ovenfor…

Når de to lange sider er klar er de syet sammen vrang mod vrang i kantebåndene – jeg overalt hvor der er brugt kantebånd syet i den yderst fold der er i båndet – det var dejlig nemt at sigte efter.
Herefter har jeg med MEGET bøvl syet en lynlås i hver ende – og vendt betrækket den rigtige vej.
… Nu skal der mosles et langt skumgummistykke i fra hver ende af sengeranden…
… Lyn til… Og VUPTI… Færdig…

… Og alt det tog “kun” omkring 20 timer…

Mht til hvor meget stof der skal bruges – kan du jo lave en præcis udregning ud fra hvor bredt det stof du køber er… Jeg havde noget til overs…
HUSK – hvis der er mønster i stoffet så skal det vende den rigtige vej når man syer sammen – ellers kommer det til at vende på hovedet i forhold til hinanden. Det gjorde jeg et par gange undervejs 

Og så til næste projekt….
Kærestens højtalere fik også lige en tur:
Der er 4 stks højtalere placeret ovenpå hinanden – så er det kærestens job at sætte dem på plads, nu har jeg jo lavet det hårde arbejde, haha.